INDVANDRING // KOMMENTAR – At kriminalitetsraten for unge indvandrermænd (inkl. efterkommere) fra ikke-vestlige lande i virkeligheden skulle være 3,5% er teknisk korrekt, men substantielt misvisende. Det er en taberstrategi for den progressive fløj at blive ved med at turnere rundt med denne her slags tal, skriver Ask Foldspang Neve. “Når folk kan se med egne øjne, at deres hverdagsoplevelser ikke harmonerer med de tal, der kommunikeres som “fakta”, og ingen synes at tage det metodiske ansvar alvorligt, så opstår mistroen næsten mekanisk”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det virker ret tydeligt, at udlændingedebatten er blevet salient igen efter nogle få år ude. Et af tegnene er, at der kører debatindlæg og opslag med information fra den ene og den anden side, som betegner sig selv som fakta, men som virker gensidigt udelukkende.
Én af de helt store er spørgsmålet om kriminalitet. Lige nu refereres flere steder en undersøgelse fra forskere på universiteterne i Oslo og Aalborg, udgivet i Scandinavian Political Studies.
Undersøgelsen refereres blandt andet i en helsidesartikel i Information, i et indlæg fra advocacy-gruppen Refugees Welcome, og i posts på sociale medier, hvoraf én hurtigt fik knap 3000 likes.
Så, besindige, oplysningsforkæmpere derude: Det er helt fjollet at lade som om, at det her problem er mindre i omfang, end det er.
Undersøgelsen viste, at danskerne skød helt forkert i deres opfattelse af, hvor mange minoritetsdanskere, der begår kriminalitet.
Gennemsnitsgættet var, at kriminalitetsraten for unge indvandrermænd (inkl. efterkommere) fra ikke-vestlige lande nok var 27%. Men: Æv-bæv, den var i virkeligheden kun 3,5%. Danskerne er blevet fyldt med racistisk propaganda.
Men vent et øjeblik.
Danmarks Statistik rapporterer trofast hvert år i publikationen Indvandrere i Danmark også det kumulerede antal i to fødselsårgange af mænd, der nogensinde er dømt for en overtrædelse af straffeloven (kun mænd, fordi det er mænd, der begår ~75 % af alle straffelovsovertrædelser).
(Kilde: Danmarks Statistik. Indvandrere i Danmark 2024)
Og den viser altså, at det af fødselsårgangen 1987 (den lige efter min) nu er lige over 45% – knap halvdelen! – af mænd med ikke-vestlig baggrund, der har begået noget kriminelt før det fyldte 35. år. Set i det lys er gennemsnitsdanskerens bud på 27% nærmest et høfligt lavt tal, omend “teknisk” forkert, fordi der ikke er tale om raten, men om det kumulerede antal.
(Væsentligt nok ser det heldigvis ud til, at de yngre årgange begår en del mindre kriminalitet, omend tallet stadig er meget højere end for etniske danskere – dette er også en vigtig del af historien.)
Tal og personlige oplevelser
Så hvad er rigtigt?
Problemet er, at der nok ikke er særligt mange spørgeskemarespondenter – eller vælgere – der tænker over, hvad en “rate” egentlig er, og slet ikke, hvad angår kriminalitet. Og selvom det teknisk er relevant, er det ikke nødvendigvis særligt relevant for vores vurdering af, hvor stort et givent problem er.
I stedet er vi interesserede i, om vi kan stole på andre mennesker – og antager, at det kan vi nok ikke, hvis de er kriminelle. Og kriminel bliver man, når man begår noget kriminelt. Men hvor længe forbliver man det?
Pointen er her, at kriminologien mangler et begrebspar, der tilsvarer epidemiologiens incidens (nye tilfælde pr. år) og prævalens (samlede eksisterende tilfælde). Altså, hvor mange bliver syge, og hvor mange er pt. syge i befolkningen. Eller for kriminalitet: hvor mange begår kriminalitet, og hvor mange er pt. kriminelle. Prævalensen går op med nye tilfælde, og den går ned, når folk ophører med at have sygdommen – fx ved at de dør, men også ved at sygdommen går i sig selv, går under en klinisk grænse osv. Det giver nogle afgrænsningsspørgsmål, som man så håndterer.
