ARGENTINA // ANALYSE – Argentinerne var til midtvejsvalg 26. oktober, og præsident Javier Milei fik et overraskende godt valg. USA’s økonomiske støtte var måske med til at overbevise vælgerne om, at de skulle ignorere både landets alvorlige økonomiske problemer og flere skandaler i kredsen omkring præsidenten. Resultatet giver Milei grønt lys til at fortsætte sin ultraliberale økonomiske politik de næste to år.
BRASÍLIA // Argentinerne snød de fleste analytikere, da der var midtvejsvalg søndag 26. oktober. Den kontroversielle præsident Milei var ikke selv på valg, men både han selv og de fleste argentinere så valget som en tillidsafstemning om hans radikale, liberale økonomiske politik og hans opgør med Argentinas etablerede politiske system.
Meningsmålingerne pegede generelt på, at argentinerne ville dumpe Milei, men resultatet blev et andet. Milei og hans parti La Libertad Avanza (LLA) – Friheden vinder frem – fik med 41 procent af stemmerne et overraskende godt valg. Valgdeltagelsen var – som forudset – relativt lav, og mange havde på forhånd troet, at det ville være desillusionerede Milei-tilhængere, som blev hjemme. Da stemmerne var talt op, pegede resultaterne i stedet på, at det var tilhængerne af oppositionen i Peronistpartiet, som denne gang valgte sofaen.
Resultatet betyder, at dynamikken mellem parlamentet og regeringen er grundlæggende ændret de næste to år. Ganske vist fik Mileis parti ikke flertal i parlamentet, men resultatet betyder, at han nemmere kan få sin politik igennem. Partier, som er delvist sympatisk indstillede over for hans projekt, vil givetvis nu være mere tilbøjelige til at lave aftaler med regeringen, end de har været i den seneste tid.
En anden vigtig konsekvens af valget er, at LLA nu har mere end en tredjedel af parlamentsmedlemmerne, og det er en vigtig grænse. En argentinsk præsident kan nedlægge veto mod love, der bliver vedtaget i parlamentet, men parlamentet kan annullere et præsidentielt veto, hvis mindst to tredjedele af parlamentarikerne stemmer for det. Den mulighed har oppositionen ikke længere.
Milei kan fortsætte kursen
Forud for valget var der stor usikkerhed om, hvordan Milei ville reagere på resultatet. Han havde på forhånd sagt, at der ville blive udskiftninger på ministerposterne. Der skulle blandt andet findes en afløser for indenrigsminister Patricia Bullrich, som stillede op til Senatet. Udenrigsministeren Gerardo Werthein havde tilsyneladende også regnet med at blive fyret, for han valgte at gå af fire dage før valget.
Det uventet gode valg skabte dog en anden logik i rokaderne. Nu var der ikke behov for at fyre upopulære ministre eller tilpasse regeringen til en mere kompromissøgende linje. Milei fik i stedet grønt lys til at fortsætte sin politik, og det ser ud til, at han i første omgang sætter ind på to områder.
Det første er en liberalisering af arbejdsmarkedsområdet. Regeringens forslag er ikke blevet offentliggjort endnu, men flere medier nævner for eksempel, at overenskomster på virksomhedsniveau kommer til at have forrang for nationale overenskomster, at en del af lønnen kan udbetales i naturalier frem for kontanter, og at overarbejde kan indsættes på en ”konto” i stedet for at skulle udbetales. Mileis argument for reformen er, at et mere fleksibelt arbejdsmarked vil gøre det nemmere for virksomhederne at skabe økonomisk vækst.
Præsidentens søster og generalsekretær i præsidentskabet Karina Milei nød godt af en betydelig returkommission, når staten indkøbte medicin og hjælpemidler.
En arbejdsmarkedsreform vil samtidig være et direkte angreb på oppositionen i Peronistpartiet, som har en stor base i fagbevægelsen. Milei kommer derfor til at skulle balancere mellem på den ene side at risikere en peronistisk drevet folkelig mobilisering mod regeringen og på den anden side, at han med valgsejren mener, at han har mandatet til at gennemføre en arbejdsmarkedsreform.
