dehumanisering handicap

Stop dehumaniseringen af mennesker med handicap nu

i Politik & Samfund/Debat af
HANDICAPOMRÅDET & RETSSIKKERHED // DEBAT – Hvorfor lyder der ingen ramaskrig fra regeringen og kommunerne over groft nedværdigende behandling af mennesker med handicap og manglende retssikkerhed? Mennesker med handicap har som alle andre borgere lovformelige krav, men dehumaniseringen fortsætter, og politikere ser til og prøver at sløre faktum. Vi har brug for et håndfast opgør med det brutale menneskesyn og den nedværdigelse af mennesker med handicap, som længe har levet i regeringspartier og i kommunalt regi, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Retssikkerheden for mennesker med handicap eller kronisk sygdom har trange kår. Der er således en lang tradition for, at Kommunernes Landsforening (KL) og kommunale social- og beskæftigelseschefer lægger en brutal linje over for disse mennesker i både deres sprogbrug og den forvaltning, de lægger op til.

Lad os genopfriske nogle af de markante eksempler herpå siden kommunalreformen i 2007, hvor socialområdet blev flyttet fra de gamle amter til de nye kommuner. Og lad os derefter se nærmere på kritikken af den aktuelle forvaltning af handicappolitik i relation til et borgerforslag af advokat Monica Lylloff, som er en af de to stiftere af netværket #enmillionstemmer, som advokerer for, at handicapområdet skal flyttes væk fra kommunerne.

Når syge og handicappede beder om hjælp, er der en grund til det

KL’s daværende formand, Erik Fabrin (V), sammenlignede i 2009 udgifterne til det specialiserede socialområde med en gøgeunge.

Det gjorde han første gang i en artikel i Danske Kommuner med overskriften: Gøgeungerne skal ud af systemet. Her skrev han: “Vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, som skal ud af systemet.”

En anden borgmester, Carsten Kissmeyer (V) fra Ikast-Brande Kommune, fremdrog i 2011 enkelteksempler på udadreagerende borgere, der havde brug for mandsopdækning i døgndrift, og som kostede kommunen flere millioner kroner årligt. For eksempel sagde han til Politiken, at man jo kunne “overveje mere beroligende medicin” til mennesker med den slags adfærd.

Der er ingen grund til, at en uvedkommende skal med borgeren helt ind på toilettet 14 dage i streg, når man har fået fastslået, at borgeren for eksempel er lam og ikke kan gå på toilettet selv

Tidligere formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Ole Pass, har også medvirket til at fordreje billedet af, hvorfor mennesker med handicap eller kronisk sygdom overhovedet vender sig til kommunen for at spørge om hjælp.

Ole Pass sagde således i 2010 til Ritzau: ”Vi bliver i kommunerne mødt med et enormt forventningspres fra borgere med handicap, som hele tiden forventer, at kommunen skal betale for det bedste og det nyeste teknologiske hjælpemiddel.” Med andre ord: De er bare forkælede borgere.

Og tidligere formand for samme forening, Helle Linnet, har mange gange igennem de senere år fuldstændigt afvist kritikken af uværdige forhold for syge mennesker på for eksempel beskæftigelsesområdet og af manglende retssikkerhed for en del af de berørte borgere.

Jobcentre gør sygemeldte mere syge

I 2020 gav Lena Dahl Møller og jeg i et debatindlæg i Altinget udtryk for bekymring over, at jobcentre i nogle tilfælde skubber syge borgere ud i selvmord. Derfor er det livsnødvendigt, at lægeudtalelser fremover får forrang i sagsbehandlingen, pointerede vi. Året forinden var Psykiatrifonden kommet med en bemærkelsesværdig undersøgelse af sygemeldte i jobcenterforløb. Her var en af hovedkonklusionerne, at jobcentrene medvirker til at syge blev mere syge, herunder at godt to ud af ti fik tanker om, at livet ikke var værd at leve, og at knap en ud af ti fik tanker om selvmord.

