Klange fra året, hvor sangskatten pustede livet og ånden tilbage i mig

af i Kulturhistorie/Liv & Mennesker/Musik

ESSAY – I dag er det kyndelmisse. Og i år slår kyndelmisse sin knude på et år, der for mig har været helt særligt. For sidste år ved kyndelmissetide rejste jeg mig fra sygesengen, efter jeg i december meget pludseligt var ved dø, fordi mit blodtryk pludselig løb løbsk.

I det år, der er gået, var min krop raskmeldt, men min livskraft var markant svækket. Og dette er historien om et år, hvor den danske sangskat pustede livet og ånden tilbage i mig.

Februar 2018

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt
Så var en sang ej for god
Måske blev dit sind aldrig lyst eller let
Men sproget var det, du forstod

 Det sprog stjal man fra os og gav os en snak
Linjen var sløret men klar
Det er lettest at holde et folk i skak
Der slet ingen sange har

Benny Holst, uddrag af Julies Sprog. 1976.

Lige omkring kyndelmisse sidste år skete der heldigvis også noget andet end, at jeg rejste mig op og bevægede mig ud i verden igen: Min hjerteveninde Helle Solvang vendte tilbage til DR’s sendeflade med P2-programmet ”Vis mig din sang, skat”. Her har hun hver uge gennem det forgangne år talt med sine gæster om de sange, der har haft særlig betydning for dem gennem livet. Mange af de sangskrivere, digtere og komponister, der i vore dage beriger sangskatten, har gæstet programmet. Det samme har ministre, filosoffer og kulturpersonligheder. Og de programmer har året igennem helt bogstaveligt hjulpet mig til igen at ånde luften i fulde drag.

Ikke mindst fordi Helle sideløbende med radioprogrammerne har arrangeret Syngesaloner. Her kan enhver dukke op og synge med, når det lige passer. Ingen faste træningsdage eller optagelseskriterier som i kor – bare rendyrket sangglæde, hvor hver fugl synger med sit næb.

Det særlige ved Helles Syngesaloner er, at de sammenlignet med gængs fællessang, er meget kropslige. Man bliver varmet godt og grundigt godt. Står op det meste af tiden og bevæger sig rundt mellem hinanden, så tonerne blander sig, når vi synger kanon, eller ørerne udforsker lokalets klangrum. Så på den måde får man helt bogstaveligt gang i den indre blæsebælg. Og oplever meget konkret, hvor tæt ånd og åndedræt er forbundet – og at det bestemt ikke er et tilfælde, at inspiration har rod i ordet in-spi-ra-re – at indånde.

Det var en befrielse for mig at genopdage min sangstemme der. For selvom jeg elskede at synge som barn, forekom det mig som voksen akavet at synge i større forsamlinger. I bilen og brusebadet synger jeg stadig gladelig med af karsken bælg. Men ellers synes jeg ofte, det bliver tåkrummende, når nogen tager initiativ til en fællessang, og ingen andre synger ordentligt med. Heller ikke mig selv. For selvom jeg hører til dem, der kan store dele af sangskatten udenad og glædes meget ved den, ender jeg næsten altid med bare at kvække små-forstemt med, når et arrangement koldstarter med morgensang.

Måske var det først, da jeg hørte den første udgave af ”Vis mig din sang skat”, at det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet at synge. For i det program hørte jeg for første gang sangen Julies Sprog, og sætningen ”Det er lettest at holde et folk i skak, der slet ingen sange har” ramte mig med voldsom kraft. For ikke alene gik det op for mig, at jeg havde undladt at synge i mange år. Mit kendskab til sangskatten var også forstenet i de – mange – morgensange, jeg havde lært udenad som barn. Men der var årtiers nyt, glødende guld fra sangskattekisten, som jeg ikke havde nogen form for kendskab til.

