BØGER // UDDRAG – Cahun er en biografisk roman af Kristina Stoltz om den franske surrealistiske forfatter, fotograf og politiske aktivist, der gik under kunstnerpseudonymet Claude Cahun. Det er en roman om kærlighed, livseksperiment, identitet, politisk modstandskamp og en forunderlig skæbnefortælling, der favner et helt århundredes krige, konflikter og kunstneriske eksperimenter og fører dem helt frem til i dag.
I romanen skildrer Kristina Stoltz frit meddigtende Cahuns tilværelse som kunster og modstandskvinde op til og under Anden Verdenskrig. Med vekslende stemmer får vi fortællingen om en kunstner, der nægter at gå på kompromis og som trods lange perioder med sygdom og afhængighed, forbliver en frihedskæmper – ikke mindst for kønnets og kreativitetens bevægelighed.
***
Den 26. august 1944, militærfængslet
i Saint Helier, blok C, Jersey
Lyden af metal, stemmer, raslende nøgler før jeg åbner øjnene, og så det stærke lys. I drømmen gik jeg tur sammen med Toinette på Cours Cambronne. Jeg holdt hende i hånden. Det er Otto, der står i døren.
»Rejs dem, frøken Schwob!«
Hans engelske er elendigt. Jeg vidste ikke, at det var blevet morgen, at jeg havde sovet. I drømmen havde jeg lommerne fulde af kastanjer. Det husker jeg, eller det tror jeg, og det er måske det sørgelige ved det, at jeg ikke ved, hvad jeg husker. Om dagen føles cellen mindre end om natten. Auguststrålerne fra det lille firkantede vindue øverst oppe falder ind gennem den støvede rude, varmer rummet op, frotterer de fugtige vægge, så store flager maling løsner sig fra muren og efterlader et skællet mønster.
Her er intet andet end briksen, skamlen med den spirende kartoffel, jeg bruger som lysestage, potten, vaskefadet, min krop. Jeg sover med mit tøj på: den olivengrønne skjorte, den grå mohaircardigan og de sorte flonelsbukser. Jeg er den eneste i blok C, som har fået lov til at beholde mit eget tøj på, fordi de endnu ikke har kunnet fremskaffe en fangedragt i »barnestørrelse«, som Otto siger. Spørgsmålet er, om de når at finde en. Det er efterhånden længe siden, at de allierede landede i Normandiet.
Det kan vel kun være et spørgsmål om dage, før nogen minder dem om skravlet herude i Den Engelske Kanal. Så vil det vise sig, om vi når at fuldbyrde værket inden.
Vi har været her i fire uger, frem og tilbage mellem hospital og fængsel. Suzanne sidder inde i cellen ved siden af. Vores plan gik i vasken. At jeg aldrig har kunnet finde ud af særlig meget, er én ting, Suzanne derimod, plejer at have held med det, hun sætter sig for. Uden hende ville jeg ikke have været andet end et skumsprøjt, et lille hidsigt vejromskifte, ingen ville have ladet sig mærke med.
Da soldaterne kom, vidste vi, at det var dem, allerede inden vi åbnede. Tidligere på dagen havde vi været inde i den kiosk i Saint Helier, der forhandler silkepapiret, vi skriver på. Vi bruger forskellige farver til forskellige typer nyheder: hvid for generelle nyheder, lyserød for lokale, grøn for nyheder der har med Wehrmacht at gøre, mørkeblå for flåden, gul eller rød for tyske nyheder. Papiret fås kun i den kiosk, men vi har sørget for at være forsigtige. I de sidste par år har det næsten altid været Vera, der er taget derind. Men lige den dag gjorde vi det altså selv. I bussen, et par timer senere på vej tilbage til Saint Brélade, genkendte vi kioskdamen, og da bussen efter kun to stop blev standset til visitation, kunne vi regne ud, hvordan det hang sammen. Derfor kan jeg ikke forklare, hvorfor vi var så uforsigtige, hvorfor vi ikke havde pakket kufferten med alt vores grej væk, inden soldaterne kom og bankede på. Den stod tilmed åben inde på mit værelse, og skrivemaskinen var fremme, radioen, som om vi gerne ville opdages.
