GUDDOMMELIG LØSSLUPPENHED // ESSAY – Som festivaldeltagere, operafans eller outdoor-freaks ved vi det egentligt godt: Et helstøbt menneskeliv kan ikke baseres alene på det faktuelle og logiske. Der er også brug for det sanselige, det musiske – det euforiske. Og det gerne hjulpet på vej af allehånde rusmidler. Jakob Cold ser nærmere på menneskets trang til løssluppenhed – inspireret af vinguden selv.
Vi mennesker søger – Friedrich Nietzsches ord – en dionysisk livsudfoldelse. Men hvorfra stammer den dionysiske kult og dyrkelsen af dens dyder? Hvorfor er begreber som entusiasme, ekstase og orgie centrale?
Hvorledes er kulten blevet betragtet historisk gennem antikken, renæssancen og i moderne tid via nævnte digterfilosof og videre til f.eks. en Jim Morrison og ”Apocalypse Now” som Vietnam-filmen par excellence?
I teatret opførtes i begyndelsen kun tragedier. Tragedier betyder Gedens sang – altså Dionysos’ sang
Og er det hele blot fuldemandssnak, der relativerer Sundhedsstyrelsens kampagner om at begrænse antallet af genstande? Alkohol er jo ret beset et ret stærkt organisk opløsningsmiddel, der kan ødelægge både krop og sind og ikke mindst sociale relationer. Læs videre – og dan din egen ædruelige mening!
Den jagede Dionysos kunne gemme sig i forskellige køn, dyr og træer
I den græske mytologi begynder historien om Dionysos – som sædvanligt – med Zeus’ seksuelle eskapader. I skikkelse af en tyr bortfører han den føniske prinsesse Europa, der har givet navn til vores verdensdel.
Derefter drager Europas broder Kadmos ud for at finde sin søster. Undervejs grundlægger han Theben 50 kilometer nord for Athen, og med sig har han alfabetet, som vi europæere helt korrekt historisk set fik af fønikerne, der stammede fra det område, der svarer til nutidens Libanon.
Kadmos får en datter kaldet Semele, som ligeledes vækker Zeus’ begær, selvom Zeus jo egentlig er gift med Hera. Resultatet af den udenomsægteskabelige affære bliver Dionysos og en vrede af olympiske dimensioner hos Hera, der koster Semele livet under fødslen.
Jagtet af Hera bliver det afgørende for Dionysos, at han hele tiden kan maskere sig. Han kan ikke kun skifte køn, men også forvandle sig til et træ eller en ged.
Dette maskespil er årsagen til, at Dionysos bliver teatrets gud, da grækerne i det sjette århundrede opfinder teatret, som sidenhen har været så vigtig i vores kulturkreds. I teatret opførtes i begyndelsen kun tragedier. Tragedier betyder Gedens sang – altså Dionysos’ sang.
Entusiasme – guden er i dig – under Dionysos-festivaller
Antikkens største teaterfestival var den årlige Dionysia i Athen. Ligesom de stærkt konkurrencemindede grækere dystede i Olympia i spydkast og brydekamp m.v. for at eftergøre heltene fra Den trojanske Krig, kappedes de under Dionysia om at vinde hæder for de bedste tragedier.
Dionysia blev vundet af bl.a. Sofokles, der i den hårrejsende tragedie om Antigone lader den unge prinsesse træde op mod et mandsdomineret samfund karakteriseret af en udpræget svag feedback-kultur.
For den jagede og våbenløse Dionysos havde vinen en funktion som forsvar, nemlig at den kunne gøre hans fjender forvirrede og ligefrem vanvittige
Dionysia blev ceremonielt indledt med et optog, der får vores dages totalteater til at blegne. Et frugtbarhedssymbol i form af en kæmpe fallosfigur blev båret frem af mængden, musikanter spillede på trommer og fløjter, mens andre dansede, og der blev drukket vin. I rå mængder.
For den jagede og våbenløse Dionysos havde vinen en funktion som forsvar, nemlig at den kunne gøre hans fjender forvirrede og ligefrem vanvittige. Men vinen havde også den funktion, at den kunne gøre menneskene ekstatiske, hvor eks-tase betyder ud af sig selv og derigennem tættere på det guddommelige og naturlige.