Nu hvor jeg selv havde genvundet glæden ved at synge, fik jeg lyst til at dele den med mange andre. Og selvom jeg ikke selv er kristen, fik jeg vældig lyst til at hjælpe flere med at løse stemmerne op, når de er til bryllup, barnedåb og begravelse. Fordi det er en kærlighedserklæring til dem, hvis store livsbegivenheder man bevidner – og fordi det er så fantastisk at synge ordentligt med i en kirkes fantastiske klangrum. Og så forstemmende, hvis folk enten er helt tavse eller kun kvækker halvkvalt med.

Allerede i februar allierede Helle og jeg os med organisten og komponisten Lars Sardemann om en særlig syngesalon på Samtidens Akademi, som vi kaldte Orglets Kraft. Det handlede både om at udforske alle de fascinerende fortællinger om selve orglet – så kraftfuldt et organ, som de færreste rigtigt kender til, selvom det udgør lydsporet til de vigtigste begivenheder i manges liv. Og om at træne vores indre blæsebælge for at kunne slappe bedre af under fremtidig fællessang. Og om at lære, hvordan man slipper stemmen fri, selvom det umiddelbart forekommer umuligt at ramme orglets og korsangernes høje toner.

Stikord til velkomstsamtale fra et af Helle Solvangs og Nadja Pass’ mange fælles arrangementer på Samtidens Akademi.

Marts

Hvad var det dog der skete
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
Må smeltes ved at se det
Den første dag i marts
Hvad gennembrød den sorte jord
Og gav den med sit sølvblå flor
Et stænk af himlens tone
Den lille anemone
Jeg planted’ der i fjor

Kaj Munk 1943

Blandt mine egne hjertesange er Den Blå Anemone den, der er flettet tættest sammen med mit grund-DNA. Jeg var en meget grædende baby, mens hvis mine forældre nynnede den igen og igen, var der en chance for, at jeg faldt til ro.

Selve teksten har jeg også altid kunnet finde trøst i: Der er noget helt grundlæggende om årstidernes kommen og gåen, der er så livsbekræftende indkapslet i den tekst. Selv når man rives op med rode, kan man finde rodfæste på ny. Selv når det ser sortest ud, gennembryder forårsbebuderne det vinterfrosne hjertes kvarts.

Og på den måde har sangskatten siden barnsben åbnet mine øjne for naturens undere og årstidernes store kredsløb. I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude. Dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude. Og som et tilbagevendende årligt mirakel kommer maj, den søde milde og den yndige og frydefulde danske skærsommertid. Om efteråret falmer skoven trindt om land, og æblerne lyser rødt på træernes grene, november er så mørk, at vore hjerter selv må lyse og skyerne gråne uvægerligt, når vinteren rinder i grøft og i grav. Og alligevel gennembryder en lille anemone snart igen den frosne jord med sit sølvblå flor.

Slægt skal følge slægters gang, og sjældent er vi tættere forbundet med dem, der gik forud for os, som når vi læser deres skildringer af de samme årstider, som vi selv oplever år efter år. Og synger de samme sange for børnene omkring os, som generationerne før os sang for os selv.

April

Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde.
Thi intet hjerte deler helt min glæde.
Tit er jeg sorrigfuld men må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.
B.S. Ingemann, 1812

Jeg har fødselsdag i april. Og givetvis er det derfor, jeg er særligt opmærksom på vejret i april – og derfor også siden barnsben har noteret mig, at der er noget man kalder ”aprilvejr”. De meget omskiftelige og uforudsigelige skift mellem forårets første rigtige solskin og piskende byger med risiko for slud. Jeg har altid tænkt, at aprilvejr matchede mit temperament ret godt.

Ligesom Bjørnstjerne Bjørnson vælger jeg mig april. Fordi den stormer, fejer, smiler, smelter, evner ejer, kræfter vælter, og fordi i den bliver sommeren til.

