INDVANDRING // KOMMENTAR – ”Samlet er det min opfattelse, at BHN primært har udsat deres respondenter for en quiz i ret obskure, administrative betegnelser, som det så viste sig, at respondenterne ikke var særligt dygtige til. Herefter har de konkluderet ud fra svarene på disse meget snævre quizspørgsmål, at danskerne generelt er uvidende om og fordomsfulde over for etniske minoriteter.”
Det skriver Ask Foldspand Neve i sit genmæle til Karen Nielsen Breidahl, Troels Fage Hedegaard og Rasmus S. Harboesgaard Nielsen af sit indlæg 3,5% eller 45%? Metoden forvrider debatten om indvandreres kriminalitet. ”Det er i sig selv legitimt at spørge befolkningen til tal. Men hvis man vil bruge sådanne quizspørgsmål som vidnesbyrd om en uvidende og fordomsfuld offentlighed, må man først sandsynliggøre, at både spørgsmål og facit faktisk måler det, man påstår.”
Karen Nielsen Breidahl, Troels Fage Hedegaard og Rasmus S. Harboesgaard Nielsen (herefter BHN), forskerne bag den undersøgelse om danskernes vurdering af indvandreres adfærd, som jeg kritiserede for nogle dage siden, har skrevet en replik, der som det centrale argumenterer for, at jeg har fejllæst (eller slet ikke læst) deres artikel.
Jeg synes det er fint at få en åben debat om spørgsmålet. Jeg er ikke enig.
Før vi går videre, kan jeg dog læse på replikken, at BHN ladet til at have taget min kritik mere personligt, end den var intenderet. Lad os få det ud af vejen: Jeg har ikke nogen intention om at anklage nogen for uredelig forskningspraksis, som de nævner – og det står der jo altså heller ikke noget om i mit indlæg. Min adresse i artiklen er, troede jeg, tydeligvis meget bredere end BHN, der blot leverer det seneste sæt – efter min mening metodisk svage – argumenter til en meget mere generel politisk position, som er min egentlige adressat.
De antager til gengæld, at jeg ikke har læst deres artikel fordi jeg er kritisk over for dens metodiske design og konklusioner. Jeg kan betrygge BHN, at jeg harlæst både artikel og appendiks. Ved genlæsning står min opfattelse kun stærkere.
Hypotesen er, at den brede befolkning ville have andre, og mere korrekte, opfattelser af indvandreres adfærd, hvis de ikke led af en slags falsk bevidsthed, der var induceret af politiske partier.
Min kritik af BHN’s bidrag består af
1) en metodisk kritik af selve forskningsartiklen, herunder både af deres survey-teknik og deres brug af registerdata
2) en kritik af den i form udbredte og derfor forudsigelige reception denne undersøgelse fik i blandt andet Information og på de sociale medier, for hvilken BHN selvfølgelig kun har et begrænset medansvar (navnlig den del, de selv står for i Information).
Lad os starte med det sidste først.
Modtagelsen og udbredelsen af artiklens resultater
I forskningsartiklen tager BHN entydigt udgangspunkt i, at danskernes fejlopfattelser (”misperceptions”) af indvandreres adfærd er reelle, og overvejer ikke, om de kunne skyldes forskellige fortolkninger af spørgsmålene eller andet. De antager, at deres ”ankertekst” er tilstrækkelig til at udrydde alle væsentlige fejlkilder.
Derfor sætter de sig i diskussionsafsnittet til at forklare, hvorfor fejlopfattelserne findes:
”The results consistently show that most Danes have negative misperceptions, underestimating immigrants’ performance in these areas. (…) In other words, when it comes to shaping the majority public’s perceptions of immigrants, our results indicate that what matters is not what immigrants do or think. Rather, it seems to be a combination of people’s prior beliefs and what politicians say that immigrants do.”
Det er i virkeligheden et stærkt postulat: Majoritetsbefolkningens opfattelser af indvandreres adfærd skyldes ikke primært indvandreres adfærd, men derimod majoritetens ’prior beliefs’ (altså fordomme) og ’hvordan politikere siger, at indvandrere opfører sig’.
Hypotesen er, at den brede befolkning ville have andre, og mere korrekte, opfattelser af indvandreres adfærd, hvis de ikke led af en slags falsk bevidsthed, der var induceret af politiske partier.
Det er, som jeg argumenterer for, en bredt udbredt tilgang på den ’indvandringspositive’ fløj.
