RACE // KOMMENTAR – “Jeg har altid ment, at ‘farveblind’ var idealet. For som en læser sagde for nylig: ‘hvad er det nu, man kalder mennesker, som bedømmer andre på deres hudfarve?’ Martin Luther King Jr. sagde også, at man skal bedømmes på sin karakter, ikke på sin hudfarve. Men det er nemt at sige, at man “ikke ser farver”, når man selv er hvid. Vokser du op som sort, finder du hurtigt ud af, hvor meget hudfarve faktisk betyder. Det er ikke at spille ‘offerkortet’. Sorte kan sagtens ‘vinde’ i USA. Men hvis man benægter, at race betyder noget, er man også en slags racist. Det udsagn fornærmer dog rigtig mange danskere. “Selv har jeg skiftet holdning og valgt at acceptere det – uden at give slip på min grundlæggende tro på, at demokratiet betyder ét menneske, én stemme – uanset køn, etnicitet, race eller religion. Det kan man godt”, skriver Annegrethe Rasmussen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
WASHINGTON D.C. – Når jeg af og til bliver spurgt af danske læsere, hvad jeg har lært mest om efter 13 års liv i USA, og hvad jeg selv mener, har påvirket mig mest, er det første svar nemt og det næste sværere.
Jeg har lært mest om amerikansk politik, historie og kultur i bred forstand takket være en solid arbejdsindsats, et bredt kildenetværk og mange amerikanske kilder og venner.
Jeg tror f.eks. ikke længere, at ‘March Madness’ betyder ‘forårskuller’ – noget som fik min amerikanske veninde, Heidi, til at græde af grin, da jeg tilstod det for nogle år siden
Jeg har også en solid forståelse for amerikansk hverdagsliv, og alle mulige dagligdags referencer forstår jeg selvsagt langt bedre, end da jeg ankom i 2008.
Jeg tror f.eks. ikke længere, at March Madness betyder ‘forårskuller’ – noget som fik min amerikanske veninde, Heidi, til at græde af grin, da jeg tilstod det for nogle år siden, og jeg siger “I heard it on NPR”, på samme henkastede måde, som hele Washington D.C. gør, når man skal slå fast, at noget må være sandt. Tænk, hvis DR havde samme virkning i det danske.
Og der er ikke den mystiske bestemmelse om valgene, den stand-up komiker eller tv-reference, jeg efterhånden ikke kender og forstår, og det vil jeg selvsagt altid være taknemlig for, eftersom det har givet mig en unik faglig ballast som USA-korrespondent og gjort mig til en bedre udenrigsjournalist.
Mulighedernes forjættende land
Men hvad har så påvirket mig mest?
I starten – de første 5-6 år, tror jeg – var jeg meget optaget af USA som “mulighedernes land”.
Jeg var betaget af, at der altid er/var så “højt til loftet” i USA, modsat i Jantelovens fædreland, “anything goes” og hvis du drømmer store, luftige drømme, står mangt og meget klar til at støtte dig og bakke op.
Det kan og bør betale sig at gøre en ekstra indsats og give den en skalle, lige meget om du går i skole, er på arbejde eller ønsker at starte et lille non-profit medie
Amerikanerne er virkelig et optimistisk folkefærd og “can-do attituden” eller Just do it, Nikes berømte slogan, havde en indvirkning på mig, som med jævne mellemrum irriterede min daværende avis, Dagbladet Informations kernelæsere, i takt med at jeg skrev klumme efter klumme om forskellige aspekter heraf; naturligvis garneret med den obligatoriske ‘danske’ tilføjelse om, at det også var for dårligt med den voksende ulighed, den manglende SU eller barselsorlov for slet ikke at tale om daginstitutioner og sundhed for alle.
Men alt i alt var jeg nok meget påvirket af det markedsliberale credo If life hands you a lemon, make lemonade. Og det er der da også noget om, mener jeg i øvrigt stadigvæk. Det kan og bør betale sig at gøre en ekstra indsats og give den en skalle, lige meget om du går i skole, er på arbejde eller ønsker at starte et lille non-profit medie.
