BALLET – I anledning af 175-året for Tivolis grundlæggelse har New York City Ballet været på besøg i København. På fødselsdagen, onsdag d. 15. august, gav dette prægtige kompagni, der er et af verdens absolut førende og mest markante, et balletgæstespil i Tivolis Koncertsal i form af gallaprogrammet ”All Balanchine”.
Forestilling bestod af de tre balletter Serenade, The Four Temperaments og Symphony in C, alle skabt og koreograferet af kompagniets grundlægger, den formidable, legendariske og for balletten som kunstart i det tyvende århundrede så banebrydende og væsentlige George Balanchine.
Og der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at dette gæstespil hører til de sensationelle af slagsen. New York City Ballet viste det danske balletpublikum, hvad balletten og kunsten i det hele taget kan, når balletten som kunstart viser sig fra sin allermest indtagende, imponerende og medrivende side.
Som en del af publikum placeret på gulvet med godt udsyn følte man, at balletten og kunsten i det hele taget, når den virkelig tager fat og løfter sig, er en gave næsten af en anden verden – og i al fald noget af det mest fantastiske, som mennesket i denne verden formår at frembringe.
Modernisme, romantik og klassik
Gallaforestillingen lagde blidt og blødt ud med netop en ballet, Serenade, der som værk betragtet for så vidt antog karakter af at være rundet lidt af en anden verden. Serenade kan koreografisk anskues som en syntetisering af en streng modernistisk formæstetik, elementer, der peger i retning af en klassicisme samt en romantisk længsels-præget kobling til en anden metafysisk verden, måske en verden af drøm.
Serenade var det første værk, som Balanchine skabte efter, at han ankom til USA fra Europa, og balletten kan på denne vis aflæses som et værk, der på en gang nostalgisk peger tilbage på en romantisk tonet europæisk ballettradition samtidigt med, at værket i dets modernistiske og klassisk farvede kerneelementer anslår de koreografiske grundstrenge, der peger fremad mod de mange modernistiske og neoklassicistiske værker, som Balanchine skabte under hans mangeårige virke i USA og som leder af New York City Ballet.
Balletten samler sig i tæt vævede klynger af kroppe for efterfølgende at brede sig ud i rummet i løst vævede teksturer
Musikken til Serenade er af Tjajkovskij, og man mærkede straks ved New York City Ballets gæstespil i onsdags, at musikken for Balanchine er konstituerende for optisk, dynamisk form, for den koreografiske og konstruktive visualitet, som Serenade udgør, og for de bevægelser, vi ser danserne foretage.
Serenade kan ses som en figurativ skulpturgruppe i bevægelse, hvor hver danser antager karakter af at være en kropslig, kinetisk skulptur, en skulptur med bevægelsesmæssige egenskaber. Balletten folder sig ud i form af aftegninger på gulv af diagonaler, cirkler og linjer, udtrykt som geometriske grundformer angivet af danserne, der ydermere også aftegner spiralbevægelser, samler sig i tæt vævede klynger af kroppe for efterfølgende at brede sig ud i rummet i løst vævede teksturer.
En højere sfæres idealitet
Mestendels ser vi i Serenade kvindelige dansere; de er klædt i lyseblå toppe og lyseblå semi-transperante tylskørter. Og ved sidstnævnte associeres der til romantisk ballet, men også ved skørternes foldekast til klassisk skulptur, en slags græcietet. De to mandlige solister er i lyseblå trikoter, og det samlede scenebillede er også blåt.
Man kan sige, at Serenade koloristisk angiver åndens blå farve, men også himlens lyseblå i en potensering af en højere sfæres idealitet. Ydermere kan man også bemærke, at særligt de kvindelige danseres varmt farvede hud kontrasterer det kølige blå i en samlet tilnærmelse til de to primærfarver orange og blå.
Kvinden er den skønne form, som udgør grundelementet i den mandlige skabers kreative opbygning af en konstruktiv komposition
Sammenhængen mellem den dansens geometri på den ene side, som Serenade udgør, og denne reducerede, kontrastprægede koloristiske opticitet på den anden side gør, at Serenade også associerer til den europæiske modernistiske billedkunst, som vi ved, at Balanchine var ganske fortrolig med via sit virke i Diaghilevs Ballets Russes. Her rekoreograferede Balanchine The Song Of the Nightingale med premiere i 1925, oprindeligt koreograferet af Léonide Massine, og med scenografi og kostumer af ingen ringere end Henri Matisse.
Og netop Matisses billedverden og dekorativt prægede tilgang til modernismen, som resulterer i en art smerteløs modernisme, dukkede også op i baghovedet på en som betragter under oplevelsen af Serenade ved gallapremieren i onsdags.
Tilgangen til kvindefiguren, hos Balanchine konkret den kvindelige danser, er som hos Matisse også på en gang sensualistisk og formal. Kvinden er den skønne form, som udgør grundelementet i den mandlige skabers kreative opbygning af en konstruktiv komposition, hvor relationerne mellem denne kompositions elementer, hos Balanchine i Serenade igen de kvindelige dansere, er ligeså afgørende for værkets ekspression som hvert enkelt element.
Kvinden som skøn og floral
I Serenade er kvinden som skøn et hovedmotiv, skønhedsbegrebet med hele udtrækket af feminine konnotationer er overbegrebet for Serenade, konkret understøttet af de cirkulære former, som danserindernes tylskørter i bevægelse aftegner; cirkulære former, der får danserinderne til at ligne florale størrelser med vidt udfoldede lyseblå kronblade, blomster som symboler par excellence på det skønne.