Derfor har jeg altid haft en faible for sangtekster, der formår at fange livets omskifteligheder. Som Ingemanns smukke ”Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde”. Som Kingos ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” og ikke mindst Morten Nielsens fine digt, som vi til syngesalonerne ofte synger som kanon:

“Verden er våd og lys.
Himlen er tung af væde.
Hjertet er tungt af lykke.
Lykkeligt nær ved at græde.”

På mange måder var det denne indre ustadighed, jeg savnede, da jeg ved kyndelmisse sidste år, rejste mig fra sygesengen. For selvom kroppen som sådan var raskmeldt, var min indre kraft svækket. Jeg der ellers altid har været forkælet med et godt sovehjerte vendte og drejede mig pludselig hver nat. Jeg havde ingen energi sammenlignet med, hvad jeg var vant til at have. Men værst var det, som om der var en dæmper på min evne til at mærke verden, på min livsglæde, min begejstring. Jeg var ikke decideret deprimeret. Det føltes mere som i tiden efter min mors død. Som om der var en dæmper på alting. For første gang i mit liv havde jeg ikke rigtigt noget på hjerte.

Det er nu ellers ikke fordi, jeg er bange for melankolien. Den har været min trofaste følgesvend gennem hele livet og giver mig adgang til nogle helt andre dybder og kreative kræfter, end de mere sangvinske sider af mig. Men det her var ikke melankoli. Det føltes snarere som ligegyldighed. Og dén var svær for mig at acceptere. Ganske vist overlevede jeg, men jeg følte ikke længere, at jeg rigtigt levede.

Maj

Stille, hjerte, sol går ned
Sol går ned på heden
Dyr går hjem fra dagens béd
Storken står i reden
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Jeppe Aakjær 1912

I maj havde jeg givet min bror en syngesalon i 40-års fødselsdagsgave. Han er født 4. maj, og Helle havde sammen med pianisten Martin Valsted sammensat et sangprogram, der på rørende vis også markerede befrielsen. Den dag forstod jeg virkelig, hvor kraftfuldt det er, at vi udskiller kærlighedshormonet oxytocin, når vi synger sammen. For når så mange familiemedlemmer i alle aldre, venner og kolleger, var samlet for at fejre en, vi alle havde kær, med sang, blev den smukke majaften berusende.

Senere i maj holdt jeg for første gang en lejrskole for voksne på Samtidens Akademi. Det foregik i pinsen på Brorfelde Observatorium i de bølgende istidslandskaber ved Holbæk. Derude er selv nattemørket fredet, så man rigtigt kan nyde stjernerne – og derfor arrangerede Helle og jeg sammen med pianisten Thomas Vigild selvfølgelig også en særlig syngesalon derude, hvor alle sangene handlede om stjerner og himmelfænomener.

Noget af det helt særlige ved Brorfelde Observatorium er, at der er så mange gamle kupler, hvor de forskellige stjernekikkerter er blevet bygget og brugt til at observere himmellegemerne gennem. Og det var utroligt at opleve forskellen i klangene, alt efter om vi sang i det meget højloftede kikkertværksted, kuplen, der tidligere har rummet meridiankredsen, eller ude på markerne, hvor vi sang ”Nu er jord og himmel stille” og ”Stille hjerte sol går ned” i solnedgangen akkompagneret af nattergalesang.

Juni

Og stundom af din fulde glød
Sprang lyn fra skyen i jordens skød
Og tordenlatter og tordenregn
Din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
Er skønne sommer, din kraft og ild

Thøger Larsen, Uddrag af Du danske sommer jeg elsker dig, 1923

Sankt Hans har altid været blandt mine yndlingstraditioner. Men alt for ofte ender det lidt uforløst. I hvert fald har jeg altid lyst til at synge midsommervisen meget mere koncentreret, end der typisk bliver mulighed for, når Shu-bi-duas version pludselig buldrer ud gennem dårlige højtalere.