Men som jeg også argumenterer for, står den empirisk svagt – det kommer vi tilbage til – og den er efter min mening heller ikke taktisk klog. Den er uklog, fordi resultatet af denne tilgangs mangeårige anvendelse er, at en stor del af befolkningen – med en vis ret – føler sig manipuleret. Forventeligt vil en del heraf politisk vende sig mod højrepopulister, der ”tør sige sandheden”.
Til Information siger lektor Karen Breidahl:
“Stort set alle partier italesætter, at der er en masse udlændinge, der ikke opfører sig ordentligt, og dét skal der gøres noget ved. Stort set alle køber ind på den præmis, at det går fra galt til værre. Man glemmer, at langt de fleste indvandrere gør det, de skal, og som vi forventer af borgere i samfundet. (…) Hele dagsordenen om udlændinge er på få år ændret fra integration til hjemsendelse og for flygtninges vedkommende hen mod, at deres opholdstilladelse kun skal være midlertidig. Men realiteten er, at det ikke går helt ad helvede til på alle områder.”
Det er svært at komme uden om, at det er et ønske om et korrektiv til det, man ser som den herskende politiske diskurs, og at argumentet hviler på idéen om, at danskernes opfattelser af fx kriminalitetens udbredelse er ”en fejlopfattelse”.
Mit ærinde er her at spørge ind til, om beviset for, at BHN faktisk har foretaget en valid måling af de fejlopfattelser, de mener at have – eller om der kunne være andre forklaringer på resultaterne.
Dermed kommer vi til den metodiske kritik[A].
BHN’s metode
I artiklen spørger forskerne deres respondenter, hvor mange procent af “ikke-vestlige indvandrere og efterkommere”, der blev dømt for overtrædelse af straffeloven i 2019.
De indleder spørgsmålet med en kort forklarende tekst(en vignette), der giver en kontekst. Der står:
”I 2012 blev 5,4 % af mandlige ikke-vestlige indvandrere og mandlige efterkommere af ikke-vestlige indvandrere i alderen 15-29 år dømt for overtrædelse af straffeloven.”
Derefter kommer spørgsmålet: ”På en skala fra 0 % til 100 %, hvilken procentdel af mandlige ikke-vestlige indvandrere og mandlige efterkommere af ikke-vestlige indvandrere mener du, blev dømt for overtrædelse af straffeloven i 2019?” (min oversættelse).
Resultatet af denne del af undersøgelsen er så som bekendt, at respondenterne stadig, på trods af vignetten, i gennemsnit gætter på ca. 27% (det præcise tal er svært aflæseligt fra figuren), mens den i ’virkeligheden’ ifølge BHN er tæt på 3,7% (de oplyser i artiklen et tal fra 2020, mens spørgsmålet refererer til 2019; det ’egentlige facit’ er igen svært at aflæse fra den grafiske fremstilling).
For det første er der et fortolkningsproblem: Måler surveyspørgsmålet overhovedet dét begreb, som forskerne tror, det måler?
Taget for pålydende har respondenterne med andre ord i gennemsnit overvurderet det sande niveau af kriminalitet med mere end 600%. Det må siges at være et meget opsigtsvækkende resultat.
Og spørgsmålet er så, hvad man gør med dette meget opsigtsvækkende resultat: tager man det netop for pålydende, som BHN selv gør, eller går man tilbage og tjekker metoden én gang til?
Hvis vi gør det sidste, står to problemer ret hurtigt klart.
For det første er der et fortolkningsproblem: Måler surveyspørgsmålet overhovedet dét begreb, som forskerne tror, det måler? Det er et udtryk for det klassiske konstruktvaliditetsproblem.
For det andet er der et måleproblem i den anden ende af processen, hvor BHN kommer frem til de ”facit”, som respondenternes svar sættes op mod. Disse facitter måler heller ikke nødvendigvis det fænomen i verden, BHN mener, de måler. Det er et spørgsmål om, hvorvidt deres indikator faktisk fornuftigt operationaliserer den konstruktion, de vil sige noget om.
Begge problemer er velkendte i samfundsvidenskabelig metode, og man er nødt til at adressere dem — for hvis bare ét af dem fejler, kan man ikke tale om ”fejlopfattelser” i den betydning, BHN lægger i ordet.
I forhold til konstruktproblemet hviler BHN’s måleinstrument på to begrebslige forudsætninger, der begge er tvivlsomme: For det første, at respondenter og forskere deler samme forståelse af kategorien ”ikke-vestlig”, og for det andet, at respondenter og forskere deler samme forståelse af, hvad ”kriminalitet” betyder som mål.
Både ”indvandrer” og ”kriminalitet” er abstrakte begreber, der kan gives mange forskellige, konkrete betydninger.
