EU SET UDEFRA #3 // ARTIKELSERIE – Sjældent har forholdet mellem EU og Kina været ringere end lige nu. EU fordømmer menneskeretskrænkelser i Kina, Kina afviser skingert. Institutionaliserede forhandlinger og samtaler om fælles anliggender ender i skænderi og fordømmelser eller bare dvale. Men Kina er et vilkår, og EU har tillige en vigtig opgave i at gyde olie på vandene for at forebygge en ny kold krig mellem USA og Kina.
Kina er EU’s største handelspartner og omvendt, de to er indbyrdes afhængige. Men EU betegner også Kina som konkurrent og rival. Parterne straffer hinanden, bl.a. med indrejseforbud mod hhv. navngivne europæere og kinesere såvel som institutioner. EU indførte sanktioner på grund af overgreb i Xinjiang, Kina gjorde gengæld.
EU og Kina har haft officielle forbindelser siden 1985 – og siden 2014 uden resultat forhandlet en omfattende gensidig investeringsaftale. For tiden er der mange kurrer på tråden: covid, optrapningen af konfrontationen mellem USA og Kina, krigen i Ukraine, tilnærmelserne mellem Rusland og Kina, Kinas modvilje mod Nato samt en dyb og voksende europæisk mistro mod kinesisk engagement i kritisk infrastruktur.
I Kina blev magthaverne dybt rystet, da de så, hvordan EU – og også Nato – rykkede sammen i resolut fordømmelse af Putins krig i Ukraine
Vesten er skeptisk over for Kinas drastiske, men ikke synderligt virksomme nul-tolerance over for covid, kombineret med fornægtelsen af, at den skulle være udsprunget i Kina. I Kina blev magthaverne dybt rystet, da de så, hvordan EU – og også Nato – rykkede sammen i resolut fordømmelse af Putins krig i Ukraine, og de skræddersyede sanktioner mod Putin og kliken omkring ham såvel som mod Rusland som sådan. For kan EU gøre det mod Rusland, kan det også ske for Kina.
EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, langede i 2020 skarpt ud efter Kina for at udnytte covid-pandemien til ’politisk generøsitet’. Og EU’s liste over kritik af Kina er lang: overgreb mod mindretal i de kinesiske regioner Tibet, Xinjiang og Indre Mongoliet, indskrænkning af Hong Kongs selvstyre og befolkningens rettigheder mm. EU fordømmer kinesiske cyberangreb mod EU og ’forventer, at den kinesiske stat opfører sig anstændigt og ansvarligt i cyberspace,’ samt at Kina vil skride ind over for malware og anden ondskab i cyberspace.
Kina haler ind på USA
Kinas forhold til USA er heller ikke noget at prale af. USA, der i sin tid rakte en olivengren til Mao Zedongs Kina for at afværge forbrødring mellem Sovjetunionen og Kina, er meget højrøstet i sin kritik af Kina. Det springende punkt for drøftelserne mellem USA og Kina dengang i 1970’erne var den nationalistiske udbryder-ø Taiwan, som beklædte Kinas sæde i FN og havde diplomatiske forbindelser med USA. Taiwans nationalistiske og stærkt autokratiske regering i Taipei mente at være hele Kinas retmæssige regering, mens den kommunistiske regering i Beijing gjorde samme hævd.
I 1971 måtte Taiwan afstå Kinas sæde i FN til Folkerepublikken, og Kina og USA oprettede diplomatiske forbindelser i 1979. Taiwan blev lukket ude i diplomatisk kulde. USA og Kina udnyttede diplomatiet, som det er tænkt: til at forebygge konflikt og finde sammen om fælles interesser og enes om uenigheder. Da Folkerepublikken således kom ind i varmen, fik Taiwan samtidig løfte om, at USA ville bistå Taiwan i tilfælde af militær aggression fra Kina, forudsat at Taiwan ikke provokerer. Det er aldrig blevet præciseret, hvad en sådan provokation måtte gå ud på.
