MED LIVREM OG SELER #3: Er det behandling eller straf?

af i Danmark/Liv & Mennesker

PSYKIATRI – I nat drømte jeg, at de henrettede A med en sprøjte. Og jeg nåede ikke engang at sige farvel! Da jeg vågnede, var jeg stadig så lammet af knugende sorg og chok, at der gik nogle minutter, før jeg forstod, at det bare havde været et mareridt. Dorte Jakobsen fortsætter historien om hendes søn A, som er diagnosticeret med aspergers.

Det er snart et år siden, A slap fri af den månedlange fiksering. Ni måneder, som gik godt … eller tja, gik så nogenlunde. Og så var den gal igen.

Som nævnt i forrige afsnit, sagde vi beredvilligt ja til at mødes med lægerne på afdelingen. Vi er ganske almindelige, lovlydige borgere, og vi er opdraget til at tro på, at det nytter at tale om tingene og samarbejde.

Kort efter frigivelsen spurgte vi for første gang, om der ikke skulle udarbejdes en eller anden plan for vores søn og hans fortsatte ophold på den psykiatriske afdeling. Vi ved af mange års erfaring, at lange traveture har en god og afstressende effekt på A, og flere bekendte med viden om det psykiatriske system mente, det måtte være en klar fejl, at der ikke for længst forelå en plan om, hvad der skulle ske videre frem.

Vi brugte timer på at forklare, hvordan tilværelsen ser ud fra en aspergers synsvinkel. Hvor vigtigt det er med rolige rammer og forudsigelighed, og at aspergere udmærket kan overholde klare regler, men de har det meget svært, når andre patienter eller personale bryder dem

Jo jo, fik vi at vide. Det var planen, at han skulle overflyttes fra akutafdelingen til en anden afdeling, hvor der var flere tilbud og aktiviteter, og hvor der var større mulighed for at sætte sit eget præg på det hvide institutionsrum. Derfor mente man ikke, der var behov for at gøre noget på akutafdelingen.

Så vi ventede pænt. Vi brugte timer på at forklare, hvordan tilværelsen ser ud fra en aspergers synsvinkel. Hvor vigtigt det er med rolige rammer og forudsigelighed, og at aspergere udmærket kan overholde klare regler, men de har det meget svært, når andre patienter eller personale bryder dem (for eksempel på grund af travlhed eller underbemanding).

Et lille lys i mørket

Efteråret gik, og omkring nytår kunne lægerne fortælle, at ledelsen nu også havde pålagt afdelingen at udarbejde en handleplan, fordi de var nødt til at udskyde den længe ventede overflytning på grund af pladsmangel. I januar vovede jeg at fortælle A, at nu var der en plan på vej. På det tidspunkt var han fortsat rolig, men mærkbart nedtrykt.

“Bliver det i år?” spurgte han.

Godt spørgsmål. Tit måtte jeg synke en klump i halsen efter endnu et møde, før jeg gik op for at besøge A. Nu bagefter minder de mig om en statsminister, som tappert gentog, at der ville komme en rigtig god løsning i morgen.

I virkeligheden skete der ikke andet, end at overflytningen ændrede status fra ‘udsat’ til ‘aflyst’. Ledelsen havde afgjort, at en eventuel flytning først kunne komme på tale så sent, at det ville være bedre for A at vente på nybyggeriet i Skejby.

Et lille fremskridt sker der dog midt i det hele. Vi får selv lov at gå ture med ham i en lukket gård. Vi laver ikke så meget andet end at trave nogle gange rundt på plænen i vinterkulden, men hver gang kan vi se, at han liver op og er med på lidt sjov.

Mens vi ventede endnu nogle uger på, at planen skulle godkendes på alle niveauer i systemet, gik A igen amok og overfaldt en læge

Ved en enkelt lejlighed driller jeg min langbenede søn. Jeg kigger på basketkurven i gården og siger til ham, at jeg godt nok ikke kan dunke, men jeg kan godt nå op og daske ham oven i hovedet. Jeg hopper op og demonstrerer det et par gange. Han griber om mine arme, og vi bryder for sjov. Så afbryder han sig selv og kigger over mod vinduerne, hvor personalet sidder.

“Vi må hellere lade være,” mumler han, og øjeblikket er ødelagt.

Ny fiksering

I begyndelsen af maj forelå der så en plan. Helt som vi havde bedt om, var et af punkterne, at A skulle på ledsagede gåture med personalet. Men mens vi fik planen forelagt, begyndte vi at sidde lidt urolige på stolen og skæve til hinanden. Gåturene blev ikke præsenteret som et led i at give A bedre livskvalitet, frisk luft eller motion.

Nej, bagtanken med turene var, at han skulle ‘åbne sig og tale med personalet’.

Så lægerne forventede, at gåture ville få en asperger til at lukke op for følelserne og betro sig til det samme personale, som havde holdt ham fikseret i sengen i flere måneder? Men de har jo også indrømmet, at de ikke ved nok om aspergere, som har en stærk tendens til at putte mennesker i sort-hvide kasser. Mens vi ventede endnu nogle uger på, at planen skulle godkendes på alle niveauer i systemet, gik A igen amok og overfaldt en læge.

For ti dage siden fortalte de os, at han ikke bare samarbejdede, men virkede glad og positiv. Han har samarbejdet lige så stille og fredeligt i en periode, der svarer til en graviditet og lidt til – men hvad har han fået ud af det?