Men de senere år har Helle og jeg sammen med varierende venner prøvet at skabe andre Sankt Hans-traditioner med meget mere fokus på sangen. Så vi har suppleret Drachmanns fine vise med Johannes V. Jensens poetiske “Midsommerteltet” og mange andre af sommerens fineste sange. Vildest var dengang bålet druknede i torden og lynild, og det vist i virkeligheden var ret farligt at blive stående i det våde græs, men vi ufortrødent forsatte med at synge ”Du danske sommer jeg elsker dig”. Pludselig nåede vi til et vers om tordenlatter og tordenregn, jeg aldrig rigtigt havde noteret mig før. Men som vi nu lod gjalde gennem vandkaskaderne. Vild, vild, vild er skønne sommer din kraft og ild.

Og på den måde får også sangene nyt liv livet igennem. Det er lidt ligesom med årstidens råvarer. Hvert år glæder man sig over stenbiderrognen, de første asparges, jordbærrene og blommerne. Og hvert år tilføjes der nye minder til de velkendte retter, når man spiser dem i nyfortolkede versioner, med nye godtfolk eller plukket nye steder. Således også med sangene. De vækker nye genklange alt efter, hvor man er i sit liv, hvor man fysisk befinder sig, hvem man synger sammen med, og hvordan vejret er. På en gang det samme og fuldstændigt foranderlige.

Juli

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Frank Jæger, uddrag af Kirsten og vejen til Gurre, 1953

Henunder højsommeren var Helle og jeg blevet inviteret til te hos komponisten Carsten Johannes Mørch. Ham der blandt meget andet har skrevet melodien til ”Godmorgen lille land”. Efter en helt fortryllende eftermiddag i hans smukke have tog vi på ekspedition til Esbønderup for at finde ud af, hvorfor Frank Jæger havde skrevet, at hospitalet var hvidt, når vi nu havde hørt rygter om, at det i virkeligheden var rødt. Hvilket det unægtelig var – også ved selvsyn.

Der var ikke mange mennesker på gaden sådan en sommeraften i en lille nordsjællandsk landsby. Men vi spurgte en hundelufter, om han vidste, hvordan det hang sammen. Sangen havde han aldrig hørt om, men han pegede os i retning af en gammel portør, der havde arbejdet på hospitalet hele sit liv. Det havde været en varm dag og døren stod åben, men det var ved at forholdsvis sent på aftenen, så vi ville ikke brase endnu mere ind, end vi allerede gjorde ved at stå på trappestenen og gjalde ”halloooooo”.

Efter hvad der føltes som en rum tid, dukkede den ældre herre frem i døren, og vi blev lidt beklemte, da det gik op for os, at han for længst var gået i seng. Heller ikke han kendte sangen. Men han livede gevaldigt op, da vi begyndte at spørge til livet på det gamle hospital – og vi fik en masse historier fra hans liv som portør. Ved gadekærret mødte vi to yngre kvinder på aftentur. De havde heller aldrig hørt om sangen, og kiggede undrende på hinanden: ”Nu har vi boet her i hele vores liv, og så ved vi slet ikke, at Esbønderup er med i en sang”. Den sang vi så lidt af for dem og nød solnedgangen fra kirkegården.

Vi kom aldrig tættere på svaret end at ingen i Esbønderup kendte til sangen, og at hospitalet altid har været rødt. Så nu gætter vi på, at Frank Jæger valgte at skrive ”det hvide hospital”, selvom han ligeså kunne have skrevet ”det gamle, det fine, det smukke” for at det kunne farverime på den hvide sol og det hvide hår, der skinner gennem de andre vers. Så mission not really accomplished. Og alligevel en meget minderig sangskattejagt.

August

På kirkegården står der
Et gammelt frønnet bræt
Det hælder slemt til siden
Og malingen er slet
Det er såmænd Jens Vejmands
Hans liv var fuldt af sten
Men på hans grav i døden
Man gav ham aldrig en.