Vi var netop blevet færdige med middagsmaden. Jeg sad og drak mælk sammen med Kid the Cat. Det er noget, vi gør, Kid og jeg, drikker af den samme kaffeskål. Suzanne synes, det er fjollet. Det er det også. På den anden side holder den slags julelege min vægt nogenlunde oppe. Da det bankede på døren, havde jeg lige tændt en cigaret. Suzanne siger, at jeg havde mælkeskæg og Kid under armen, da jeg lukkede de to soldater ind. Den ene var en høj, ranglet person med vigende hage. Pæn var han ikke, men han havde et venligt blik. Den anden, en lille senet mand, var mindre imødekommende. De brugte evigheder på at finde bevismaterialet, selvom det stod lige for næsen af dem, måske fordi de var så optaget af at gennemskue strukturen i vores organisation: Hovedsædet? Vores chef? Hvor mange på øen var involveret? Hvor mange lande? Vi svarede villigt på deres spørgsmål og fulgte med dem rundt i huset, var inde på mit værelse hele tre gange, før de opdagede kufferten. På det tidspunkt havde vi gentaget det mange gange, at det bare var os to, ikke engang Kid havde haft noget med det beskidte arbejde at gøre. Det syntes de ikke var morsomt.
Vi slugte pillerne på vej ud til bilen. Siden vi begyndte, har vi haft flere glas sovepiller med os, når vi har været ude med løbesedler. Og vi har hele tiden været enige om, at den dag, vi blev taget, skulle vi gøre kort proces. Så vi troede, at vi havde fuldbyrdet vores mission, at vi havde færdiggjort værket, men i stedet vågnede vi som to fusere på hospitalet med sygeplejerskerne vimsende rundt om os. Det var tydeligt, at de havde arbejdet hårdt på at få os vakt til live.
Otto ser på mig med sit strikse blik. Han er ikke så gammel. Jeg kunne være hans mor. Det ved han godt. I det hele taget tror jeg, han ved, at jeg ser lige igennem hans soldatermaske: den sommer i Binz, hvor guldsmedene invaderede strandene. Otto var 9 år. Han pillede vingerne af guldsmedene og bildte sin lillesøster ind, at de havde tilhørt feer, der frivilligt havde afgivet deres vinger til ham. Et drengebarns hedeste drøm. Et pigebarns største mareridt. For hende var gaverne udtryk for en form for perversion, hun endnu ikke havde navn for. For ham var vingerne et udtryk for romantik og gavmildhed – egenskaber han stadig mener at være i besiddelse af.
Jeg har lyst til at fortælle Otto, at vi har det tilfælles, begæret efter at se virkeligheden gennem bølget, farvet glas. Der findes ikke noget mere magisk, end når glaspusteren former figurer af det glødende sand. Den form for magt. Metamorfose. Som om det stadig ikke er virkeligt, selvom jeg så det med mine egne øjne sammen med Suzanne på Verdensudstillingen i ‘37. Det var en pegasus, men det kunne lige så godt have været en fe. Den står derhjemme sammen med de andre glasfigurer. Jeg har samlet på dem, siden jeg var barn. Mon ikke jeg har en fe et sted, som Vera kan tage med til Otto, næste gang hun kommer med bøger og tøj.
»Det er nu, frøken Schwob! Toilettet er ledigt.«
Hans øjne er lyseblå, hans bryn kulsorte. Soldatermasken er glat som marcipan. Et stykke konfekt formet som en tysk fængselsbetjent lige til chokoladeforretningernes udstillingsvinduer hjemme i Nantes. Det er det, han er, så længe han stadig affinder sig med, at jeg ikke er bange for ham, men mest af alt har lyst til at slå en passiar af med ham, en lille sludder om hvad som helst, det behøver ikke at være noget kontroversielt. Jeg kunne for eksempel fortælle ham, at karamelcreme på toastbrød uden sammenligning er min foretrukne spise, lige bortset fra trøfler, østers og daggammelt brød med tandsmør. Der er altid en undtagelse, noget endnu bedre end det bedste, noget langt mere grusomt end det værste, en naturlig afvigelse fra det mest naturlige. Det kunne vi sagtens tale om, Otto og jeg.
***
Den 27. august 1944, militærfængslet
i Saint Helier, blok C, Jersey
Rutmin har en rulle toiletpapir med. Det er utroligt. En hel rulle. Det er ham, der har afsløret, at ventilationsskakten forbinder cellerne, og ved hjælp af optrevlet garn fra min cardigan kan Suzanne og jeg sende breve til hinanden gennem hullet. Vi skriver brevene på toiletpapir. Det var sådan, vi planlagde vores andet forsøg. Den store mængde sovepiller havde givet mig nyresvigt. Da fængselslægen kom for at give mig medicin, løj jeg om min vægt. Suzanne og jeg havde aftalt, at jeg skulle få tiltusket mig så mange piller, at der kunne blive til en overdosis. Vores plan var, at når jeg indtog pillerne, skulle hun selv skære sine pulsårer over. Desværre fandt Otto os for tidligt. Jeg var bevidstløs. Suzanne havde blødt betydeligt. Jeg tror næppe, vi får chancen igen.
Rutmin siger, at jeg skal skjule rullen under tæppet. Han har også et stearinlys og to cigaretter med. Cigaretterne er fra Otto.