Alligevel søgte KL’s formand Thomas Kastrup-Larsen (S) i en replik i Altinget at punktere alvoren i vores kritik og benægte jobcentrenes mulige rolle i sygemeldtes selvmord. Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) Anders Beich forsvarede os efterfølgende i et indlæg i Altinget, hvor han pointerede, at det ikke er i orden, at Thomas Kastrup-Larsen benægter forholdene i jobcentrene med udglattende retoriske vendinger. Vores kritik var dybt berettiget, og lægernes advarsler skal tages alvorligt, skrev han.

Mennesker med handicap ønsker blot den lovfæstede hjælp

I 2021 har også kommunale medarbejdere nedgjort handicapområdet og benægtet kritik af grænseoverskridende forvaltning, altså manglende retssikkerhed. For eksempel affejede journalist og tidligere redaktør af Danske Kommuner Tom Ekeroth i et indlæg i Danske Kommuner i januar baggrunden for borgerforslaget af Monica Lylloff om at tage handicapområdet fra kommunerne.

Udgangspunktet er mistillid til lægevurderinger og borgernes egne udsagn om, hvad de har brug for hjælp til

Tom Ekeroth skrev om det specialiserede handicapområde:

“Der er masser af kommunal succes på området, men det vil aldrig blive til en mediehistorie. Men det er også et område, hvor det af nogle bliver betragtet som ondt, hvis man overhovedet tænker økonomi ind i det. Det er også [et] område, hvor nogle borgere dybest set ønsker det umulige: At ændre på det, som man kunne kalde skæbne. Og der vil altid være private aktører, som vil understøtte håbet. Det kan godt være, at området ender med at blive flyttet […]. Under alle omstændigheder: Dilemmaerne flytter med, og der bliver aldrig penge nok.”

Disse udsagn udløste en storm af kritiske kommentarer til Tom Ekeroths indlæg fra mennesker, der kender området fra egen krop, som pårørende eller professionelt, og ikke mindst vakte formuleringen om skæbne furore. For måske kan man ikke ændre væsentligt på grundvilkår som kronisk sygdom eller varige handicap, men man kan få et hæderligt og værdigt liv, hvis man får den nødvendige og lovhjemlede hjælp til at kompensere for det, man ikke selv kan. Mennesker med handicap ønsker blot, at kommunerne overholder lovgivningen og behandler dem værdigt. Efterfølgende trak Tom Ekeroth indlægget tilbage og beklagede ordlyden. Teksten kan dog stadig læses her.

Forvaltningsloven overholdes ikke

I februar afviste så den nye formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Jakob Bigum Lundberg, på foreningens hjemmeside, at der er et faktuelt retssikkerhedsproblem på socialområdet. Han pakkede det pænt ind, og hans synspunkter var pænt camouflerede af pæne formuleringer. Men som jeg forstår hans indlæg, mener han grundlæggende, at kommunerne egentlig gør det okay.

Dermed fortsætter han KL’s mangeårige linje med manglende anerkendelse af kommunernes massive svigt på handicapområdet.

I stedet for at anerkende det som et faktum, at kommunerne har en grænsesøgende forvaltningspraksis og mangler retssikkerhed, forklarer han problemerne med, at de er udtryk for for høje forventninger fra borgerne til kommunernes serviceniveau og forvaltning, og at borgerne anlægger et højt konfliktniveau i mødet med kommunerne. Det er altså borgernes adfærd og ikke kommunernes forvaltning, der er kritisabel. Løsningen, siger han, er ”dialog”. Så nu skal borgerne forhandle om den ret, de allerede har i henhold til loven.

Det vil for mange være grænseoverskridende og kræve dyb selvovervindelse at bede kommunen om hjælp

Og så får underdrivelsen af kommunernes manglende lovmedholdelighed og hånligheden over for mennesker med handicap og deres pårørende lige et slag ekstra oveni med en sammenligning om, at kritikken af kommunernes manglende efterlevelse af forvaltningsloven er som at have “upudsede sko”. Så er tonen sat: disrespekt for dem, det handler om, og manglende sikring af borgernes ret. For den hjælp, mennesker med handicap forholdes i kommunerne, er altså så meget mere end noget, der ikke er ”pudset”. Det drejer sig om deres basale overlevelse og funktionsevne.

