
USA & MEXICO // INTERVIEW – Antropolog Gabriella Sanchez afdækker i sin forskning myten om den kyniske, voldelige og kriminelle menneskesmugler som netop det: en myte. Gabriella Sanchez er antropolog og gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, og hun skal arbejde sammen med DIIS’ migrationsforskere om, hvordan såkaldt mobilitet i Europa kriminaliseres som smugling, og hvordan migranters rejse over Middelhavet til Europa bliver faciliteret.
Hvilke billeder går igennem dit hoved, når du hører ordet ‘menneskesmugler’? Hvis du taster ordene ind i den søgemaskine, der stræber efter at indeholde al vores delte viden, fylder Google skærmen med billeder af overfyldte både på et azurblåt hav; endeløse rækker af mennesker langs togskinner, motorveje og ørkener.
Grænsepoliti, hegn, håndjern og pigtråd. Disse billeder fortæller en historie: om et menneskehav i bevægelse, og om dem, der forsøger at bremse strømmen. Hvis du læser de medfølgende overskrifter, taler de om menneskesmugling som en milliardøkonomi drevet af transnationale, kriminelle netværk.
Nedlukningen af de traditionelle ruter gennem Californien og Texas havde ikke mindsket antallet af migranter, men i stedet tvunget folk til at forsøge nye ruter gennem Arizonas ørken, hvor mange fór vild og omkom
Det var mere eller mindre de samme billeder og historier, Gabriella Sanchez stødte på, da hun som ung juridisk assistent fik til opgave at interviewe papirløse migranter, der var anklaget for migrantsmugling ved grænsen mellem USA og Mexico.
Men – måske fordi hun selv var migrant af mexicansk herkomst – var der noget ved billedet af den kriminelle menneskesmugler, der udnyttede desperate menneskers søgen efter et bedre liv, der bare ikke rigtigt stemte i hendes hoved. Og det, hun erfarede i sine interviews gennem sine syv år som efterforsker, var en helt anden historie – en historie, der i sidste ende ville føre hende ind på en ny levevej.
Blandt prærieulve
“Jeg er født ind i en migrantfamilie fra det centrale Mexico – mennesker, der begyndte at migrere til USA i 1940’erne. I vores lokalsamfund var migration, noget der blev forventet af os, især mænd. I løbet af min opvækst rejste alle mine slægtninge på et eller andet tidspunkt til USA med hjælp fra en ”mægler” eller coyote (prærieulv red.) – som er det navn, der normalt bruges til at betegne de mænd og kvinder, der faciliterer migranters rejser gennem Nord-, Central- og Sydamerika.
Men vores forhold til disse mæglere og guider var altid meget personligt, til tider endda intimt, fordi de var venner, familiemedlemmer, naboer – mennesker, vi havde stærke bånd til. Der var en social forpligtelse til at tage sig af hinanden,” forklarer hun i en Teams-chat fra sin midlertidige hjemmearbejdsplads i København.
Det, jeg husker bedst fra den tid, er, at når en sag kom op, og politiet udtalte sig til medierne, omtalte de altid smuglerne på en særlig måde: For det første var de mænd, for det andet var de mexicanere. De var voldelige, voldtog kvinder, tog migranternes penge, var organiserede kriminelle
Gabriella Sanchez er antropolog og gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, og selvom COVID19 sætter sine begrænsninger, skal hun arbejde sammen med DIIS’ migrationsforskere om, hvordan såkaldt mobilitet i Europa kriminaliseres som smugling, og hvordan migranters rejse over Middelhavet til Europa bliver faciliteret.
Ligesom sine familiemedlemmer flyttede Gabriella Sanchez selv til USA fra Mexico i håbet om at studere antropologi – i hendes families øjne kunne hendes rejse med fly og et lovligt visum imidlertid ikke helt måle sig med den ‘rigtige’ migrationsoplevelse, som hendes mange slægtninge og venner havde haft. Som studerende i Arizona ved grænsen mellem USA og Mexico blev hun tilbudt et job i det strafferetlige system, hvor hun skulle interviewe spansktalende arrestanter. Her oplevede hun fra første parket, hvordan mennesker, der faciliterede illegale migranters rejse, blev stemplet som ”menneskesmuglere” af lokale politikere.
