ESSAYSERIE – “’De bor ned til havet, under himlen, i et rummeligt og frit fællesskab. Og jeg ved, at det, min veninde kan med mennesker, særligt børn og unge, er at give dem plads og frihed … Vi kan eventuelt tage en tur derud først, så jeg kan fortælle dig, hvordan der ser ud, tage fotos og fortælle dig, hvem der bor der.’ Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om K, hendes 16-årige datter, der har Aspergers. Familien har ansøgt om at fortsætte på en dagbehandlingsskole, som K har været glad for, men ønsket er blevet afvist af Københavns Kommune. Nu tager de sagen i egen hånd og tager på besøg hos en veninde, der har hjemmeskolet sine børn.
Essayet er en fortsættelse af afsnit #111
’Men jeg har også en anden ide, jeg vil tale med dig om’, siger jeg og kigger grundigt efter i K’s ansigt.
Jeg kender hvert et strøg, hver en muskeltrækning – blikket, der forsvinder eller vender tilbage for at se på mig, smilet der er blegt eller ægte. Når øjnene kniber sig helt sammen i grin præcis som mine egne.
Hun har alderen, hvor jeg ikke burde kende hende så godt. Hun skulle have været et lukket land af teenagerens hemmeligheder og skatte; en ungdom fuld af uudforsket land, fnisen og stille dirren, venner på værelset og masser af ’ingen gider tale med ’de gamle’
Jeg kender min datter så indgående, som jeg ikke havde troet, at nogen ville kende deres eget barn. De sidste 3 år, hvor vi har levet isoleret – jeg næsten lige så meget som hun – har tømret os sammen i en grad, hvor jeg ved, at vi aldrig vil glide fra hinanden.
Det er en stærk symbiose, som jeg erkender og vedkender, skal brydes i nøjagtig samme øjeblik, hun viser antræk til det.
For hun har alderen, hvor jeg ikke burde kende hende så godt. Hun skulle have været et lukket land af teenagerens hemmeligheder og skatte; en ungdom fuld af uudforsket land, fnisen og stille dirren, venner på værelset og masser af ’ingen gider tale med ’de gamle’’.
Men hey, sådan er det ikke, og jeg ved heller ikke hvorfor jeg nu pludselig, igen, dvæler ved det, som ikke er, dét som måske burde have været. For min dvælen gør intet godt. Den fortætter kun sorgen, og guderne og læserne skal vide, at i mit hjerte, er der proppet rigeligt ind.
Den totale afvisning af K fra myndighedernes side fylder. Det samme gør afvisningen af alt hendes talent og al hendes vilje og alle hendes evner samt dét, at alle fra Astrid Krag over ombudsmand til to københavnske borgmestre og chefen i Børne og Unge-forvaltningen ikke så meget som løfter et øjenbryn over at erfare, at en 16-årig er blevet frataget sin ret til at blive undervist.
Og ansvaret har kommunen blot skubbet videre til ingenting. Det er en juridisk rundkørsel, hvor ingen er ansvarlig for, at loven brydes. Ingen er ansvarlige for, at en mindreårig ikke får lov at gå i skole.
Det er mit barn, min datter, men det kunne have været din datter, dit barn. For det sker – ikke kun for os; det sker for mange familier, og igen, vores eneste forbrydelse er, at der løber autisme i familiens blod
Det er dét, der får mig til at se, hvor meget min elskede sol har mistet; hvor meget hun blegner disse dage, hvor den enorme udvikling hun havde sat i gang, er blevet trillet hen i et hjørne, hvor den kører i tomgang.
Det er mit barn, min datter, men det kunne have været din datter, dit barn. For det sker – ikke kun for os; det sker for mange familier, og igen, vores eneste forbrydelse er, at der løber autisme i familiens blod.
K ser på mig, hun er fattet, langt mere fattet end jeg havde troet, hun ville være i stand til at være, i en situation hvor kommunen har slået hende tilbage til mange kilometer før start.
’Hvad er det for en ide?’ Hendes blik er klart, skarpt. Hun vil vide, hvad jeg tænker på og hvordan det involverer hende. Ind til kernen, ingen væven.
’Jamen, kan du huske, eller det kan du selvfølgelig, min veninde, hende som har de tre drenge, hvor L og den ældste gik i klasse sammen på Vesterbro – og vi har været veninder fra længe før, vi fik jer unger?’
’Åh, er det ikke Mads’ mor?’
’Jo, jo lige præcis! Du gik jo i klasse med Mads. Pudsigt, som det faldt ud, at I kom til at gå i skole alle fire. Det er kun Y, der var yngre end dig og L.’
Endnu engang overrasker hun mig med sin enorme styrke. Udefra må K synes skrøbelig, som hun sidder og gemmer sig for andre mennesker. Men hun er ekstrem stærk med en iboende enorm viljestyrke
’Men han kom da, mens jeg stadig gik på skolen.’
