HITS // ESSAY – Mike Stock, Matt Aitken og Pete Waterman skrev 100 Top 40 hits og 13 nummer 1 hits – for eksempel Rick Astleys ‘Never Gonna Give You Up’. Fra 1985 til 1990 solgte de mere end 50 millioner plader. Men de mødte også stor modstand og fjendtlighed i musikbranchen. Tidligere radiovært og dj Morten Holm-Nielsen fortæller historien om den engelske trio, der herskede over firsernes radiobølger.
I de her dage kan man i bydelen Southwark i London stemme om, hvilke bygninger der skal have status som lokalt mindesmærke. En af de nominerede bygninger er The Vineyard på Sanctuary Street – eller som den blev kaldt i midt-firserne og fremad: The Hit Factory.
Historien om hitfabrikken begyndte i 1983. Keyboardspiller Mike Stock manglede en guitarist til sit band. Guitaristen Matt Aitken manglede et job, og snart stod de to sammen på scenen. Stock og Aitken fandt hurtigt ud af, at kemien var god, og så begyndte de at skrive sange sammen.
Herfra gik det stærkt. Sangen satte ild til dansegulvene på natklubberne, hvilket skabte efterspørgsel på radiostationerne og i pladebutikkerne
I mellemtiden arbejdede Pete Waterman som DJ på et lokalt diskotek og som manager på et mindre pladeselskab. En dag i januar 1984 ringede Mike Stock til Waterman og spurgte, om han ville udgive hans og Aitkens nye sang. Den hed ‘The Upstroke’ og var skrevet i den high energy-stil, der dominerede på homonatklubberne.
Sangen blev et pænt klubhit og en aften på den lokale pub, The Gladstone, foreslog Waterman, at de tre skulle samarbejde om flere udgivelser. Trioen gav håndslag:
”Og fra det øjeblik var vi Stock Aitken Waterman ,” fortæller Mike Stock i Channel 5-dokumentaren History Is Ours: Stock, Aitken Waterman: Legends Of Pop.
Trioens første hitlisteplaceringer
Arbejdsfordelingen var klar: Stock og Aitken skrev og producerede sangene – nogle gange med input fra Waterman; en tekstbid her, et titelforslag der. Hans primære opgave var dog at indgå aftaler med pladeselskaber, netværke med djs og andre branchepersoner og vigtigst: At finde nye talenter.
De tre herrers iørefaldende sange blev hurtigt populære. Først høstede de en 16. plads i England med Divines ‘You Think You’re A Man’ og siden en fjerdeplads for Hazell Deans ‘Whatever I do (Wherever I Go)’. Herefter tog den ene ting den anden.
Den første nummer 1
Bandet Dead Or Alive havde hørt Hazel Deans hit i radioen, og nu ville de gerne have trioens hjælp. Stock, Aitken og Waterman sagde ja – ikke mindst fordi Dead Or Alive havde kontrakt med det dominerende pladeselskab CBS. Det var en stor chance for de relativt ukendte sangskrivere. Stock og Aitken gik i gang med at bearbejde en sang, som bandet medbragte: ‘You Spin Me Round (Like A Record)’.
De flyttede rundt på sekvenser, ændrede arrangementet og tilføjede nye lyde, og næste dag blev sangen præsenteret for det begejstrede band.
Herfra gik det stærkt. Sangen satte ild til dansegulvene på natklubberne, hvilket skabte efterspørgsel på radiostationerne og i pladebutikkerne – og i marts 1985 indtog den førstepladsen i England.
Nummer 1 i USA med et nyt gammelt hit
Succesen med ‘You Spin Me Round (Like A Record)’ fik ikke umiddelbart telefonerne på hitfabrikken til at gløde, og trioen vadede heller ikke i penge.
”Jeg vil ikke kalde det fattigdom, men vi sad hårdt i det dengang. De penge, vi tjente, blev brugt til studieudstyr og til at opbygge et hold omkring os,” har Mike Stock fortalt.
