LIGESTILLING // KOMMENTAR – Tv-serien “And just like that”, fortsættelsen af “Sex and the City”, skaber debat. Burde seriens kvinder være eksponenter for en bestemt type kloge, ressourcestærke, kreative og autonome badass kvinder, der ifølge Emilia van Hauen flytter verden på “den rigtige måde”? Nej, skriver Maiken Piil. Seriens kvinder følger deres egne definitioner på glæde og lykke i stedet for nutidens forældede, halv-patriarkalske og elitære normer, og det er befriende.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
And just like that … så fik den nye sæson af Sex and the City alle smagsdommerne ud af busken for at fortælle os kvinder, hvordan man er en rigtig fri, interessant og klog kvinde. For åbenbart er de nu 3 ud af 4 sexede damer fra the City alt andet end det. Og deri ligger fadæsen.
Det har nemlig aldrig været så interessant og frisættende at være kvinde som nu – og derfor er kultursociolog Emilia van Hauen en af dem, der synes, at serien er en anledning til at huske os kvinder på den rette måde at være en klog, ressourcestærk, kreativ og autonom kvinde, der har styr på vores shit og flytter verden. Der er nemlig en rigtig måde at være en fri kvinde på, forstås.
Hvad der er begrænsende for mig, er at midalderende kvinder som Emilia van Hauen stadig lever i en våd 90’er-fantasi om det frisættende i at kunne være ligesom en rigtig mand
Friheden indebærer nemlig ikke det privilegie at få lov at være den, man nu engang er, og skabe det liv, man har lyst til. Så langt er vi desværre ikke nået. Hvis vi skal være sådan rigtig frie, badass kvinder, skal vi skabe et bestemt slags liv, være på den rigtige måde og gå klædt på den rigtige måde, ifølge van Hauen.
Ifølge Emilia van Hauen burde kvindernes liv i “And just like that”-serien have således ud:
Miranda ville ”have skabt et badass advokatfirma, der havde specialiseret sig i social retfærdighed for alle og selv bugnede af diversitet, og i øvrigt ville hun helt Obama-agtigt kun gå klædt i det samme stilige sorte jakkesæt, fordi hun havde for travlt med at redde verden til at tage sig af sin fremtoning, og selvfølgelig ville hun owne for vildt at være gråhåret!
Charlotte ville have byens mest trendsættende galleri, netop fordi det ikke kun havde Fifth-Avenue-venlige kunstnere, men også de mest interessante upcoming artister, og hun ville opfordre sine døtre til at crashe enhver forestilling om perfektion (for lige dét opgør har hun nemlig taget og lært af), og fremfor at pace sine datter til at optræde i en elitehypet klaverkoncert ville hun i stedet stille galleriet til rådighed for kreative udfoldelser.
Og Carrie ville enten være redaktør på The New Yorker eller have sit eget cool forlag, der nursede alle de, der turde sætte en ny dagsorden båret af nysgerrighed og ønsket om at sætte mennesker fri af begrænsende normer og forventninger. Mens hun i fritiden udforskede en lang række af (måske især yngre) mænd, der kunne knalde noget liv ind i hende, og give hende inspiration til flere skelsættende bøger”.
Uddrag af Emilia van Hauens artikel “Og bare sådan blev kvinder 50+ til”
Man må fx gerne være så klog, ressourcestærk, kreativ og autonom, at man vælger at gøre karriere som redaktør på det mest kulturelitære magasin i New York eller eje et forlag, der kan sætte andre fri af normer. Men altså ikke så klog og ressourcestærk, at man ikke underlægger sig normer overhovedet.
Hvad der er begrænsende for mig, er, at midalderende kvinder som Emilia van Hauen stadig lever i en våd 90’er-fantasi om det frisættende i at kunne være ligesom en rigtig mand, der skaber store virksomheder, konstant går i sorte direktør-jakkesæt, fordi han har så skidetravlt med at skabe noget bundlinje, og er sådan en badass-type, der bare tager problemerne i nakken og tæsker situationen på plads. Mens han knalder nogle yngre kvinder. Selvfølgelig med en grøn snært af noget bæredygtigt og kreativt – for det er jo trods alt ikke 90’erne mere.