Dette er en gammel kending af et problem i surveyforskningen. Brady (1985) viste for 40 år siden, at svar på procent- og vurderingsskalaer ofte ikke er ”interpersonelt sammenlignelige”: forskellige respondenter bruger skalaen på fundamentalt forskellige måder, også selv om spørgsmålet er identisk. Og King et al. (2004) påviser, at selv når man giver respondenterne et anker, kan man stadig få dybt forskellige svar, hvis de underliggende begreber ikke forstås ens.
Et klassisk eksempel lånt fra Amartya Sen (2002) er, at indere i fattige delstater som Bihar selvrapporterer deres helbred som bedre end både indere i rigere stater som Kerala og meget bedre end amerikanere, selvom objektive helbredsmål peger stik i den modsatte retning. Folk svarer altså på deres forståelse af ”helbred”, ikke forskerens.
BHN refererer ikke selv til denne litteratur, og de viser ingen analyser, der kunne afklare, om deres resultater er robuste over for netop den type begrebsforskydninger, Brady og King advarer imod.
Overført til BHN’s design betyder det: Selv en vignette med et korrekt tal fra 2012 kan ikke sikre, at respondenterne inddrager præcis det begreb, forskerne tror.
Problemet er nemlig ikke kun det, BHN kalder talblindhed (innumeracy). Det kan sagtens være, at talblindhed er et reelt problem. Men talblindhed ville primært være et reliabilitetsproblem – altså et spørgsmål om, hvor præcist nogen responderer på det, man spørger til. BHN antager, at deres instrument virker, at reliabilitetsproblemet derfor er lavt, og at de derfor har foretaget præcis måling af danskernes fordomme. Men problemet er meget mere grundlæggende.
Hvis selve konceptet forstås helt anderledes af en del af respondenterne, har man et validitetsspørgsmål, ikke et præcisionsproblem. En ukendt andel har i givet fald taget sigte på en anden målskive, end den forskerne troede, de havde stillet foran dem.
Det problem kan man ikke bare antage sig ud af. Man må åbent overveje, hvad folk tror, de bliver spurgt om — ikke kun hvad forskerne formelt har skrevet.
Derfor er det — for mig — ikke overraskende, at respondenterne kan ligge så langt fra ankeret.
Jeg peger på to nærliggende alternativer til BHN’s forklaring (”fordomme” + ”politiske signaler”). Hver af dem viser en udfordring med både konstruktvaliditeten og den operationelle validitet.
Første alternativ: Indvandrere fra hele verden eller fra Mellemøsten?
Det første alternativ består i at folk, uanset den specifikke ordlyd, ikke tænker i Danmarks Statistiks (DST) administrative kategori ”ikke-vestlige”, men i de grupper, der faktisk dominerer den politiske og offentlige debat: Folk med oprindelse i bl.a. forskellige arabiske lande, Somalia, Iran, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet, efterhånden ofte omtalt som MENAPT-landene (en kategori, der af andre årsager problematisk, men som i dansk kontekst indfanger indvandringsspørgsmål væsentligt bedre).
Det er helt plausibelt, at næsten ingen respondent — bevidst eller ubevidst — har kinesere, chilenere, japanere eller thailændere i hovedet, når de bliver stillet et spørgsmål om indvandreres kriminalitet. Konstruktet er altså tvivlsomt: respondenterne tænker meget muligt på noget andet, end forskerne gør.
Og målingen af det ’sande facit’ bliver derfor også tvivlsom.
Mennesker fra mange af disse lande ligger nemlig ekstremt lavt i kriminalitetsstatistikkerne og trækker derfor den officielle gennemsnitsrate for ”ikke-vestlige” indvandrere markant ned.
Desværre kan man ikke via DST’s offentligt tilgængelige tal måle både lande- køns- og aldersspecifikt på én gang, hvis man også vil sortere straffelovsovertrædelser fra overtrædelser af fx færdselsloven. Man må derfor triangulere. Hvis man først ser på grupper af unge mænd (15-29 år, som i BHN’s artikel) og overtrædelser af samtlige love, er problemet med den operationelle validitet ret hurtigt tydeliggjort.
Unge mænd fra ”ikke-vestlige” lande som Japan ligger omkring 10–20 domme pr. 10.000 pr. år, mænd fra Kina omkring 100, og mænd fra Filippinerne under 500. Men unge mænd fra andre ”ikke-vestlige”, MENAPT-grupper ligger typisk mellem 1.700 og 3.000 domme pr. 10.000 mennesker pr. år.
