500 års globalisering på 36 timer

af i Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

ESSAY // GLOBALISERING – Globaliseringsprocessen begyndte for 500 år siden og er i dag synlig hvor som helst og hvornår som helst. Forsøget på at vende tilbage til en oprindelig identitet er imidlertid umulig, siger Thomas Christiansen, som har været til koncert i São Paulo og ser tilbage på 36 timers oplevelser i perspektivet af dén der globalisering.

SAO PAULO – Det er fredag aften, og jeg sidder i auditoriet i Ibirapuera-parken i São Paulo, Brasilien. Jeg har købt billet til en koncert med det brasilianske indie-rock band Carne Doce (Sødt Kød) og venter på, at koncerten går i gang.

Jeg er kommet i god tid, og mens jeg venter på, at salen fyldes, kigger jeg rundt på både publikum og på bygningen. De fleste tilskuere er brasilianere i 20’erne og 30’erne, tatoverede og klædt i internationalt storby-outfit, og bygningen er et af arkitekten Oscar Niemeyers mesterværker holdt i stram, klassisk modernistisk stil.

Med en lille forsinkelse går Carne Doce på og viser sig at være et godt live band. Halvdelen af publikum trodser kontrollørernes henstillinger og danser på gulvet foran scenen til sangerindens store glæde.

Jeg føler mig meget specifikt i Brasilien. Men samtidig føler jeg mig også som en del af en global stamme, som jeg sidder dér i en koncertsal, der lige så godt kunne stå i anden storby på kloden, og hører musik, der oprindeligt er udsprunget i USA og Storbritannien.

Så lidt uretfærdigt overfor Carne Doce begynder mine tanker at vandre. Er det her globaliseringen? At kultur overskrider grænser, at alle er on-line og forbundne, at en sommerfugl i Amazonas basker med vingerne og ændrer verdens gang, at nyheder kommer verden rundt på et splitsekund, at verden er en landsby?

Forestillingerne – og klichéerne – stiller sig hurtigt i kø.

Et godt brasiliansk indie-rock i en modernistisk koncertsal. Og Elvis. Er det eksempler på globalisering?

Jeg ryster på hovedet for at få distraktionen væk og vender tilbage til musikken. Auditoriets bagvæg er blevet skudt til side, og bag Carne Doce kikker jeg nu ud i den mørke og aftenstille Ibirapuera-park. Træerne bliver oplyst af projektører fra koncerten, og 3-4 mennesker står på græsset og ser koncerten fra bagsiden.

Efter 1½ times tid er koncerten ved at være slut. Jeg dropper ekstranumrene og går ud for at finde en taxi, der kan køre mig de 3 kilometer til, hvad jeg kalder hjem i disse år, hvor jeg lever som expat i Brasilien.

I København ville jeg aldrig betænke mig på at gå 3 kilometer hjem, men sikkerhedssituationen er lidt mere tricky i São Paulo, og gaderne mellem Ibirapuera og hjem er øde klokken 23 om aftenen.

Den lidt ældre taxachauffør i strøget skjorte og slips hører en Elvis Presley live-optagelse for fuld skrue, da jeg sætter mig ind på bagsædet, og gør ikke mine til at skrue ned, bare fordi der er kommet en kunde i bilen.

Måske er han lidt træt af, at hans ventetid på en time eller mere foran auditoriet kun kaster en ret kort tur af sig. Jeg får i alle tilfælde dårlig samvittighed, lader Elvis være Elvis, selvom det er et lidt brutalt skift fra Carne Doce, og runder prisen op fra taxameterets 21 reais til 30 reais – cirka 50 kroner – da vi er nået frem.

Hvor som helst og hvornår som helst

Hjemme kredser mine tanker igen om aftenens oplevelse. God brasiliansk indie-rock i en modernistisk koncertsal. Og Elvis. Er det eksempler på globalisering? Og er vi så overvældede af globaliseringen, at vi til daglig ikke tænker over, hvordan den ser ud, hvad den indeholder, og hvornår og hvor vi støder på den?