’Gjorde han? Ja, det må passe fint, tiden går, jeg kan ikke følge med. Din Mutti er gammel i sit hoved,’ griner jeg, som en prøveballon for at mærke, hvor langt K kan følge med.
Hun griner med. Wauw, hun har flere kræfter, end jeg troede.
Endnu engang overrasker hun mig med sin enorme styrke. Udefra må K synes skrøbelig, som hun sidder og gemmer sig for andre mennesker. Men hun er ekstrem stærk med en iboende enorm viljestyrke.
’Men hvad med dem?’ K vil videre, uden om chit-chatten
’Det er jo, fordi de drenge ikke har fulgt skolen sådan helt slavisk. De har været hjemmeskolet meget af tiden.’
’Har de det?’
’Ja. Kan du huske, at de også bor flere steder? Min veninde og hendes drenge sammen med de andre mødre og deres børn? Også hende pigen fra din klasse, hvad hedder hun nu?’
’Ahh, jo! Der hvor L besøgte dem, og hvor de lever helt anderledes?’
’Præcis. Det gør de stadig.’
Vi må opfinde en sikker hverdag for hende, mens vi finder ud af, hvordan man gør det. Ja, vi har ingen gylden manual til, hvor man går hen og finder undervisning og handicapstøtte med mange behov – men uden en krone på lommen
’Gør de det?’ K er tændt på samtalen, hendes åndedræt, blik og intonering, alt i hende er klar til at følge samtalen til vejs ende.
Her hvor vi står nu, vort livsvilkår nu, hvor vi står uden nogen som helst støtte eller hjælp fra kommunen, ja, faktisk er vi i krig med den, er det med at få spændt et sikkerhedsnet ud under K hurtigere, end vi selv kan forudse, hvor vi skal hen.
Vi må opfinde en sikker hverdag for hende, mens vi finder ud af, hvordan man gør det. Ja, vi har ingen gylden manual til, hvor man går hen og finder undervisning og handicapstøtte med mange behov – men uden en krone på lommen.
’Ja, de gør. De har valgt et liv uden for systemet, fordi systemet ødelagde dem. Helt konkret. Min veninde gik i stumper og stykker af den heksejagt, de mødte hende med, fordi hun er anderledes og kritisk.”
“Så hun traf beslutningen om at skole sine børn selv og leve uden for mainstream systemet for mindst 10 år siden. Og de lever det liv stadigvæk. Faktisk har de fået en bolig mere. Helt ude på landet, ude ved havet.’
’Åh!’ siger K og det betyder som regel, at hendes nysgerrighed er vakt, og der gøres plads til nye forestillingsbilleder inde i hjernen.
’De bor ned til havet, under himlen, i et rummeligt og frit fællesskab. Og jeg ved, at det, min veninde kan med mennesker, særlig børn og unge, er at give dem plads og frihed.’
Jeg kan se på K, at jeg kan fortsætte ufortrødent.
’Så derfor har jeg tænkt – men ville ikke gøre noget, før vi to havde talt det igennem – at jeg vil høre hende, om vi kan køre ud til dem en eller flere gange om ugen, og være derude sammen med dem. Du kan være i naturen, som du elsker. Anais og Totoro kommer med.”
“Vi skal være sammen med mennesker, der ikke ser på dig, som om du er et misfoster, så du har frihed til at træne, at være social. Hey, det skulle ikke undre mig, om flere af dem også er Aspies – de er for begavede til at leve som lemminger og blot følge trop.’
Jeg synker og tilføjer:
Nu holder jeg endelig inde. Holder på mit vejr og med mit blik på K; vil hun tage imod eller afvise?
’Det er det sted i verden, jeg kender, hvor du på ingen måde vil blive gjort forkert.’
Nu holder jeg endelig inde. Holder vejret og fæstner mit blik på K; vil hun tage imod tilbuddet eller afvise?
’Åhhh. Okay. Aha.’ Hun processerer informationen i sin hjerne. Så svarer hun:
’Ja, det kunne faktisk godt være. Jo, jeg synes, du skal snakke med hende.’
’Det er en aftale, jeg ringer til hende. Vi kan eventuelt tage en tur derud først, så jeg kan fortælle dig, hvordan der ser ud, tage fotos og fortælle dig, hvem der bor der.’
En uge efter er jeg og K’s storebror på vej ud til min veninde ude ved havet. Jeg er så spændt på, hvad min kære veninde vil sige til min ide, men jeg tror og jeg fornemmer, hun vil møde os med åbne arme. Som hun altid har gjort.
LÆS RESTEN AF SERIEN OM LIVET MED K HER
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
