DEN BIPOLARE VERDEN // ANALYSE – Rivaliseringen mellem USA og Kina tager til, især fordi økonomien i de to lande nu står meget skidt, med uhørt lave vækstrater. Men forstår amerikanerne denne nye virkelighed?
Når man kan stille overskriftens spørgsmål i dag, skyldes det navnlig, at Kina i 80’erne og 90’erne har udviklet sig økonomisk og politisk og gradvis blander sig i de store globale spørgsmål.
Det begyndte med, at Deng Xiaoping og Jiang Zemin forandrede Kina med en lang række reformer, indførelse af markedsøkonomi, frisættelse af økonomien, blandt andet med de økonomiske zoner, primært i det østlige Kina, høje vækstrater, øget indflydelse i internationale forhold og i det hele taget øget respekt internationalt, også fra USA, dengang den eneste stormagt.
Men senere nåede også Kina til en sådan status, som vi kender det i dag. Vi lever nu i en bipolar verden med to supermagter: USA og Kina. Sådan ser vi på det her i Europa, men gør USA også det?
De senere ledere, Hu Jintao og Xi Jinping, har redet på den bølge, som Deng og Jiang skabte, men har ellers ikke bidraget med mange reformer i Kina. Dog er der sket store forandringer økonomisk, nemlig med programmet ”road and belt”, også kaldt Den Nye Silkevej, som vel at mærke går vest ud af Kina og derfor har skabt velstand i det centrale og vestlige Kina.
Projektet er endda fortsat til Afrika, hvor veje og tog forbinder landene, så de bedre kan handle med hinanden. Det har Donald Trump og Joe Biden set, og USA prøver derfor at gøre noget lignende, men det er for lidt og for sent.
Formanden og Præsidenten alene
Xi Jinping har været Kinas suveræne leder i foreløbig ti år, fra 2012 som formand for Partiet og fra 2013 som præsident, men han har fået ændret Partiets grundlov, som gør det muligt for ham at få yderligere en eller flere perioder på fem år. Reglen om at Partiets og landets leder højst kunne regere i to femårige perioder, blev ophævet af Xi i 2018. Reglen var indført af Deng Xiaoping i 1979.
Under Deng Xiaoping og Jiang Zemin blev Kina ledet af et kollektiv, nemlig Kommunistpartiets Centralkomites Stående Udvalg. Dengang var det et organ på 7 eller 9 medlemmer, som regerede Kina kollektivt, og i givet fald efter en intern afstemning. Resultatet blev aldrig offentliggjort, men holdt ”inden døre”. Når der var truffet en beslutning, var alle enige. Senere er reglerne ændret igen, således at beslutninger træffes ved konsensus, altså inklusive Xi Jinpings stemme.
Hvem er hovedansvarlig for krisen mellem USA og Kina?
Men under Xi Jinping er dette ændret. Kommunistpartiet lægger ganske vist retningen for udviklingen af Kina, men med Xi Jinping sker det med Formanden og Præsidenten alene, altså et egentligt diktatur. Xi strammede samtidig op, bl.a. med masseovervågning, censur og forværrede menneskerettigheder, navnlig for uighurerne i Xinjiang. Og konkurrenter til magten blev fjernet, bl.a. under en kampagne, som officielt gik ud på at bekæmpe korruption. Egne venner blev indsat i vigtige stillinger.
1997 er et vigtigt årstal. Hongkong blev overdraget til Kina efter at have været en britisk kronkoloni. Det var ved den lejlighed, ”et land – to systemer” blev opfundet. Men Xi Jinping satte en stopper for ”et land – to systemer”, da oprør i Hongkong blev slået ned i 2019. Hvis Kina indtager Taiwan, vil begrebet måske blive genoptaget for at lægge en (midlertidig) dæmper på amerikansk og europæisk kritik.
Kinas placering cementeredes
Hvis man ser nærmere på Kinas forhold til USA, var Jiang Zemin i 1997 den første kinesiske leder, som besøgte USA, kun 8 år efter massakren i Beijing. Han besøgte USA flere gange, og efter terrorangrebet i 2001 mod tvillingetårnene i New York og mod Pentagon i Washington tilbød han præsident George W. Bush, at Kina ville bistå USA i krigen mod terror.
Et andet vigtigt skridt for udviklingen af forholdet til USA var, da Kina blev medlem af WTO i 2001. I løbet af få år cementeredes Kinas placering i verdenssamfundet. Samtidig udviklede Kina sig i en diktatorisk retning. Pressefriheden blev indskrænket yderligere.
I 1997, før besøget hos Bill Clinton i Washington, vakte det kæmpe opsigt, at Jiang Zemin ønskede at vise, at Kina var forandret og åbent for Vesten. Han indbød amerikanske reportere til et pressemøde i Folkets Store Hal. Der var adgang uden de store sikkerhedsforanstaltninger, og Jiang ville gerne orientere den amerikanske presse om det forestående besøg.
