USA // KOMMENTAR – Bliver mordet på Alex Pretti en afgørende begivenhed, der endelig mobiliserer den apatiske middelamerikaner, der – ligesom middelmennesket anywhere – ikke helt har forstået, at politik ikke er noget, der foregår ”et andet sted”, spørger Ask Foldspang Neve. Han advarer mod, at man tror, at alting kommer tilbage til normalen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så kom Trumps volte-face. Gestapo-Greg er ude, ”Tim Walz og jeg er på samme bølgelængde”, og ICE får pludselig nogle andre, mere presserende opgaver et andet sted i landet.
Optics blev for dårlige. Om noget er Trumps politisk-taktiske intuition orienteret mod optics. Som altid er det hele wrestling, falsk showsport. Bortset fra at andre mennesker altså dør eller får smadret deres liv.
Betyder det så, at Alex Prettis død glider over i den meget lange række af eskalerende og deeskalerende enkelthændelser, der i sidste ende ikke ændrer det helt store? Det ved vi ikke. Men det er det, Trump håber på. Det er faldskærmshåndteringen i løsningen efter det massive propagandabombardement med nonsens om, at Pretti var en ”terrorist”, ikke gav den ønskede effekt. Alle kunne se, at Alex Pretti blev henrettet ved nakkeskud.
Der var to problemer med Trumps første håndteringsforsøg: For det første at videoen meget tydeligt viser, hvad der sker. Pretti holdt tydeligvis ikke en pistol, der var ikke nogen, der troede, at han holdt en pistol, og han bliver først skudt, da han allerede ligger på jorden. Og i et stadig mestendels frit land som USA er det trods alt ikke muligt for en regering at lukke for internettet. Eller som Umberto Eco beskrev det: ”Derfor er Teheran mere barbarisk end New York.”
Og for det andet, at Pretti, helt kynisk iagttaget, var den værst tænkelige karakter at gøre til martyr. Havde han været afroamerikansk eller østkystliberal eller Californien-progressiv, havde optikken været en anden. Men han var åbenlyst ikke bare en mønsterborger. Han var Minnesota nice, midwestern rugged.
Forsøget på at gøre hans ikke-trukne pistol til et bevis på hans ”terrorisme” var et kæmpe sats: Hvor dobbeltmoralsk kan man være, når man har helgenkåret Kyle Rittenhouse, der vadede ind midt i en demonstration med en automatriffel og faktisk dræbte to? Kan man både være 2A-partiet og hævde, at nogen er terrorister, fordi de helt lovligt bærer deres våben og i øvrigt ikke truer med det?
Fornemmelsen på både sociale og traditionelle medier er, at det her rykkede noget i ligevægten
Ergo: Katastrofale optics, abort mission.
Bliver det så en afgørende begivenhed, der endelig mobiliserer den apatiske middelamerikaner, der – ligesom middelmennesket anywhere – ikke helt har forstået, at politik ikke er noget, der foregår ”et andet sted”, og helst vil bruge sin tid på Taylor Swift eller TikTok eller UFC eller madblogs?
Desto mere USA’s politik er blevet en tilskuersport, desto mere afgørende er dét spørgsmål. (Til valgnørderne: Ja, turnout som procent af den stemmeberettigede befolkning i præsidentvalg er nogenlunde konstant, men partitilhørsforhold viser et andet billede.)
Vi forstår som altid først historien, når vi er gået forbi den. Jeg tror, at Trumps deeskalation vil virke til at modgå den totale mobilisering, som demokratiske ledere endelig havde taget sig sammen til at kalde på. Men fornemmelsen på både sociale og traditionelle medier er, at det her rykkede noget i ligevægten. Jeg er ikke selv alarmistisk af natur, og jeg er indtil nu ikke hoppet på at kalde Trump fascist – det har for mig været et tomt fjendemarkat, som ikke gav nogen yderligere informationsværdi.
Men jeg vil advare mod, at man tror, at alting kommer tilbage til normalen, for det har det gjort i alle andre kriser (bortset lige fra Boston Tea Party eller Harpers Ferry eller Watergate, kunne man sige).
At argumentere for, at Trump ikke ”kan” dette eller hint, fordi det er imod reglerne, viser bare, at man ekstrapolerer fra en middelværdi ud til fordelingens ekstremer: en fejlslutning.
De fleste gange vender institutionerne tilbage til deres ligevægt. Spørgsmålet er, om vi er tæt på undtagelsen, eller om TACO redder republikkens normer. Og dertil kommer spørgsmålet om akkumuleret, institutionel metaltræthed. Hvor mange små slag kan de holde til?
Til ihukommelse vil jeg afslutte med en advarsel fra den preussiske, nazistiske retsteoretiker Carl Schmitt, der om den liberale forfatningsordens iboende svaghed i 1922 skrev:
”Suveræn er han, der træffer afgørelse om undtagelsen. (…) Afgørelsen om undtagelsen, afgørelsen om, at der eksisterer en reel undtagelse, kan derfor ikke helt udledes af denne norm. For en generel norm, som repræsenteret ved en almindelig juridisk forskrift, kan aldrig omfatte en total undtagelse. (…) Om et abstrakt begreb vil der generelt ikke være nogen diskussion, mindst af alt i suverænitetens historie. Det, der diskuteres, er den konkrete anvendelse, og det vil sige, hvem der i en konfliktsituation afgør, hvad der udgør den offentlige interesse eller statens interesse, den offentlige sikkerhed og orden, le salut public, osv. Undtagelsen, som ikke er kodificeret i den eksisterende retsorden, kan i bedste fald karakteriseres som et tilfælde af ekstrem fare for statens eksistens eller lignende. Men den kan ikke afgrænses faktuelt og bringes i overensstemmelse med en allerede udformet lov.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og