Hvis man ser på de grupper, respondenterne sandsynligvis har i hovedet, ligger det ”korrekte” tal langt fra de 3,7%, BHN bruger som facit
Hvis vi vil se på rene straffelovsovertrædelser på landeniveau, må vi først gøre et par korrektioner – for alder og køn. At både alder og køn har en stærk sammenhæng med kriminalitet er to af de mest veletablerede fund i kriminologien.
Den klassiske age–crime curve (Hirschi & Gottfredson 1983) viser, at kriminalitet topper i slut-teenageårene og de tidlige tyvere og falder kraftigt derefter. Samtidig står mænd for omkring 80% af alle straffelovsovertrædelser (Steffensmeier & Allan 1996). Da indvandrergrupper i Danmark i gennemsnit er betydeligt yngre end majoritetsbefolkningen, og kan være ubalancerede kønsmæssigt, er det nødvendigt at korrigere brede befolkningsmål for netop alder og køn.
Når man således justerer de samlede straffelovstal, så de afspejler grupper, der ligger tættere på dem, både forskere og respondenter typisk tænker på, ser vi, at kriminalitetsraten for mænd med oprindelse i MENAPT-lande (konservativt skønnet) ligger på omkring 400–1.000 pr. 10.000 unge mænd pr. år, mens den for mænd med oprindelse i andre ’ikke-vestlige’ lande som Japan ligger på omkring 30-40, for Kina på 70-90, og for Filippinerne omkring 200. For danske, unge mænd ligger den på omkring 170. Pointen er ikke her at levere et endegyldigt ’rigtigt tal’, men at vise, hvor følsom facit er over for rimelige valg af kategori og mål.
Med andre ord: hvis man ser på de grupper, respondenterne sandsynligvis har i hovedet, ligger det ”korrekte” tal langt fra de 3,7%, BHN bruger som facit.
Her behøver man ikke at antage, at begrebet MENAPT er et godt mål eller at det substantielt udgør én samlet blok. Pointen er, at DST’s begreb ”ikke-vestlig” metodisk blander højt- og lavkriminelle lande, og dermed producerer et facit, der ligger langt fra dét mønster, de fleste mennesker sandsynligvis tænker på, når de hører ordet ”indvandrer”.
Tager vi dette alvorligt, bliver det langt mindre mystisk, at respondenterne ikke rammer DST’s gennemsnit, selv efter at have læst vignetten. Det ville faktisk have været overraskende, hvis de havde gjort det. De har formentlig svaret på et andet — og for dem mere praktisk meningsfuldt — spørgsmål end det formelt stillede.
Det gør ikke deres svar ”korrekte”, men det gør det vanskeligere at tolke forskellen som et mål for irrationelle fordomme. Det kan lige så vel være et mål for, at forskernes facit ikke matcher den sociale kategori, respondenterne faktisk bruger.
Andet alternativ: Kriminalitet som proces eller tilstand?
Det andet alternativ består i at folk — trods vignetten — meget muligt ikke svarer på ”hvor mange begik kriminalitet i præcis 2019?”, men på det mere socialt relevante spørgsmål: ”hvor mange er kriminelle?”.
Det er formentligt sådan, mennesker tænker i praksis. Tænk på indsatte i et fængsel. Hvor høj er ”kriminaliteten” der? Ja, faktisk er kriminalitetsraten, der ikke nødvendigvis ekstremt høj, for det er jo ikke sikkert, at nogen har begået kriminalitet i løbet af det sidste år: mange vil sidde inde for kriminalitet begået i tidligere år. Men den kumulative rate (kaldet den kumulative incidensfunktion, CIF), altså hvor mange, der har begået kriminalitet i mindst ét år indtil nu, er ganske givet temmelig høj – i fængslet vil vi antage 100%, eventuelle justitsmord fraregnet.
Derfor møder de fleste en tidligere indsat, en rocker eller en ung mand fra et belastet boligområde med visse forbehold. Det er menneskelige fordomme, der gør, hvad de er udviklet til: At give en kognitivt billig, nogenlunde præcis vurdering af både risici og potentialer i fremmede mennesker. Det er ikke et udtryk for fejl i procentregning, men for en anden (og mere praktisk relevant) begrebsforståelse: prævalens frem for étårs-incidens. BHN’s anker ændrer derfor ikke nødvendigvis denne kognitive struktur.
