Så bær dog selv din kommode, Agnes!

i LIGESTILLING/Klumme af
LIGESTILLING // KLUMME – Søndag var det som bekendt kvindedag – skønt store dele af festivitasen var aflyst grundet Covid19. Nu er det mandag, og det er hverdag igen. Kvindedagen fik imidlertid Mette Bærbach Bas til at fundere over kvindesagen. Nærmere bestemt om fortidens kvinder – eksemplificeret ved stuepigen Agnes, en kvinde som skuespiller Kirsten Olesen portrætterede i den folkekære serie Matador – ville se nutidens kamp for ligestiling som forkælet eller privilegeret. Eller om de ville klappe os på skuldrene og sige: Se, hvor langt vi er nået de sidste hundrede år. Fortsæt endelig.

Kvindekamp var et fremtrædende emne i TV-serien Matador. Hvis du graver lidt dybere end dramaet mellem familien Varnæs og Skjern, ser du kvindekamp for fuld udblæsning portrætteret i karakteren Agnes.

Agnes gennemgår en sjældent kompetent skildret opvågnen. Hun går fra at være en naiv stuepige, der kun drømmer om at få en mand og børn (det, Agnes kalder at ”få sit eget”), til en selvstændig ‘no bullshit kind of woman’

Hun gik fra at være naiv stuepige til selvstændig kvinde og forbillede. Fra første øjeblik vi hører den klingende latter fra Varnæs’ stuepige i seriens åbningsscene er vi – seerne – fulde af sympati over for hende og hendes udvikling.

Agnes gennemgår en sjældent kompetent skildret opvågnen. Hun går fra at være en naiv stuepige, der kun drømmer om at få en mand og børn (det, Agnes kalder at ”få sit eget”), til en selvstændig no bullshit kind of woman, der lever helt på egne vilkår.

At leve på egne vilkår var ellers kun meget få kvinder forundt i Matadors tid. De fleste kvinder i Danmark i før-, mellem- og efterkrigstiden måtte acceptere et liv, der var stærkt begrænset af mænds luner såvel som samfundets normer.

Laura (Elin Reimer) og Agnes (Kirsten Olesen)

Posted by Matador on Friday, November 16, 2012

Ingen kvindekamp, ingen rettigheder og personlig ejendom

Det gjaldt især stuepiger. I 1920’erne, 1930’erne og 1940’erne var stuepigerne ikke organiseret i fagforeninger. De havde nærmest ingen rettigheder og heller ingen ejendom. En kommode var det eneste, Agnes ejede, da hun skulle giftes og derfor måtte stoppe som stuepige.

Vi taler altså om en kvinde, der havde arbejdet fuld tid, fra hun var 17 år, til hun blev 24 år.

Tjenestepigerne var utroligt dårligt stillede dengang, og det gjorde dem sårbare

Og det eneste, hun ejede efter syv års arbejde, var en kommode med sit tøj og nogle få ejendele. Tjenestepigerne var utrolig dårligt stillede dengang, og det gjorde dem sårbare.

Babylig er symptom på kvinders dårlige vilkår

For nylig så jeg en dokumentar på DR: Fru Stæhr og mysteriet om babyliget på loftet.

I dokumentaren søger to beboere at finde oplysninger om et babyskelet, der er fundet på loftet i deres etageejendom.

De mener, at moderen til barnet kan være en stuepige, der er ”kommet galt afsted”. Derfor har hun født barnet i dølgsmål og gemt det på loftet, så hun ikke skulle miste sin plads og komme i social unåde.

Historiker Agnete Birger Madsen fortæller i dokumentaren, at døde babyer ikke var et særsyn i før- og mellemkrigstiden.

Som firserbarn, født ind i en verden efter rødstrømpeoprør og kvindekamp, har jeg umiddelbart svært ved at sætte mig ind i de sociale begrænsninger, som kvinderne dengang måtte leve med

De er et symptom på kvindernes ekstremt dårlige vilkår dengang. Når en kvinde var blevet gravid uden for ægteskabet, bar hun alene al skammen. Manden gik fri.

Fænomenerne Metoo og Solomomboss hørte en fjern fremtid til.

Så tag dog en kæp og slå ham Just oven i hovedet!

Som firserbarn, født ind i en verden efter rødstrømpeoprør og kvindekamp, har jeg umiddelbart svært ved at sætte mig ind i de sociale begrænsninger, som kvinderne dengang måtte leve med. Jeg forstår naturligvis, at deres verden var uendelig anderledes end min.

Men jeg stiller spørgsmål ved mange af deres reaktioner – fordi jeg ikke er underlagt deres begrænsninger.

F.eks. bliver jeg irriteret, når jeg i de gamle danske film ser den unge Ghita Nørby stå bag et træ og bare se på, mens Ib Mossin slås med skurken, som af en eller anden grund altid hedder Just i de film. Så tag dog en kæp og slå ham Just oven i hovedet! har jeg lyst til at råbe.

På samme måde bliver jeg arrig, når Agnes i hele afsnit 9 af Matador venter på, at Røde skal hente kommoden. Så bær dog selv din kommode, Agnes! Eller få Laura til at hjælpe dig, det kan I to da sagtens selv klare.

Men tanken skal jo først falde dem ind. Hvis pigen er opdraget til at stå og vride sine hænder, mens mandfolkene ordner sagerne med vold, så er det jo det, hun gør. Og hvis hun er opdraget til, at det er manden, der skal løfte alle de tunge ting, så må hun jo pænt vente, til det passer ind i hans planer.

Agnes er alligevel en helt … hun gør sig økonomisk fri af Røde og tager styringen over sit eget liv. Det er ekstraordinært og heltemodigt, og vi elsker hende for det

Jeg kan takke kvinderne før mig for, at jeg ikke behøver at være så afhængig.

Helt gak, at gifte kvinder ikke måtte arbejde

Agnes må som sagt flytte fra sin plads som stuepige, fordi hun skal giftes.

Set med mine nutidige øjne er det helt gak, at kvinder ikke måtte arbejde, efter de var blevet gift. Det stillede dem jo i en ekstremt sårbar situation, hvor de ingen økonomisk selvbestemmelse havde og var underlagt deres mands evner og ønsker, hvad penge angår. Der var da intet til hinder for, at Agnes ikke kunne fortsætte med at være i huset hos Varnæs, efter hun blev gift. Nå jo – samfundets normer.

Agnes er alligevel en helt, fordi hun under sin personlige udvikling slipper mange af de begrænsninger, der lå som et snærende bånd på kvinderne i den tid. Hun gør sig økonomisk fri af Røde og tager styringen over sit eget liv. Det er ekstraordinært og heltemodigt, og vi elsker hende for det.

Jeg tænker tit på, hvad hun mon ville sige til vor tids feminister og den kvindekamp, vi udkæmper i dag.

Ville hun kalde os priviligerede og forkælede? Eller ville hun klappe os på skuldrene og sige: Se, hvor langt vi er nået de sidste hundrede år. Fortsæt!


Topbillede fra Pinterest.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Mette blogger om kulturmødet i hverdagen på www.kulturspejlet.dk, hvor du også kan melde dig på hendes nyhedsbrev og lytte til første kapitel af bogen Kulturspejlet læst højt af forfatteren.

Med klummeserien Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om LIGESTILLING