napoli

Covid 19-alarm i Napoli: De gode gener og gamle forsvarsværker er ikke længere nok

i Politik & Samfund/Europa af
NAPOLI // COVID-19 – I en af Europas tættest befolkede byer er man hårdere ramt af corona end nogensinde. Men selvom borgerne protesterer i gaderne, nægter Napolis borgmester at indsætte hæren mod sine bysbørn. Imens er EU på vej med en kæmpe hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, men som næppe vil nå dem, der reelt har brug for hjælp, skriver Cecilie Marie Meyer, cand. mag. i italiensk.

I foråret imponerede Napoli resten af landet ved ikke at lade covid-virussen løbe løbsk: med bitre erfaringer fra Italiens sidste kolera-epidemi i 1973, som gjorde tusindvis af napolitanere dødssyge, og med bevidstheden om, at utilsigtet adfærd ville lægge pres på byens sårbare sundhedssystem, holdt napolitanerne epidemien ud i strakt arm.

Man blev hjemme, man gav mad til de fattige, man sang til hinanden fra altanerne. Der blev talt om samfundssind og sammenholdskraft i en by, der ellers er notorisk berygtet for sin anarkisme.  Men napolitanerne har historisk set været så vant til at stå imod omkalfatrende trusler fra omverdenen, at de forstår en katastrofe, når de ser den.

Syditalienerne og det mystiske anti-corona-gen

Og så var der det forbløffende studie, der i sommers hævdede, at Syditalien bl.a. var sluppet så let udenom virussen, fordi syditalienerne havde to særlige gener. Påstanden kom fra den amerikanske forsker Antonio Giordano fra universitetet i Philadelphia, som havde udpeget generne, undersøgt dem nøje og fundet dem modstandsdygtige overfor særlige vira. Studiet skulle være blevet tilvejebragt sammen med forskere fra Italiens videnskabelige institutter, og dets konklusioner blev endda trykt i tidsskriftet International Journal of Molecular Sciences.

…uden et reelt velfærdssystem har mange i foråret måtte ty til ulovlige lån hos byens kriminelle – lån, der nu skal indfries, og hvis umulighed gøres sværere af 2 bølge

Man var begejstrede. Lige indtil 2 bølge af coronavirussen ramte i oktober, og hverken gode gener eller det sociale forsvarsværn, som mangt en overlevelse i Syditalien bygger på, kunne forhindre sundhedskrisen i at optrappe. På grund af den er det ikke længere muligt at give kredit til kvarterets fattigste, når købmanden selv er presset på sin overlevelse.

Og det sociale netværks ellers så resiliente homogenitet er ved at være strakt til det yderste, fordi hverken familie eller venner længere kan understøtte én med lån og almisser. Pengene fra de begrænsede hjælpepakker, som blev sat i søen i foråret, er kun nået frem til få. Og uden et reelt velfærdssystem har mange i foråret måtte ty til ulovlige lån hos byens kriminelle – lån, der nu skal indfries, og hvis umulighed gøres sværere af 2. bølge.

De syge indlægges i kirkerne

Folk er desperate – i The Guardian den 1. november kunne man læse hjerteskærende øjenvidneberetninger om folk i gaderne, der løber rundt og desperat prøver at praje taxier for at kunne køre deres syge på hospitalet – både dem, der er smittede med corona, og dem, der lider af alt muligt andet, men nu kommer bagerst i køen.

Ambulancerne og hospitalerne er så overbebyrdede, at der er kø til begge dele. Man indlægger folk i kirkerne, mens de raske demonstrerer i gaderne mod restriktionerne, som man hævder endegyldigt vil tage livet af det lokale erhvervsliv. Som en af demonstranterne sagde: ”Det er ikke kun virussen, der slår os ihjel!” Med henvisning til byens bureaukrati og manglende hjælp til de nødstedte.

Imens nægter Napolis energiske borgmester Luigi de Magistris, som ellers har formået at forbedre infrastrukturen og ’rebrande’ Napoli som turistby efter den finansielle krise, at tillade militær intervention. Det er ellers noget, regeringen har truet med, hvis folk ikke stopper med at stimle sammen på gaden

Siden slutningen af oktober er folk gået på gaden i en appel til regionspræsident Vincenzo de Luca om ikke at gøre alvor af en lockdown af regionen Campania, hvor Napoli er hovedby. Indtil videre skal restauranter, barer, fitnesscentre etc. lukke klokken 18 ligesom i resten af Italien, og det har sendt den i forvejen skrøbelige napolitanske økonomi direkte mod afgrunden.

Der har også været udgangsforbud i Napoli – noget, der sundhedsmæssigt kan være katastrofalt for især de fattigste i de sørgeligste kvarterer, hvor mange familier lever i étværelses lejligheder med mange børn.

Er Vestagers hjælpepakke naiv?

Imens nægter Napolis energiske borgmester Luigi de Magistris, som ellers har formået at forbedre infrastrukturen og ’rebrande’ Napoli som turistby efter den finansielle krise, at tillade militær intervention. Det er ellers noget, regeringen har truet med, hvis folk ikke stopper med at stimle sammen på gaden. De Magistris peger på, at problemet er nationalt og regionalt: ”Borgeren er ikke skyldig i denne situation’, sagde han den 13. november til den italienske avis, La Repubblica.

I starten af oktober forlød det, at EU arbejder på en hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, som giver ramte firmaer skattelettelser. Margrethe Vestager udtalte:

”Syditalien er hårdt ramt af de økonomiske konsekvenser af coronavirus. Disse italienske foranstaltninger til en værdi af 1,5 mia. € vil støtte job og hjælpe virksomheder, der er aktive i de sydlige regioner, med at tackle de likviditetsproblemer, de står over for efter epidemien, og dermed opretholde beskæftigelsesniveauet og bevare forretningskontinuiteten.”

Vil man arbejde, må man tage, hvad man kan få, og de sorte penge er og har i visse samfund været den bagvedliggende grund til, at hverdagen kunne løbe rundt

Det samlede støttebeløb lyder indtil videre på 1.5 mia euro og vil gå til alle de syditalienske regioner – et kæmpe område, der dækker cirka halvdelen af det italienske areal, men hvis samlede BNP ligger gennemsnitligt 90% lavere end gennemsnittet i EU.

Problemet er dog, at støtten først og fremmest vil tilflyde de virksomheder, som har folk ansat på kontrakt. Men i Napoli og resten af Syditalien er mange ansat under prekære forhold uden nogen formel aftale. Vil man arbejde, må man tage, hvad man kan få, og de sorte penge er og har i visse samfund været den bagvedliggende grund til, at hverdagen kunne løbe rundt.

På grund af covid-19 er masser af disse mørke-jobs i turismesektoren, landbruget og servicefagene forsvundet, alt imens den organiserede kriminalitet tjener godt på ulovlige lån og afpresning. Mafiaen vil højst sandsynligt også lukrere på Vestagers støtte – den er mester i at få fingre i EU-subsidier.


LÆS FLERE ARTIKLER AF CECILIE MARIE MEYER HER


Topfoto: Folk på gaden i Pavia. Stefano Lodi, Flickr, Wikipedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Politik & Samfund