Disse elementer minder mig om fremgangsmåden i gaslighting. Er det ikke sådan, at psykopater fordrejer virkeligheden for deres ofre for at sætte deres magt igennem?

Overvågning er nedværdigende og intimiderende

Der har i den seneste tid været mange sager i medierne om kommuner, hvor man behandler borgere med handicap ulovligt i forhold til Serviceloven eller krænkende og uværdigt i forhold til deres rettigheder efter Handicapkonventionen såvel som Menneskerettighedskonventionen.

De nyeste mediehistorier handler om, at en række kommuner ligefrem vælger at overvåge borgere med handicap i dagevis – særligt om natten – for nidkært at finde minutter, som kommunen kan spare i hjælpen til for eksempel BPA-ordninger (Borgerstyret Personlig Assistance). Det sker for eksempel ved, at kommunen vil overvåge borgerens behov for hjælp til toiletbesøg om natten, og hvor lang tid hvert toiletbesøg tager. Den slags fysisk overvågning bliver en del af kommunens måde at sagsbehandle på.

En ændring af praksis i kommunerne kræver derfor et opgør med det menneskesyn og den forråelse, som betragter mennesker med handicap som rene objekter i kommunernes økonomi

Disse kommuner formulerer sig, som om det handler om at “give borgerne den rigtige hjælp”. Men virkeligheden er, at det kun handler om at gøre kommunernes økonomiske udgifter “rigtige”, det vil sige så lave som muligt. Udgangspunktet er mistillid til lægevurderinger og borgernes egne udsagn om, hvad de har brug for hjælp til.

I de seneste af denne slags mediedækkede sager foregik en kommunes overvågning af en borger over seks døgn, og en anden overvågning varede 14 døgn.

Men ikke alene kommunernes socialchefer selv synes, at den slags overvågning er “nødvendig”. Socialminister Astrid Krag (S) understøtter også den slags behandling af mennesker med handicap efter Serviceloven og giver i et interview udtryk for, at observationer kan være et fint værktøj til at sikre, at mennesker med handicap får den rigtige hjælp. Astrid Krag tilføjer: “Men det er klart, at det skal foregå på en hensynsfuld måde med respekt for folks privatliv, og observationerne skal stå mål med, hvad man kan opnå”.

Det er jo en selvmodsigelse: Man kan ikke overvåge nogen på den måde uden også at krænke den pågældendes privatliv. Så udsagnet om, at overvågning skal foregå hensynsfuldt, er tomt.

Dehumaniseringen skal standses

Jeg bliver harm over den måde, hvorpå mennesker med svære handicap, der kræver hjælp, behandles. Det er intimiderende og nedværdigende i en grad, der overgår min forstand. I forvejen står de mennesker, der har så store handicap, at de er dybt afhængige af andres hjælp til basale funktioner, i en situation, der kan opleves som værende nedværdigende og ydmygende.

Mennesket er grundlæggende født med et blufærdighedsinstinkt, et behov for at beskytte privatlivet og et ønske om at kunne bestemme og kontrollere sit liv selv. Det vil for mange være grænseoverskridende og kræve dyb selvovervindelse at bede kommunen om hjælp.

Kommunerne kan fortsætte med at svigte mennesker med handicap, uden at det kommer kommunerne til skade

At de bliver mistænkeliggjort af kommunen, og at de skal lade sig intimidere af helt fremmede folk, mens de for eksempel går på toilet eller skal i bad, gør situationen endnu mere utålelig og nedværdigende. Det skal man ikke være professor i menneskerettigheder for at forstå.

Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, forklarer i et debatindlæg i Altinget i februar essensen af kritikken, nemlig at borgere med handicap ikke behandles som rigtige mennesker. Den umenneskelige behandling kalder man også med et andet ord dehumanisering.

En ændring af praksis i kommunerne kræver derfor et opgør med det menneskesyn og den forråelse, som betragter mennesker med handicap som rene objekter i kommunernes økonomi – og ikke som mennesker, subjekter, med egen værdi.

Mennesker har ret til respekt for deres menneskelige værdighed

Der findes i Menneskerettighederne, herunder i Handicapkonventionen, et grundbegreb om retten til respekt for den menneskelige værdighed.