Grækerne drak ikke bare Dionysos’ vin. Snarere var det sådan, at når de drak vinen, så indtog de Dionysos. Dette førte igen til en entusiasme, der på græsk netop betyder at have en gud inde i sig.
Et mere nutidigt billede kunne være Mads Mikkelsens dans i filmen druk. Med en halv promille lever man lidt mere intensivt og sanseligt – således filmens credo.
Alexander og romersk dekadence – når det dionysiske går for vidt
De vildeste udskejelser under påvirkning af alkohol blev dog leveret af Alexander den Store (356-323 f.v.t.) og undertiden med dødbringende alkoholforgiftninger og drab af nære venner til følge.
Det mener i hvert fald nogle historieskrivere, hvorimod Plutarch (45-125 f.v.t.) formidler et billede af Alexander, der mådeholdent med et glas vin i hånden nød samtaler om strategi, politik og kultur med sine folk.
Sikkert er dog, at Alexander ofte lod sig afbilde med vinranker og andre attributter, der blev associeret med Dionysos, og han skal også have oprettet templer for Dionysos på vej mod det Indien, som Dionysos ifølge myten i øvrigt selv skulle have besøgt på sin flugt fra den rasende Hera.
Hvis der endelig skulle drikkes tæt, måtte man højst være fem personer sammen
Romerne var mere nøgterne end dionysiske. I hvert fald i republikkens tid, hvor sæderne endnu ikke var i forfald. År 186 f.v.t. udsteder senatet et dekret om, at orgastiske ritualer var uromerske og derfor kunne straffes med døden.
Hvis der endelig skulle drikkes tæt, måtte man højst være fem personer sammen. Eller have indhentet tilladelse fra Senatet. 150 år senere afløses republikken af kejsertiden, og dekadencen florerer i perioder vildt.
Det dionysiske orgie, der oprindeligt havde begrænset sig til falliske processioner for frugtbarhed, muterede nu til ganske eksplicitte og kødelige orgier i alkohol og sex med modsat og samme køn.
Dionysos som satanskult og martyrnavn
Kontrafaktisk kan man vove påstanden, at Europa næppe havde været kristent, hvis det ikke havde været for Romerriget.
Men kristendommen førte i middelalderen til en udlægning af kulten om Dionysos – eller Bacchus som romerne kaldte ham – som den rene og skære satanisme. Havde Dionysos måske ikke netop horn i panden?! Andægtig indtagelse af altervinen udskænket i passende små doser kunne derimod lige gå an.
Renæssancen betyder jo genfødsel og går som begreb tilbage til historiens første kunsthistorie, der blev skrevet af arkitekten og maleren Giorgio Vasari (1511-1574) i Firenze.
Genfødslen gjaldt arven efter antikken: Maleriet, plastikken, arkitekturen, filosofien og Dionysos-kulten – om end uden (offentlige) falliske optog.
I Firenze digtede Lorenzo il Magnifico (1449-1492) en hyldest til Bacchus / Dionysos med det klare budskab, at livet er flygtigt, og at det gælder om at feste, mens tid er. I malerkunsten blev Dionysos androgyne karakter portrætteret af bl.a. Caravaggio (1571-1610).
I romantikken og oplysningstiden fyldte Dionysos ikke meget. Anderledes heftigt gik det for sig under den franske revolution.
Robespierres terrorregime med guillotinering af faktiske (og ofte også indbildte) politiske fjender og til sidst også Robespierre selv, må forstås blandt andet i det lys, at revolutionen blev ledet af unge mænd med masser af testosteron, permanent søvnunderskud og enormt forbrug af alkohol før skæbnesvangre beslutninger. Dette kan man dog ikke for alvor klandre Dionysos for.
Nietzche kobler Apollons logik og Dionysos’ sanselighed
Var den franske revolution et politisk spring (eller rettere en dødbringende kolbøtte) ind i moderniteten, så var digterfilosoffen Nietzsches tænkning et spring ind i moderniteten eller endda postmoderniteten med massiv ideologikritik og dekonstruktion af mening.
Gud er død, hævdede Nietzsche og anså dette som en udfordring, menneskeheden ville skulle bruge mange kræfter – og gennemleve katastrofer – for at finde sig til rette med.
