Myanmar og monsunen

Jannick Christensen 23.09.2016

I Myanmar, hvor jeg nu bor på tredje år, har vi tre årstider. Den kølige fra november til februar, den varme fra marts til maj og regntiden – monsunen – fra juni til oktober. Vi er nu igen i regntiden og vandmasserne er enorme. Monsunregn er voldsom, så det føles nærmest som en vandhane, man åbner eller lukker for.

Skiftet er lynhurtigt, fra klar himmel til tordensky og regn på under et par minutter. I juli måned regner det stort set konstant, selv i de ”tørre zoner”. I Yangon (tidligere Rangoon) i syd regner det 27-28 dage i henholdsvis juli og august, mens det i Mandalay i den ”tørre zone” kun regner 7-8 dage i samme periode.

De færreste burmesere kender til andre områder end deres eget. 25 km væk kender de intet til.

De udsatte landsbyer

I det daglige er jeg fadølschef for Carlsberg og har derved 40 teknikere placeret over hele landet til at installere og rense fadølsanlæg. Jeg blev forleden ringet op af min tekniker fra Hinthada, Wunna Kyaw, der forklarede, at situationen i Ingapu-distriktet, tæt på Hinthada, var slem, og at der var tre landsbyer, vi burde hjælpe, hvis vi kunne.

Jeg havde på Facebook netop læst, hvor jeg var for et år siden på næsten samme dato, i færd med at hjælpe ofre for oversvømmelse. Ganske vist på et andet sted end sidste år, men situationen er mage til.

Det sker hvert år uden undtagelse i det sydlige Myanmar, og mange burmesere hjælper til, så godt de nu kan. Jeg hjælper også til og deltager i deres projekter og kommer derved til bedre at lære burmeserne og deres traditioner at kende. Det er vigtigt for mig både arbejdsmæssigt og af kulturel interesse at komme tættere på dem.

jc10 — Jannick Christensen sammen med ofre for oversvømmelserne

Wunna Kyaw forklarede, at disse tre landsbyer, langt ude på landet, var dem, der trængte mest i hans område. Chauk Village, 1609 indbyggere på 413 huse, Kyi Gyi Village, 735 indbyggere på 220 huse og Lad Pan Su Village, 226 indbyggere på 52 huse. Mange mennesker at skulle hjælpe, og proviant er hårdt tiltrængt.

Donationer er ”hellige”. Ingen ville tage af dem. Det ville betyde dårligt ”karma” for dem.

Donationerne

Der er en selvfølgelig, stærk trang til at deltage i og give hjælp til dårligere stillede befolkningsgrupper i Myanmar i det hele taget. Så hvert år, når Myanmar rammes af oversvømmelser, stiller mange, både firmaer og private, op og laver ”donation trips” for at hjælpe til.

Deres religion betyder for dem, at de skal gøre det, og de gør det gladeligt. Det hører ligesom med, at man giver, hvad man nu kan. I Yangons gader og på landeveje udenfor byen samler studerende og andre grupper penge ind i åbne papkasser, så bilister og forbipasserende kan give deres bidrag. Der er ingen kontrol over det indsamlede beløb, men pengene når frem til der, hvor de skal. Donationer er ”hellige”. Ingen vil stjæle dem. Det ville betyde dårligt ”karma”.

Carlsberg Myanmar giver en hånd

Der var kraftig oversvømmelse i Ingapu-området. Beboerne var afskåret fra omverdenen af vand, så de ikke kunne komme hverken på markedet eller i det hele taget komme fra deres hus uden båd. På kontoret blev vi enige om at starte en indsamling med det samme og bøtten gik rundt.

På to dage var der 375 amerikanske dollar i bøtten, og Carlsberg Myanmar supplerede op med et pænt, stort beløb, så vi nu kunne indkøbe de mest basale ting. Først og fremmest ris, olie, tørrede fisk, æg, salt, sukker og vand. Al provianten blev læsset på lastbiler, og vi var 20 frivillige fra kontoret, der tog med for at uddele. Dertil kom 10 frivillige fra den lokale afdeling.

jc2 — Carlsbergvognen på vej til oversvømmelserne i Ingapu-området

Vi måtte afsted fra Yangon klokken fem om morgenen for at kunne nå uddelingen af proviant i de tre byer. Køreturen ville formodentlig tage omkring 4-5 timer. Ingen var rigtig klar over vejens beskaffenhed, og der kunne være oversvømmede veje undervejs. De færreste burmesere kender til andre områder end deres eget. 25 km væk kender de intet til. Man kan kun håbe på, at vejen er farbar.