Ytringsfrihedens frontkæmpere
Men i de følgende 5-6 år, altså frem til nu, har jeg samtidig ændret holdning til nogle mere indgroede og – tror jeg – kulturelt betingede holdninger til især racisme.
Her er det på sin plads med en lille tilståelse – en disclosure, som vi siger herovre: Jeg er og var på “ytringsfrihedsholdet” under Muhammed-tegningerne (det er jeg stadigvæk).
Jeg er, hvad man vel kan kalde ytringsfriheds-fundamentalist, og herved kommer jeg automatisk til at dele holdninger med mange mennesker på den politiske højrefløj (men også med bestemte, udvalgte dele til venstre).
Da jeg rejste fra Danmark og i mange år herefter, var jeg 100 % overbevist om, at kun racister hæftede sig ved race. Race var simpelthen underordnet, ligesom køn og religion burde være det
I “familie” med ytringsfrihedsdebatten er også andre dele af værdipolitikken, herunder diskussionen om “systemisk racisme” og demokrati.
Da jeg rejste fra Danmark og i mange år herefter var jeg 100 % overbevist om, at kun racister hæftede sig ved race. Race var simpelthen underordnet, ligesom køn og religion burde være det. Havde Martin Luther King måske ikke sagt, at man skulle dømmes på sin “character and not on the color of your skin”?
Som det store flertal, der er opvokset i den danske kulturelle og etnisk ganske homogene nationalstat, Danmark, og som glødende tilhænger af frihedsrettighederne, som de er defineret i oplysningstraditionen og menneskerettighedserklæringen, har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har prædiket, at “demokrati” simpelthen betyder “en stemme per person” og at definitionen som medborger er den, der skal lægges vægt på.
Alle kan med andre ord ytre sig om alt, og din stemme bør ikke være mere eller mindre værd, om du er sort, hvid, brun eller hvilket køn, du måtte have. På samme måde har man ikke, tænkte mit yngre jeg, mere “ret” til at ytre sig om race, fordi man er sort eller brun, ligesom det altid har irriteret mig grusomt, når man mener, at ligestilling automatisk er et kvinde-spørgsmål. Vi har jo alle et køn, ikke sandt?
Om end det altid har naget mig lidt, når nogen – også da jeg var yngre – pegede på Anatole Frances slogan om, at “the law, in its majestic equality, forbids rich and poor alike to sleep under bridges, to beg in the streets, and to steal their bread.” (her på engelsk til gavn for de mange læsere, der ikke forstår fransk.)
Når du er hvid, behøver du ikke se hudfarver. Du har ingen grund til det, for du oplever aldrig din hudfarve som speciel eller noget særligt
Den indvending er svær at afvise … der ér ikke lighed fra starten, men som gammel venstrefløjsaktivist var jeg klar til at erkende, at fattigdom selvsagt er stigmatiserende og skal afhjælpes.
Men at ens hudfarve (eller ens køn) også kunne gøre, at man ikke står det samme sted fra starten og ikke har samme vilkår, tænkte jeg ikke videre over.
“Jeg ser ingen farver” – meritokratiets faldgruber
Men her har jeg ændret holdning efter 12 år i USA.
For hvis man ellers magter at åbne øjnene og se efter (og som min tidligere og af mig skattede chefredaktør Peter Wivel lærte mig i de år, jeg arbejdede på Weekendavisen og Berlingske, så er nysgerrighed og åbenhed den allervigtigste egenskab for en journalist), så fatter man hen ad vejen, at når man siger, at man “ikke synes hudfarve er vigtig” (“I don’t see colors”, som amerikanerne siger det), så er det noget, man har “råd” til at sige, fordi det ikke betyder noget for en selv.
Når du er hvid, behøver du ikke se hudfarver. Du har ingen grund til det, for du oplever aldrig din hudfarve som speciel eller noget særligt.
