Amandas historie #2 – Jeg hader at ligge ned • POV International

POV International 18.04.2018

I debatten om seksuelt misbrug af børn mangler barnets stemme. POV er i kontakt med en i dag voksen kvinde, der har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun var udsat for i syv år – fra hun var fire år, til hun var 11 – på sin personlige blog. Vi ved, hvem kvinden er, og vi kender hendes historie, men hun vil optræde under pseudonym. Vi vil i de kommende måneder bringe hendes fortælling i redigeret form. Hendes overgrebsmand er i dag død. Men års terapi har fortsat ikke kunnet hele de psykiske skader, hun i dag må leve med.

Jeg hader at ligge ned – 31. maj 2017

Så blev det aften igen. Jeg sidder endnu engang ved min computer. Det er tid til at få sat mit tankemylder i system. Få ordene og tankerne ud, så jeg kan være i min krop.

Det-at-ligge-ned.

Shit, hvor jeg bare hader det. Eller rettere: Jeg når nærmest ikke at føle, at jeg hader det, før mit system har dissocieret mig væk fra følelsen af at hade det at ligge ned.

Det er ikke nødvendigvis bestemte “ligge-situationer”, der fremprovokerer et flashback kropsligt og mentalt. Det kan være alt fra at ligge på sofaen, (fordi ja, han misbrugte mig også på sin sofa), til at ligge i sengen, til at ligge og lave yoga eller såkaldte afslapningsøvelser, ligge i solen, (som de fleste elsker), eller ja, det at se folk ligge ned, det kan også fremprovokere et flashback.

Når jeg får et flashback, så tror min krop, at jeg er tilbage til dengang under hans dyne, på stranden, på hans sofa eller i hans skurvogn. By the way, synet af en skurvogn/campingvogn giver mig fysisk kvalme….

Der kører billeder eller ligefrem film for mit indre syn. Billeder/film af de seksuelle overgreb han udsatte mig for. Min krop spænder op. Jeg bliver bange. Nogle gange kan jeg lugte sveden og det sygdomsbefængte tykke lag af røg fra hans grønne Cecil, der lå på hans krop.

Billederne og de sanselige erindringer er ikke til at stoppe, uanset hvor meget jeg forsøger.

Når jeg ligger ned, får jeg næsten altid en følelse af at være overvåget. Jeg føler, at han kigger på mig (selvom han er død), med det blik der sagde mere end 1000 ord. “Det er din egen skyld, og du kan godt lide det, jeg gør ved dig”

Eller sådan var det tidligere, nu er det heldigvis begyndt at ændre sig. Efter at jeg er begyndt i eksponeringterapi hos min psykolog, så går det faktisk fremad.

Jo flere overgreb vi systematisk går igennem igen og igen, jo færre flashbacks får jeg, og det er jeg hende evigt taknemmelig for, også selvom jeg godt ved, at det bare er en metode, hun bruger.

Jeg vil fortælle om eksponeringsterapien i et senere indlæg. Lige nu handler det om det at ligge ned.

Når jeg ligger ned, får jeg næsten altid en følelse af at være overvåget. Jeg føler, at han kigger på mig (selvom han er død), med det blik der sagde mere end 1000 ord. “Det er din egen skyld, og du kan godt lide det, jeg gør ved dig”.

Jeg får en følelse af at i og med, jeg ligger på ryggen, så accepterer jeg det, der skete. Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig langt ude, men det er det, der er så helvedes svært ved skam. Skammen er så altødelæggende.

Jeg ved godt, rent kognitivt, at skammen er noget Carl placerede i mig, for at jeg skulle tro, at det var min egen skyld – så jeg ikke sladrede. At skammen ikke er en naturlig del af mig, og jeg kan, som jeg tidligere har skrevet, mærke at den er ved at slippe sit klaustrofobiske greb om min sjæl.

På trods af hans overgreb prøvede jeg altid, når han var sammen med mine forældre at overtale ham til, at vi skulle være alene sammen

Carl sagde meget sjældent noget før, under og efter sine seksuelle overgreb. Det skete altid uden ord.

Jeg husker nogle få gange, fra jeg var helt lille, en 4-5 år: Mens mine forældre er i stuen eller ude i haven, spørger jeg ham, om vi ikke snart skal sove til middag.

I de situationer, på vej op af trappen til hans voldsomt indelukkede soveværelse, sagde han altid: “X, det vi to gør sammen, det må du ikke fortælle til nogen. Hvis du fortæller det, så kommer politiet.” Jeg blev lidt overrasket, og bange. Jeg var overbevist om, at politiet ville komme efter mig, så jeg sagde ikke noget.

Når han var sammen med mine forældre, var han kold som is. Han ænsede mig ikke. Han ignorerede mig, og det var frygtelig forvirrende, og jeg kunne ikke forstå det.

