ALTANER I ANDELSFORENINGEN // SATIRISK KLUMME – En andelsboligforening er en miniatureudgave af vores samfund. Et fællesskab, hvor vi tager ansvar for det, vi er sammen om. Et fællesskab, der ikke er noget, vi taler om, men noget, vi vedligeholder. Og når foreningens soloryttere ikke engang kan tage sig sammen til at gribe et stykke sandpapir og en oliepensel i foreningsfællesskabets navn, hvor ligeglade er de så med det danske samfunds fællesskab?
Jeg har netop slebet og olieret min altan.
Det er ikke noget, jeg har behov for at udbasunere fra fjerde sal. Jeg nævner det kun, fordi træpleje for mig er en selvfølge og en æressag. Det burde det i parentes bemærket også være for de andre beboere i vores andelsboligforening. Man passer godt på sit træværk. Så holder det længere. Ligesom med vores samfund. Men det går den gale vej for dem begge.
Min altan fremstår smukkere end nogensinde. Træet er mættet af den velgørende plejende olie, og dets glødende tone varmer næsten lige så meget som tilfredsheden over veludført gerning.
Så snart de skal bidrage til foreningens forskønnelse, bliver de ramt af akutte sælsomme lidelser som svedintolerans, sandpapirssyge og olieallergi.
Jeg har gjort mig ekstra umage den her gang. For det skal jo ikke hedde sig, at min genbos altan er flottere end min. Eller at naboens pileflethegn står mere lige end mit. Altså ikke fordi jeg er sådan en, der sammenligner. Det gør jeg ikke på nogen måde overhovedet. Men når det er sagt, så har man vel en vis standard.
Og nu vi taler om standard: Den er i frit fald som fugleklatter mod altanens forsvarsløse planker.
Andelsforeningens altaner er uplejede og forsømte
Når jeg ser mig omkring i vores ellers så glimrende forening, fremstår flere af de andre beboeres altaner uplejede og forsømte. De hænger bare der.
Som dovenskabens øjebæer. Som åbne sår i foreningens facade. Som pestbylder i fællesskabets ansigt.
Jo mere jeg ser, jo sværere har jeg ved at begribe, hvordan de ansvarlige beboere kan holde synet af deres spejlbillede ud. Føj.
Indrømmet. Det er voldsomt billedsprog. Men døve ører kræver høj råben efterfulgt af en pædagogisk ruskning.
For altanernes stille og rolige forfald, som vi bevidner med lige dele skræk og undren, sker jo på grund af en helt bestemt type mennesker
Mennesker, for hvem regler altid er noget, der kan diskuteres med henvisning til hvad de føler er rigtigt og forkert, når de mærker efter helt nede i maven. Man må forstå, at maven åbenbart er deres primære tænkeorgan.
Du kender sikkert typen fra dit gadebillede: Tatoverede piercingprinser- og prinsesser, der er som taget ud af Næseringenes Herre. Identitetspolitiske frontsoldater iklædt tøj, der ligner et dumpet elevprojekt i ottendeklassernes Håndværk og Design, og med så mange nåle, ringe og kæder i kroppen, at de jævnligt udløser metaldetektorerne i lufthavnen.
Hvordan deres forurenende flyrejser til socialistiske nonbinære kollektiver i Langbortistan hænger sammen med deres daglige klagesang i åh-mol om klimaets snarlige undergang er ikke sådan lige til at få øje på.
Til gengæld er de samme mennesker lette at få øje på, når de drøner gennem fodgængerfeltet med 40 i timen i trehjulede panservogne af hjemmesmedet jern og økologisk balsatræ. Fartpsykopaternes eneste undskyldning (hvis de ellers gad sige undskyld) er, at de ikke vil komme for sent til Steiner-børnehaven, for så får lille Malthe Konrad og Freja My jo en dårlig oplevelse.
I vores forening har disse mennesker en farlig masse holdninger til, hvad vej foreningen skal. De fleste drejer sig om, hvordan vi, der holder samfundets hjul i gang, skal indrette os efter netop deres unikke identitet og ømme følelser, mens de ligger og læser referatet fra seneste møde i SART (Skrøbelige Akademikeres Røde Talerør).
Holdningerne kredser om alt fra ønsket om ro på fællesarealerne, når børnene sover og Mor og Far lufter deres armhulehårfletninger, til krav om at grillfest-buffeten skal bugne af selleribøffer og kålpølser.
Men så snart de skal bidrage til foreningens forskønnelse, bliver de ramt af akutte sælsomme lidelser som sved-intolerans, sandpapirssyge og olie-allergi. De vil nemlig blæse på foreningens sammenhængskraft og på træværket, der siger Gori, indtil det revner af fortvivlelse.
Jeg ved, hvad du tænker. Det lyder som en overdrivelse. Men tingene hænger sammen.
En andelsboligforening er jo en miniatureudgave af vores samfund. Et fællesskab, hvor vi med Georg Brandes’ ord ser det store i det små. Et fællesskab, hvor vi tager ansvar for det, vi er sammen om. Et fællesskab, der ikke er noget, vi taler om, men noget, vi vedligeholder.
I bogstavelig forstand.
Og når foreningens soloryttere ikke engang kan tage sig sammen til at gribe et stykke sandpapir og en oliepensel i foreningsfællesskabets navn, hvor ligeglade er de så med det danske samfunds fællesskab?
Spørgsmålet er brændende relevant for enhver ægte demokrat.
Men selvom jeg højst stiller mit oprigtigt nysgerrige spørgsmål en gang om dagen og med døgnåbent sind, bliver jeg mødt med himmelvendte øjne og ord som ”reaktionær”, ”sur gammel mand” og ”altanfascist”.
Altanfascist.
Der hvor jeg kommer fra, kalder vi det ordensmenneske.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og