AFRIKA // KOMMENTAR – Afrikas massivt store problemer nedtones til nærmest usynlighed. Og det er måske nødvendigt, så seeren ikke får aftenkaffen galt i halsen. Om empatiske reporteres møde med tilfældige hjørner af Afrika – og et fabelagtigt kamera.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
GABORONE – Jeg er garanteret ikke den eneste Afrika-nørd, der stiller ind på DR1 med en irritation siddende i baghovedet, når Anne og Anders (AA) tager vores kontinent under behandling.
Nogle af os danskere hernede har det jo med at eje kontinentet. Vi har været her så længe og været så meget rundt og ved så meget, at nye indtrængende er uvelkomne, men svære at undgå.
Og så står han der pludselig på skærmen, ham den jyske lemmedasker og hende den ivrige autodidakte kok. De stiller empatiske og uskyldige ledende spørgsmål til vores afrikanere. Det er en svær banan at sluge.
Men billederne! Hvor er de flotte. Som at være der selv. Og rigtig hyggeligt – og aldrig noget at blive forskrækket over.
Indholdet er der derimod mere grund til at være skeptisk over for. Afrikas massivt store problemer nedtones til nærmest usynlighed. Og det er måske nødvendigt, så seeren ikke får aftenkaffen galt i halsen.
Fra sit ydmyge udsigtspunkt i det sydlige Afrika noterer man sig, at AA har udvalgt fem lande, og at der er tale om tre engelsktalende lande i øst og syd og to fransktalende i vest og nordvest, og at landene, måske bortset fra Zimbabwe, har en ting til fælles: De er det, vi med uendelig lang tid på kontinentet kalder “easy-peasy” eller “Africa light”. Sammenlignes det ene land, Marokko, med et par Sahel-lande og DR Congo, er Marokko, “landet hvor solen går ned”, den rene luksus.
Men AA har holdt sig fra svære lande som Mali, Niger, Tchad og det store Congo, der ellers fylder temmelig meget midt i Afrika. Kan være, at det har med Udenrigsministeriets rejsevejledninger at gøre, men så bør det nævnes i udsendelserne, frem for i stedet at lade generel-fortællingen fremstå, som at Afrika flyder med fryd og gammen og fred.
Det er ikke uden grund, at det officielle Danmark nu helt er smuttet fra Sahel-landene, senest ved at lukke ambassader i Mali og Burkina Faso. I stedet har Danmark åbnet i det fredeligere Senegal, i nordafrikanske Tunesien og i det kontroversielle Rwanda.
Nu er der nok også den forklaring på AA’s valg af lande, at der ikke bor så mange danskere i de besværlige lande, og det har åbenbart været afgørende at opsøge landsmænd for at få dem til at fortælle deres Afrika-historie.
Hvorfor og hvordan udvælgelsen er sket, står hen i det uvisse, men virker sammen med de journalistiske spørgsmål temmelig tilfældigt – og lidt synd for Afrika, hvor afrikanere selv kunne fortælle millioner af spændende historier.
Men for filen da, hvor har AA et godt kamera med sig. Farvepragten og dybden overgår næsten virkeligheden.
Malaria
Når kameraet panorerer hen over Zambezi-floden mellem Zimbabwe og Zambia er det en nydelse, men det dækker også over en ubehagelig sandhed.
Det drejer sig om malaria, der har kronede dage på netop Zambezi-floden og florerer helt vildt i tre af de fem lande, som AA besøger, nemlig Kenya, Uganda og Zimbabwe. Ugandas hovedstad, Kampala, er en regulær malariarede, hvor det er svært at komme igennem en dagligdag uden på et eller andet tidspunkt at tale om malaria. Lidt lige som vejret i Danmark.
Selv Nairobi bliver smuk set gennem fotografens linse. I virkelighedens kenyanske hovedstad er der da også lommer af skønhed, men når det er sagt, har byen udviklet sig til et monster af en storby
Malaria er en af Afrikas store svøber med over en halv million døde om året, og det kommer kun med hos AA sådan en passant.
Det er da også en voldsom sygdom og ikke morsom at få udpenslet. Undertegnede har prøvet det nogle gange og hører hver gang salig britiske doktor Gibbons i Kampala, der i 1992 trøstede mig med, at velnærede, sunde hvide mennesker ikke dør af malaria, hvis de kommer under behandling. Og det er vist rigtigt. I de forgangne 32 år har jeg “kun” hørt om “hvide” dødsfald, der skyldtes manglende behandling.
Indgangssangen i starten af hvert afsnit er et Afrika med “fremtidshåb, selvtillid og potentiale”, selvom levevilkårene kan være “barske”. Her passer den virkelige historie om malaria ikke ind.
Gælden til Kina
Fra sangen hører man også, at Afrika kommer “buldrende”, altså økonomisk, hvilket er en sandhed med modifikationer, når bulderet og larmen i mange lande sker på katastrofalt lånte penge fra Kina. Kenya, for eksempel, er håbløst forgældet til Kina. Det hører vi som seere ikke meget om hos AA. I stedet, hedder det fra Anders i Nairobi, at han nærmest føler sig som i Europa med en fornemmelse af byens fremdrift, fremgang, velstand.