»Fra Otto?«
Han nikker og siger, at to fanger fra C-blokken blev skudt i formiddags. Han kender ikke deres navne, men han ved, at den ene af dem var tysker. Måske er det en form for indre regnskab, Otto har kørende: To likvideringer udløser to cigaretter. En bodsgave til den næste i rækken: »Skynd dig at ryge, inden jeg skyder dig!«
Jeg kan se på Rutmin, at han er bange. Han er lilla under øjnene på en måde, han ikke plejer at være. Jeg kendte ham ikke personligt, før vi blev fængslet, men jeg genkendte ham fra lejren, hvor Suzanne og jeg plejede at komme med mad. En straffelejr for russere og østeuropæere ved siden af vores hus. På den anden side af huset ligger kirken og kirkegården, hvor nazisterne begraver deres døde. Og bag ved huset, hundrede meter oppe ad vejen, vores ungdoms badehotel, der nu fungerer som tyskernes militærbase. Hvem skulle have troet, at vores illegale virksomhed kunne finde sted i hjertet af dette adrætte, nazistiske legeme, som om vi uddelte løbesedler fra Hitlers egen personlige bunker?
Rutmin genkendte også mig, og uden at jeg behøvede at spørge ham, skaffede han mig med det samme en pen.
Han løfter potten fra gulvet. Det er det, der er hans primære opgave – at tømme fangernes potter for lort og pis.
»Vent.«
Jeg peger på skålen med grød.
»De har ikke spist?« hvisker han, og jeg kan se, at han bliver endnu mere bleg.
»Der er ikke nogen, der skyder mig foreløbig.« Jeg forsøger at smile opmuntrende. »To gange har de med vold og magt genoplivet mig. Jeg er vigtigt materiale.«
Rutmin ryster på hovedet. »Nazisterne bestemmer, hvornår De skal dø. De har ingen rettigheder, heller ikke når det gælder døden, frøken Schwob. Spis Deres grød, og gem cigaretterne.«
Min plan var at hælde grøden op i potten, så Rutmin kunne tømme det hele samtidig, men nu lader jeg være. Jeg er ikke bange for at blive straffet med et nakkeskud, bare fordi jeg ikke spiser. Det er Rutmins angst, der påvirker mig. Der er mere end én grund til, at vi mente selvmordet alvorligt. En gang om ugen bliver nye fanger sejlet over til Saint Malo for at blive fragtet videre til lejrene.
Da Rutmin kommer tilbage med den tømte potte, giver jeg ham den ene af cigaretterne og beder ham aflevere den til Suzanne. Vi skal ryge sammen i haven med udsigt over bugten og de små fortøjede fiskerbåde ude ved molen. Snart begynder efterårets blæst at kaste brændingens skum op på vores plæne. Når vi står op om morgenen, ligger der tangrester og skaller i bedene. Kid slæber de slibrige, salte planter efter sig, løber rundt i cirkler med blæretang og alger mellem tænderne, som var det et garnnøgle, han forsøgte at optrevle. Suzanne i sin hvide pyjamas. Jeg i min blomstrede kimono. Suzanne på bare fødder, indtil frosten kommer. Det er det første, vi gør hver dag, vi ryger og taler om vores drømme, hvis der har været nogen. Suzanne har sovet. Jeg har været oppe den halve nat. Kid har ligget i fodenden af min seng, på puden, på Toinettes hullede silkebetræk, det falmede rosa, som næsten er gået i opløsning, og sovet, mens jeg har spillet på mit Pleyel. Suzanne har ligget nøgen under vattæpperne med begge vinduerne åbne. Det er, som om hun holder vejret. Lige så graciøs som hendes bevægelser er hendes søvn. Når mine egne nætter bliver for heftige, og jeg har røget alle de cigaretter, der har været at opdrive i huset, kryber jeg ned til hende og lægger hænderne om hendes store bryster. Hun mærker ingenting, og til sidst falder jeg i søvn.
Det med om grøden skal spises, er en anden historie, og hvis
det ender sådan, hvorfor den i så fald skal spises. »Cigaretter må ikke erstatte maden!« Det siger Suzanne. Der er noget holdbart over den krop, hun har, noget funktionelt og vedvarende, den ene dag som et bolværk mod verden, den næste som en ubegrænset indgang. Min egen er en håndfuld knogler, der i løbet af natten bytter rundt på konsonanter og vokaler, maskulinum, femininum. Jeg vender det hvide ud af øjnene og tager en maske uden på den maske, der er i forvejen, inden jeg stiller mig op foran Suzanne, vælger en positur, vælger mit udtryk, og hun trykker på udløseren. Sådan har vi taget et utal af billeder. I hundredvis, siden vi var store børn. To kroppe befolket af hvem som helst, vi kunne komme i tanker om. Mulighederne var uendelige, så længe vi kunne opdrive kostumerne.