Jeppe Aakjær, uddrag af Jens Vejmand, 1905

August rimer på skolestart. Og henover året har genopdagelsen af de mange sange fået mig til at tænke vældig meget på mine første skoleår. Og især på min gamle klasselærer Inge Rasmussen. Som barn har man jo ikke noget sammenligningsgrundlag for sin lærdom, mens man selv går i skole – men i bakspejlet kan jeg se, at hun må have været ualmindeligt god til at pode os med sangskatten.

Allerførste skoledag tegnede hun teksten til ”I østen stiger solen op” med farvekridt på tavlen, fordi vi jo ikke kunne læse endnu. Så pegede hun – ja, med pegepind og det hele, for som det nok fremgår var hun af den virkelig gamle skole – på tegningerne af solopgang, sky, land og by, mens vi sang. Herefter sang vi morgensang hver eneste dag. Og jeg kan stadig ordret huske, hvordan hun forklarede os betydningen af de mange gamle ord og parafraser.

Hun forklarede os den dybere betydning af, at sol ser ind i slot og vrå og ikke skelner mellem drot og tigger – og af, at selv hvis alle konger gik frem på rad i deres magt og vælde, mægter de ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Sangene om hedenold, skjoldungerne, Dronning Dagmar, Holger Danske, og dengang Danmark bød over England udgjorde ansatsen til vores historieundervisning. Og fornemmelsen for tidligere tiders kvindeliv fik vi med os, når hun udlagde ”Nu vil mø med stikkesting på brudelinet sømme, den som ingen bejler fik, hun ta’r sig en i drømme”.

Og bare når jeg skriver alle disse tekstbidder ud, bliver det tydeligt for mig, hvordan sangskatten i mine tidlige skoleår ikke kun blev en kilde til at forstå tidligere tiders liv og levned, rækkefølgen på de fynske byer og kornsorternes karakteristika. Det udvidede også vores ordforråd med ord som vrå, drot og brudelin. En sjælden gang imellem støder jeg så på et ord, hun ikke nåede at forklare os – eller også, måske i virkeligheden mere sandsynligt – var jeg bare syg den dag. Men i hvert fald: Der findes ord, jeg i alle årene bare har sunget uden helt at vide, hvad de betød. Men så meget større har min begejstring været de gange, jeg pludselig har lært et nyt ord, der har hjulpet mig til at forstå en velkendt tekst meget bedre.

Meget konkret faldt jeg engang på Læsø i snak med en ældre dame, der pegende forsøgte at henlede min opmærksomhed på noget, der foregik ”lige bag mønningen” på et tanghus. ”Mønningen som i ’Sneflokke kommer vrimlende’?” udbrød jeg begejstret. Og pludselig var det ikke kun sjovt at synge om poplerne bag mønningen, der duver dybt i dønningen og så tungegymnastisk rimer på ”stakke grønningen”. Nu kunne jeg pludselig se for mig, hvordan poplerne havde stået bag huset og raget op over tagryggen.

Og så var der jo alle de store følelser, nogle af sangene også satte i gang. I Helles program om Ingemann er der et skønt klip, hvor Dan Turell fortæller, hvordan han nærmest besvimede, da han første gang i skolen hørte ordene:

”Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.”

Jeg har trods alt aldrig selv været ved at besvime. Men jeg kender godt til oplevelsen af, at de har kunnet påvirke mig voldsomt.

Selv var jeg meget påvirket af Jens Vejmand – og efter at have hørt Helles programmer, hvor det er en af de absolut mest ønskede sange, kan jeg forstå, at jeg ikke er alene om at være blevet voldsomt rørt af den. Og at det virkelig udfordrede min retfærdighedssans, at han måtte nøjes med et gammelt frønnet bræt på kirkegården.

Det var noget, jeg snakkede så meget om, at min mor må have følt en vis lettelse over at kunne fortælle mig, at hun til en middag i Herning havde haft borgmesteren til bords, og han havde fortalt, at man nu havde sat en sten for Jens Vejmand.