Mit bud er, at du i den vestlige verden, aldrig havner i situationer, hvor din hudfarve betyder noget (det er noget andet, hvis du bor i et land, hvor majoriteten er brun eller sort. Så kan du pludselig forstå ‘hudfarve’ på en helt anden måde, som mange, der har rejst i sådanne lande, vil have mærket på egen krop).
I Danmark tænker hvide ikke nærmere over den sag, og derfor giver amerikanske udtryk som Check Your Privilege ingen mening for de fleste. Eller også giver de anledning til et vist raseri.
Og grunden til, at vi ikke tænker over det, er enkel. Hvide er jo ‘bare mennesker’, oplever vi (ligesom “menneske” i forne tider også bare betød, at man var en mand – kvinden var undtagelsen eller afvigelsen og den med alle de besværlige erfaringer, der stak ud og stak af, og som skulle kæmpe for at blive taget ligeså alvorligt).
Meritokratiet er der helt sikkert noget tiltalende over. Man bedømmes på sine meritter – ikke f.eks. på sin alder, sit eksamensbevis eller på, hvem man er i familie med
Så flertallet af hvide mennesker går igennem livet uden at tænke på andet end fortjeneste – merit, som amerikanerne kalder det, og USA er da også i sin egen forståelse a meritocracy.
Det er der helt sikkert noget tiltalende over. Man bedømmes på sine meritter – ikke f.eks. på sin alder, sit eksamensbevis eller på, hvem man er i familie med. Historisk er det amerikanske meritokrati jo et opgør med adlen og det udemokratiske britiske daværende samfund, hvor man var “født” ind i de rigtige familier, og man behøvede netop ikke at udrette det fjerneste. Ens herkomst, ens efternavn var alt rigeligt.
Men i USA skal man – jævnfør principperne i den amerikanske drøm – arbejde sig til hæder og ære. Så har man “fortjent noget”, har man “arbejdet hårdt” eller er man “talentfuld nok”, så ved man, at det kan betale sig. Siger myten om The American Dream altså. Og den drøm er lige så rigtig og smuk, som Martin Luther Kings tese om, at man ikke skal bedømmes på sin hudfarve.
Det store men – hvorfor “farveblindhed” er racisme
Men – for ja, der er et men:
For millioner af sorte mennesker i USA kan du arbejde din popo i laser – du har alligevel en dårligere chance for at blive til noget ved musikken. Og du kan nemt blive mistænkt for at stjæle eller smidt hen over en bil og beskyldt for alt muligt, hvis du er en sort ung mand med hænderne for dybt i lommen – for slet ikke at tale om en hoodie.
Og er du en sort kvinde, vil du gå gennem livet i USA med en kæmpe fordom hængende rundt om din hals om, at du enten er “ubegavet” low IQ, som præsident Trump har det med at sige om sorte kvinder, eller at du er an angry black woman, der altid råber for højt, har det forkerte hår eller er nogens ho eller baby mama.
Snart skifter magten, så en sort kvinde vil sidde i Det Hvide Hus som vicepræsident. I et land med over 35o millioner mennesker, kan du finde eksempler på alt, således også mange “sorte” eller “brune” succeshistorier
Og nej, her siger jeg ikke, at det gælder alle. Selvfølgelig gør det ikke det. USA har haft en sort præsident, der er to Latinas i Højesteret og snart skifter magten, så en sort kvinde vil sidde i Det Hvide Hus som vicepræsident.
I et land med over 35o millioner mennesker, kan du finde eksempler på alt, således også mange “sorte” eller “brune” succeshistorier.
Men hvis man tror, at det ikke betyder noget, eller hvis man (som mange danskere jeg kender) siger, at det “vigtige er, hvad Kamala Harris mener politisk, ikke hendes køn eller hendes hudfarve”, eller hvis man trækker hånligt på skulderen af alle de “identitetspolitiske idioter på venstrefløjen”, der insisterer på at tale om, hvad race betyder – eller endnu værre og det sker desværre ofte, skal lægge øre til, at man er “racist”, fordi man understreger, hvor meget race betyder i USA – ja så vil jeg i dag svare, “ja – det mente jeg også engang.”
Det mener jeg ikke længere.