Resultatet bliver en ny fiksering. Vi lægger alt til side og besøger ham så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Vi ved fra en anden besøgende, at han stadig var på nulstue dagen før (et hvidt rum helt uden stimuli af nogen art), men nu er han i det mindste på sit eget værelse, og selv om han ikke har fået fjernsyn endnu, har han fået lov at have én bog ad gangen.

Han er afslappet og snakkesalig, vi sludrer om løst og fast, og han giver adskillige gange udtryk for humor og griner højlydt.

Jeg håber, vagten ude på gangen hører det, for jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor en bæltefiksering skal forlænges over for en patient, som tydeligvis er fuldstændig rolig. Jeg får kaffe som sædvanlig, men han beder om kakaomælk. Og denne gang ved jeg, det er fordi, kaffe er vanddrivende, og A kommer jo kun på toilet efter en nøje aftalt plan.

Behandling eller straf?

Vi holder lidt afstand til lægerne, for samtidig med, at vi er kede af overfaldet, så er det også svært at stå i en situation, hvor vi ikke bare er forældre, men i stigende grad føler os som forhandlere i en gidselsituation.

Derfor har vi det kun på anden hånd, at lægerne bliver ved med at stille det som krav, at A skal samarbejde. Samarbejde?

Vi spørger ikke engang. Vi ved godt, at vi godt kan glemme alt om de lovede gåture i lang tid fremover. A er slået tilbage til start – igen

For ti dage siden fortalte de os, at han ikke bare samarbejdede, men virkede glad og positiv. Han har samarbejdet lige så stille og fredeligt i en periode, der svarer til en graviditet og lidt til – men hvad har han fået ud af det?

Med hjælp fra sin advokat sender han straks en klage af sted til patientklagenævnet. Denne gang reagerer de hurtigt. Han fik medhold i sin klage over uberettiget fiksering sidste sommer, og ifølge patientklagenævnet har afdelingen holdt ham ulovligt fikseret i ti dage i 2018.

Så juridisk har han vundet, men status under vores sidste besøg var, at selv om han havde fået lov at have hele fire bøger på stuen (bøger er jo farlige), havde han stadig ikke fået sit fjernsyn tilbage. Han er rolig, han er afslappet og taler venligt og høfligt til personalet, så hvad kan formålet være med at tage de få muligheder, han har for adspredelse fra ham, altså ud over straf?

Og vi spørger ikke engang. Vi ved godt, at vi godt kan glemme alt om de lovede gåture i lang tid fremover. A er slået tilbage til start – igen. Som nævnt i forrige artikel må personalet ikke straffe patienterne ifølge psykiatriloven, men vi må indrømme, at vi har meget svært ved at se forskel på behandling og straf.

Når retssystemet konkluderer, at en person skal have en behandlingsdom, så går jeg som dansk statsborger ud fra, at systemet efterfølgende tilbyder en passende behandling. En behandling, som er rettet mod lige netop den diagnose, den pågældende patient har. Men jeg kan se, at min søns stressniveau vokser måned for måned. Selv om han har gode perioder og virkelig forsøger at holde hovedet koldt, er han langt mere aggressiv, end da han lige var kommet ind på afdelingen, og jeg kan kun frygte, at det vil blive værre endnu.

I retspsykiatrien kommer den dømte ikke ud, før lægerne vurderer, at han er færdigbehandlet. Men hvordan skal man nogensinde kunne kvalificere sig til at komme ud i samfundet igen, når man konstant bliver fejlbehandlet?

Lægerne på afdelingen undskylder sig med, at de ikke har de fysiske rammer eller tilstrækkelige ressourcer til at rumme en asperger, med de specielle behov, han har. Som forældre kan vi bare se til fra sidelinjen, mens situationen eskalerer. Bæltefiksering som løsning på et støjproblem – tage bøger og fjernsyn fra en helt rolig patient – tangerer det ikke tortur?

Jeg sidder og tænker på filmen ‘Gøgereden’. Især husker jeg den scene, hvor det omsider går op for den uregerlige patient McMurphy, hvad forskellen er på at være i fængsel og at afsone sin dom på en psykiatrisk afdeling. Fængselsdommen er tidsbestemt, og fangen kan se frem til en dato, hvor straffen med sikkerhed er overstået.

I retspsykiatrien kommer den dømte ikke ud, før lægerne vurderer, at han er færdigbehandlet. Men hvordan skal man nogensinde kunne kvalificere sig til at komme ud i samfundet igen, når man konstant bliver fejlbehandlet?

Det der foregår på afdelingen, er ikke (korrekt) behandling, det er ikke rehabilitering – men det smager mistænkeligt af straf og disciplinering. For tre år siden håbede og ønskede vi, afdelingen kunne pille aggressionerne ud af aspergeren. I stedet prøver de at pille aspergerdiagnosen ud af patienten – og det kan kun gå galt.

Topfoto: POV International

Dorte Jakobsen er cand.mag. i engelsk og germanske studier. Hun underviste i en årrække, indtil sygdom tvang hende til at skifte karriere. Hun er i dag forfatter og redaktør og blander sig jævnligt i debatten om vilkårene for mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet.
Hendes seneste udgivelse er antologien Stemmer fra dybet.

Seneste artikler om Danmark