Jeg syntes stadig, det var synd for Jens Vejmand, at han aldrig selv nåede at opleve retfærdigheden ske fyldest. Men det afstedkom den første rigtige samtale om det posthume, jeg kan genkalde mig. Hvor min mor fortalte, at også store kunstnere, komponister og tænkere ofte først rigtigt bliver anerkendt længe efter deres død. Og på den måde kan gode sangtekster jo også fungere som samtalestartere til at få vendt nogle af livets helt store spørgsmål.

September

Når nu min verden bliver kold og forladt
Finder jeg en trøst i min kæreste skat
Klipper nogle timer med drømme og saks
Papirssilhuetter af den fineste slags.

Kim Larsen 1983

Sidst i september udgjorde Kim Larsens død på sin helt egen vis oktobers offergave. Da jeg altid selv har fundet stor ro, trøst og glæde i at klippe nogle timer med drømme og saks, har jeg altid haft et særligt forhold til “Papirklip”. Og da jeg stod til mindekoncerten på Rådhuspladsen var det rørende at opleve, hvor mange andre, der også kunne den udenad. Jeg er vant til at være en af de eneste, der kan mange af sangene udenad og kimser lidt ad dem, der bruger sanghæfter omkring juletræet. Men Kim Larsens sange kunne alle ubesværet skråle med på. Og det var tankevækkende, hvor meget sangkraft det frisatte at kunne synge med af karsken bælg uden at skulle bøje nakken for at kigge i et sanghæfte.

I det hele taget var det i de dage vildt at opleve, hvordan Kim Larsens sange levede og åndede overalt. Ladcykler med store højtalere spredte sangene i byens gader og parker. Folk gik og nynnede på gaden. Sangteksterne bragte minderne frem og bandt os sammen på tværs af generationerne.

Selv da jeg spurgte min lille nevø på 2 1/2 år, hvilke sange han kunne med broer, og jeg i mit stille sind tænkte, at han ville sige ”Bro, bro, Brille”, ”Under den hvide bro” eller ”Knippels Bro går op og ned” begyndte han som det første hæst at skråle ”Da jeg gik ud over Langebro”. Hele landet var sangmarineret i de dage.

Oktober

En enlig lille muse har det sværere end man tror,
man befinder sig skidt mellem himmel og jord.
Man slider og man slæber, men hvad skal man stille op
med sit gode humør og sin medbragte krop.
Man var så oplagt til alt, da man kom,
men det er der ingen, der bekymrer sig om.
En muses liv og levned, det betyder ikke spor.
Man er bare et fnug mellem himmel og jord.

Børge Müller 1951

En stor del af min personlige sangskat består af Kai Normann-Andersens melodier, som min mor og mormor ofte nynnede og vi næsten altid sang som ”opvaskesange” i sommerhuset. Og især “Musens Sang” har jeg altid holdt meget af. Men også den fik en helt ny klang efter jeg havde rejst mig fra sygesengen og skulle finde ud af, hvor og hvordan jeg fremover ville bruge mine kræfter bedst. Man slider og man slæber, men hvad skal man stille op, med sit gode humør og sin medbragte krop. Man var så oplagt til alt, da man kom… Men hvad nu?

November

Man binder os på mund og hånd
Med vanens tusind stramme bånd
Og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
At skærme os mod ensomhed
Med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
Var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord vi svor med hånd og mund,
De gælder kun den korte stund,
Til glæden er borte og alting forbi.
Poul Henningsen. Uddrag af “Man binder os på mund og hånd”, 1940 

I november fyldte forfatteren Agnes Henningsen 150 år – og i den anledning blev der holdt en festival på Lundsgaard Gods ved Kerteminde, hvor hun voksede op. Da jeg skulle forberede mig til at være konferencier på åbningsarrangementet, benyttede jeg lejligheden til at læse lidt op på både Agnes Henningsen og hendes søn P.H. – og da jeg undervejs på festivalen skulle stå for en samtalesalon om frihed, gik jeg på jagt i efter citater, der handlede om frihed, som deltagerne kunne bruge som samtalestartere.