Og igen det kamera: Selv Nairobi bliver smuk set gennem fotografens linse. I virkelighedens kenyanske hovedstad er der da også lommer af skønhed, men når det er sagt, har byen udviklet sig til et monster af en storby, siden min hustru og jeg besøgte den første gang i 1992.
I starten af 1990’erne var der vel omkring 1,5 million mennesker, mens byen i dag nærmer sig de 6 millioner. De problemer, der prægede byen for mere end tredive år siden, er blevet forstørret mindst fire gange, mindst.
Med befolkningseksplosionen er de mange slumkvarterer i Nairobi vokset vildt og er blevet flere, samtidig med at arbejdsløsheden er helt ude af kontrol. Det er derfor ikke sært, at myriader af unge arbejdsløse for nylig reagerede i de voldsomste demonstrationer, Kenya har oplevet siden efterdønningerne efter valget i december 2007.
Samtidig er de rige blevet rigere og rigere og forskanser sig i særligt beskyttede luksuskvarterer. Uligheden er vokset markant og kan nu ses med det blotte øje flere og flere steder i byen.
Arbejdsløsheden
AA bemærker ganske vist ungdomsarbejdsløsheden, men pakker den ind i et indslag om “håb” i et af slumkvartererne. Det er fint nok, men omfanget og konsekvensen af ungdomsarbejdsløshed kunne man måske godt dvæle lidt ved.
Tog AA fat i migrationen, var der ellers en forbindelse til vores hjemland, der var værd at snakke med de unge håbefulde om. Men sådan er det ikke hos AA
Det gælder jo over hele Afrika. I nogle lande tales der om, at op mod halvdelen af de unge er arbejdsløse. Hvad det ikke åbner af ubehagelige perspektiver om tilværelser, hvor millioner må hutle sig igennem.
Mange – flere og flere i Vestafrika – lader sig rekruttere af islam-fundamentalistiske grupper, hvis angivelige religiøse formål er at slå så mange mennesker ihjel som muligt. Andre forsøger at rejse den hårde og dyre vej nordpå mod Middelhavet blot for at få knust drømmen om Europa på den anden side havet.
Tog AA fat i migrationen, var der ellers en forbindelse til vores hjemland, der var værd at snakke med de unge håbefulde om. Men sådan er det ikke hos AA.
Til gengæld skal vi i Kampala, Ugandas hovedstad, høre lidt fra Afrikas negativside, når AA fortæller historien om den herostratisk berømte præsident Amin, selvom vist ikke mange i Uganda snakker om det kugleskøre menneske længere.
Hvis de gør, skynder de sig at fortælle, at volden var meget værre, da Amin var flygtet i 1979, nemlig under “Obote 2”, som uganderne kalder tiden i starten af 1980’erne i præsident Milton Obotes anden periode. Samfundets strukturer var efter otte års kaos med Amin brudt totalt sammen, og der blev under Obote reverenter myrdet på kryds og tværs af stort set alle og ikke kun statens magtorganisationer.
Selvom både Amin og Obote er fjern historie i Uganda, skal Amins torturkamre i Kampala hos AA filmes og vises frem. Og kameraet igen: Det er gruelige billeder fra et mørkt torturkammer, der vises, men som også kalder på en sidehistorie, nemlig om de mange kæmpe marabou-storke, der indtog byen og i dag præger Kampala. De gnaskede efter sigende i ligene uden for torturkamrene. Men det er nok heller ikke aftenkaffe-fjernsyn.
Og for at holde os til madvarerne, så nævner AA kun den vigtigste ret i Uganda en passant, selvom der i serien bliver brugt en del tid på at lave mad og spise. Det drejer sig om nationalretten matoke, som består af kogte grønne bananer og er svær at slippe uden om – ligesom majs- eller kassavagrød i Kenya, mielie-mielie i det sydlige Afrika eller fufu i Vestafrika.
Vestsahara
Nå, og hvad så? Billederne fra måltiderne er flotte og hyggelige.
Mindre flot er det derimod, at AA i starten af Marokko-afsnittet præsenterer landet med et landkort, der inkluderer Vestsahara som en del af Marokko.
Vestsahara er besat af Marokko, og landet er teknisk set i krig med nabolandet, Algeriet, på grund af den konflikt, der har stået på siden Marokkos besættelse i 1975.
Jeg ved ikke, om AA har taget stilling til dette, inden landkortet blev lagt op, men jeg ved, at billederne fra indslaget fra markedet i Marrakech, den dansk-palæstinensiske peber-producent og surferen på Atlanterhavet var ubetaleligt smukke.
Og hyggelige!
Lars Zbinden Hansen, f. 1958 i Odense, korrespondent, journalist og forfatter til bogen På kanten af asfalten – Fra Kampala til Niamey og retur
Har boet i 10 afrikanske lande, herunder tre af Anne og Anders’ lande, Kenya, Uganda og Marokko og har siden 1992 snuset til i alt 29 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest. Har en Professional Master i Afrika-studier.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