En amerikansk journalist ville vide, hvordan han ville overbevise amerikanerne om, at USA og Kina delte værdier. Jiang sagde ”ved at møde dem i USA”. Det var en endnu større overraskelse, at han sågar havde lært engelsk forud for besøget. Jiang sagde – på engelsk – at amerikanerne ville være åbne over for ham, når de først havde lært ham at kende.
Pressemødet gav anledning til stor og positiv omtale i amerikanske medier før, under og efter besøget hos Clinton. Pressemødet blev også refereret i Folkets Dagblad. Samtidig gennemførtes yderligere stramninger i forhold til folket, hvilket ofte overses. Og det stod der intet om i Folkets Dagblad.
Alt dette er videreført af Joe Biden, måske fordi stemningen i Kongressen mod Kina er alt andet end venlig
Xi Jinping har været i USA tre gange, siden han i 2012 overtog præsidentposten. Han besøgte præsident Obama i juni 2013, ikke i Washington, men i Californien. Xi ville ikke modtages i Det Hvide Hus og heller ikke møde politikere i Kongressen. Han har styr på Folkekongressen hjemme i Kina.
Men i september 2015 aflagde Xi Jinping et statsbesøg i USA. Og et statsbesøg involverer et besøg hos præsidenten, her præsident Obama, i hovedstaden, Washington D.C.
April 2017 kom Xi igen på uformelt besøg i USA, nemlig et besøg hos præsident Donald Trump, heller ikke i dette tilfælde i Washington, men i Trumps ferieparadis i Florida, Mar-a-Lago.
Xi har ikke besøgt præsident Joe Biden i USA. Men han har dog mødt Joe Biden ved andre lejligheder, fx ved et møde på Bali 14. november 2022 i randen af et G20-topmøde. Den kinesiske regerings hjemmeside kunne berette, at Xi Jinping havde fået udglattet forholdet til USA.
Men hvad siger USA?
Begge har grund til skuffelse
Det får man en vis forståelse for i Hong Kong-avisen South China Morning Post, som 17. januar 2023 gør status på, hvor det amerikansk-kinesiske forhold står. Andre medier – før og nu – giver også et billede.
Lad os se på, hvordan vi kom ind i 2023. Donald Trump indførte i flere runder voldsomme handelsrestriktioner mod Kina, både for import fra og eksport til Kina. Importen rammes fx af straftold, selv om denne told betales af amerikanske forbrugere. At Joe Biden ikke har lempet på disse sanktioner, har skabt stor skuffelse i Kina.
USA’s eksportrestriktioner rammer højteknologiske varer, fx chips til brug for militæret og semikonduktorer, som har mange anvendelser. På den anden side kritiserer USA Kina for at have patent- og varemærkeregler, som åbenlyst diskriminerer USA, også i forhold til kinesiske venner i Afrika og Asien.
Det skaber også vrede i Kina, at USA har været arkitekten bag anti-kinesiske globale politikker. Det gælder fx Aukus, hvor USA, Storbritannien og Australien i september 2021 enedes om at skabe en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i den sydasiatiske region og derved ”ramme” Kina. Hvad betyder det for Det Sydkinesiske Hav og Taiwan?
Alt dette er videreført af Joe Biden, måske fordi stemningen i Kongressen mod Kina er alt andet end venlig, og fordi en hård Kina-politik var et centralt emne for Joe Biden ved præsidentvalget i 2020.
USA og Kina kæmper en krig, når det gælder om at tiltrække udenlandske investeringer og dermed arbejdspladser. Det gælder navnlig højteknologiske og forskningstunge virksomheder. Men det gælder også højteknologisk produktion af varer, som fx Legoklodser! Både USA og Kina har grund til at være skuffet.
Lego har besluttet at opføre en kæmpefabrik i Vietnam. Mange vestlige virksomheder har valgt at flytte produktion fra Kina til Vietnam eller andre lande i fjernøsten for at ”flygte” fra amerikanske sanktioner. Legos investering er på 1 mia. USD. Og den er i den grad højteknologisk, fordi produktionen skal være CO2-neutral. Verdens største legetøjsproducent giver konkurrenterne baghjul. Fabrikken åbner i 2024.
Rivaliseringen mellem USA og Kina tager til, især fordi økonomien i de to lande nu står meget skidt, med uhørt lave vækstrater, for Kina mest på grund af corona-pandemien, hvor landet i mange uger har været lukket helt ned.
Kina er fortsat på jagt efter udenlandske investeringer. Det kom senest til udtryk under World Economic Forums årsmøde i Davos 16.-20. januar. Den kinesiske vicepremierminister Liu He sagde i en tale den 17. januar, at de kinesiske døre stadig er åbne for internationale investeringer. Under hele årsmødet havde den kinesiske delegation travlt, især fordi alle de største virksomheder i denne verden deltog i mødet.
Alt i alt: Hvem er hovedansvarlig for krisen mellem USA og Kina? Ligner det ikke en uafgjort kamp?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