Tallene og mange menneskers personlige oplevelser – især hvis de bor steder, hvor der er en tendens til, at segmentet i store leasingbiler er synligt – taler altså nogenlunde samme sprog
Og her bliver den progressive fløj ved med at turnere rundt med det meget lave tal – typisk noget med 3, 4 eller 5 procent. Og hvis vi – og jeg siger vi, for jeg har altid selv stemt “derovre” – skal være ærlige, så er det selvfølgelig fordi det lyder langt bedre at sige 3,5% end 45%. (Og højrefløjen gør selvfølgelig det samme med omvendt fortegn.)
Og måske er 45% også ret aggressivt, for masser af straffelovsovertrædelser er nok ikke nogen, vi ville dømme folk til en livstid af outsider-status for. Hvis nogen fx har begået et indbrud da de var 17, men senere er kommet på ret køl, så har vi al mulig interesse i at kunne tilgive dem.
Men de fleste vil formentlig også lade det indgå i deres karakterbedømmelse af et menneske, de møder, hvis denne har begået noget alvorligt – lad os sige en stribe overfald, afpresning eller et drab eller voldtægt – også mange år efter forbrydelsen er sket.
Og tallene og mange menneskers personlige oplevelser – især hvis de bor steder, hvor der er en tendens til, at segmentet i store leasingbiler er synligt – taler altså nogenlunde samme sprog.
I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Informations artikel var uden én eneste kritisk bemærkning til hverken metode eller begrebslige kategorier. Tværtimod blev undersøgelsens resultater præsenteret som entydig dokumentation for, at både højre- og venstrefløjen tror, at integrationen går langt dårligere, end den “reelt” gør. På den front klarer legacy-mediet Information sig ikke bedre end hverken Facebook-posts eller lobbygruppen.
Kategori- og tidsforveksling
Efter min mening står vi ellers med ret meget metodisk at gå ned i.
For det første benytter undersøgelsen den såkaldte ankermetode, hvor respondenterne først får oplyst et tal for etnisk danske mænd og derefter skal gætte et tilsvarende tal for “ikke-vestlige” mænd. Det kan være en udmærket metode til visse formål. Men den hjælper næppe i forhold til at afklare, at det er den for de fleste mennesker irrelevante ’rate’, de skal gætte – ikke prævalensen.
Når deltagerne gætter “27%”, gætter de i virkeligheden på noget, der ligner en livsrisiko – og bliver derefter korrigeret med en årlig rate. Den fejl, de begår, er i vidt omfang en kategori- og tidsforveksling. Det naturlige spørgsmål for de fleste normale mennesker vil være: ”hvor mange indvandrere er egentligt kriminelle?”, og ikke ”hvor mange indvandrere bliver egentligt dømt for kriminalitet hvert år?”.
De bliver kort sagt sat til at svare på noget, der for de fleste naturligt vil referere til fænomenets prævalens, og bliver derefter rettet med incidens. At de så “skyder for højt”, er metodisk næsten uundgåeligt.
For det andet – og mindst lige så alvorligt – gentager både den akademiske publikation og Information helt ukritisk den analytisk yderst problematiske samlebetegnelse “ikke-vestlige”, som om det var en sociologisk meningsfuld gruppe. Japanere, vietnamesere, somaliere og syrere behandles her som én homogen statistisk enhed, selvom kriminalitet, beskæftigelse, uddannelse og værdier varierer voldsomt mellem disse grupper.
