At læse, skrive, drømme og forelske sig – Anne Frank skrev til mig

af i Historie/Kultur

ESSAY – Hvor mange annekser og baghuse var der i Amsterdam med gemmesteder for jøder? Og hvor mange annekser, baghuse og lader i de tyskbesatte lande i Europa har der været med gemmesteder for jøder, spørger forfatter Anna Elisabeth Jessen i anledning af 90-års-dagen for Anne Franks fødsel 12. juni 1929. Franks dagbog om livet i skjul i et lille anneks i Prinsengracht, Amsterdam, under Anden Verdenskrig står som et eviggyldigt vidnesbyrd om Holocaust og krigens gru. 

Jeg var 12 år, da jeg fik Anne Franks dagbog af min faster til jul. På titelbladet kunne jeg læse, at bogen var udkommet 26 gange. Anne skrev næsten hver dag i sin dagbog, som hun kaldte Kitty. Jeg syntes, bogen henvendte sig direkte til mig, og jeg udskiftede Kitty med mit navn. Anne Frank skrev til mig.

Det var en af de første bøger jeg læste, som ikke var en børnebog eller en ungdomsbog.

Jeg vidste, hvordan Anne Franks liv sluttede, for det havde min faster fortalt mig, og det var jeg ked af, for det var så forfærdeligt at læse hendes dagbog og vide at de otte, der var gemt i et anneks til en kontorbygning, blev forrådt, deres skjulested blev stormet af Gestapo, og de blev sendt til Tyskland, hvor Anne døde i koncentrationslejren Bergen Belsen et par dage efter sin storesøster af sygdom og sult og efter at være blevet skilt fra forældrene.

Annekset lå i Prinsengracht i Amsterdam.

Bagved en bogreol fuld af ringbind i kontorbygningen, der lå ud til gaden foran, fandtes den lille indgang til de hemmelige rum, 75 kvadratmeter fordelt på et par etager, hvor de otte levede tæt sammen uden at turde vove sig udenfor bygningen fra juli 42 til august 44.

Vor menu består nu af brune bønner, ærtesuppe, kartofler med melboller, kartoffelsuppe eller ved Guds nåde endnu engang roetoppe eller rådne gulerødder og så igen brune bønner. Vi spiser kartofler til hvert måltid også til morgenmaden på grund af mangel på brød” – Anne Frank, d. 3. april 1944

Over to år lykkedes det dem at gemme sig, mens krigen rasede i Europa, mens jøderne blev deporteret til koncentrationslejre og udryddelseslejre.

De var afhængige af mennesker på kontoret i forhuset og madleverancer udefra. De var ikke låst inde. Det var ikke et fængsel, hvor nogen havde frarøvet dem deres fysiske mulighed for at bevæge sig rundt, men hvor de alligevel kunne tale, skrige, klage opføre sig så tosset som de ville. Det her var langt værre end et fængsel.

Det var det tavse anneks hele dagen.

Det var stillelegen, som vi også kendte min søster og jeg i vores værelse, hvem kunne holde sin mund længst? Den leg varede som regel kun kort, men med Anne og hendes familie var det stilleleg i mange timer hver evig eneste dag med dødelig alvor, for hvis nogen hørte dem i løbet af dagen, kunne det blive livsfarligt for dem. Hele dagen måtte de være musestille, de måtte heller ikke bruge vand, ikke skylle ud på toilettet, ikke tale almindeligt, kun hviske, indtil kontorpersonalet i bygningen foran var gået hjem.

Hvis de skulle have en smule frisk luft ind i de små rum, måtte de være yderst omhyggelige.

Anne beskrev, hvordan hun en nat havde lyst til lidt luft, men hun turde ikke åbne vinduet, for der var fuldmåne, og hvis nogen kom forbi, så ville de kunne se, at der var nogen derinde i annekset.

Tiderne på det lille badeværelse var nøje inddelt. Anne havde tiden fra 9 til 9.30 om aftenen, og badeværelse, det var så meget sagt, der var toilet og håndvask med koldt vand.

At læse, skrive, drømme og forelske sig, det var det eneste, Anne kunne gøre i sit indespærrede teenageliv på de få kvadratmeter. Forelskelsens mål blev Peter, en af de andre syv. Den unge mand hun i begyndelsen slet ikke brød sig om, men der var ikke andre.

Hendes sidste datering i dagbogen handlede slet ikke om krig, jøder og deportation. Den handler om identitet, hvem er Anne? Er hun tilfreds med, hvem hun er?

Hun og hendes søster, Margot, fik bøger og ugeblade bragt ind af hjælperne udefra, og deres dag var fuld af læsning og drømme. Og Anne drømte om amerikanske skuespillere, ligesom hun drømte om livet som skuespillerinde.

Hun hængte billeder op fra ugebladene af Greta Garbo, Ginger Rogers, Diana Durbin, The Lane sisters og digtede en historie om, hvordan hun selv en dag i fremtiden kom til Hollywood men blev skuffet som skuespillerinde.

Siden jeg læste Anne Frank dagbog, har jeg ikke kunne se film med Greta Garbo uden at forbinde hende med Anne Frank.