“Da jeg begyndte i jobbet, var der et stærkt fokus på at bekæmpe narkotikahandel langs grænsen, men efterhånden begyndte lokale politikere – stærkt påvirket af de mange års racespændinger i Arizona på grund af tilstedeværelsen af mexicanske migranter – at fokusere på menneskesmugling. Der blev indført lovgivning, der angiveligt skulle forhindre vold og misbrug af de mennesker, der krydsede grænsen, ved at retsforfølge deres smuglere.
Det betød, som migrationsforsker Julien Brachet formulerer det, at man i praksis begyndte at producere smuglere: En proces, hvor man mere eller mindre tilfældigt beslutter, hvilke lovovertrædelser, der skal kategoriseres som smugling, og hvem gerningsmændene, de såkaldte ‘smuglere’, er. Jeg blev placeret i en af de enheder, der var en del af denne proces”, erindrer hun.

På det tidspunkt var Arizona blevet den vigtigste indgangsport for migranter, der ville til USA. Nedlukningen af de traditionelle ruter gennem Californien og Texas havde ikke mindsket antallet af migranter, men i stedet tvunget folk til at forsøge nye ruter gennem Arizonas ørken, hvor mange fór vild og omkom. Ansvaret for dødsfaldene blev dog ikke tilskrevet grænsekontrollen, men smuglerne:
“Det, jeg husker bedst fra den tid, er, at når en sag kom op, og politiet udtalte sig til medierne, omtalte de altid smuglerne på en særlig måde: For det første var de mænd, for det andet var de mexicanere. De var voldelige, voldtog kvinder, tog migranternes penge, var organiserede kriminelle og havde forbindelser til narkosmuglere i Mexico.
De havde måske kørt nogen gennem et kontrolpunkt eller givet dem husly natten over. Der var ældre kvinder, der havde givet migranter mad i bytte for kontanter
Ved at stemple smuglere på denne måde var det lettere at dehumanisere dem og give dem skylden for den vold, som migranterne blev udsat for under deres rejser. Det var lettere at bebrejde smuglerne end at indrømme, at dødsfaldene og volden var et resultat af grænse- og immigrationskontrol.”
Men de mennesker, Gabriella Sanchez mødte i tilbageholdelsescentrene i Arizona, passede ikke på det billede, som medier, politikere og ordensmagten fremkaldte. Dem hun talte med – som nu stod anklaget for at være smuglere – var primært fattige mennesker, der arbejdede alene, og meget få af dem var organiserede:
“De mennesker, jeg talte med, var illegale indvandrere, indfødte mænd og kvinder fra grænseområdet, der havde faciliteret en del af en migrants rejse. De havde måske kørt nogen gennem et kontrolpunkt eller givet dem husly natten over. Der var ældre kvinder, der havde givet migranter mad i bytte for kontanter.

Nogle spillede ingen anden rolle end at opkræve betaling, mens andre agerede udkigsposter for at forhindre, at migranterne blev opdaget af politiet eller kidnappet af de bander, der på det tidspunkt begyndte at husere i ørkenen. Der var vold, ja, og til tider antog det skræmmende former, men det var ikke normen. De fleste ekstreme voldshandlinger blev ikke udøvet af de mennesker, der hjalp migranterne med at krydse grænsen.”
For hver samtale kom Gabriella Sanchez nærmere en erkendelse af, at der var noget galt med den måde, det såkaldte smuglermarked blev afbildet og håndteret juridisk og politisk. Det var en erkendelse, der endte med at danne selve grundlaget for hendes fremtidige forskning – omend ubevidst i første omgang:
“Jeg tænkte aldrig, at jeg forskede i smugling. Jeg ønskede blot at undersøge, hvad der skete med mexicanske migranter, når de blev tilbageholdt, og hvordan det strafferetlige system behandlede dem. Jeg indså samtidig, at jeg selv var en del af det maskineri, der gjorde det muligt at retsforfølge dem, og besluttede derfor at forlade mit job for at starte min ph.d.”
