WOKE // KOMMENTAR – Teatergruppen Hammermøllen blev anklaget for “deaf-facing”, fordi ensemblet havde castet en ikke-døv person til at spille en rolle som døv. Eksemplet er det seneste i en bimlende skør udvikling, som tramper med pigsko på alt det, skuespil drejer sig om, skriver Morten Holm-Nielsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg ved, jeg danser wienervals i et minefelt her, men jeg vover pelsen.
Hammermøllens Teatergruppe, et amatørteater i Nordsjælland, er kommet i stormvejr.
Hvorfor? Fordi det skulle opføre et teaterstykke, forestillingen En Fri Mand. Fortællingen tager udgangspunkt i slavegjorte Hans Jonathan fra Sankt Croix, som kom til Danmark som dreng i 1792.
En af rollerne var en døv person.
“Skaber det stormvejr?” spørger du.
Ja. For teatret kom under pres udefra. Blandt andet fra en interesseorganisation, Danske Døves Landsforbund (DDL), der nærmest krævede, at rollen skulle spilles af en døv person.
“For det er den rigtige repræsentation,” lød det fra interesseorganisationen.
En farlig tilgang
Eksemplet er det seneste i en bimlende skør udvikling, som tramper med pigsko på alt det, skuespil drejer sig om: at skabe en illusion og at spejle naturen, som gamle Shakespeare sagde.
Det har store skuespillere demonstreret i årevis med overvældende og indiskutabel succes.
Også selvom de hverken
- er blinde eller døve
- er narkomaner eller alkoholikere
- har elefantitis, autisme eller aids
- er faretruende tykke eller tynde
- eller er jøder, muslimer eller hinduer fra naturens hånd.
Kravet fra minoriteter om at seksualitet, hudfarve, fysisk tyngde, religion, handicap etc. skal veje tungere end evner, er løjerligt selvmodsigende.
Forestil dig, at du som skuespiller får den her besked: “Tillykke med rollen. Du er ikke den bedste, men vi SKAL caste en døv, etbenet, jøde med Tourettes.”
Ikke just blid massage for selvværdet, vel?
Tilgangen er også farlig. Den fører direkte til det mindretalstyranni, som Ray Bradbury advarede om i slutningen af 50’erne.
I hans roman Fahrenheit 451 er det minoriteterne, der brænder bøger, som krænker deres følelser.
Det svære, men rigtige
Det nemme ville være at bede verden om at køre ind til siden, så jeg kan komme af.
Det svære, men rigtige er at sige det her: Talent og evner skal altid veje tungest.
At tilhøre en minoritet eller et bestem køn er ikke en fribillet til en rolle i en film eller et teaterstykke.
“Lav jeres egen film,” som min ven Jesper skrev i et skarpt indlæg om samme fænomen i filmbranchen i foråret.
Det har den amerikanske skuespiller, Reese Witherspoon gjort. Hun og andre kvinder oplevede, at det var svært for dem at få roller. Så hun skabte sit eget filmselskab, der producerer film af og med kvinder.
Et velgørende klart eksempel på, at muligheder er noget, man kan skabe, i stedet for at jamre, at andre skal give dem til en.
Det kunne de ømskindede lære meget af.
I stedet skubber de en hel branche ned ad en glidebane, hvor det at føle sig underrepræsenteret skal trumfe talent, evner og hårdt arbejde.
En glidebane, hvor det skal være en menneskeret at få en film- eller teaterrolle, fordi man tilhører en bestemt minoritet, køn, religion etc.
En glidebane, der vil trække tæppet væk under hele skuespilprofessionen.
Den hovedløse udvikling vil fortsætte, medmindre vi afsporer eksprestoget til Skørenstrup.
Dér venter der formentlig os alle sammen nogle langt dårligere film- og teateroplevelser.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