Og sådan er vi så mange kvinder, der finder meningen lige præcis dér, hvor hjertet banker, og som forandrer menneskers liv hver evig, eneste dag, uden så meget som at åbne The New Yorker
Og du skal i øvrigt også huske, at du ikke må være så fri, at du synes, grå hår er nederen, eller så fri, at du elsker eliteklaver, har valgt dine børn over et galleri eller synes, det er lidt svært at finde rundt i, når “hun” bliver til “dem”.
Vi skal jo flytte verden, mener Emilia van Hauen – og hvis man er en rigtig fri og interessant kvinde, så er det en bestemt måde, man flytter verden på. Man flytter ikke verden ved at være en god veninde, ved at gå op i sine børn, elske sin mand eller at følge efter kærligheden i stedet for at tage sit meget eftertragtede internship på Human Rights Watch.
Nej, du skal helst være elitær på den der underspillede rebelske måde, hvor du giver indtryk af, at du er elite, uden at du viser, du er eliten på den der ufrie, norm-agtige måde. Er du med – eller er du ikke klog, ressourcestærk, kreativ og autonom nok?
Men måske er de tre damer de mest frie af jer fire, Emilia van Hauen. Fordi serien prøver ikke at lave et knæfald for dine gammeldags, halv-patriarkalske normer og elitære definitioner af, hvad det betyder at være en rigtig fri, klog og ressourcestærk kvinde, der skaber en forskel i verden.
Miranda gad ikke spilde tiden og rådne op på et advokatkontor, men kastede sig ud i livet og kærligheden. Carrie fandt meningen og sin egen redning der, hvor hendes eget bristede hjerte altid har brændt og helet – i at være et lyttende øre og spejl for andre knuste hjerter.
Og Charlotte, som altid elskede kærligheden og familien, lykkedes lige præcis med det, som hun ønskede allermest. Og sådan er vi så mange kvinder, der finder meningen lige præcis dér, hvor hjertet banker, og som forandrer menneskers liv hver evig, eneste dag, uden så meget som at åbne The New Yorker.
Som der blev skrevet i Berlingske som optakt til serien, var den oprindelige Sex and the City en hyldest til livsglæden, til at have det sjovt, til at forfølge sit potentiale – hvor end det må tage en – og købe sko, drikke cosmopolitan med veninderne og ikke være bundet af seksuelle normer. Serien kigger stadig på livet herfra.
Ligesom serien gjorde op med datidens normer, så giver den på sin vis endnu en finger til nutidens normer, hvor den store rigtige lykke stadig defineres ud fra gamle patriarkalske normer
Jeg elsker serien stadigvæk. Fordi den stadig viser, at ens potentiale er at være dér, hvor livet udspiller sig og friheden er, og hvor vi hver især finder glæden og meningen uden at skulle forstille os eller leve op til samfundets normer om, hvordan man er en fri, succesfuld, badass kvinde.
Ligesom serien gjorde op med datidens normer, så giver den på sin vis endnu en finger til nutidens normer, hvor den store rigtige lykke stadig defineres ud fra gamle patriarkalske normer som en direktørstilling, et jakkesæt og evnen til at score yngre mænd – selvfølgelig med et strejf af wokeness, bevares.
For rigtig mange af os kvinder findes den ægte frihed i at kunne vælge at være lige præcis dér, hvor hjertet viser vejen. Hvor dagligdagen er. Hvor livet udspiller sig. Og hvor vi ikke skal defineres ud fra normer om, hvordan man er forandringsskabende og succesfuld i en foranderlig verden, men hvor diversiteten tillader ethvert bidrag at blive set som værdifuldt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her