Når vi var alene, havde vi det også sjovt. jeg husker svagt, at vi grinede og hyggede os, selvom der også lå en tyk sky over vores venskab, der med store blokbogstaver skrev på himlen, at han altid havde ret til at gøre ting med mig og min krop, og at jeg gerne ville have, at han gjorde det, fordi min krop reagerede seksuelt på det, han gjorde.

På trods af hans overgreb prøvede jeg altid, når han var sammen med mine forældre at overtale ham til, at vi skulle være alene sammen.

Jeg kunne ikke rumme og forstå hans afvisning. Han var den eneste livline, jeg havde. Fordi jeg ikke fik kærlighed, omsorg og kropskontakt hjemme, higede jeg efter det i sådan en grad, at jeg nærmest solgte min krop og min sjæl, for bare at få noget, der mindede om kærlighed, en pædofils kærlighed.

Når han kiggede på mig, føltes det som om, at jeg blev bombarderet af syre eller lyn. Jeg havde en følelse af, at hans øjne gik lige igennem mig. At hans blik tilintetgjorde mig. Jeg blev et med væggen.

Jeg var et med skylden og skammen, selvom jeg ikke kendte de ord dengang. Jeg poppede ud af min krop og tog et hovedspring direkte ned det uendelige hav af skam og lod det drukne mig, mens jeg skreg lydløst og græd uden tårer.

Jeg fortalte ham aldrig, hvordan jeg havde det. Jo én gang, en enkelt gang sagde jeg stop til ham.

Han stoppede op, kiggede på mig med sit særlige blik og sagde: “Alle de kvinder, jeg elsker med, kan lide, når jeg elsker med dem”, hvorefter han fortsatte, til min krop fik en naturlig kropsreaktion på hans stimulation og nåede klimaks.

Da han var færdig, krummede jeg mig sammen, som den rundeste kugle i hele universet med hovedet ind mod væggen, mens hans sætning kørte i ring hurtigere og hurtigere, højere og højere, som i et mareridt, du aldrig vågner fra.

Når jeg ligger ned, ligger jeg bedst på maven. Det at ligge på siden frembringer en slags erindringer. Det at ligge på ryggen fremkalder nogle helt andre. Det at ligge på ryggen er værst. Jeg er sårbar og blottet.

Jeg øver mig i at ligge på ryggen. Jeg er begyndt at lave min egen eksponering ved hjælp af ’Dalai Lama’, som jeg kalder den medfølelsesøvelse, mens jeg ligger på ryggen.

Jeg har også nu oplevet at falde i søvn et par gange på ryggen for første gang: Jeg har fået angsten, skammen og mine flashbacks til at forsvinde så meget, at jeg kunne acceptere at blive liggende og til sidst falde i søvn.

Min hjerne og derved min krop lærer langsomt, at det, der skete, ikke er nutid længere. Det er fortid, og det er ikke farligt længere.

Engang gik min krop, hjerne og hele mit system i alarmberedskab af gode grunde: For at passe på min dyrebare kerne. Men det behøver mit system ikke længere.

Det er en kæmpe sejr for mig, at jeg kan mærke den forandring. Noget i mig er engang imellem begyndt at sige: “Det skal han, det pædofile svin fandme ikke bestemme! Hvorfor skal sådan et svin have lov til at styre mit liv, 36 år efter han rørte min krop for første gang?”

”Skal han virkelig have lov til at ødelægge mig liv mere end han allerede har gjort?”

Næste stop er at have sex, eller bare at kysse, uden at spænde op, få voldsomme underlivssmerter og flashback. Fordi lige nu er det stadig sådan, at når jeg tænker på at skulle have sex, får jeg allermest lyst til at tage springet fra Langebro

Og ja, svaret er simpelt:

Nej, det skal han fandme ikke. Jeg skal lære at ligge ned, om det så er på ryggen eller siden. En dag skal jeg kunne ligge på ryggen uden at Dalai Lama er med mig.

Næste stop er at have sex, eller bare at kysse, uden at spænde op, få voldsomme underlivssmerter og flashback. Fordi lige nu er det stadig sådan, at når jeg tænker på at skulle have sex, får jeg allermest lyst til at tage springet fra Langebro.

Men som min psykolog siger: “Et skridt af gangen. Hvis vi kan nå det (jeg går i et tidsbegrænset forløb i CSM-øst på 1.5 år), skal vi have givet dig din krop tilbage”, mens jeg smiler nervøst og egentlig har allermest lyst til at græde, fordi de seksuelle overgreb, han udsatte mig for, har ødelagt alt, hvad der har med seksuel nydelse at gøre for mig.

Tror jeg stopper her, for nu kommer kvalmen, smerterne i underlivet, kedafdetheden og følelsen af at være frygtelig alene i verdenen. Tror det er tid til at lave en Dalai Lama.

Tak fordi du læste med.

Amandas historie er en serie. Du kan læse første afsnit, ‘Var det min egen skyld?’, her.

Topillustration: PxHere

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.