På tomlen ud i verden: Der er mere på spil end transport

i Liv & Mennesker/Rejse af

REJSEBREV // BLAFFERGUIDE – “Når jeg blaffer i dag, så er det hverken for at spare penge eller bare for at komme fra A til B, men fordi jeg søger de der ekstraordinære oplevelser”. Mange forbinder det med risiko at blaffe, men at rejse på denne måde kan give fantastiske erfaringer, også af de overraskende af slagsen. Tag med Lars Thorup Hansen, der har blaffet i 25 år. For ham er der mere på spil end transport.

 Vi befinder os på den chilenske del af Tierra del Fuego (Ildlandet) kun 40 km fra grænsen til den argentinske del af den sydlige ø.

Vi er på vej mod Ushuaia, som ligger helt nede på den sydligste del af øen. Tidligere samme dag er vi ankommet med færgen fra Punta Arenas på fastlandet til Porvenir, hvorfra vi har blaffet et godt stykke videre. Klokken er 17, og vi er klar over, at det bliver mere end svært at få et lift videre så sent på dagen, hvilket viser sig at holde stik.

Den aften blev jeg i øvrigt belønnet med mit livs suverænt smukkeste solnedgang, hvor himlen forvandledes til et stort flammehav

Vi begynder at gå derudad.

Fire timer senere går solen ned, og kulden tager til. Vi har indtil nu gået 20 km med fuld oppakning, der for mit vedkommende vil sige ca. 15 kg. Det fejres med et festmåltid bestående af en dåse tun, lidt brød og et par mundfulde cola.

Blæsten er alt for hård til, at vi kan slå vores lille, billige telt op, og vi kan kun holde pauser i højst to minutter ad gangen på grund af kulden.

Efter yderligere et par timers vandring kører vi 5 km med en lastbil. Et skilt viser nu 11 km til grænsen. Min rejsefælles fødder er fyldt med vabler, og mit knæ vil snart ikke mere. Det stormer ad helvede til, og vi er ved at være udmattede, men der er ikke noget alternativ til at fortsætte i det bælgravende mørke.

Smadrede af træthed er vi lidt over midnat fremme ved grænsen efter at have tilbagelagt 35 af de 40 km til fods på knap otte timer. Vi har kun set tre biler på de otte timer, hvoraf altså den ene tog os med et lille stykke. Vi er klar over, at vi ikke kommer videre i dag, men vi har desperat brug for et sted, hvor vi kan overnatte.

Alternativ overnatning

Det lyder næsten, som om det chilenske grænsepoliti har fest, men da det endelig lykkes os at få dem banket op, ser en politibetjent forståeligt nok temmelig overrasket ud ved synet af os. Det tager det meste af 10 minutter at få dem til at forstå vores situation, men omsider fatter de, at vi må have et sted at sove, og de stiller et skur i ingenmandsland til rådighed for os.

Der ligger vi så på grænsen mellem Chile og Argentina og drømmer om varme dyner hjemme i Danmark. Da jeg næste morgen slår øjnene op, er det første jeg ser en ko, der kigger nysgerrigt på os ind gennem et vindue.

Vi er overtrætte og forfrosne, og benene føles tunge som bly og gør ondt. Men inden humøret når helt i bund, er heldet alligevel med os. En venlig mand tager os med hele vejen til Rio Grande

Efter at vi har fået stempler i passene, kører det chilenske grænsepoliti os de 14 km gennem ingenmandsland over til Argentina, hvor vi i en restaurant ved selve grænsen får fyldt maverne og lidt varme i kroppen. Vi kan dog ikke blive her og forsøger kulderystende at blaffe videre til Rio Grande.

Et lift med udfordringer ind i Aigüestortes Nationalpark med en parkbetjent i Pyrenæerne.

Modløsheden tager til, efter at vi har stået i timevis uden held. Men vi tør ikke gå videre, da grænseposten og restauranten er eneste tegn på civilisation så langt øjet rækker.

Vi er overtrætte og forfrosne, og benene føles tunge som bly og gør ondt. Men inden humøret når helt i bund, er heldet alligevel med os. En venlig mand tager os med hele vejen til Rio Grande, hvor vi bliver kørt lige til døren og bliver et par dage for at komme til hægterne.

På tomlen i ødemarken

Ovennævnte oplevelse er fra min 9 måneders rejse i Sydamerika i 1990. Her blaffede jeg sammen med en rejsefælle det meste af vejen ned gennem den argentinske del af Patagonien, som er 15 gange så stor som Danmark, og dengang havde 650.000 indbyggere, hvoraf de fleste boede i mindre byer.

