TEATER // ANMELDELSE – Puden er en ganske lille, særdeles kraftfuld forestilling med udgangspunkt i en traditionel kinesisk fortælling, omsat til i dag, på kinesisk med elegant oversættelse, betagende inddragelse af omgivelserne og i det hele taget en mageløs og bevægende oplevelse. For sjældent har jeg set mere vellykket moderne bearbejdning af en klassisk kinesisk fortælling, der fuld af poesi og ynde glider umærkeligt ind i nutiden og på underspillet vis rejser vigtige spørgsmål, skriver Mette Holm.
Fortællinger fra Puden af Shen Jiji er en traditionel kinesisk fortælling fra Tangdynastiet (618-907). For at se denne version møder man op i Aveny-T ved Frederiksberg Runddel og bliver fulgt til det lille fine anneks Riises Landsted få minutter derfra, hvor der er gjort plads til 35 tilskuere i det nøgne rum med udsigt til haven.
Historien er klassisk: den unge bonde Lu er på vej til storbyen for at aflægge embedseksamen i håb om at skabe en bedre tilværelse for sig selv og de efterkommere, han drømmer om at få med sin forlovede hjemme i landsbyen. Træt og sulten går han ind på en landevejskro og bestiller hirsegrød. En ældre viis rejsende, Lü – eller Ly, som han hedder i forestillingen – der i den oprindelige fortælling er daoistisk munk, tilbyder ham sin porcelænshovedpude, så han kan tage sig en velfortjent lur, mens krofatter tilbereder hirsegrøden.
Et sted siger Ly: Et liv. Det virker lille, som et hirsefrø. Men i det lille frø er der et helt univers.
Når frøet får vand, vokser det og bærer kimen til et nyt liv. Det kan gå begge veje. Ligesom forestillingen flyder mellem drøm og virkelighed.
Opførelsen finder sted indenfor i det lille, smukke lokale – og inddrager og udnytter på poetisk vis omgivelserne, hvor fx parken står som den yndigste kulisse. Ved hjælp af Kang Jiangs sikre kameraføring vises Lu og Lys aktiviteter i det fri tydeligt på skærmen over døren ud til den lille park, når vi ikke selv kan se dem. Her vises også de danske tekster, som er helt usædvanligt præcise og sikre i både betydning og rytme.
Vi følger Ly lette veloplagt på sin imaginære hat til skulpturen af Dirch Passer, der letter på sin. En brun labrador, der tilfældigvis går tur med sin herre, spiller også en rolle. Parkens kunstige sø bliver til skuespillets flod, urtehaven gennem kameraets øje til en uigennemtrængelig bjergjungle. Faktisk blev to intetanende spadserende i parken så forskrækkede, da Ly kom springende ud ad døren, højt brølende på kinesisk, at de løb deres vej. Så de var også med…
Nutiden melder sig og bringer nye spørgsmål og drejninger ind i fortællingen, for tilværelsen handler om andet og mere end at avancere sig til magt og penge
Lu drømmer den sødeste drøm med hovedet på den lysegrønne hovedpude, hans eksamen går strålende, han avancerer til høje positioner i samfundet, bliver gift med sit hjertes udkårne, får sine fem sønner og 10 børnebørn – hans drøm går i opfyldelse – i drømmen, men hvad er i grunden vigtigst?
Her melder nutiden sig og bringer nye spørgsmål og drejninger ind i fortællingen, for tilværelsen handler om andet og mere end at avancere sig til magt og penge.
Stykkets to fremragende skuespillere, den yngre Zenghao Yang som Lu og den ældre Xu Wei som Ly, svæver fra drømmens blide overgange til en skarp rundtur i vor tids store spørgsmål om klimakrise, krig og mangfoldighed – samt et personligt og i sammenhængen elegant svirp til dansk kulturliv:
Lu: Det her er Riises Landsted på Frederiksberg.
Det er et gammelt landsted.
Loftet i de to bagerste rum er fredet, og det er Frederiksberg Kommune, der administrerer det.
Det er ikke et rigtigt teater, der er ikke nogen scene her.
Teatret ligger dog ikke så langt herfra… Aveny-T…
Vi er næsten der… kun næsten… indenfor på et teater.
Den kommentar siger Lu overraskende på dansk, mens resten af dialogen er på kinesisk med elegant og letforståelig simultan tekstning på dansk.
Ly: Vi er begge uddannede skuespillere.
Teatret ER et sted for folk som os.
Lu: Vi er ikke inviteret.
Ly: Det kan ikke være rigtigt.
Lu: Det er et problem for scenekunsten, for publikum, og for samfundet, når nydanskere og internationale lokale skuespillere ikke får plads på scenen, og deres historier forbliver ufortalt.
Når vi ikke giver plads til alle de forskellige stemmer og erfaringer, svigter teatret sin rolle. Scenekunsten skal repræsentere hele folket, og teatret tilhører os alle.
Tænk på alt det, vi går glip af, når vi ikke inkluderer alle perspektiver.
Tænk over det.
Replikken passer fint i sammenhængen, der prædikes ikke. Danske teatre svigter, når nydanskernes historier sjældent bliver fortalt.
Dertil kommer det faktum, at Xu Wei, en højt anerkendt skuespiller fra Kinas Nationalteater, der bor i Danmark og pendler til arbejde i Beijing, stort set ikke har opgaver i Danmark – bortset fra den som Kinas ambassadør i Borgen og medvirkende i en film om Daloon-familien Van. Det er selvfølgelig godt, men vi går glip af historier, udsyn og oplevelser, når tilstedeværelsen af kapaciteter som ham ignoreres.
Når jeg kalder den lille forestilling med det vældige vingefang minimalistisk, er det fordi den er blevet til for usandsynligt beskedne ressourcer
Xu har tidligere medvirket i opsætninger i Nydanskeren Jimbuts Kulturforening. Stykkets anden skuespiller, Zenghao Yang, bor i Berlin, og han er også genganger i Jimbuts Kulturforening. Fotografen Kang Jian er til daglig dukkefører og for tiden på legatophold hos Nydanskeren Jimbuts Kulturforening, finansieret af Statens Kulturfond.
I det hele taget er Jimbut Jun Feng og Gritt Ulldall-Jessen uvurderlige i deres stændige og stædige udbredelse af kinesisk kultur herhjemme.
Når jeg kalder den lille forestilling med det vældige vingefang minimalistisk, er det fordi den er blevet til for usandsynligt beskedne ressourcer med enorm indsats fra Jimbuts Kulturforening. Jimbut Jun Feng, der normalt oversætter Søren Kirkegaard m.fl. til kinesisk, har oversat den oprindelige fortælling til dansk og bestyrer afviklingen af forestillingens levende tekstning.
Teksten er af Gritt Uldall-Jessen, iscenesætter er norske Tormod Carlsen, der især beskæftiger sig med landskabsteater. Dertil kommer endnu flere, der står for teknik og afvikling, forproduktion, smukke illustrationer, plakaten og administration, alt sammen med støtte fra S. C. Van-fonden, Danske Dramatikere, Frederiksberg Kommune, Aveny-T og Frederiksberg Kommune, der alle fortjener stor ros for at medvirke til opførelsen.
Skynd jer, skynd jer, skynd jer ind at opleve Puden på Aveny-T på Frederiksberg – mens der stadig er billetter at få. Forestillingen spiller sidste gang på lørdag d. 28. september.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