For Nietzsche – der ikke tålte alkohol og levede i ufrivilligt cølibat næsten hele sit liv – var musikken den store nøgle til det sanselige
Nye erstatningsreligioner ville blive bl.a. nationalismen og antisemitismen. Selv tilbød Nietzsche ikke en samfundsvision på det kollektive plan, men på det individuelle plan mente han, at den dionysiske livsudfoldelse var central for at opnå lykke.
Denne tankegang præsenterer han i værket Tragediens Fødsel (1871). Her hævder Nietzsche, at vi kun kan leve et helt og i perioder lykkeligt liv, hvis vi forener Apollons rationelle fornuft med Dionysos’ sanselighed og driftsliv (gæt engang om det gjorde indtryk på Freud…).
For Nietzsche – der ikke tålte alkohol og levede i ufrivilligt cølibat næsten hele sit liv – var musikken den store nøgle til det sanselige. Tragediens fødsel var dedikeret til hans ven komponisten Richard Wagner (1813-1883) i det håb, at Wagner ville sætte musik til Nietzsches filosofi om det dionysiske.
Wagner håbede for sin del, at Nietzsche ville sætte filosofi til hans musik, der blev stadig mere nationalistisk. Det holdt venskabet ikke til.
Nietzsche hyldede også forestillingen om et Übermensch, der som bekendt (hvilket til dels også var Nietzsches egen skyld med sine alt for vilde formuleringer) blev katastrofalt misbrugt af nazisterne.
Men den positive kerne i Nietzsches tænkning var, at overmennesket efter Guds død var i stand til at tænke tingene fra start, danne sit eget normgrundlag og blive stærkere efter at have gennemlevet kriser: En form for “det der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere”-logik.
Når det sanselige flipper helt ud
“Nietzsche slog Jim Morrison ihjel”. Påstanden skulle stamme fra John Densmore, der var medlem af The Doors, og er nok lige i overkanten drøj. Men det er helt sikkert, at Morrison var fascineret af Nietzsches tanker om det dionysiske og overmennesket, der bryder med konventionerne.
The Doors’ koncerter skulle være dionysiske fester, hvor deltagerne i ekstase åbnede dørene til det guddommelige og dyriske: Break on Through (To the Other Side). Ikke så sjældent var Morrisons opførsel på scenen tilsvarende stærkt grænseoverskridende – selv for den tid.
Dørene til den anden side åbnes stadig, og dét uanset om det så er på en Roskilde Festival, i symfonien eller i teatret til en tragedie
Også i filmverdenen spillede det dionysiske en rolle. Mest brutalt måske i den ikoniske vietnamfilm Apocalypse Now fra 1979 instrueret af Francis Ford Coppola (1939- ). Captain Willard spillet af Martin Sheen (1940- ) er sendt på en mission for at eliminere Colonel Kurtz, hvis adfærd er blevet uacceptabel, hvilket man roligt kan sige er en stærk underdrivelse.
Efter mange rædsler i junglen, som også drev dele af Coppolas filmhold til vanvid og ud i narkomisbrug, finder Willard endelig Kurtz, der i en af scenerne er fordybet i i James George Frazers (1854-1941) historisk-antropologiske studie “The Golden Bough”, der ved udgivelsen i 1890 vakte skandale i sin beskrivelse af bl.a. græsk mytologi, ritualer og ofringer.
Bough skriver bl.a. om ritualer med symbolske ofringer i dyreform. Ved indledningen af Dionysos-festivalerne i Athen blev der altid ofret en ged, der symboliserede Dionysos, fordi geden kunne skade vinen og dermed sig selv.
Den rædselsvækkende afslutning i Apocalypse now er en dobbeltscene, hvor vietnameserne gennemfører en rituel slagtning af en okse. Oksen symboliserer Kurtz, der også i sin egen erkendelse er blevet til for stor skade for andre og sig selv. Samtidig hugger Willard Kurtz ihjel med en machete i tropemørket og silende regn. Til tonerne af The Doors This is the end.
Men historien om den dionysiske sanselighed, ekstasen ud af sig selv og entusiasmen slutter ikke her. Dørene til den anden side åbnes stadig, og dét uanset om det så er på en Roskilde Festival, i symfonien eller i teatret til en tragedie – Gedens sang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og