BØGER // KOMMENTAR – Snart udkommer et posthumt dagbogsværk af forfatteren Joan Didion, der åbner for en sjælden indsigt i hendes terapeutiske forløb og ængstelige indre liv. Udgivelsen bliver et tilløbsstykke, skriver Louise Juhl Dalsgaard.
I The New Yorker kunne man forleden læse et uddrag af Joan Didions dagbøger, som meget snart udkommer i bogform. Posthumt, Didion døde i 2021, 87 år gammel, men efterlod sig altså en lang række personlige notater skrevet i forbindelse med et længere terapeutisk forløb fra 1999 og frem til hendes mand, John G. Dunnes, pludselige død i 2003.
Frigivelsen af hendes notater og udgivelsen af dem i bogform har affødt en voldsom debat. Folk tæt på Didion mener, det vil være et overgreb at offentliggøre de personlige noter
Mange af optegnelserne kredser om Joan Didions ængstelighed. Hun frygter for datteren Quintanas tiltagende depressioner og eskalerende alkoholisme. Hun bekymrer sig om sin svigtende hukommelse og en række arbejdsmæssige prioriteringer, der gør, at hun bruger det meste af sin tid på projekter, hun i virkeligheden ikke brænder for.
De nedskrevne samtaler med terapeuten, Dr. MacKinnon, er henvendt til ægtefællen. Hun beskriver i detaljer deres ordvekslinger, ofte koncentreret om mulige forbindelser mellem Didions ængstelighed og datterens depressioner. En slags søgen efter kausalitet. Mon ikke datterens bekymringer stammer fra Didions ditto, synes hun selv at insinuere. At Quintana så at sige har fornemmet sin mors angst, ja, nærmest overtaget den, al den stund den fra Didions side har været tavs og forsøgt undertrykt.
Joan Didions familiehistorie
Det er interessante noter for så vidt. Ikke mindst hvor aktivt terapeuten forsøger at udpege sammenhænge mellem fortid og nutid. Joan Didions far led således af tilbagevendende depressioner, ligesom hendes datter nu bærer samme sygdom. Quintana var adopteret, så biologiske årsagssammenhænge er der ikke tale om, men, insinuerer psykiateren, kunne der være tale om en gentagelse af reaktionsmønstre. En familiekulturel dysfunktionalitet?
Der finder en vis udpegen sted, sådan oplever jeg i hvert fald deres forhold. Didion fortæller om sine problemer og psykiateren synes meget aktivt at søge et svar. Spørgsmålet er, om den slags terapi prikker til den “remoteness as a defense”, de to allerede hurtigt i forløbet afdækker som en tilbagevendende forsvarsmekanisme?
Er det at springe over følelsernes kropslighed, ængsteligheden som et sprog, ikke en blindgyde? Risikerer man ikke at afslutte sagen som var det et politimæssigt efterforskningsarbejde? Morderen er fundet – sagen afsluttet. Men hvad stiller de efterladte op herfra – og hvad med vreden mod den dømte. Hvad skal Didion med en afslutning, når det hun savner, er et nu, et tilstedevær i det svære.
Nå, det er bare mig.
Frigivelsen af hendes notater og udgivelsen af dem i bogform har affødt en voldsom debat. Folk tæt på Didion mener, det vil være et overgreb at offentliggøre de personlige noter. Andre mener, at det taler fint ind i forfatterens andre udgivelser: A year with magical thinking, skrevet på bagkanten af ægtefællens død, og Blue Nights skrevet med udgangspunkt i datterens død bare to år senere. Notes to John, som beskrivelsen af det terapeutiske forløb har som titel, vil således trække en tråd bagud i tid. Til årene før Dunnes død og til den bekymring for datterens endeligt, der i sidste ende viste sig alt for berettiget.
Det er en svær diskussion. Efter at have læst uddraget er jeg ikke blevet meget mere afklaret. Noterne synes for mig at se, at være så tæt knyttet til Didions “remoteness as a defense”, at selv skriften også bærer præg af en vis fjernhed. Nøgtern skrift, vil nogen måske kalde det, som når hun betror psykiateren detaljer om et voldeligt forhold og følgende udspiller sig:
“Did he ever hit you?” Dr. MacKinnon asked.
I said yes.
“Did your parents hit you?”
I said no, they never even spanked me. Once my mother slapped me but it was totally understandable.
“Then wasn’t it a pretty world-shaking thing to get hit by this man?”
I said yes, it was, but I had at the time been able to rationalize it, or distance it, as “literary,” “real life,” an example of romantic degradation.”
Didion fremstår næsten som voyeur til sit eget liv. I stedet for at føle, mærke eller at lade sig gribe af situationen med en voldelig kæreste, så mentaliserer hun det øjeblikkeligt. Gør det til en scene i en bog, et “eksempel” på kærlighedens bagside. Det er svært at være vidne til en sådan distance, al den stund, der er tale om noter henvendt til en elsket.
Tænk at videregive sit inderste med en sådan kølighed. Det er for mange mennesker forbilledligt, en (påstået) stoisk ro, men kan måske også ses som et udtryk for selv humlen i Didions ængstelighed. En frygt for, hvornår hun ikke længere magter at for-holde sig til livet, men må holde det i hænderne. Som et dødt barn man vugger til afsked.
Jeg skal ikke gøre mig klog på ret og vrang, hverken psykologisk eller litterært. Sikkert og vist er det, at udgivelsen af Notes to John vil blive et tilløbsstykke. Måske jeg endda selv stiller mig i køen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og