Vi nåede frem i god tid og blev mødt af beboerne fra landsbyerne ved en bro, hvorfra vi kunne uddele vores donationer til den første landsby. Efter at vi havde arrangeret de forskellige forsyninger på rækker, så uddelingen var disciplineret, gik vi i gang.

Vi modtog mange glade smil fra alle, og den lokale myndighed havde lavet lister med, hvilket hus skulle have hvilken portion – alt efter hvor mange der var i husstanden. Myanmars brandvæsen og redningsfolk hjalp med den videre bådtransport, så beboerne kunne komme tilbage til deres huse eller midlertidige shelters med hvad, de nu havde modtaget.

I den næste landsby var situationen mage til. Alle veje oversvømmede, men der var indført kano-taxier. Jeg tog en tur rundt i landsbyen med en kano for at vurdere situationen på tæt hold. Husenes terrasser, der før var 120 cm over jorden, passede nu fint til, at man kunne gå direkte fra terrassen ned i kanoen. Andre huse var evakueret, når vandet løb ind over gulvet. Igen mange glade ansigter og kontrolleret uddeling af provianten.

Beboerne

De fattige risbønder, der bebor disse områder, bliver hvert år, afhængigt af vandmængden, nødt til midlertidigt at flytte til højereliggende steder. Typisk bliver det langs med vejene, der normalt er højt hævet over terrænet. Myanmars befolkning er meget dygtige håndværkere generelt, især når det gælder bambusbyggeri. Bambus og kokosreb findes overalt, så de skal ikke i noget byggemarked først, men tager bare deres machete og skærer det bambus ned, der skal bruges til et shelter.

Nødboliger
Langs med vejene bygger de dem så, deres primitive nødboliger. Utroligt stærke konstruktioner, knyttet sammen med kokosreb og med tage af palmeblade eller plastikpresenninger. Et sådant shelter opføres på en eftermiddag, og man hjælpes ad om byggeriet.

Det er så hele familier, der flytter op langs landevejen, og det inkluderer også eventuelle husdyr, hunde, katte, geder, køer og får. Så ofte medfører det trafikale problemer med så meget leben på landevejen.

Jeg har mange gange, hvor jeg har kørt rundt i landet i den tørre tid, studset over at se kanoer ved huse i totalt tørre områder.

Trafikken til lands og til vands

I forvejen er det sin sag at køre her i Myanmar med børn og hunde, der krydser vejen, og motorcyklister, der uden at se sig for, drøner ud foran en. Ved flytningen mister mange deres forråd af mad (primært ris), inventar og tøj.

De slår sig til tåls med, at det kun er et midlertidigt problem, og at vandstanden jo altid synker igen. Andre tager chancen og bliver i deres huse indtil vandet stiger til over gulvhøjde. Så må de væk hurtigt. Nogle har små kanoer ved deres huse, så de selv kan komme væk, men deres proviant er der ikke plads til. Jeg har flere gange, hvor jeg har kørt rundt i landet i den tørre tid, studset over at se kanoer ved huse i totalt tørre områder. Men der er en grund til det, og det ses tydeligt i monsunen, hvor de bliver en nødvendighed.

Ris

Dog bliver disse risbønder nødt til at blive her, deres marker er her, og de har i generationer boet her for at kunne forsyne Myanmar med tilstrækkelig ris til hele landet. Ifølge Yezin Agricultural University konsumerede hver burmeser i gennemsnit 180 kg ris i 2015, så der skal bruges meget ris i dette land. Og næsten alt, der produceres, går til hjemmemarkedet.

Myanmar er sjettestørste producent af ris i verden. Man spiser det meste selv. Ris er den vigtigste afgrøde i Myanmar og dyrkes på et areal på over otte millioner hektar eller mere end halvdelen af det opdyrkelige land.