Derfor var opkaldet fra pigegruppen Bananarama meget velkomment. De havde hørt ‘You Spin Me Round (Like A Record)’, og de havde et forslag til producertrioen: En high energy-genindspilning af Shocking Blues’ hit fra 1969, ‘Venus’.
Det viste sig at være en god ide. Sangen snuppede nemlig førstepladsen i hele syv lande – bl.a. i USA.
Heftig aktivitet og nye toner på hitfabrikken
Hitfabrikken i Sanctuary Street var nærmest i gang i døgndrift. I ét studie var en sanger ved at lære en sang, i et andet studie sad Stock og Aitken og indspillede med en anden sanger, og i et tredje studie sad lydtekniker og producer Phil Harding og mixede.
Ovenover alting – altid med en telefon i den ene hånd og en kontrakt i den anden – svævede Pete Waterman, som var i fuld gang med at realisere den vision han altid havde haft: En engelsk udgave af amerikanske Motown. Altså et musikalsk kraftværk og pladeselskab, hvor unge talenter blev udviklet til store stjerner.
Hitfabrikken i Sanctuary Street var nærmest i gang i døgndrift. I ét studie var en sanger ved at lære en sang, i et andet studie sad Stock og Aitken og indspillede med en anden sanger
Et af de unge talenter var den kvindelige sanger, Princess. Hendes soul-inspirerede stemme fik trioen til gå en ny vej både i forhold til sangskrivning og produktion. Resultatet blev en slags elektro-R & B, og sangen ‘Say I’m Your Number One’ høstede en 7. plads i England.
Med søstrene Mel og Kim gik Stock Aitken og Waterman også nye veje. Stock og Aitken tog afsæt i House-bølgen, der skyllede ud af Chicago i de tidlige firsere, og sammen med førnævnte Phil Harding (en afgørende spiller på holdet i forhold til både lyd og produktion) skabte de det, man i branchen kaldte “London House”.
Det brede publikum elskede den nye lyd. Først snuppede ‘Showing Out (Get Fresh At The Weekend)’ en tredjeplads i England og siden indtog ‘Respectable’ førstepladsen.
Total hitlistedominans
Producer, manager og opfinder af X-Factor Simon Cowell fortæller, at han dukkede op på hitfabrikken en dag og spurgte, om Stock Aitken og Waterman ville skrive en sang til hans kunstner Sinitta.
Waterman svarede, at de havde for travlt. ”Med hvad?” spurgte Cowell. Hvorefter Waterman blinkede til ham som om han ville sige ”Vent og se.” ”Og så eksploderede det hele,” griner Cowell,
Eksploderede er det rigtige ord.
Udover succesen med Mel & Kim hittede Stock, Aitken og Waterman med Kylie Minogues opfølger til ‘The Locomotion’. Den hed ‘I Should Be So Lucky’ og høstede en af sangskrivertroldmændenes 13 nummer 1 singler.
Samtidig udkom Bananarama-albummet Wow. Det blev nummer 1 i Australien, og i England hoppede 3 af singlerne ind i Top 20 med ‘Love In The First Degree’ som den højest placerede.
Og som om det ikke var nok, så erobrede Rick Astleys single ‘Never Gonna Give You Up’ førstepladsen i England og gentog kunststykket i 24 andre lande, herunder USA.
Efterfølgeren ‘Whenever You Need Somebody’ fik 7 førstepladser, og fjerde single ‘Together Forever’ erobrede endnu en førsteplads i USA.
Stock, Aitken og Waterman var radiobølgernes og musikbranchens ubestridte herskere.
Succesformlen: Ny lyd, gode melodier og mange toneartskift
Stock, Aitken og Watermans sange skilte sig afgørende ud i samtiden. For det første var deres lyd markant anderledes end f.eks. Madonna, Michael Jackson og Duran Durans for blot at nævne nogle få.
Men det var ikke kun den nye friske lyd, der fik folk til at flå pladerne ned fra hylderne. Det var også de gode melodier og de akkordskift, der var inspireret af alt fra Elgars ‘Land of Hope and Glory’ til Motown og 70er-disco. Læg hertil, at teksterne var enkle og ligetil.