Vi har for nylig købt en skudsikker Jeep Renegade – det vil sige en amerikansk bil, bygget på en italiensk platform og fremstillet i Brasilien

Da globaliseringen jo pr. definition er global, ræsonnerer jeg – betyder det, at jeg burde kunne se den hvor som helst og hvornår som helst. Jeg lader tankerne løbe godt 36 timer tilbage for at se, hvordan de seneste små to dages oplevelser i Brasilien ser ud i det perspektiv.

Vi har for nylig købt en skudsikker Jeep Renegade – det vil sige en amerikansk bil, bygget på en italiensk platform og fremstillet i Brasilien – af en egyptiske konsul, som havde afsluttet sin udstationering. Min bedre halvdel var i Danmark med sit arbejde, og jeg havde besluttet mig for at bruge bilen til i nogle dage at udforske noget af São Paulos bagland.

Torsdag morgen var jeg vågnet på et hotel i Campos de Jordão, en by i bjergene 175 kilomenter nordøst for São Paulo, som er et populært weekendsted for paulistanos. Efter morgenmaden var jeg gået et par kilometer ned ad hovedgaden, hvor butikker, restauranter og kontorer ligger side om side uden at at gøre meget væsen af sig.

Jeg havde svært ved at gennemskue, hvad attraktionsværdien var, indtil hovedgaden mundede ud i Villa Capivari – et udendørs shoppingcenter forklædt som en schweizisk landsby.

Det er totalt kitschet, men ikke desto mindre umådeligt populært. Restauranterne ligger tæt og reklamerer med ostefondue, der er utallige butikker, der sælger ”lokal håndværkschokolade”, og på et fremtrædende hjørne ligger ølstuen Baden-Baden.

Jeg har ikke noget imod Schweiz, men foretrækker at opleve det i Schweiz, på samme måde som jeg foretrækker at opleve Brasilien, når jeg er i Brasilien. Jeg sprang derfor både chokolade, ostefondue og fadøl over.

Før jeg kørte videre, nåede jeg via WhatsApp at få fat på min spanske veninde Bea, som ejer et bageri i Madrid og samtidig er redaktør på tidsskiftet ”PAN”, det vil sige ”Brød”. Jeg havde skrevet en artikel om rugbrød til hende, og vi aftalte nu, at jeg også skulle lave et interview med Claus Meyer. Med det på plads kørte jeg videre til byen Taubaté.

Man har valgt at huske historien

Indtil slutningen af 1800-tallet havde store dele af delstaten São Paulo kun været sparsomt beboet af indianere og dækket af atlantisk regnskov, men jorden og klimaet viste sig fantastisk egnet til kaffedyrkning, som derfor ekspanderede hastigt efter 1870.

På den baggrund rejste millioner af italienere fra fattigdommen i hjemlandet til Brasilien for at arbejde på plantagerne, der forsynede Europa og USA med de efterspurgte bønner.

Jeg stillede spørgsmålet, om globaliseringen er synlig hvor som helst og hvornår som helst. Og når jeg ser tilbage på 36 tilfældige timer i São Paulo og omegn, så er svaret ”ja” til begge dele og endda i mange forskellige udtryk

Kaffeboomet førte både til en gigantisk vækst i befolkningen og økonomien, men også til en humanitær og økologisk katastrofe. Indianerne blev udryddet af en kombination af smitsomme sygdomme og drab, mens regnskoven blev fældet for at gøre plads til plantagerne.

I dét store billede er Taubaté blot en lille brik, men her har man valgt at huske historien på flere måder. Uden på mange af husene i Taubatés ”Little Italy” hænger billeder af husets første beboere sammen med en lille forklaring om, hvornår de ankom, og hvordan det gik dem.

Mit primære mål med at køre til Taubaté var at besøge det lokale landbrugs- og immigrationsmuseum for at få mere at vide om historien. Men museet var desværre lukket på grund af Corpus Christi helligdagen, som kom til Brasilien med de portugisiske kolonisatorer i 1500-tallet.

Efter en frokost på en af byens italienske restauranter faldt jeg derfor over en udendørs messe, som var i fuld gang foran den lokale kirke, mens asfalten i gaderne var pyntet med religiøse motiver og dermed gjort klar til den efterfølgende Corpus Christi procession.