Og efter at have set gæsterne kaste sig over teksterne, er jeg ikke i tvivl om, at ”Man binder os på mund og hånd” er en nærmest uudtømmelig samtalestarter. Om både krig og kærlighed i alle afskygninger.

Samtalekonfetti til Samtalesalon om FRIHED under Agnes Henningsen-festivalen på Lundsgaard Gods. Blandt andet med P.H. citater som samtalestartere.

December

Kæmp for alt
Hvad du har kært
Dø om så det gælder
Da er livet ej så svært
Døden ikke heller

Christian Richardt 1867

I december var det et år siden, jeg blev hasteindlagt. Og når man lige har svævet mellem liv og død, bliver man ekstra opmærksom på, hvad man bruger sin tid og resten af sit liv på. Hvem og hvad der er vigtigst at værne om.

Det fik mig til at tænke tilbage på en december for et par år siden, som jeg tilbragte på Cuba. En meget tidlig morgen ankom jeg til byen Santa Clara, hvor Che Guevara er begravet. Morgenlyset flimrede, der var helt tyst og varmen havde endnu ikke overophedet de store monumentets granitmassiver.

Jeg ankom længe før åbningstid og havde derfor god tid til at udforske et stort anlæg udenfor, hvor en masse af Ches samtidige partisaner var begravet. Hver og en døde inden livet rigtigt havde nået af folde sig ud. Den morgen rungede det sidste vers fra “Altid frejdig hvor du går” højt i mit hoved som aldrig før. Med nærmest tordnende kraft tvang den mig til at tænke over min egen mening med livet. Hvad der i virkeligheden er vigtigt. Og hvad der er mig så kært, at jeg ville kæmpe for det med livet som indsats.

Vigtige spørgsmål de fleste i min generation endnu har været forskånet for at stille os selv, fordi vi er opvokset i en historisk lang fredstid, men som presser sig stadigt mere på efterhånden som klima- og flygtningekriser og den langsomme detronisering af menneskerettighederne presser sig på. Hvad er meningen med livet? Hvad er så vigtige værdier, at vi er villige til at dø for dem, om så det gælder? Hvad er vores etiske fordring?

Overvejer man aldrig den slags spørgsmål, er det måske ikke så mærkeligt, hvis man engang imellem har svært ved at finde vej gennem livet og finder meget meningsløst. Men føler man sig kaldet til at bidrage til verden med noget, der når langt ud over ens egen lille næsetip, får man sat alting langt mere i perspektiv. Og da falder livet knap så svært. Døden ikke heller.

Januar 2019

Kom nu og leg med på en vadehavstur
Mens kloderne selv triller rundt
Følg blot et sekund universernes ur
Der styrer det levende bundt
Det pibler, det skifter, det driver herind
Det finder sit løb selvom døv, ja og blind
Det sukker og samler og hitter en vej
Som mønster for dig og for mig

Jens Rosendal 2012

Januars syngesalon var en hyldest til Jens Rosendal – digteren bag den allermest populære fællessang: “Du kom med alt, hvad der var dig”. Den foregik i et lydstudie, hvor pianisten Rasmus Skov Borring sammen med Helle og Syngesalonens blandede næb indspillede fællessangsversioner af de melodier, han har komponeret til Rosendahls seneste tekster.

Sangbidderne skulle bruges i den sidste udgave af Vis mig din sang, skat, der denne kyndelmisse runder årshjulet af. Nu har jeg efterhånden nogle gange hørt Rasmus fortælle om sit årelange samarbejde med Jens Rosendahl, der gennem deres årene er blevet så gammel, at han ikke længere skriver sange og turnerer med rundt. Nu sidder han på sin bænk og kigger ud over Vadehavet, mens Rasmus bringer sangene videre ud i verden.