I takt med trioens kommercielle succes blev Stock, Aitken og Waterman mødt af højlydt kritik i musikbranchen
Derudover påpeger Ph.d. i musikanalyse Joe Bennett, at Stock Aitken og Waterman skiftede toneart oftere end andre sangskrivere. ‘I Should Be So Lucky’ har f.eks. flere toneartskift end de 9 øvrige sange i Top 10 i februar 1988.
Bennett fremhæver også, at trioen ikke blot skiftede toneart i overgangen mellem vers og omkvæd eller mellem dur og mol, som så mange andre gjorde. Skiftene foregik nogle gange inde i versene eller omkvædene.
De mange skift har uden tvivl givet mange lyttere en oplevelse af, at der skete noget overraskende i sangene. Og i popmusik er overraskelser hård valuta.
Skandale ved prisuddeling: ”Jeg blev ramt af en dåse urin”
I takt med trioens kommercielle succes blev Stock, Aitken og Waterman mødt af højlydt kritik i musikbranchen.
De blev hånet for at skrive plastikpop, og i musikkredse blev de bl.a. omtalt som “Schlock, Aimless, and Waterdown”. Satirikerne Morris Minor & The Majors udgav desuden parodisangen ‘This Is The Chorus’, der handlede om, at alle hittrioens sange lød ens.
Helt grimt blev det dog til en stor prisuddeling i London. De tre sangskrivere blev mødt af højlydt buhen og piften, da de gik på scenen. Og det skulle blive værre.
”Folk kastede alt muligt efter os. Jeg blev ramt af en dåse urin,” husker Mike Stock, som et par dage senere tog hævn over branchen.
Sammen med de to andre udgav han den 70er-funk-inspirerede single Roadblock uden at fortælle nogen, at de stod bag den.
Roadblock blev rost til skyerne af de samme DJs og journalister, der havde hånet trioen for kun at kunne skrive én slags musik.
Mens sangen var i rotation på flere radioer, afslørede Stock, Aitken og Waterman, at de var bagmændene – hvorefter en del af kritikken forstummede.
Pop til firsernes pessimister og optimister
Stock, Aitken og Watermans glade, lette og ubekymrede pop passede perfekt til firserne. Af flere grunde.
På den ene side var firserne præget af mismod. Mange mennesker var arbejdsløse og på overførselsindkomst, der var strejker og lockouts, og lavindkomstfamilier blev hårdt ramt af offentlige besparelser.
Midt i det hele stod tidens mest succesfulde sangskrivere med et helt vognlæs hits som både pessimister og optimister kunne synge med på og danse til
På den anden side var firserne også en optimistisk tid for mange. Konservative regeringer i flere lande talte om at give friheden tilbage til folket og om at lade borgerne beholde flere af deres egne penge.
Og midt i det hele stod tidens mest succesfulde sangskrivere med et helt vognlæs hits som både pessimister og optimister kunne synge med på og danse til.
Er du blevet nysgerrig? Så se Channel 5s fremragende dokumentar om de tre hitmagere. Den hedder Legends Of Pop. Udover de tre hovedpersoner medvirker popstjerner bl.a. som Rick Astley og Kylie Minogue, Simon Cowell, Phil Harding og mange flere.
Bonus: De 10 bedste Stock Aitken og Waterman sange
10. Princess: Say I’m Your Number One
9. Jason Donovan: Too Many Broken Hearts
8. Hazel Dean: Who’s Leaving Who?
7. Rick Astley: Together Forever
6. Lonnie Gordon: Happenin’ All Over Again
5. Mel & Kim: Respectable
4. Banananarama: Love In The First Degree
3. Donna Summer: This Time I Know It’s For Real
2. Rick Astley: Never Gonna Give You Up
1. Kylie Minogue: Better The Devil You Know
Sangene er udvalgt blandt de sange, som trioen skrev og producerede. Derfor er deres første nummer 1-single, “You Spin Me Round (Like A Record)”, som de kun producerede, ikke med på listen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