Kina har gentaget sin udelte støtte til territorial integritet, også Ukraines, men ikke i direkte vendinger fordømt Putins invasion. Xi har dog heller ikke imødekommet Putins ønsker om våbenhjælp
En stor del af øvelsen gennem de seneste 50 år har derfor været ikke at vippe båden. Mens Taiwan de seneste godt 25 år har været det eneste fuldt demokratiske samfund i den kinesiske kulturkreds, stemmer taiwanerne til parlaments- og præsidentvalg i skyggen af truslen om konfrontation mellem to atommagter, Kina og USA.
Men nu vipper båden, godt hjulpet af både USA og Kina. Handelskrig, gensidige beskyldninger om menneskeretskrænkelser, cyberangreb, industrispionage mm. Og præsident Joe Biden har netop – for fjerde gang – åbent erklæret, at USA vil støtte Taiwan militært i tilfælde af angreb. Hans klare budskab bliver hver gang nedtonet af hans udenrigstjeneste, der forklarer, at præsidenten lader følelserne løbe af med sig. For naturligvis står han for USA’s officielle linje, der støtter den såkaldte ét-Kina-politik og på ingen måde tilskynder til militær konflikt, men søger at fastholde en forsonlig status quo med accept af, at Taiwan formelt hører under Kina, men i praksis fungerer som en demokratisk stat.
En del af USA’s vrede kan tilskrives regulær misundelse over Kinas hastige fremskridt, som truer USA’s rolle som stormagt. Kina haler ind på USA. USA er bange for at blive overhalet, og i det lys skal man også se den skingre modvilje mod Kina. Og hvis ikke situationen bliver tøjlet, kan det føre til en ny kold krig mellem to supermagter, hvilket er det sidste, verden har brug for.
Putin bejler til Xi
Kinas partichef og præsident, Xi Jinping, beundrer ikke ligefrem Vladimir Putin, men Putin var én af få udenlandske statsledere, der dukkede op til åbningen af Vinter OL i Beijing i begyndelsen af februar, og den slags tæller i de kredse. Så Kina og Rusland lovede højstemt hinanden ’grænseløst venskab’, blot tre uger før Putin invaderede Ukraine – en aggression, der ikke været nem at sluge for Xi Jinping, som formentlig havde sat nogle grænser for venskabet, hvis han vidste, hvad Putin pønsede på. Kina har gentaget sin udelte støtte til territorial integritet, også Ukraines, men ikke i direkte vendinger fordømt Putins invasion. Xi har dog heller ikke imødekommet Putins ønsker om våbenhjælp.
Xi og Putin mødtes i sidste uge i Shanghai Cooperation Organisation i Samarkand, Usbekistans hovedstad. Her kaldte Xi ganske vist Putin for ’min gode gamle ven’, men denne gang var der dog grænser. Xi nævnte overhovedet ikke Ukraine, men sagde, at Kina vil samarbejde med Rusland om at ’give en kaotisk verden en indsprøjtning af stabilitet og positiv energi’. Hvad det præcist betyder, har vi til gode at finde ud af.
Putin sad nærmest med hatten i hånden. ”Kære Kammerat Xi,” sagde han, ”kære ven” – og udtrykte forståelse for Xi Jinpings tvivl og bekymring over invasionen. Putin roste Beijings ’afbalancerede position’ i spørgsmålet, fordømte USA’s støtte til Taiwan og talte varmt om samhandel mellem Rusland og Kina. Det er nok også netop dér, Putin kan glæde sin ’gamle ven’ mest, eftersom Kina gerne forsyner Rusland med alt muligt andet end våben såvel som aftager russisk olie i betydelige mængder til 17 pct. under markedsprisen.
Xi Jinping fastholder stålsat sin modvilje mod fremmed indblanding i landes indre anliggender. Og Ruslands invasionskrig i Ukraine er topmålet af fremmed indblanding, det historiske naboskab til trods – også ifølge Kina, der slet ikke mener, situationen er sammenlignelig med forholdet mellem Kina og Taiwan, som jo ifølge Kina hører under kinesisk herredømme.
