TEATER – Teater Solaris plejer at sende magiske billeder og effekter til publikum. Men det sker vel at mærke ikke ”because we can” med hundedyre elektroniske virkemidler. Eller som en slags pålæg på tørt brød, teater uden fortælling. I Cellen bruges utrolige lyseffekter som bindeled mellem publikum og den ekstreme situation, som stykket fremstiller.
Kun to personer er der. Offer og offer. De er i samme celle, det samme rum, både et hjem og en vision af ”fjendens” ødelagte by. Meningen med Cellen er i den grad Ei blot til Lyst, men selve den sceniske realisering er fuld af netop den teater-lyst, som altid binder scene og publikum sammen. Det stof, som teater er gjort af. Overrask mig, gør mig opmærksom, lad mig nyde mens jeg tænker, og tænke mens jeg nyder.
Alene vejen til stykket er utrolig: først ind på Frederiksberg Slot i mørke, langs sidebygning, ned ad trappe og gennem hvid tunnel til små mosbegroede lumske trapper – ind i et tilsyneladende moderne rum med en “åben black box“. Tabula rasa tænker man på vej gennem den hvide oplyste tunnel.
Teater Solaris kan løfte opgaven op til et højere plan, som gør at både teaterfremmede og heftige teatergængere lader sig overraske
Man frygter jo en styg omgang terapi-teater, når man hører om krigsveteraner med PTSD. Men det forløsende er, at tekst og – især – scene, lys, musik overtaler, fascinerer, trækker en ind i både fortælling og konflikt. Så enkelt og samtidig opfindsomt kan man skabe teater om vigtige, men svære emner. Det er slet ikke tilfældigt, at det magiske lys dominerer stykket. I stedet for tillempede drøftelser får vi at se, hvad der skaber traumer. Men ikke banaliseret. Tortur virker langt voldsommere på scenen, når vi ikke ser bødlen, kun virkningen. Bag ved alt ondt findes lyset og vejen til forsoning.
Stykket er også tænkt som oplæg til samtaler med involverede om erindring, forløb, tilpasning og etik hos krigsveteraner. Som en officer sagde efter stykket: nogle har været udsendt mange gange uden direkte selv at opleve forfærdelige ting. Men man ved aldrig, hvornår de rammer. Sådan fungerer stykket også.
Teater Solaris kan løfte opgaven op til et højere plan, som gør at både teaterfremmede og heftige teatergængere lader sig overraske. Ekstrem, men også ekstremt styret vildskab. For hulen, hvor ville jeg gerne se teatret på en af de store scener med en stor, vanskeligt omsættelig klassisk opgave…
Cellen
Instruktør og dramatiker: Sananda Solaris
Komponist: Henrik Marstal
Medvirkende: Henrik Noél Olesen og Albert Bendix
14.-28.2. på Frederiksberg Slot
Foto: Teater Solaris.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her