Ingen kollektiv udskamning af gamle hvide mænd
En læser pegede på dette citat fra en amerikansk artikel i “Psychology Today”, der er værd at læse. Her er et citat:
“In America, most underrepresented minorities will explain that race does matter, as it affects opportunities, perceptions, income, and so much more. When race-related problems arise, colorblindness tends to individualize conflicts and shortcomings, rather than examining the larger picture with cultural differences, stereotypes, and values placed into context.”
“Instead of resulting from an enlightened (albeit well-meaning) position, colorblindness comes from a lack of awareness of racial privilege conferred by Whiteness. White people can guiltlessly subscribe to colorblindness because they are usually unaware of how race affects people of color and American society as a whole.”
Jeg går ikke ind for “sorte eller brune kvoter” eller ser folks hudfarve, før jeg ser dem som mennesker. Men jeg tror på, at ofre mærker smerterne bedre end gerningsmænd
Og det betyder ikke, at jeg går ind for “sorte eller brune kvoter” eller at jeg ser folks hudfarve, før jeg ser dem som mennesker.
Nej, det gør jeg ikke. Jeg mener på ingen måde, at your race is your entire identity eller endnu værre destiny.
Jeg mener heller ikke, at man har en særstilling, der gør, at man f.eks. automatisk har mere “ret” i en diskussion, fordi man har en bestemt hudfarve. Men jeg mener, som en anden læser, skrev i en debat, jeg havde om dele af denne tekst på Facebook, at “ofre mærker smerterne bedre end gerningsmænd”.
Jeg kommer aldrig til at istemme nogen kollektiv udskamning af “hvide, gamle mænd”, for, hell yes, jeg elsker de fleste hvide gamle og midaldrende og unge mænd, jeg kender.
Og ja, ja også tak for alle opfindelserne, landvindingerne, mesterkokkene, malerierne, bygningerne og Nobelpriserne, I har produceret. Jeg under jer det hele, også selvom man måske blev hjulpet en smule i århundreder af sit køn.
Jeg er også enig med en tredje læser, min gamle kollega fra Information, Niels Ivar Larsen, som i førnævnte Facebook-debat skrev, at “ignorere racebetinget ulighed er naturligvis at iføre sig skyklapper, men at politisere og forevige raceidentiteter som fastlåst i et undertrykker-offer-mønster er jo i virkeligheden ikke spor antiracistisk.”
“Man kan i høj grad tale om “antiracisternes racisme” – den kritik kan man finde valid, og samtidig oprøres over, at 1 ud af 11 sorte unge mænd sidder i fængsel.”
Vi er alle lige borgere – og slå så ørerne ud
Så jeg er endt med den position, at jeg efter 12 år i USA forstår, hvorfor sorte har en særstilling i amerikansk politik.
Jeg anerkender den udskamning, stigmatisering og udelukkelse, som de har været udsat for tilbage fra slavetidens dage. Jeg prætenderer ikke, at jeg nogensinde kan føle det.
Men lidt har også ret. Jeg kan nøjes med at respektere disse erfaringer. Jeg kan læse bøger, klummer og se film og fortsætte med at slå ørerne ud.
Vi skal åbne vores ører og hjerter, og så skal vi sammen finde en bedre vej frem
Og for nu at skære det ud i pap – fordi mange bliver så vrede over denne diskussion i Danmark – så får man ikke en ekstra stemme i demokratiet af den grund.
Man kan sagtens forsøge at forstå og anerkende race og køn samt de smertefulde oplevelser, som kan være forbundet hermed, og dermed også erkende, at sorte har oplevelser og erfaringer, som gør, at de simpelthen ved nogle andre ting, end vi hvide gør.
Vi er alle lige borgere. Men når man først har forstået, at erfaringer ikke er “farveblinde”, så har vi, der er majoriteten, en forpligtelse til at lytte til minoriteten og høre efter fremfor blankt at afvise deres vidneudsagn. Vi skal åbne vores ører og hjerter, og så skal vi sammen finde en bedre vej frem.
LÆS MERE AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