EU og Kina
EU(ropa) gør klogt i at lægge afstand til USA’s skingre modvilje mod Kina. Meget er galt i Kina, og der er virkelig meget at kritisere – fx undertrykkelsen i Xinjiang, Tibet, Indre Mongoliet og Hong Kong. Sandt er det også, at Kina under Xi Jinping er blevet stadig mere restriktivt. Men Kina er et vilkår, og hvis man vil undgå en forbrødring mellem Kina og Rusland, nøjagtig som USA ville det i 1970’erne, må man i det mindste sørge for ikke at bringe dem tættere sammen i en kamp mod Vesten som fælles fjende. Verden har ikke brug for flere konflikter, tværtom.
Frem for at understrege modsætningerne er det vigtigt at finde de ting, man vitterligt er enige om, fx kampen mod klimaforandringerne. Som de fleste andre lande har Kina aldrig rettet sig efter højlydt kritik og kommer næppe heller til det. Omvendt er der faktisk mange eksempler på, at samarbejde har kunnet bidrage til fx styrket retssikkerhed og begrænsning af dødsstraf. Men med Xi Jinping i spidsen har Kina dog på flere områder indskrænket kinesernes rettigheder.
Danmark og Folkerepublikken Kina oprettede diplomatiske forbindelser allerede i 1950. EF og Kina oprettede forbindelser i 1985. Mens der løbende har eksisteret en vis politisk skepsis mellem EF – siden EU – og Kina, er samhandelen vokset støt. Parterne indgik strategisk partnerskab i 2013 med særligt fokus på samarbejde inden for ’fred, velstand, bæredygtig udvikling og mellemfolkelig udveksling.’ EU tilsluttede sig ét-Kina-politikken og forpligtede sig dermed til fortsat at respektere Kinas suverænitet og territoriale integritet – dvs. acceptere Kinas krav på Taiwan. Folkerepublikken gentog sin støtte til EU’s fortsatte styrkelse af det interne samarbejde, altså en styrkelse af Unionen.
På få år er Huawei faldet i unåde i Vesten p.g.a. de nære forbindelser til den kinesiske stat, hvilket firmaet benægter. Det har dog ikke hjulpet på tilliden
Det strategiske partnerskab eksisterer sådan set stadig, men det er under pres, og nu lyder det officielt fra EU, at Kina ganske vist er handels- og forhandlingspartner, men også økonomisk konkurrent og systemisk rival.
I 2012 dannede Kina en slags investeringsklub med øst- og centraleuropæiske lande samt Grækenland og fem Balkanlande (kaldet 14+1, 17+1 og nu 16+1 efter antallet af europæiske medlemmer), som Kina kurtiserede med billige lån og store investeringer som led i megaprojektet Bælt og Vej, der skal forbinde Kina med hele verden. For EU-landenes vedkommende handlede det i høj grad også om, at EU med Tysklands daværende kansler, Angela Merkel, som indpisker pålagde bl.a. Grækenland drøje begrænsninger i kølvandet på finanskrisen i 2008 og frem.
Litauen meldte sig ud af 17+1 i fjor. Og i et drastisk brud med det samlede EU’s hidtidige accept af ét-Kina-politikken oprettede Taiwan en mission i Vilnius og kaldte den Taiwans Repræsentationskontor, velvidende at Beijing opfatter den benævnelse som brud på ét-Kina-politikken. Derfor hedder Taiwans repræsentationskontorer rundt omkring normalt Taipei (Taiwans hovedstad) Kontor, men her valgte både Taipei og Vilnius at se stort på en af Kinas ømmeste tæer, hvilket udløste diplomatisk raseri.
Kina tilbagekaldte sin ambassadør til Litauen, udviste litauiske diplomater og beskyldte Vilnius for at angribe Kinas suverænitet (over Taiwan) og territoriale integritet. Kina indførte en stribe handelshindringer for Litauen og siden en uerklæret embargo – som dem, USA har lavet mod Cuba og Iran – ved diskret og uformelt at forlange, at andre handelspartnere også boykottede litauiske varer, fx virksomheder i Tyskland og Sverige. EU er i oprør over, at Kina lægger fordægtige handelshindringer for medlemslande og vil indklage det for den efterhånden ganske tandløse Verdenshandelsorganisation, WTO.
I stedet for at bøje sig for Kinas raseri har Litauen netop åbnet et forbindelseskontor på Taiwan – og dermed er der slået en kile ind i EU’s fælles Kina-politik.