Det andet politikområde, som ser ud til at komme i fokus, er det problematiske forhold mellem den centrale regering og provinserne. Overskuddet på statens budget er blandt andet kommet i værk ved at begrænse den økonomiske støtte til provinserne. Guvernørerne er derfor i klemme mellem Milei og deres lokale vælgere. Det førte til, at Milei op til valget led en række nederlag i Senatet, som repræsenterer provinserne. Milei forsøger nu at ændre den relation, og han indkaldte således næsten alle guvernørerne til et møde i sidste uge, hvor blandt andet budgettet for 2026 var på dagsordenen.
Skandalerne betød mindre
Valgresultatet afveg som nævnt fra meningsmålingerne, og det gode spørgsmål er nu, hvad der gjorde, at Milei fik dette uventede resultat? Man ved endnu ikke, hvad der fik den enkelte argentiner til at sætte sit kryds, men man byder på en række muligheder.
For det første ser en række skandaler omkring Milei og hans nærmeste inderkreds ud til at have haft mindre betydning for vælgerne end forventet. De to største skandaler var for det første, at Milei i februar anbefalede en kryptovaluta, som viste sig at være et fatamorgana, hvor tusindvis af investorer tabte millioner natten over. For det andet peger lækkede lydoptagelser af den tidligere leder af Handikapstyrelsen på, at præsidentens søster og generalsekretær i præsidentskabet Karina Milei nød godt af en betydelig returkommission, når staten indkøbte medicin og hjælpemidler.
Begge sager er nu ved at blive undersøgt i retssystemet, men der er endnu ikke kommet nogen resultater eller domme ud af dette. Begge sager er også forsvundet fra mediernes forsider. De to skandaler var i sig selv ikke tilstrækkeligt til at trække tæppet væk under Milei i denne omgang.
Hjælp fra Trump, men til hvem?
Det andet punkt, som formodentlig har hjulpet Milei, var, at Trump greb ind i valgkampen. Mileis økonomiske politik havde op til valget ført til, at landet stod over for et relativt akut problem i form af mangel på amerikanske dollars og dermed en truende statsbankerot.
Den almindelige vurdering er, at den argentinske peso er overvurderet, og sammen med en liberalisering af valutahandlen havde det ført til, at mange argentinere havde vekslet pesos til dollars og sendt dem ud af landet. Det betød, at den argentinske regering stod i et ubehageligt dilemma mellem en upopulær devaluering og/eller en genindførelse af valutarestriktioner eller en truende statsbankerot.
Milei slap for at tage stilling til det dilemma, da Donald Trump og hans finansminister Scott Bessent kort før valget trådte til med et swap-lån på 20 milliarder dollars. Hvis dette ikke var nok, lod Trump forstå, var man klar med yderligere 20 milliarder dollars. Begge dele var dog under forudsætning af, at Milei fik et godt valg. Det tog presset af pesoen, og argentinerne nyder derfor fortsat godt af, at dollaren er billig.
På den korte bane blev en statsbankerot forhindret, men var der blot tale om en udskydelse?
Trumps og Bessents officielle forklaring på det store lån var, at Milei er en politisk ven, og at Argentina er en strategisk partner. Flere medier, som for eksempel Wall Street Journal (bag betalingsmur), New York Times (bag betalingsmur) og Mother Jones, samt den anerkendte økonom Paul Krugman har imidlertid hævdet, at hjælpepakken nok ikke alene kom på plads for at hjælpe Milei. Det var også, og måske endda primært, for at hjælpe en række kapitalfonde i USA, hvor flere har tæt kontakt til finansminister Bessent. Fondene havde investeret kraftigt i argentinske obligationer i forventning om, at hans økonomiske politik ville være en succes. Omvendt stod fondene til at tabe stort, hvis Argentina gik fallit, eller Milei tabte valget.
