ISOLATIONISME I USA // ANALYSE – Den republikanske isolationisme i Ukraine-støtten kommer til at få stor betydning for USA’s rolle på verdensscenen. Det er bare ikke gået op for Trump og hans allierede endnu.
Den amerikanske kongres er igen låst langs partipolitiske linjer.
Joe Bidens plan om at sende militærstøtte for 106 milliarder dollars til Ukraine, og i anden række Israel og Taiwan, bliver blokeret af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus og har også fået tidligere trofaste Ukraine-støtter blandt Senatets republikanere til at trække i land – eller i hvert fald i langdrag.
Den konservative kalkule er benhård realpolitik, der skal styrke partiets chancer frem mod november 2024. Til det formål er man helt og aldeles villig til at ofre Ukraine på det politiske alter
Den politiske tvist handler på overfladen om situationen på den amerikansk-mexicanske grænse, hvor man kræver en drakonisk grænsereform vedtaget som betingelse for den øvrige pakke.
I virkeligheden handler det ikke egentlig om grænsen, men om at man i valgsæsonen ikke kan tillade Joe Biden at tage vigtige politiske stik. Den konservative kalkule er benhård realpolitik, der skal styrke partiets chancer frem mod november 2024. Til det formål er man helt og aldeles villig til at ofre Ukraine på det politiske alter.
Analyserer man de amerikanske sikkerhedsinteresser, burde der ellers ikke være noget at rafle om. For en brøkdel af det årlige militærbudget – langt mindre end fx Norge eller Litauen har sendt målt på GDP – har USA decimeret det russiske militær. Uden et eneste sæt amerikanske militærstøvler på landjorden har man halveret en geopolitisk rivals militærkapacitet og nedslidt det russiske militær til et punkt, hvor man er tvunget til at kaste tanks fra Sovjettiden ind i kampen.
Ukraine som salgsvindue
Det bedste af det hele er, set med amerikanske briller, at pengene stort set er blevet hjemme i USA, hvor det militærindustrielle kompleks har kronede dage.
Ja, faktisk blegner de penge, som er blevet givet til Ukraine, set i forhold til de mange nye ordrer, Lockheed Martin, Boeing & Co. i disse år modtager fra lande, der har set det russiske udstyrs underlegenhed ved selvsyn.
Den helt kyniske observatør ville kalde Ukraine-krigen det største salgsvindue for amerikansk isenkram i moderne tid.
Det er ikke så underligt, at den aktuelle politiske strid i Kongressen bliver mødt med jubel på russisk TV. Her fejres nyheden om, at den amerikanske militærbistand er gået i stå med bombastiske udmeldinger om at erobre nye områder i Ukraine
Forsvarsindustrien boomer. Rivalen er i knæ. Efterspørgslen på amerikansk isenkram er større end nogensinde. Hvis USA kun gik efter at forfølge sine langsigtede strategiske mål, var det med andre ord en no brainer fortsat at sende militærudstyr fra overskudslageret til Ukraine. Det er her, MAGA-bevægelsen kommer ind i billedet.
Her bliver den slags rationelle, pragmatiske overvejelser altid overdøvet af kampråbet om at sætte America First. Der er intet at vinde ved at sende flere penge til Ukraine, lyder det skråsikkert, og her nytter ingen indvendinger om, at pengene reelt bliver brugt i deres egen baghave.
Det er fx tilfældet for MAGA-republikaneren Jim Jordan, hvis eget valgdistrikt i Ohio producerer både de Abrams-tanks og Stryker-kampvogne, der bliver sendt over Atlanten.
Soft power til salg
Hvad de også køber for pengene, lader imidlertid ikke til at være gået op for de rødhattede republikanere – endnu. USA har som verdens suveræne stormagt i anden halvdel af det 20. århundrede bygget et globalt imperium, hvis handelsmagt udfolder sig gennem kontrol med verdenshavene, der igen hviler på en overlegen flåde.
Det er også årsagen til de store spændinger i Sydøstasien, hvor Kina nu forsøger at bryde det amerikanske greb om Stillehavet.
Den amerikanske sikkerhedsparaply, i såvel Europa som i Asien, har hidtil givet landet en uhørt mængde soft power. Det handler om fundamental tillid til en slags social kontrakt: Det amerikanske imperium agerer sikkerhedsgarant og bevarer til gengæld sit kulturelle og økonomiske hegemoni.
På den måde er krigen i Ukraine ikke bare en russisk territorialkrig, men også en lakmusprøve på den amerikanske villighed til at overholde sin del af kontrakten. Og selvom Ukraine ikke formelt er medlem af Nato, den vægtigste amerikanske kontraktramme, skal aftalen også her tages bogstaveligt. Ukraine opgav ved Budapestaftalen i 1994 sit atomarsenal og store dele af sit bombefly-arsenal til gengæld for et amerikansk (og i bagklogskabens lys ubrugeligt russisk) løfte om hjælp, hvis landets suverænitet blev truet.
Hvis den grundlæggende tillid til USA’s evne til at lege verdens politimand først forsvinder, vil den blive svær at genvinde. Allerede nu begynder mange af landets tidligere allierede at forberede sig på en situation, hvor et Trump-ledet USA kan finde på at trække sig ud af Nato og dermed endeligt begrave de sidste 80 års internationale verdensorden.
Den kortsigtede beslutning om at lade interne politiske magtkampe spænde ben for det længere strategiske sigte kan på den lange bane blive dét, der afvikler den amerikanske særstatus i verden
Med amerikanske briller ville det være et selvmål af historiske proportioner. Til gengæld vil det være en triumf for Rusland, Kina og andre stormagter, der ønsker at genetablere en multipolær verdensorden og erstatte den amerikanske dominans med deres egne imperialistiske ambitioner.
Republikansk isolationisme kan true Baltikum
Det er på den baggrund ikke så underligt, at den aktuelle politiske strid i Kongressen bliver mødt med jubel på russisk TV. Her fejres nyheden om, at den amerikanske militærbistand er gået i stå, med bombastiske udmeldinger om at erobre nye områder i Ukraine.
Efter Ukraine står Moldova for skud. Og kan man virkelig regne med, at et isolationistisk USA vil forsvare et par små byer i de baltiske lande? Fristelsen til at afprøve den hypotese vil være svær at modstå for Kreml i de kommende år, og tvivlen på det amerikanske engagement vil sende oprustningskapløbet mod nye højder i både Europa og Asien. Denne gang vil det dog ikke være Raytheon og Boeing, men europæisk forsvarsproduktion hos fx Saab og BAE, der vil blive prioriteret.
Den kortsigtede beslutning om at lade interne politiske magtkampe spænde ben for det længere strategiske sigte kan på den lange bane blive dét, der afvikler den amerikanske særstatus i verden. Prisen er bare ikke gået op for den isolationistiske fløj af Republikanerne, der fejlagtigt ser det som startskuddet til igen at gøre USA great.
Ironisk nok indrammede Lara Trump netop dét paradoks, da hun ved den konservative CPAC-konference i 2020 fejlciterede Abraham Lincolns berømte tale i 1838: “USA bliver aldrig ødelagt udefra … Hvis vi taber, hvis vi mister vores frihed, er det fordi vi har ødelagt os selv.”
Læs flere artikler af Morten Hammeken her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