Med så få mennesker var der selvsagt ikke mange biler på landevejene. Det skete endda, at vi stod helt op til 4-5 timer, uden at en eneste bil passerede. Men når der så endelig kom en bil, så stoppede den for det meste også, hvis der altså var bare en smule plads til at tage os med.

Vi strandede flere gange midt ude i ingenting. En aften slog vi teltet op bag en lille høj, efter at en røvdårlig blafferdag kun havde bragt os 20 km på 7-8 timer. Min rejsefælle var sur. Han syntes, det var kedeligt at blaffe, og at naturen var kedelig.

Jeg boede både hos tilhængere og modstandere af General Pinochet, hvilket var interessant, da den aldrende diktator lige var gået af kort forinden, mens jeg befandt mig i Torres del Paine Nationalpark

Store dele af Patagonien er dækket af busksteppe og ret ensartet. Jeg kan sådan set godt forstå ham, men jeg syntes det var fedt at være ét med naturen og virkelig mærke, hvor lillebitte man er midt ude i den store, vilde natur. Det var fedt, at tid intet betød.

Så jeg var ligeglad og lod ikke mit gode humør ødelægge. Den aften blev jeg i øvrigt belønnet med mit livs suverænt smukkeste solnedgang, hvor himlen forvandledes til et stort flammehav.

 

Chilensk gæstfrihed

På samme rejse oplevede jeg i Chile flere gange at blive inviteret hjem til folk at bo.

Jeg boede både hos tilhængere og modstandere af General Pinochet, hvilket var interessant, da den aldrende diktator lige var gået af kort forinden, mens jeg befandt mig i Torres del Paine Nationalpark.

En af dem, jeg fik et lift af, stak mig en seddel i hånden med adressen på en ven, som var tidligere flygtning og i en årrække bosat i København. Nu var han vendt tilbage og boede i den lille by Ensenada ikke langt fra Puerto Montt. ”Sergio bliver helt sikkert glad for at få besøg fra Danmark”, sagde den unge fyr, som gav mig et lift.

Det hele startede egentlig i sommeren 1978, da jeg som 16-årig begav mig ud på en flere uger lang blaffertur i Danmark sammen med en tidligere klassekammerat, Jimmy, som var noget af en rod, men også på mange måder en god kammerat

Da jeg senere bankede på hos Sergio, som stadig talte fint dansk, blev jeg som det naturligste i denne verden budt indenfor og spurgt, hvor mange dage jeg blev.

Forfatteren på landevejen i Belgien.

Det hele startede egentlig i sommeren 1978, da jeg som 16-årig begav mig ud på en flere uger lang blaffertur i Danmark sammen med en tidligere klassekammerat, Jimmy, som var noget af en rod, men også på mange måder en god kammerat.

Han var fremme i skoene og turde nogle ting, og uden ham havde jeg aldrig begivet mig rundt i landet på den måde. Den tur satte noget i gang i mig, uden at jeg dog var rigtig bevidst om det dengang.

Der tændtes en gnist i mig, som lå og ulmede i flere år. En gnist der senere blev til mange rejser, hvor jeg blaffede, ligesom vi gjorde som 16-årige. Jimmy er her desværre ikke mere, men inden han døde, nåede jeg at sige til ham, at han havde en stor andel i, at jeg begyndte at rejse på den måde.

Jeg fik et lift med denne bjergbestiger og blev inviteret med op i en bjerghytte i Picos de Europa, Nordspanien.

Invitation med overraskelser

Jeg har været ude for mange pudsige oplevelser, når jeg har tomlet den.

En af de mere specielle havde jeg i foråret 2017, da jeg rejste rundt på Sicilien. Jeg havde på forhånd aftalt et lift med en italiener, som skulle fra Cefalú til Syracuse dagen efter, at jeg tilfældigt mødte ham. Undervejs på turen tilbød den venlige italiener, at jeg kunne overnatte hjemme hos ham i Avola. Efter kort betænkningstid sagde jeg ”ja tak” til hans fantastiske tilbud. Det er altid hyggeligt at få en fod indenfor i et privat hjem.

Inden vi kørte hjem til den 52-årige italiener, insisterede han på at vise mig den nærliggende by, Noto. Her brillerede han ved gavmildt at dele ud af sin store historiske og arkitektoniske viden, inden vi godt trætte ankom til hans hjem ved 22.30-tiden.

Jeg er ligeglad med menneskers seksualitet, religiøse overbevisning, etniske herkomst eller hudfarve – det har ingen betydning. Dét, der betyder noget for mig, er, hvordan det enkelte menneske er

Jeg var virkelig taknemmelig over alt det, han havde gjort for mig, og det lykkedes kun med besvær at overtale ham til, at det var mig, der skulle betale for de take away pizzaer, han bestilte, straks vi var ankommet. Efter maden var det ved at være sengetid, og jeg spurgte min flinke vært, hvor jeg skulle sove.