Katolske messer på portugisisk er ikke min stærke side, så jeg fandt tilbage til bilen og kørte hjem til São Paulo, hvor vagten – som altid – hilste venligt, inden han åbnede porten ned til parkeringskælderen.

Jeg nåede hjem i tide til i fjernsynet at se kampen mellem Uruguay og Japan i de sydamerikanske mesterskaber i fodbold. Kampen endte 2-2, og kampens udvikling taget i betragtning kunne Uruguay være mest tilfreds med det resultat.

Turen rundt i São Paulo-delstaten betød, at bilen trængte til en gang vask. Fredag morgen kørte jeg derfor ned til den lokale tankstation, hvor jeg havde set, at man kan få vasket sin bil, i hvad der ligner en almindelig vaskehal.

Her vinkede en venlig ansat mig ind i tunnelen og hev herefter en vandslange frem og spulede bilen godt over. Herefter gik han og en kollega i gang med manuelt at vaske bilen grundigt fra ende til anden. Efter et kvarters tid var de færdige, og jeg blev dirigeret videre hen, hvor yderligere tre mand stod klar.

Her gik der yderligere et kvarters tid, hvor bilen blev tørret grundigt af og støvsuget. Dækkene blev påsmurt et eller andet, der får dem til at se nye ud, og hele bilen så til sidst ud, som om den lige var kørt ud af fabrikken.

Efter at have betalt 89 reais for vasken med det hele, plus 50 reais i drikkepenge, kørte jeg hjem igen, hvor vagten – som sædvanligt – hilste venligt, inden han åbnede porten ned til parkeringskælderen.

En jagt på fatamorgana

Indtil jeg skulle af sted til koncerten om aftenen, gik det meste af tiden med noget konsulentarbejde.

Jeg er i gang med en opgave for min tidligere arbejdsplads i Danmark, hvor jeg laver et forslag til en ledelses- og supportorganisation for et større IT-system. I mellemtiden lavede vores hushjælp mad og gjorde rent, indtil hun tog bussen hjem. Det tager hende cirka to timer, selvom hun som os bor i São Paulo.

Og så er jeg tilbage ved udgangspunktet – koncerten med indie-rock bandet Carne Doce i det Oscar Niemeyer tegnede modernistiske auditorium i Ibirapuera-parken.

Så ja, globaliseringen er synlig hvor som helst og hvornår som helst. Den er økonomisk, teknologisk, social og kulturel, og den er ikke kun et fænomen fra det 21. århundrede

Jeg stillede spørgsmålet, om globaliseringen er synlig hvor som helst og hvornår som helst. Og når jeg ser tilbage på 36 tilfældige timer i São Paulo og omegn, så er svaret ”ja” til begge dele og endda i mange forskellige udtryk.

Religiøse traditioner importeret af portugiserne i 1500-tallet lever side om side med vidnesbyrd om massive folkevandringer i slutningen af 1800-tallet, som igen var tæt forbundet med en økonomisk integration mellem Brasilien, Europa og USA.

Nutidens expats i vellønnede jobs, som friktionsløst pendler mellem og arbejder i forskellige verdensdele, lever side om side med den lokale befolkning, der knokler i lavtbetalte job i servicesektoren for at få del i goderne.

Teknologiske overførsler som både gør det muligt at være i kontakt med hele verden om fælles oplevelser og have adgang til produkter, der er udviklet langt fra brugsstedet. Kulturstrømninger, der breder sig og finder et lokalt udtryk, som er en blanding af det oprindelige og det stedsspecifikke.

Så ja, globaliseringen er synlig hvor som helst og hvornår som helst. Den er økonomisk, teknologisk, social og kulturel, og den er ikke kun et fænomen fra det 21. århundrede, men strækker sig mange hundrede år tilbage.

Og i det perspektiv er den politiske og kulturelle nationalkonservatismes forsøg på at vende tilbage til en ”oprindelig” national identitet ikke alene umulig – det er en jagt på et fatamorgana.


Fotos: Thomas Christiansen

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School
PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science
Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net

Seneste artikler om Politik & Samfund