Den respekt er i Handicapkonventionen præciseret som en række forskellige principper i forhold til forskellige livsområder. Den handler for eksempel om bevidstgørelse af mennesker med handicap og deres ret til respekt for den menneskelige værdighed.

Jeg har svært ved at se, at der overhovedet kan være noget, der kan nødvendiggøre og legitimere, at mennesker med handicap overvåges i dagevis. I mine øjne medvirker en række kommunale politikere og socialchefer med denne praksis til at nedværdige mennesker med handicap med brug for lovformelig hjælp efter Serviceloven.

De viser med denne forråede adfærd, at de ikke betragter mennesker i den nævnte målgruppe som ligeværdige borgere og medmennesker med de samme menneskelige behov som de selv. Ligeledes viser regeringen, Folketinget, Ankestyrelsen og Ombudsmanden, at de ikke regner disse mennesker som ligeværdige, idet de ikke griber ind.

Derudover ses disrespekten for disse mennesker også i sprogbrugen hos kommunale chefer. Og den ses hos socialministeren, Ankestyrelsen og Ombudsmanden, som sjældent griber ind over for manglende efterlevelse af lovgivningen på området

Når man som magthaver lader uret og forråelse råde i mange år, selvom man er fuldt bekendt med forholdene og har muligheden for at ændre dem, så er man selv blevet medansvarlig for uretten!

Det gjorde tidligere landsdommer og formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU – der nu er blevet til UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen), nu afdøde Holger Kallehauge, opmærksom på i min bogantologi Et liv i andres hænder (2014). I et kapitel om respekt for den menneskelige værdighed skrev han således:

“Det, der er farligst af alt, er, at man distancerer sig fuldstændigt fra et medmenneske, kun ser noget, man misbilliger, afskyer eller foragter; en misbruger, en kriminel, en afviger eller et misfoster. Det er sådan, grundlaget for al diskrimination, misbrug og nedværdigende behandling opstår. Man ser ingen menneskelig lighed eller i hvert fald ikke nok til at opleve medfølelse og gør alt det, der er forkert, uden at få dårlig samvittighed. Det er derfor, alle de groveste menneskerettighedskrænkelser som deportation, forfølgelse og tortur indledes med propaganda og handlinger, som diskriminerer de udvalgte ofre.”

Metoder til passende behovsvurdering

Der findes så mange andre måder, hvorpå man i kommunerne kunne komme frem til en fyldestgørende og retvisende vurdering af behovet for hjælp. Først og fremmest ved brug af de lægefaglige vurderinger af borgerens handicap eller sygdomme, ved udarbejdelse af funktionsevnebeskrivelser ud fra møder med borgeren, ved at tale med og lytte til borgeren selv og hans/hendes pårørende og ved at benytte sig af sandsynliggørelse af hjælpebehov.

Der er ingen grund til, at en uvedkommende skal med borgeren helt ind på toilettet 14 dage i streg, når man har fået fastslået, at borgeren for eksempel er lam og ikke kan gå på toilettet selv. Man må spørge borgeren, hvor ofte han/hun har brug for hjælp til toiletbesøg og andre handlinger, og stole på, at borgeren giver en korrekt vurdering af sit behov. Ingen ønsker sig assistance af kommunale hjælpere på toilettet, hvis det ikke er nødvendigt. Og da en lammelse som regel er livsvarig, så vil behovet for hjælp ikke ændre sig fra dag til dag. Der kan naturligvis være variationer.

Retssikkerheden er ikke-eksisterende

Det gør mig trist, at der fortsat dukker så mange sager op på handicapområdet, der viser, at retssikkerheden er ikke-eksisterende, respekten for menneskers værdighed mangler, og forråelsens og økonomismens menneskesyn overtrumfer de basale humane og etiske værdier. Derudover ses disrespekten for disse mennesker også i sprogbrugen hos kommunale chefer. Og den ses hos socialministeren, Ankestyrelsen og Ombudsmanden, som sjældent griber ind over for manglende efterlevelse af lovgivningen på området.