Det ville også klæde Danmarks Statistik at holde op med at opfinde sine egne politisk-administrative samlebetegnelser
Det formørker forståelsen, hvor det skulle give afklaring. Og alle sider har en god grund til at være utilfredse med det: Ikke bare skjuler det substantielle forskelle; det gør sig også en eksplicit, hyperreduktionistisk, entydigt eurocentrisk antagelse om menneskers ligheder og forskelle.
At en akademisk publikation og en førende avis på den måde ukommenteret sammenlægger ekstremt heterogene befolkninger, er efter min opfattelse en ret grov faglig fejl.
Det ville også klæde Danmarks Statistik at holde op med at opfinde sine egne politisk-administrative samlebetegnelser og i stedet bruge de aggregeringer, der faktisk er standard i forskningslitteraturen.
Og netop den form for ukritisk videreformidling er, tror jeg, en ikke uvæsentlig del af forklaringen på den voksende mistillid både til forskere og til de etablerede medier.
Når folk kan se med egne øjne, at deres hverdagsoplevelser ikke harmonerer med de tal, der kommunikeres som “fakta”, og ingen synes at tage det metodiske ansvar alvorligt, så opstår mistroen næsten mekanisk. Og den er i øvrigt berettiget.
Det er en taberstrategi for den progressive fløj at blive ved med at turnere rundt med denne her slags tal. Det er uærligt, det virker som misinformation, og efter min opfattelse er det det stort set også. Det er i bedste fald kun en del af sandheden, og man har vel efterhånden forstået, at det ikke er den del af den, der bliver spurgt ind til.
Teknisk korrekt, men substantielt misvisende
Hvis man vil have et mindre tal end 45% at tale om, så må man ind og rode i både etisk og kriminologisk teori og empirisk i mikrodata og finde ud af, hvor længe nogen skal stå som “kriminelle” i vores fælles opfattelse. Måske når man helt ned på 27%, eller måske endda på 20%. Men 3,5% er det i hvert fald ikke.
Og hvis man i øvrigt er interesseret i, hvad raten så er – men samtidig er lidt opmærksom på, at “ikke-vestlige” er en komplet fjollet kategori (og det kan man med rette mene ud fra alt lige fra postkoloniale til indvandrerkritiske eller bare helt almindelige empirisk-redelige årsager) – så har jeg også opgjort antallet af rene straffelovsovertrædelser pr. 10.000 mænd i alderen 15–49 år fordelt på faktiske oprindelseslande.
Det er samtidig værd at bemærke, at figuren ovenfor med de ca. 45% stadig hviler på netop den samme samlebetegnelse “ikke-vestlige”.
Når man ser på raterne opdelt på konkrete oprindelseslande, forsvinder 3,5%-tallet igen som det, der giver “mening”. Det opstår kun, hvis man lægger alt fra japanere til somaliere sammen i én stor, “ikke-hvid” gruppe.
Som gennemsnitstal er det teknisk korrekt, men substantielt misvisende. Variationen inden for den såkaldt ikke-vestlige gruppe er enorm – langt større end forskellen mellem “vestlige” og “ikke-vestlige” som blokke.
Og hvis man – rent analytisk – forestiller sig kumulerede livsforløb for de oprindelseslande, der ligger højest i de årlige straflovsrater, har vi al mulig grund til at forvente, at de tilsvarende livstidsandele vil ligge markant højere end de ca. 45 %, som fremgår af den samlede ikke-vestlige opgørelse.
Så, besindige, oplysningsforkæmpere derude: Det er helt fjollet at lade som om, at det her problem er mindre i omfang, end det er. Fint at have andre prioriteter – jeg mener fx selv, at landsforvisningen af svinebaroner, minkavlere og moderne arkitekter er langt mere presserende – men det er uærligt og ikke-særligt-herredømmefrit at manipulere med tallene med budskabet om, at vælgerne er nogle dumme racister, fordi man har snydt dem med det, der stod med småt.
Forskerne bag undersøgelsen har kritiseret Ask Foldspang Neves indlæg. Du kan læse deres gensvar her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og