Han viste mig ovenpå og pegede på sin store seng. Jeg kunne så forstå på ham, at han skulle sove i en lille seng i samme rum. Jeg sagde til ham, at jeg da bare kunne tage den lille seng, og han kunne så sove i sin egen seng. Det ville han ikke høre tale om, så jeg accepterede endnu engang hans enorme gæstfrihed.

Da jeg havde sendt den lovede hilsen hjem til min kæreste, så hun vidste, hvor jeg befandt mig, ville jeg slukke lyset.

Men pludselig sagde min vært: ”Ville du have noget imod, at jeg lagde mig over i den store seng”? Jeg anede, hvor han ville hen med det spørgsmål, men svarede bare ”nej nej, det er helt okay – vi bytter bare. Så kan du ligge her og jeg i den lille seng”.

Det medførte, at han forsøgte at spørge om det samme 2-3 gange mere – bare på en anden måde – inden han til sidst lettere opgivende sagde ”du forstår ikke helt, hvad jeg mener”. Men jo, det gjorde jeg jo netop godt. Men når han ikke ville sige ligeud, at han var homoseksuel og gerne ”ville putte med mig”, så ville jeg jo ikke svare så direkte, som jeg egentlig havde lyst til.

Søde drømme

Allerede da jeg mødte ham i Cefalú, havde jeg godt haft på fornemmelsen, at han var til mænd. Den fornemmelse blev ikke mindre undervejs på køreturen til Syracuse, og da jeg så hans badeværelse med pink badekåbe og regnbuefarvede tingeltangel-pyntegenstande, var den sidste tvivl manet til jorden.

Men jeg var ligeglad, for menneskers seksualitet, religiøse overbevisning, etniske herkomst eller hudfarve har ingen betydning. Dét, der betyder noget for mig, er, hvordan det enkelte menneske er.

At blaffe er for mig lig med den ultimative frihed. Jeg har mange gange ligefrem fået en slags lykkefølelse, når jeg har tomlet den

Der lå jeg så i et mere end 30 grader varmt værelse med urimelig meget luft i maven oven på pizzaen og med en allerede stor-snorkende bøsse, der rigtig godt kunne have tænkt sig at ligge i ske med mig, men som nu sikkert drømte søde drømme.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide, hvad de drømme gik ud på, og om jeg eventuelt var med i dem. Da måtte jeg anstrenge mig for ikke at dø af grin over den overraskende og totalt groteske situation, jeg var havnet i.

Det skal nævnes, at jeg på intet tidspunkt følte mig utryg, og min vært var lige så flink dagen efter, som han havde været dagen før. Så min afvisning havde intet gjort ved hans i øvrigt fantastiske måde at være på. Det ærgrer mig dog lidt, at han ikke bare kunne sige ligeud, at han var til mænd. Jeg ville da gerne have hørt lidt om, hvordan det er at være homoseksuel i Italien.

Mit vel nok længste lift nogensinde var fra San Sebastian til Bruxelles

Mere en passion end transport

Trods mine 57 år elsker jeg fortsat at blaffe. Når jeg er på landevejen, aner jeg ikke, hvad dagen bringer, eller hvor jeg ender og i selskab med hvem. Samtidig kan jeg ændre planer 100 gange i løbet af en dag, og det benytter jeg mig af, og lader tilfældighederne råde.

At blaffe er for mig lig med den ultimative frihed. Jeg har mange gange ligefrem fået en slags lykkefølelse, når jeg har tomlet den. Jeg har selvfølgelig haft masser af udfordringer, når jeg har blaffet. Det er en uforudsigelig rejsemåde, som man skal være mentalt forberedt på.

Da jeg var ung, tomlede jeg i Danmark eller på mine rejser for at spare penge. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke kun sparede penge, men også fik en masse fantastiske oplevelser. Mødte spændende mennesker. Blev inviteret på en drink, et måltid mad eller ligefrem hjem og bo hos folk.

At rejse ved at tage den på stop er også gået i arv til min søn, Nicolas

Tit er jeg blevet kørt lige til døren, eller lokale bilister har vist mig noget flot natur eller en seværdighed, de var stolte af. De er stoppet på steder med flotte udsigter, så jeg kunne tage billeder – uden at jeg overhovedet havde spurgt. Det er sket mange gange, at de mennesker, jeg har kørt med, er kørt en kæmpe omvej kun for min skyld – helt op til 2 x 70 km, som jeg oplevede det i Albanien for få år siden. Når jeg har tomlet den, har det også åbnet mulighed for ekstraordinære oplevelser, og jeg har mødt så ubegribelig meget venlighed og hjælpsomhed.