I løbet af de to år i annekset blev skuespildrømmene skiftet ud, Anne ville i stedet være journalist og forfatter og håbede på, at hun en dag kunne skrive noget, der kunne bruges af andre. Det skrev hun i sin dagbog til Kitty uden at vide at den skrift, hun efterlod sig i annekset i form af dagbogen, blev eviggyldig, uopslidelig, uafviselig, grum og smuk i sin enkelthed.

Den 3. april 1944 skrev Anne Frank om den mad, som de otte beboere måtte klare sig med. Stik imod sædvane ville hun den dag udførligt beskrive maden, de levede af. Ellers brugte Anne ikke tiden og ordene på noget så almindeligt…

Vor menu består nu af brune bønner, ærtesuppe, kartofler med melboller, kartoffelsuppe eller ved Guds nåde endnu engang roetoppe eller rådne gulerødder og så igen brune bønner. Vi spiser kartofler til hvert måltid også til morgenmaden på grund af mangel på brød. Vi koger suppe på brune eller hvide bønner eller kartofler, eller vi laver juliennesuppe af pulver i pakker eller af grønne bønner i pakker eller af brune bønner i pakker. Alt indeholder brune bønner, selv brødet!

Vores største lækkerier er en skive leverpølse hver uge og marmelade på tørt brød. Men vi lever endnu, og mange gange synes vi endog, at vore elendige måltider er rigtig gode.

På et tidspunkt slap også de forhadte kartofler op, de trivielle knolde, som ellers var hovedingrediensen i måltiderne i annekset. Manden, der leverede kartoflerne, blev taget af Gestapo, fordi han gemte jøder. Og det varede noget, før vennerne udenfor fik organiseret mad igen.

Hvor mange annekser og baghuse var der i Amsterdam med gemmesteder for jøder? Og hvor mange annekser, baghuse og lader i de tyskbesatte lande i Europa har der været med gemmesteder for jøder? Med tilsvarende grumme skæbner for familier, der måtte gemme sig for ikke at blive deporteret og slået ihjel.

Bortset fra Annes far døde de alle sammen, den lille gruppe på otte mennesker, som Anne førte dagbog om i annekset i Prinsengracht.

Det er længe siden, jeg fik Anne Franks dagbog, og den må nu være udkommet i hundredvis af oplag på alle verdenssprog, ligesom den er blevet til teater og film.

På et tidspunkt gik der usmagelig politik i dagbogen. Højre- og antijødiske kræfter hævdede, at dagbogen var et falsum, men den blev undersøgt og analyseret, og den er ægte.

Teenageren Annes stemme fra hun er 14 til 16, hendes skrift i dagbogen, blev større end noget, hun eller de andre syv i annekset kunne drømme om. Men det er på baggrund af gruen og rædslen om, hvad der videre skete med hende, en død foranlediget af dysenteri, sult og død i lejren sammen med storesøster Margot.

Da jeg læste bogen første gang, tvang jeg mig selv til at glemme, hvordan det hele ville komme til at slutte, for jeg ville ikke vide slutningen på Annes historie i annekset.

Jeg ville bare læse hende.

Hun skrev til mig.

Hendes sidste datering i dagbogen handlede slet ikke om krig, jøder og deportation. Den handler om identitet, hvem er Anne? Er hun tilfreds med, hvem hun er? Hendes dobbelthed, hun er drillende og hurtig, en morsom klovn, kalder hun sig selv. Men så er den gode Anne en helt anden pige, hun er hånlig og ikke rar. Det er det, de sidste tre sider handler om.

At læse, skrive, drømme og forelske sig, det var det eneste, Anne kunne gøre i sit indespærrede teenageliv på de få kvadratmeter

I vores hjem havde vi et gammelt sanghæfte, hvori der var en tekst om søde Mette og skidte Mette. I mange år troede jeg, at der var to Mette’r i huset i sangen, for historien handlede om, at den ene kun var hjemme, når den anden var ude og vice versa. Det var først, da jeg læste de sidste sider i Anne Franks dagbog, at jeg forstod det der med, at man kunne have flere personligheder i én pigekrop.

Hvor heldigt, at nogen fandt Annes papirer i annekset og gemte dem og gav dem til hendes far, Otto, den eneste overlevende.

Første gang, jeg kom til Amsterdam, som helt ung tog jeg til Prinsengracht for at se annekset. Det var en sensommer, og jeg kom ind i rum, jeg syntes, jeg kendte godt fra min barndomslæsning.

Sidste år vendte jeg tilbage til Prinsengracht.

Køen til annekset er flere kilometer lang nu om dage.

Dagbogen slutter tirsdag den 1. august 1944. ”Din Anne.”


Foto: Anne Frank i 1940, Wikimedia Commons. 

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole.

Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser for radiomontagerne Hvorfor ringede hun ikke igen? Efter festen og Doktor Tramsens rapport.

I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes første roman.

Anna Elisabeth arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev i Sønderjylland samt 1-2 mdr. om året i New York City.

Seneste artikler om Historie