
KUNSTHISTORIE // UDSTILLING – I 1970’erne og 80’erne boblede Napoli af kreativ energi, og tiltrak kunstnere fra hele verden takket være byens førende gallerist, Lucio Amelio. Således også det amerikanske kunstikon Andy Warhol. Frem til den 23. februar 2020 hylder en stor udstilling på over 200 værker i en af byens kirker Warhols kunst. Her løfter Cecilie Marie Meyer sløret for den for mange ukendte historie om Andy og Napoli.
I 1975 kom det amerikanske kunstikon, Andy Warhol, til Napoli for at besøge galleristen, samleren og kunstneren Lucio Amelio, der udover at vise Andy byen også ønskede at give Napoli et internationalt anstrøg, og se, hvad der ville ske, når New Yorks absolutte avantgarde mødte Napolis kreative energi.
Takket være en håndfuld dygtige gallerister og rige mæcener var Napoli i de år et dragende sted for mange af Europas kunstnere, der kom til byen for at finde ny inspiration i stadens æstetik, mange symboler og stærke ikonografi.
Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23. november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten
Andy fandt lynhurtigt en soulmate i Napoli. Byen mindede ham på mange måder om New York, og hurtigt blev Andy en del af gadebilledet, hvor han travede rundt for at udødeliggøre byens energi og skæbner med sit elskede polaroidkamera:
“Napoli er en by, der er ved at falde fra hinanden, og på trods af det er alle glade, ligesom i New York. De er begge to kedler, der bobler, og er ved at eksplodere. Ja, den minder mig om New York med sine mange transvestitter, og sit affald på gaderne. Og energien, der findes overalt, i hvert et hjørne.”
Her fester Andy på jazz klubben City Hall Caffè i Corso Vittorio Emanuele, 1 april 1980, Napoli:
Historien om Andy Warhols kærlighedsaffære med Napoli vækker stolthed hos og er velkendt af napolitanerne, men få uden for landets grænser kender til de kunstværker, som Andy Warhol udførte som en direkte konsekvens af sit kendskab til byen, og hvoraf mange netop udsprang af de eksplosive kræfter, der bobler under napolitanernes fødder.
Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23. november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten. Han rejser straks til New York og Andys værksted The Factory med de seneste italienske aviser, og viser overskrifterne til den chokerede amerikaner, der straks går igang med at skabe et kunstværk ud af Il Mattinos forside, med fotos af begravede mennesker under murbrokkerne og titlen ‘Fate presto – skynd jer!’, som titel.

Andy ved at mennesket har brug for kunstens hjælp til at bearbejde livets ondskab, og han laver en stor triptyk (kunstværk i tre dele) ud af avisforsiderne. Det er hans og Lucios intention at skabe et monument over tragedien, så den forfærdelige hændelse aldrig nogensinde vil blive glemt, og Lucio og Andy kuraterer i den forbindelse udstillingen ‘Terrae Motus’ for at formidle katastrofens omfang overfor omverdenen. Du kan se kunstværket her.
Warhol udvikler et kærlighedsforhold til Napoli: i 70’erne og 80’erne kommer han flere gange til byen, hvor han vandrer rundt med sit kamera og indfanger byens skæbner. Og så udfører han i 1985 en vigtig serie af 18 ‘portrætter’ på lærred af en lava-spyende Vesuvio i sin vanlige, farverige stil, hvor amerikaneren formår at fange Napolis utrættelige energi i vulkanens sitrende silhuet. – jeg har lavet et link her, hvor du kan se nogle af portrætterne, og opleve Vesuvio gennem Andys fortolkning.
Andy Warhol laver også portrætter af førende, napolitanske kunstpersonligheder, og Andys kunst kan i dag findes rundt omkring i byen: blandt andet hænger et ‘Vesuvius’ fast på kunstmuseet MADRE, mens ‘Fate Presto!” er udstillet på slottet i Caserta.
Og så dukker der ind imellem større udstillinger op i Napoli om og med Andy Warhol – for eksempel kan man lige nu se over 200 værker af pop-art-kunsteren i kirken La Basilica di Pietrasanta i Napolis historiske centrum. Det drejer sig om Andys mest berømte værker, og desuden er et helt rum dedikeret til Warhols forhold til Napoli, med tilhørende kunst. Udstillingen løber frem til den 23. februar 2020.
Du kan læse flere artikler og essays om Syditalien på www.ceciliemariemeyer.dk
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Hovedillustration: Andy Warhol med en af sine elskede gravhunde. John Mitchell, Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her