DEBATINDLÆG
Når Politikens chefredaktør Christian Jensen skriver i sin avis, så må det være vigtigt.
Når Politikens chefredaktør mener, at det nok er meget forståeligt, at 50-året for 1968 hverken markeres eller fejres, så forbløffes jeg og tænker: Det er formentlig ikke uvidenhed. Det skrev han garanteret for at provokere dem fra dengang. Det kunne blive sådan en rask lille avisfejde, som kan fylde en avis og skabe lidt omtale.
Jeg blev ærlig talt provokeret.
Christian Jensen skrev 11. marts 2018 under overskriften: ”Har 68’erne egentlig fortjent en fest”, at han ”havde regnet med en stor journalistisk serie på sin egen avis, men det har der ikke rigtigt været stemning for”. Og konkluderer:
“…68’erne er ikke blevet båret ind i jubilæumsåret gennem æresport siddende i kongestol.
Hvorfor ikke? Måske fordi ungdomsoprøret mest af alt var et øvre middelklasse-storby-fænomen, der krævede selvrealisering, seksuel frigørelse og instant satisfaction på bekostning af familien og solidariteten med deres børn. Måske er det årsagen til, at deres børn ikke efterfølgende er ivrige efter ligefrem at fejre dem for det?”
Så latterlig kan man fremstille en kolossal samfundsændring, der fandt sted i det meste af den vestlige verden. Så nedladende kan man udlægge det skift i magtforholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, mellem undervisere og studerende, mellem voksne og børn og mellem mænd og kvinder.
Det er for sølle.
Og hvis chefredaktøren mener, der skal være en artikelserie, så er det vel ham, der sætter sine ansatte i gang med den. Lidt autoritet er der jo nok tilbage stadigvæk her 50 år efter.
En heldig generation
Det er faktisk synd, at avisen dropper en oplagt mulighed for at se tilbage på, hvad det egentlig var der foregik. Ser lidt om bag gøglet, bag hippie-imaget og blomsterbørnene, studenteroprøret og frigørelsen.
I stedet beskrives det af chefredaktøren bare som et generationsopgør med 68’ernes børn, fordi – og så kom den gamle traver ud af stalden igen – 68’erne ”allerede har fået – og taget – for megen opmærksomhed”.
Tillad mig alligevel at forsøge og dermed at tage lidt mere opmærksomhed. Jeg har holdt en række foredrag rundt i landet de sidste otte år på baggrund af bogen om ‘Plus-alderen’, om netop dem, vi kalder 68’erne, den generation, der bliver ældre på en helt anden måde end deres forældre. De er i sandhed en meget heldig generation. Og nu forlader de arbejdsmarkedet.
Der er total stilhed blandt tilhørerne overalt, når jeg opremser de her fakta, som om de ikke helt har erkendt, hvor stor forskellen var mellem deres forældres generation og deres egen. Hvor stort skiftet var fra begrænsninger til frigørelse
De er stadigvæk nysgerrige og aktive, og det er dem, der dukker op og lytter til mine foredrag. Opmærksomheden er altid 100%, når jeg beskriver, hvilket kæmpe skift der skete mellem deres forældres generation og deres egen.
Det begyndte i 50’erne, da teenagerne dukkede op. Det var første gang, der dukkede en helt ny alder op. Det var ikke længere små voksne eller store børn, men unge med eget tøj, egen musik og nok så vigtigt deres egne penge. Der blev grundlaget skabt for det, der skete 10-15 år senere: Hippietiden, ungdomsoprøret og kvindebevægelsen. Dengang autoriteterne fik et spark bagi.
Lad mig opremse vilkårene for deres forældre, da de voksede op:
- Der var respekt for autoritet alene fordi det var autoritet
- Uddannelse afhang af placering i samfundet
- Det var et klassesamfund, hvor man sagde: Skomager bliv ved din læst
- Ingen uddannelsesstøtte
- Krise i 30’erne, arbejdsløshed, krig i 40’erne
- Gammeldags ernæring, for nogle endda sult
- Store kønsforskelle
- Skrap seksualmoral, angst for graviditet, ingen abortmulighed
Til sammenligning kan man beskrive 68’ernes muligheder sådan her:
- Autoritet var noget man skulle gøre sig fortjent til
- Der var lettere adgang til bedre uddannelse for flere mennesker
- Uddannelsesstøtte, billige lån
- Sundere ernæring
- Verden åbnede sig og flere rejste ud
- Økonomisk opsving og høj beskæftigelse
- Arbejde til alle og stigende velfærd
- Friere seksualmoral, fri abort, p-piller
Der er total stilhed blandt tilhørerne overalt, når jeg opremser de her fakta, som om de ikke helt har erkendt, hvor stor forskellen var mellem deres forældres generation og deres egen. Hvor stort skiftet var fra begrænsninger til frigørelse.
Grundlaget for 68’erne har været utrolig godt, og de har benyttet sig af det. Uddannet sig og arbejdet. Med længere arbejdstid og kortere ferier end i dag.
Der er meget at fejre
Det er da klart, at de har fyldt meget i landskabet. Det var jo de store årgange efter krigen. Der er dobbelt så mange af dem som i deres børns årgange. Og selvfølgelig har de ikke tiet stille med alle de muligheder, de fik. De har udforsket dem og brugt dem i forsøget på at få et friere samfund end det, deres forældre havde.
Og fordi autoriteterne stod for fald og gamle regler blev ophævet, så stod den nye generation med så meget frihed, at det ikke altid gik godt. Meget kan kritiseres. Som Freddy Hagen gjorde det 16. marts 2018 her i POV.
At autoritet er noget, man skal gøre sig fortjent til, er en del af vores mentalitet, og det nyder vi stadigvæk godt af
Men i stedet for at chefredaktøren i Politiken kritiserer det samfundsskifte sønder og sammen, fordi noget ikke gik så godt, som man kunne ønske, kunne han vende det om og fokusere på det, der gik godt. Det er der al mulig grund til at gøre. Og hvorfor ikke fejre det?
Det gør de i Frankrig jvf. Michael Seidelins glimrende artikel netop i Politiken 18. marts 2018 med overskriften ”Frankrig fejrer oprøret”.
Faktisk kan mange af de besværligheder, vores nye medborgere fra ikke-vestlige lande oplever, netop skyldes, at de ikke har været gennem den samme udvikling. De hænger stadig fast i ledernes og fædrenes autoritet. Den autoritet, der fylder alt, alene fordi den er autoritet. Det er ikke den autoritet, man har gjort sig fortjent til.
At autoritet er noget, man skal gøre sig fortjent til, er en del af vores mentalitet, og det nyder vi stadigvæk godt af. Det kunne godt være en fest værd. Forhåbentlig vil næste generation værne om den landvinding.
For ellers er der virkelig ikke noget at fejre.
Jeg sendte først detbatindlægget til Politiken, men de var ikke interesserede og sagde nej tak med en standardformuleret tekst.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min fortsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på MobilePay 2424 6242.
Topfoto: POV International – Instagram.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