Men det besvarer ikke spørgsmålet om grøden. Suzanne siger, at man ender med ikke at kunne arbejde, hvis man bliver for underernæret. Hun forstår ikke, hvor meget der skal til, før jeg mister fokus. Jeg tænker bedst med den ene fod ude over afgrunden. Sulten gnaver ikke huller, men udvider rummene, både de indre og de ydre, udvider min kærlighed, min nysgerrighed. Sulten gør mig utrættelig.
SUZANNE: Der kan du se, du begynder at hallucinere.
LUCY: Du har altid bekymret dig for meget om mig. Jeg har været en byrde fra begyndelsen.
SUZANNE: Spis nu!
LUCY: Sultestrejke er da også en metode – hvorfor tænkte vi ikke på det noget før?
SUZANNE: Nej, nu gælder det om at være så klar i hovedet som muligt ved forhøret, så vi kan svare ærligt på alt, hvad de spørger os om. Ingen slinger i valsen, Lucette. Den sejr bliver endnu større end døden. Vores triumf.
En mælkehvid fugt har lagt sig hen over den grålige, ujævne overflade, et månelandskab halvt under vand, størknet i kanten, sådan ser grøden ud. Det kommer der ikke nogen god historie ud af. Og så den ulidelige stank fra ventilationsskakten. Vores triumf. Er det sådan, jeg skal se på det, at vi vil fortælle dem den fulde sandhed, og at de ikke vil fatte en brik? Eller rettere: De vil nægte at se deres egen uformåenhed i øjnene, at deres regime ikke har været andet end et dilettantteater, hvis tæppe to ældre damer i årevis så let som ingenting har kunnet snige sig om bag ved.
Solen står ind. Kontant og direkte. De samme auguststråler, der plejer at vugge os i én stor hængekøje ude i haven, Kid imellem os, bøger, cigaretter, vindruer. Suzanne læser, mens jeg endelig kan sove. Jeg bader, mens Suzanne laver frokost. Den perfekte temperatur. Herinde reagerer min krop på samme måde som murene, hvor kondensvandet løber som silende regn, drypper fra loftet og ned på fodenden af min briks. Madrassen ender med at blive gennemblødt inden i aften. Hvis bare jeg kunne rykke på den, men det eneste løsøre er natbordet, potten og vaskefadet. Jeg stiller vaskefadet over på briksen. Forhåbentlig når Otto eller Rutmin at komme, inden der bliver oversvømmelse.
Grøden er kold og alt for glat mod tungen, som et stykke vandmand, hvor alt havsalt er forsvundet. Ingen smag og alligevel afskyelig. Jeg lukker øjnene, tygger ikke, sluger den ene slimede vandmand efter den anden. Når først jeg har besluttet mig, kan jeg være meget effektiv. Men det var nok ikke klogt. Jeg når kun akkurat hen til potten. Grød og galde. En stank af syre. Jeg kaster op igen. Det føles ikke som en renselse, og noget er forsvundet, et nærvær der var her før. Kun dråben som falder fra loftet og ned i fadet på briksen. Dryp. Dryp. Beroligende. Ulideligt. Lige nu findes der ikke noget mere beroligende end det her ulidelige. Men der er også mit eget åndedræt, som om jeg er forpustet. Og mågeskrigene udenfor vinduet. Måske kan jeg også høre havet, hvis jeg anstrenger mig lidt.
Dryppene falder på slaget, hvilket ved jeg ikke, klokkeslaget måske, og for hvert dryp en ny forskydning: Rummet skrider ud, lægger sig i lag, den forreste del af briksen oven på den midterste del af briksen oven på den bagerste del af briksen oven på det halve af døren oven på den anden halvdel af døren, som fotografier af det samme motiv spredt ud på et bord, indtil rummet forsvinder, og jeg støtter mig til væggen for ikke at falde. Jeg er så afkræftet, at jeg sikkert kan dejse om, hvornår det skal være. Det er også derfor, jeg ikke kan høre din stemme længere, Suzanne. Der er ikke meget, jeg kan være behjælpelig med i denne tilstand.
Claude Cahun er et kunstnerisk pseudonym, der delvist dækker over Lucy Schwob, født i Nantes i 1894, død 1954 på øen Jersey, og som blev en af de få kvindelige skikkelser i den franske surrealistiske bevægelse. Efter Første Verdenskrig indgår hun i et kunstnerisk og privat partnerskab med Suzanne Malherbe, som også bliver en del af Cahun-pseudonymet. Cahun er særligt kendt for sine selvportrætter, der legede med den kønsneutrale identitet som opposition til samfundets normer for kønsroller – et greb, vi i dag kender som gender-bending.
Rosinante
ISBN: 978-87-638-5326-2
344 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.
Foto: Omslag: Alette Bertelsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her