Når du først begynder at se på smuglersager, ser du, at mange af de mennesker, der retsforfølges, har hjulpet venner og familiemedlemmer – i mange tilfælde uden nogen form for fortjeneste
Sanchez’ forskning førte hende til Mellemøsten, Australien og Nordafrika, hvor hun trods de meget forskellige geografiske og historiske sammenhænge fandt flere fællesnævnere, når det gjaldt smugling:
“Folks vidnesbyrd gjorde det klart for mig, at den praksis med at kriminalisere de fattige, som jeg havde været vidne til i min tid i Arizona, var udbredt. På samme måde var grænsekrydsningerne organiseret meget ens: De var ofte baseret på lokalkendskab og beroede på sociale bånd af gensidighed og omsorg.”
Hvaljagt blandt små fisk
Så hvordan stiller det historierne om de store kriminelle netværk, der tjener svimlende summer på menneskesmugling? Et kig på officielle databaser over mennesker, der retsforfølges for menneskesmugling, giver anledning til tvivl om, hvor udbredt denne praksis overhovedet er, fortæller Sanchez:
“Når du først begynder at se på smuglersager, ser du, at mange af de mennesker, der retsforfølges, har hjulpet venner og familiemedlemmer – i mange tilfælde uden nogen form for fortjeneste. Der er masser af eksempler på kvinder, der er anklaget for at forsøge at bringe deres børn i sikkerhed eller for at bo sammen med deres papirløse ægtefæller. Selvom der er behov for mere forskning, lader disse sager til at være mere udbredte end dem, der involverer organiserede bander.”
Ellers så er tallene måske netop en indikation på, at smugling ikke eksisterer i hierarkiske, meget organiserede sammenhænge
Det rejser unægtelig spørgsmålet: Er de organiserede netværk simpelthen bare bedre til at undgå at blive fanget? For Gabriella Sanchez er svaret klart:
“Jeg får dette spørgsmål hele tiden. Kolleger fra retssystemet minder mig ‘venligt’ om, at håbet er, at de en dag vil lykkes med at fange de store fisk i stedet for de små. Men mit svar er dette: Hvis det er tilfældet, så er jeres bestræbelser enten utilstrækkelige, fordi I konsekvent kun fanger de såkaldte små fisk. Ellers så er tallene måske netop en indikation på, at smugling ikke eksisterer i hierarkiske, meget organiserede sammenhænge.”
Det betyder ikke, at der ikke findes mere organiserede grupper, eller at folk ikke er forbundne, men når begreber som ”netværk” bruges så løst i retssystemet og blandt politikerne, kan alt være et netværk – og det gør det igen muligt at kriminalisere endnu flere mennesker, ifølge Gabriella Sanchez:
“Det faktum, at en migrant betaler sin smugler ved at passe hendes barn, gør hende ikke til en del af et netværk. At sejle en båd fra Libyen eller Tunesien, fordi du ikke har penge til at betale for din egen overfart, gør dig ikke til en del af et netværk. Men at tale om smugling som ”netværk” genererer en masse opmærksomhed – og ikke mindst frygt.”
Til hvis fordel?
I betragtning af, at de ikke synes at stemme overens med virkeligheden, hvor stammer historierne om store kriminelle netværk så fra? Og ifald historierne er stærkt overdrevne, hvad er så fordelen ved at holde fast i dem? Ifølge Gabriella Sanchez er det, fordi de er både enkle og lukrative:
“Disse narrativer understøtter først og fremmest de retshåndhævende myndigheder. Men de bærer også ved til en udbredt immigrantfjendtlig folkestemning. Hvis jeg går i retten og siger: Jeg arresterede en syg og fattig, ældre kvinde for at opkræve 50 euro pr. nat for husly til en migrant – har det ikke samme gennemslagskraft som at sige: Denne kvinde er leder af en international operation, der smugler migranter mod en potentielt stor fortjeneste. I hvert fald ikke, hvis jeg er ude efter støtte fra staten eller fra en offentlighed, der er meget bekymret over den illegale tilstedeværelse af migranter fra Afrika eller Mellemøsten.