EU rykker sammen
Krigen i Ukraine har skabt nyt og forstærket sammenhold i EU. Kina har altid været dygtig til at slå kiler ind i fællesskaber og forsøge sig med bilaterale aftaler frem for aftaler med en samlet blok, som EU jo er. Så med den ene hånd blev der ydet billige lån til trængte venner i 17+1, mens der var sød tale om forstærket forbrødring med hele EU. I 2016 aftalte EU og Kina årlige topmøder med drøftelser af politiske og økonomiske forbindelser såvel som globale og regionale emner. Samme år holdt EU’s Forsvarssamarbejde fælles flådeøvelser med Folkets Befrielseshærs flåde på den kinesiske base i Djibouti (mens Danmark stadig stod uden for forsvarssamarbejdet).
Samtidig investerede Kina stort i infrastruktur i EU, især i lande, som blev ramt af Angela Merkels løftede pegefinger og stramme finanspolitik. Lande som Bulgarien, Tjekkiet og Grækenland blev vigtige brikker i Bælt og Vej også kaldet Silkevejsprojektet, der skal sikre Kinas forsyningsveje og beskæftigelse mange år ud i fremtiden. Kina har fx leaset 51 pct. af havnen i Piræus i 35 år og ejer ca. 10 pct. af Europas havne.
Netop for at tækkes værterne i den kinesiske centralmagt, der dårligt tåler kritik og er kendt for at slå hårdt ned på, hvad den opfatter som upasseligheder
Dertil kommer opkøb af strategiske virksomheder, hvor det har ladet sig gøre. Ofte har det heddet, at private kinesiske virksomheder købte – hvorpå det siden viste sig, at det vitterligt var den kinesiske stat, der stod bag. I Kina er det ekstraordinært vanskeligt at gennemskue, hvad der er privat, og hvad der er statsligt. Ofte kommer det ud på ét, fordi kinesiske virksomheder er underlagt den kinesiske stats luner.
Det har fx telegiganten Huawei måttet føle. Huawei påstår at være privatejet, ja ligefrem medarbejderejet. Det er muligvis sandt, men sagen er, at den kinesiske stat til enhver tid kan forlange indsigt i alt; det være sig kundeanliggender, økonomi, infrastruktur, logistik, software, hardware, alt. Og så længe, Kinas Kommunistparti forlanger indsigt i alt, hvad en kinesisk virksomhed foretager sig, vil omverdenen betragte disse virksomheder med skepsis. På få år er Huawei faldet i unåde i Vesten p.g.a. de nære forbindelser til den kinesiske stat, hvilket firmaet benægter. Det har dog ikke hjulpet på tilliden, så Huawei har mistet eller er gået glip af store statslige kontrakter i Vesten.
Nye dystre toner
For to år siden kunne Det Europæiske Handelskammer i Kina oplyse, at selvom medlemsvirksomhederne oplevede mange forhindringer i deres daglige virke, var langt de fleste opsatte på at blive og ligefrem udvide i Kina. I sommer udgav Det Europæiske Handelskammer så en ny rapport, hvor det bl.a. blev konstateret, at 23 pct. af de vestlige virksomheder (altså ikke nødvendigvis kun virksomheder fra EU-lande) overvejer at forlade Kina. 50 pct. oplyser, at deres vilkår er blevet forværret af en støt stigende politisering af erhvervsklimaet.
”Det eneste forudsigelige i Kina i dag er uforudsigeligheden, og det er gift for erhvervsklimaet,” erklærede Det europæiske Handelskammers vicepræsident, Bettina Schoen-Behanzin, da rapporten udkom i juni 2022. ”Et stigende antal europæiske virksomheder har indstillet deres investeringer i Kina, mens de genovervejer deres stilling på markedet. De vil have styr på, hvor længe denne usikkerhed fortsætter, og mange kigger sig om efter andre destinationer til fremtidige projekter.”
Det er drøje hug fra Det europæiske Handelskammer, der altid udtaler sig forsigtigt og neutralt, netop for at tækkes værterne i den kinesiske centralmagt, der dårligt tåler kritik og er kendt for at slå hårdt ned på, hvad den opfatter som upasseligheder.
Læs mere om Kina i POV her – og på Mette Holms hjemmeside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