Så når jeg blaffer i dag, så er det hverken for at spare penge eller bare for at komme fra A til B, men fordi jeg søger de der ekstraordinære oplevelser, jeg ikke har samme chancer for at få, hvis jeg kører med offentlige transportmidler. Jeg har utallige gange fået at vide, at ”du er da for gammel til at rejse på den måde, er du ikke”?

Og jo, det er jeg da helt sikkert i nogens øjne med mine 57 år. Men jeg er ligeglad og kan i øvrigt slet ikke lade være. Jeg har (7-9-13) aldrig haft nogle negative oplevelser med mennesker, når jeg har blaffet, og jeg har tænkt mig at fortsætte, så længe jeg kan.

At rejse ved at tage den på stop er også gået i arv til min søn, Nicolas.

Jeg blaffede i 2004 i England og Wales med ham, da han var 11 år. Hver gang vi skulle videre, spurgte jeg ham, om han helst ville med bussen eller blaffe. Ikke en eneste gang ville han med bussen. Sjovt nok var langt de fleste lift med kvinder, og jeg spurgte dem alle sammen, om de ville have taget mig med, hvis jeg havde været alene.

Alle på nær en pensionist svarede, at det ville de nok ikke. Så konklusionen må være, at børn åbner (bil)døre!

I Georgien blev det til en tur med ambulancen. Ikke som patient, men fordi jeg fik et lift.

Gode råd når du blaffer:

    • Vær venlig, ydmyg og taknemmelig over for den, der giver dig et lift.
    • Husk at den, som samler dig op, gør dig en tjeneste og måske har en forventning om at blive underholdt. Som udgangspunkt sætter bilisten dagsordenen for, hvor meget og hvad der skal tales om.
    • Forsøg aldrig at få chaufføren til at køre en omvej eller til at køre dig til dit bestemmelsessted (hotel, busterminal mv.). Han/hun skal ikke have besvær med at gøre dig en tjeneste.
    • Det er generelt nemmere at blaffe i bjergene og på mindre veje end at blaffe langs kysten og på stærkt trafikerede veje.
    • Sørg for at stille dig et strategisk godt sted, hvor bilerne er nede i fart, kan se dig på god afstand og har mulighed for at holde ind, uden at det er til fare for den øvrige trafik.
    • Det er nemmest at blaffe først på dagen. Undgå så vidt muligt at blaffe tæt på eller efter mørkets frembrud for din egen sikkerheds skyld. Blaf heller ikke ud af storbyer.
    • Mange bilister er skeptiske ved at tage blaffere op, fordi de er bange for, at de har forkerte hensigter. Hvis du går med din rygsæk, kan bilisterne se, at du er på rejse. Det kan være varmt at stå i middagssolen, men hvis du står i skyggen under et træ, har bilisten sværere ved at se dig an på afstand.
    • Når du blaffer, så væbn dig med tålmodighed. Du kan risikere at stå i flere timer uden at komme ud af stedet. Hav vand og mad nok med til, at du kan klare dig, hvis dagen bliver ekstra lang.
    • Tag et barn med. Det øger chancen for at få et lift. Har du ikke selv et barn, så lån eventuelt et!
    • Hav altid i baghovedet, at der aldrig er garantier for, at der ikke kan ske dig noget. Følg din mavefornemmelse og sig hellere nej til et lift en gang for meget end en gang for lidt. Spørg de lokale, så du har en idé om sikkerheden og mulighederne.
    • Det kan også lade sig gøre at blaffe som kvinde, men vær varsom. Det er mere sikkert at blaffe to og især med en af modsatte køn.
    • Du kan få gode råd om specifikke lande på http://hitchwiki.org/en/Main_Page, som har en god søgemaskine.
    • Har du brug for blafferråd, så er du altid velkommen til at kontakte mig.

Billeder: Forfatteren. Topfoto: Der er langt mellem de små byer i Patagonien i det sydlige Argentina.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lars Thorup Hansen er født 12. april 1962 og bosat i Odense. Han arbejder som socialrådgiver og har rejst i 67 lande
Han er medlem af De Berejstes Klub og siger:
"Når jeg rejser, vægter jeg mødet med mennesker og de anderledes oplevelser højere end det at jagte turistattraktioner, og jeg rejser gerne til lande, som andre undgår. Når jeg er på rejse, er det med masser af idéer, men sjældent med faste planer."

Seneste artikler om Liv & Mennesker