Det store spørgsmål er nu, om Mileis økonomiske politik samt lånene fra USA og Den Internationale Valutafond tidligere på året er tilstrækkelige til at løse landets strukturelle økonomiske problemer. På den korte bane blev en statsbankerot forhindret, men var der blot tale om en udskydelse? Den i forvejen store udlandsgæld er blevet forøget, og de penge skal betales på et tidspunkt.
Peronister i vildrede
Den sidste større faktor, som kan have hjulpet Milei, er, at Peronistpartiet, som er det primære oppositionsparti, befinder sig i en vanskelig situation.
Peronisterne fik et godt resultat ved regionalvalget i september i Buenos Aires-provinsen, hvor næsten 40 procent af den argentinske befolkning bor. Dengang fik peronisterne 47 procent af stemmerne, hvilket var 14 procent mere end Mileis LLA. Da peronisterne traditionelt står stærkest i Buenos Aires provinsen, regnede man ganske vist ikke med at kunne gentage resultatet på landsplan i oktober, men forventningerne var, at Peronistpartiet igen ville få et godt resultat i Buenos Aires-provinsen og på landsplan.
Ingen af delene skete, og resultatet i Buenos Aires var i realiteten en fiasko. Denne gang vandt LLA provinsen med en margin på en halv procent. Det var ikke alene et valgnederlag for Peronistpartiet, men også en imagemæssig katastrofe.
Det placerer Peronistpartiet i en meget vanskelig situation frem mod præsidentvalget i 2027. Partiets tidligere præsident og ubestridte topfigur i de sidste mange år, Cristina Kirchner, blev i juni definitivt dømt for korruption. Hun afsoner nu en langvarig straf i husarrest og er desuden idømt et livslangt forbud mod at stille op til valg igen. På trods af dette er hun fortsat de facto leder af partiet, men med dommen er hun naturligvis kompliceret at have som frontfigur.
Mileis forventning er, at ”markedet” løser problemerne, og at dereguleringen af økonomien både skaber vækst og tiltrækker udenlandske investeringer i de kommende år.
Det efterlader resten af partiet i et vakuum. Der er udsigt til en kamp om, hvem der skal efterfølge hende, og partiet skal også finde ud af, hvilken rolle Cristina Kirchner skal have fremover. Den relativt populære guvernør i Buenos Aires Axel Kicillof er et muligt bud på en ny leder, men nederlaget ved midtvejsvalget gør det mere tvivlsomt.
To år mere med ultraliberalisme
Valgresultatet betyder, at Milei har fået et mandat til at fortsætte sit ultraliberale økonomiske eksperiment, selvom resultaterne indtil nu har været blandede. Milei har på den ene side fået nogenlunde kontrol med inflationen og fjernet underskuddet på statens løbende budget.
Behovet for en hjælpepakke fra først Den Internationale Valutafond og siden USA viser imidlertid også, at modellen har nogle svagheder, som Milei endnu ikke har fundet et svar på. Overskuddet på statens budget er blandt andet opnået ved at spare voldsomt på de offentlige udgifter. Det har sendt mange argentinere ud i økonomiske problemer, samtidig med at staten skubber en pukkel af udgifter foran sig til almindelige driftsopgaver. Desuden betyder den overvurderede peso både, at der er en forsat risiko for kapitalflugt, samtidig med at argentinsk eksport lider under høje priser i dollars.
Mileis forventning er, at ”markedet” løser problemerne, og at dereguleringen af økonomien både skaber vækst og tiltrækker udenlandske investeringer i de kommende år. Kritikere mener, at forsøget på at løse landets problemer ved at begrænse statens udgifter og opretholde en stærk valuta er forsøgt flere gange før i Latinamerika med katastrofale konsekvenser.
Topbillede: Den argentinske præsident Javier Milei (tv) fik op til valget en økonomisk hjælpende hånd fra den amerikanske finansminister Scott Bessent (th). Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og