Når vi så ser på de registertal, der faktisk måler noget i retning af prævalens, får vi et helt andet billede, end det BHN fremkalder
Endnu mere sigende glider BHN selv i deres egen formulering i artiklen over i at tale om, hvor kriminelle grupper er, snarere end om hændelser i 2019: ”Respondents perceived male non‐Western immigrants and male descendants of non‐Western immigrants as much more criminal than they are, despite crime rates for this group decreasing since 2012” (min fremhævning).
Selv BHN lader altså i deres fortolkning af resultaterne til at tænke i kriminalitetsprævalens snarere end -incidens.
Og netop hvis respondenter intuitivt tænker i prævalens, bliver DST’s étårs-incidens et dårligt facit.
Dermed kommer vi til det operationelle problem. Når vi så ser på de registertal, der faktisk måler noget i retning af prævalens[B], får vi et helt andet billede, end det BHN fremkalder.
DST’s årbog om indvandrere og efterkommere viser, at den kumulative incidens for straffelovsovertrædelser – altså et mål for, hvor mange der er kriminelle – er mange gange højere end den årlige incidens. Det skyldes bl.a., at kriminaliteten er spredt ud på mange mennesker, og ikke bare skyldes en ”lille, hårdkogt kerne”.
I 2024-udgaven af årbogen kan vi således se, at ca. 45% af mænd med ”ikke-vestlig” baggrund født i 1987 havde fået en dom for overtrædelse af straffeloven, før de var fyldt 35 år. For den 10 år yngre kohorte født i 1997 lader til at blive hele 10 procentpoint lavere. Men det betyder stadig, at knap hver tredje har fået en straffelovsdom, når de er fyldt 30. Det er faktisk ret tæt på netop det tal, respondenterne i BHN’s undersøgelse gættede på, hvis man læser deres svar som bud på prævalens snarere end etårs-incidens.
Og her skal man huske, at disse tal anvender DST’s administrative kategori ”ikke-vestlige”, som inkluderer lande med meget lave kriminalitetsrater (Japan, Thailand, Kina, Filippinerne m.fl.). Hvis vi i stedet isolerer de MENAPT-lande, som mange respondenter formentlig tænker på, er det rimeligt at antage, at den kumulative incidens ligger væsentligt højere — måske et sted omkring eller over 50% af mænd i tilsvarende kohorter.
Når man kombinerer disse udfordringer i begge deres dimensioner, og ser, at BHN ikke lader til at have udført analyser for at vurdere dem, står det tilbage, at vi ikke ved ret meget mere om danskernes ”reelle” opfattelse eller viden om indvandreres adfærd.
Afhængigt af, hvordan vi – og respondenterne – forstår ”indvandrere” og ”kriminalitet” er respondenterne måske endda for optimistiske i deres skøn. Et realistisk mål for kriminalitetens prævalens ville dog også inddrage, at vi tilgiver over tid, og at mindre vigtige forseelser tæller langt mindre end mere vigtige forseelser. Det er endnu ikke konstrueret i dansk sammenhæng.
Samlet er det min opfattelse, at BHN primært har udsat deres respondenter for en quiz i ret obskure, administrative betegnelser, som det så viste sig, at respondenterne ikke var særligt dygtige til. Herefter har de konkluderet ud fra svarene på disse meget snævre quizspørgsmål, at danskerne generelt er uvidende om og fordomsfulde over for etniske minoriteter.
Det er i sig selv legitimt at spørge befolkningen til tal. Men hvis man vil bruge sådanne quizspørgsmål som vidnesbyrd om en uvidende og fordomsfuld offentlighed, må man først sandsynliggøre, at både spørgsmål og facit faktisk måler det, man påstår.
[A] Lad mig først vedkende mig en fejl, som de tre forfattere påpeger:
Jeg skriver i POV-indlægget, at respondenterne fik oplyst ikke bare “ikke-vestlige” mænds kriminalitetsrate i et tidligere år, men også danske mænds. Det gør forfatterne i alle de fem andre spørgsmål i undersøgelsen, men ikke i spørgsmål 3 om kriminalitet.
De skriver dog i deres metodeafsnit: “We (…) provid[e] the respondents with specific “anchoring information” for each question, such as the actual employment or crime rate for the ethnic Danes, or previous levels of non‐Western migrants”.
Sætningen gav mig den opfattelse, at netop kriminalitetsraten oplyses for danske mænd. Det ændrer dog ikke på noget ift. den metodiske diskussion.
[B] Kumulativ incidens og prævalens er ikke det samme; der kan være fragang fra prævalensen når tilstanden, der måles på, ophører, mens den kumulative incidens fortsætter monotont fra 0 til 1. I virkelighedens verden vil vi have behov for et kriminalitetsmål, der måler prævalens og ikke kumulativ incidens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og