Myanmars fire store floder

Til risproduktion kræves enorme mængder af vand og et fladt terræn er ideelt, så deltaet i det sydlige Myanmar har, hvad der skal til, og vandet kommer fortrinsvis fra disse fire floder:

Ayeyarwaddy River, der løber gennem det centrale Myanmar og er landets vigtigste vandvej. Floden er omkring 1550 km lang og begynder ved sammenløbningen af Mali Kha- og Mai Kha-floderne. Mali Kha har sit udspring i det sydlige Himalaya-område ved Putao. Ayeyarwaddy splitter landet i to fra nord til syd og løber ud i Den Bengalske Bugt gennem et ni-armet delta.

Thanlwin River, tidligere kaldet Salween eller Salwin, der har sit udspring højt oppe i Tibet. Floden løber gennem Kinas Yunnan-distrikt, hvorefter den passerer Myanmar og Thailand på dens 2815 km lange vej til udmundingen i det Andamanske Hav, Martaban-bugten ved Mawlamyine.

Chindwin River, der er en af de vigtigste floder, der støder til Ayeyarwaddy River. Den har sit udspring ved Putao i det sydlige Himalaya og slutter sig til Ayeyarwaddy efter 840 km. Floden er den største bidrager til Ayeyarwaddy-floden.

Sittaung River, der begynder i det østcentrale Myanmar, nordøst for Yamethin i Shan Plateau’et. Udløbet fra denne 420 km lange flod er Martaban-bugten, der støder til det Andamanske Hav ved Mawlamyine.

Alt for megen vand

Konklusionen er ligetil. Med de mængder vand, der kommer fra de nordlige regioner, kan der kun komme problemer med så få steder, hvor det kan løbe ud. Deltaet ved udmundingerne og hele det sydlige Myanmar oversvømmes.

Der bygges diger til opdæmning, men kraften af floderne er som oftest for voldsom, og beboerne må klare sig så godt, de nu kan. Samtidig er vandet en nødvendighed, man ikke kan leve foruden til risdyrkningen. Floderne er også stadig vigtige transportårer i landet. Man transporterer træ og bambus direkte på floden, efter at det er surret godt sammen, og lader det flyde nordfra mod syd med et par mand til at styre det med primitivt ror eller lange bambusrør. Både og skibe i forskellig størrelse bruges, når det er op mod strømmen, til al anden transport af personer, dagligvarer og husdyr.Det er langsommeligt og floderne har mange sandbanker, der flytter sig, så bådene går ofte på grund.

Men tiden betyder ikke så meget her. Det er vigtigere, at transporten er billig. I dag er det ganske vist mest landevejene, der bruges til transport. De er hurtigere. Men når tiden er ikke et problem, læsses varerne på en båd.

Alle vi frivillige var glade for at have ydet vort lille bidrag til at hjælpe dette års ofre for oversvømmelserne. Og vi er ikke i tvivl. Til næste år skal vi tilbage igen, når oversvømmelsen atter rammer Myanmar.

Alle fotografier: Jannick Christensen

Jannick Christensen

Jannick Christensen er på tredje år bosat i Myanmar, hvor han er fadølschef for Carlsberg Myanmar. Opvokset i København af fransk mor, dansk far og morfar fra Nordafrika. Fra ung har han altid haft rejselysten som sin drivkraft og har rejst så meget som muligt for at se, lære og prøve at forstå fremmede kulturer, samt deltage deri, om muligt. Tidligere har han drevet Palæ Bar i København med min mor, Anni, i 22 dejlige år. Siden fik han gennem sin kone udfordringen om at blive udstationeret med hende, hvilket de gjorde i 2004. Først til Sri Lanka og derefter til Cambodia. Nu er det Myanmar på tredje år. Jannick elsker sin hverdag selvom den ofte bliver abstrakt og de færreste ting går som planlagt. Sådan er det nu engang, ”skik følge eller land fly” og parret har det dejligt i Myanmar. Far til tre sønner og en datter. Har desuden to børnebørn. Asien er blevet Jannick og konens hjem, måske ikke for altid, men en god rum tid endnu.