for millioner af mennesker over hele verden er kravene for at få et pas eller et visum ofte uopnåelige. Uoverstigelige
Det er let at spille på vores frygt. Men ingen af de termer, der bruges til at tale om smugling eller illegal migration, er neutrale: De er fyldt med forestillinger om klasse, race og forskelle. Diskussionen om smugling handler ikke om europæeren: Truslen er konstrueret som sort, som brun, som afrikansk, som muslimsk, som udenlandsk.”
Bag lukkede grænser
Så hvordan ser fremtiden ud for dem, der søger bedre muligheder gennem migration? Vil de nylige grænselukninger som værn mod den globale pandemis rasen give færre billeder af overfyldte både eller karavaner i ørkenen? Ifølge Gabriella Sanchez er svaret et sikkert nej. Tværtimod: Hvis du begrænser folks evne til lovligt at komme ind i et land, vil folk finde andre måder at nå deres mål. I den forstand er menneskesmugling et produkt af begrænsningen af den frie bevægelighed:
“Menneskesmugling er resultatet af manglen på sikre, lovlige veje til mobilitet. Hvis alle mennesker uanset race, klasse, køn eller statsborgerskab havde lige adgang til bevægelighed, ville der ikke være behov for smuglere.

At få et pas eller et visum for at komme ind i et bestemt land er ikke noget, folk i det globale nord normalt tænker over, men for millioner af mennesker over hele verden er kravene for at få et pas eller et visum ofte uopnåelige. Uoverstigelige. Jeg kan forsikre dig om, at hvis du eller jeg skulle leve op til de samme standarder for at få et visum, ville vi blive afvist.”
Og lukkede grænser ændrer ikke ved ønsket om at søge bedre muligheder. Den nuværende covid-krise illustrerer dette med foruroligende klarhed. I løbet af sommeren 2020 steg antallet af mennesker, der ulovligt rejste over havet fra Tunesien, Algeriet og Marokko mod Italien og Spanien, og en tidligere migrantrute fra Vestafrika og Marokko til De Kanariske Øer åbnede igen med dødelige konsekvenser.
I Nord-, Central- og Sydamerika tyder alt på, at økonomisk usikkerhed, naturkatastrofer, kønsbaseret vold, organiseret kriminalitet kombineret med potentialet for immigrationsreformer under den nye Biden-administration har ført til en stigning i migration på trods af, at grænsen mellem USA og Mexico stadig er lukket for både ikke-statsborgere og asylansøgere.
“Pandemien gav regeringerne den undskyldning, at de havde brug for at lukke deres grænser. Men når vi nu, et år senere, ser tilbage, kan vi se, at det ikke har stoppet migrationen. Faktisk er efterspørgslen efter smuglerne steget på visse ruter. Det viser blot, at end ikke en pandemi vil være i stand til at begrænse ønsket eller behovet for mobilitet.”
Blå bog
Ph.d. Gabriella Sanchez er socialantropolog og er i øjeblikket gæsteforsker på DIIS. Hun er tidligere fellow fra Migration Policy Center (MPC) ved European University Institute og har været tilknyttet University of Maryland, Hebrew University of Jerusalem, Wellesley College, Monash University, The Catholic University of America og University of Texas i El Paso.
Hun er forfatter til bogen Human Smuggling and Border Crossings (Routledge 2016) og medredaktør på Annals of the American Academy of Political and Social Sciences fra 2018.
LÆS ALLE ANNE BLAABJERG NIELSENS ARTIKLER HER
Dette er en lettere redigeret udgave af den originale artikel, som oprindeligt er udgivet på DIIS.dk. Oversat af DIIS. Læs den her.
Topfoto: To mennesker på vej over muren mellem Mexico og USA. Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her