Siden kommunalreformen i 2007 har der været hård kritik af uværdige forhold på socialområdet, og eksemplerne er talrige

Så hvor skal vi overhovedet begynde og slutte – os, som berettiget bliver indigneret over, at hjælpeløse medmennesker i nød bliver behandlet så uværdigt? Hvordan skal vi nå at påtale alle de gange, steder og måder, hvorpå medmennesker bliver behandlet dårligt? Det bliver jo ved og ved og ved.

Der burde lyde et ramaskrig

Ovenstående eksempler handler om overvågning i forbindelse med ansøgninger om eller ankesager over BPA-ordninger. Men der er problemer med retssikkerheden og værdigheden på hele socialområdet, ligesom tilsvarende kritisable forhold gør sig gældende i en del kommuner, inklusive i forvaltningen af beskæftigelsespolitik over for mennesker med varigt nedsat arbejdsevne (varige handicap og sygdomme) som for eksempel i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, fleksjob og førtidspension.

Og kommunerne kan fortsætte med at svigte mennesker med handicap, uden at det kommer kommunerne til skade. Kommunerne får ingen straf, og de svigtede mennesker får ingen kompensation, når de er blevet forholdt en nødvendig og berettiget hjælp. Og flere gange har et flertal af folketingspartier afvist beslutningsforslag om at give borgere kompensation, når kommuner har forholdt dem en ydelse fra Serviceloven, som de havde ret til.

Myndighederne må vise respekt for disse menneskers værdighed og for deres lovformelige ret til samfundets hjælp

Der burde lyde et ramaskrig fra de ansvarlige politikere og myndigheder, hver eneste gang der kommer sådanne uhyrlige sager frem i lyset. Hvorfor gør der ikke det? Siden kommunalreformen i 2007 har der været hård kritik af uværdige forhold på socialområdet, og eksemplerne er talrige. Det er urimelig lang tid med manglende retssikkerhed for i forvejen svagt stillede borgergrupper.

Ligeledes har der helt fra begyndelsen været kritik af de hårde forringelser af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp og ankesystem, der blev gennemført i 2013 og 2014 under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og i de følgende år under hendes efterfølgere på ministerposten. Der har fra begyndelsen været hård kritik af forringelser af refusionsordningen i 2015 under daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V). Og der har været kritik af utallige sager fra kommunerne om uværdig og uretfærdig behandling. Regeringen reagerer ikke, men afviser gang på gang at gribe ind – som regel ved at nedtone kritikken, kalde den for en enkeltsag eller tale om den, som om der bare er tale om følelser.

Der er behov for et opgør med et brutalt menneskesyn

Der må andre boller på suppen i både social- og beskæftigelsespolitikken. Jeg kræver et håndfast opgør med det brutale menneskesyn, som har levet i regeringspartier og i mange kommuner, siden Erik Fabrin sammenlignede udgifterne på det specialiserede socialområde med en gøgeunge, og siden Mette Frederiksen skabte misundelse om den gamle fleksjob- og førtidspensionsordning og gjorde fleksjobbere og førtidspensionister til syndebukke.

Borgerforslaget om at tage handicapområdet væk fra kommunerne har allerede fået mere end 50.000 stemmer og er nu blevet omsat til et forslag til folketingsbeslutning. Jeg håber, at Folketingets partier tager ansvar og viser, at der stadig er politikere og partier i Danmark, som har idealer om, at hele befolkningen skal sikres retssikkerhed og værdig behandling, og at det naturligvis også skal gælde på socialområdet.

Det samme gælder også i forhold til de syge, der er uarbejdsdygtige: De hører slet ikke hjemme i beskæftigelsespolitikken og i kommunernes vold. De skal helt væk fra beskæftigelsespolitikken og over i social- og sundhedspolitikken. Og forvaltningsområdet skal tages helt væk fra kommunerne og flyttes til regionerne eller staten.

Myndighederne må vise respekt for disse menneskers værdighed og for deres lovformelige ret til samfundets hjælp.


LÆS MERE I POV OM HANDICAPOMRÅDET HER


Topillustration: Codipunnett, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Politik & Samfund