Og hver gang jeg hører disse fortællinger, slår det mig, hvor vigtigt det er, at vi også husker at fortælle historierne om det modne livs overvejelser, udfordringer og glæder. Om det lange liv med kunsten og poesien. Vi har en tendens til altid at fokusere på de formative barndoms- og ungdomsår. Men det lange levede livs erkendelser og dybder er stort set underbelyste. Men dem formår Rasmus så fint at fremkalde, når han fortæller om sit samarbejde med, hvad man kunne kalde ”Jens Rosendahl den ældre”.

Måske rørte netop den sang ud af deres omfattende fælles sangskat mig særligt, fordi jeg i sommers var ved Vadehavet for første gang i alt for mange år. Og det var så fint at genbesøge gennem Jens Rosendals tekst, der beskriver det helt særlige landskab og bringer lokale begreber som ”slikket” og ”prilerne” – som jeg kun kendte gennem mit grundige besøg i Vadehavscenteret – helt naturligt ind i sin lyrik.

Så ligesom de gamle sange, om spurve der sidder stumme på kvist og følfod i skovbunden, har været med til at skærpe vores fornemmelse for fauna og flora, er også en vadehavssang som denne med til at åbne vores øjne for andre landskabers og naturfænomeners lyksaligheder end dem, vi selv er vokset op i.

Samtalemenu komponeret til en helt særlig udgave af Helle Solvangs syngesaloner – et støttearrangement til fordel for Lukashuset – Danmarks første børnehospice.

Februar 2019

Jeg skulle sjunget lidt mere måske
Måske vel også lidt bedre
Men mørke dage jeg måtte se
Og stormen rev mine fjedre

Steen Steensen Blicher, Uddrag af Sig nærmer tiden, da jeg må væk, 1837.

Første gang jeg læste teksten til ”Sig nærmer tiden” står meget klart i erindringen. Det har været i de helt små klasser, men jeg må have været gammel nok til lige akkurat at kunne læse. For egentlig var det slet ikke teksten, det handlede om, men noderne. For jeg var til blokfløjteundervisning. Men jeg kom til at læse teksten i stedet for noderne, og den rungede dybt, dybt i mig allerede dengang.

Jeg kan huske jeg spurgte: ”Blev hans familie ikke ked af at han skrev sådan – at han snart skulle dø”, og min blokfløjtelærerinde svarede så tålmodigt som hun nu kunne, når nu det egentlig ikke var teksten, det handlede om: ”Det ved jeg ikke, Nadja, men de vidste det jo nok godt, for han var jo gammel, da han skrev det, så de vidste nok godt, at han snart skulle dø”.

Som voksen er det især et andet vers, jeg hæfter mig ved: ”Jeg skulle sjunget lidt mer’ måske, måske vel også lidt bedre”. Det siger så utroligt meget med så få ord.

For den slags overvejelser og fortrydelse handler jo langt fra kun om sang. Det handler i det hele taget om de store eksistentielle spørgsmål om, hvad man vælger at bruge sit liv på, og hvordan man lever. Får man sunget nok, og får man sunget godt nok? Og hvad er alle de udefrakommende storme, man også skal ride af, før man kan koncentrere sig om det, man egentlig synes er vigtigt og væsentligt – og kan man det i tilstrækkelig høj grad, hvis stormene har sønderrevet ens fjer?

Jeg selv var lidt sønderrevet ved kyndelmissetide sidste år. Men 7-9-13 har jeg det markant bedre igen nu. Takket være en masse medicin og omsorg fra alle dem, der har mig kær. Men også – er jeg overbevist om – takket være, at jeg har sjunget meget mere og muligvis også lidt bedre end nogensinde før. Trukket vejret gennem livets helt store blæsebælg og åndet luften i fulde drag.

Og nu kom Kjørmes Knud.


Topfoto af Helle Nielsen. Øvrige videoer og fotos: Helle Solvang og Nadja Pass.

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Seneste artikler om Kulturhistorie