Vægtningen af den romantiske reference stod stærkt i New York City Ballets tolkning af Serenade med en fremhævelse af lethed og et æterisk, længselsorienteret udtryk
Omend vi med Balanchine står med måske modernismens største sværvægter inden for kunstarten ballet, ligesom vi med Matisse står med en af modernismens største sværvægtere inden for billedkunsten, så må man en passant også notere sig, at vi med disse dele af det tyvende århundredes modernisme tillige ser en gennemspilning af en traditionel kønsmæssighed, hvor det maskuline er skabende, og det feminine er passivt skønt.
Det ændrer imidlertid ikke på, at New York City Ballets fremførelse af Serenade var en uovertruffen oplevelse i onsdags. I henseende til den tolkning af Serenade, som New York City Ballet gav, kunne man dog måske godt have ønsket sig, at værket forløstes som endnu mere hårdt modernistisk og formæstetisk skarpt i anslaget, end tilfældet var.
Vægtningen af den romantiske reference stod stærkt i New York City Ballets tolkning af Serenade med en fremhævelse af lethed og et æterisk, længselsorienteret udtryk.
Balanchines koreografiske krystallisation: Musik, dans og billedkunst
At ballet i Balanchines koreografiske krystallisation kan anskues som et prisme bestående af musik, dans og billedkunst, og at balletten hos Balanchine er essentielt visuel, forstået som en kropslig opticitet i bevægelse, funderet, bestemt, konstitueret og udløst af musikken, stod klart for enhver ved mødet med den anden ballet, som var på gallaprogrammet i Tivoli i onsdags, nemlig den rent ud sagt mesterlige The Four Temperaments.
Sjældent har jeg set noget så fabelagtigt, når det kommer til ballet. Der var tale om kunst i så høj en klasse, at ens perspektiv på verden ændrede sig.
The Four Temperaments er som koreografi betragtet en genistreg. Koblingen mellem en streng modernistisk formæstetik, en stringent og ornamentalt orienteret geometrisk disponering af gulvet samt en sensualistisk blotlæggelse af kroppen, balletdanserens krop, er centrale markører af The Four Temperaments.
Det er som om, at en kæmpestor grafisk stregtegning er sat i bevægelse, hvor eksempelvis danserindernes hvid-hudfarvede ben sensualistisk åbner sig i romber og trekanter, for dernæst at strække sig ud i lige linjer
Musikken til denne ballet er skrevet af Paul Hindemith på foranledning af Balanchine, og det umiddelbart tematiske afsæt er en dissektion af en antik forestilling om, at mennesket har fire temperamenter, det melankolske, det sangvinske, det flegmatiske og det koleriske.
Der skal imidlertid ikke herske nogen som helst tvivl om, at dette tematiske afsæt netop blot er et afsæt. The Four Temperaments er først og fremmest form; en ballet, hvor de formelle egenskaber er potenseret og vægtet til det yderste.
Lad os tage scenebilledet først; her ser vi et mørkt, gråsort scenebillede, hvor dansernes kostumer er reducerede til for de mandlige danseres vedkommende sorte, tætsiddende bukser, hvide stramtsiddende T-shirts samt hvide sokker og sko, og for de kvindelige danseres vedkommende sorte, ærmeløse trikoter, lange, hvide gennemsigtige strømper og hudfarvede sko. Udtrykket er på denne vis strengt grafisk med fremhævelse af kontrastparret sort og hvid sekundæret af særligt danserindernes hudfarve.
Danserindernes ben åbner sig sensualistisk i romber og trekanter
Som betragter ser man på denne vis dansernes kroppe utilslørede og samtidigt i konstant skiftende aftegninger af rette linjer, trekanter, romber samt horisontale og retvinklede markeringer.
Det er som om, at en kæmpestor grafisk stregtegning er sat i bevægelse, hvor eksempelvis danserindernes hvid-hudfarvede ben sensualistisk åbner sig i romber og trekanter, for dernæst at strække sig ud i lige linjer. Både de mandlige og kvindelige dansere markerer med deres arme tillige det horisontale, men også det retvinklede.The Four Temperaments er som et spatialt balletkalejdoskop i sort, hvidt og hudfarve, hvor hver enkelt skift i form er udløst og determineret af Hindemiths musik.
En ornamentalitet af kroppe, en stor komposition af kroppe og formelle relationer mellem kroppe, hvor det formæstetiske udgangspunkt er udfoldet til det yderste og ypperste.
Læg dertil, at New York City Ballet i onsdags dansede The Four Temperaments med al den præcision, energi, veloplagt hurtighed og prægnant skarphed, som man kan ønske sig. Og på samme tid med en stærk forståelse af den modernistiske og formæstetiske grundpointe, som The Four Temperaments koreografisk set realiserer.
Det giver selvsagt en enestående balletoplevelse, og det var netop, hvad publikum fik til gallapremieren i onsdags. Man kan næppe forestille sig en bedre fejring af Tivolis 175-års fødselsdag end denne generøse balletgave, som The Four Temperaments udgjorde på Havens fødselsdag.
En fejring af balletten som kunstart og kunsten generelt
Efter denne pragtpræstation fulgte Symphony in C med musik af Georges Bizet; en sand og optimistisk fejring af balletten som kunstart.
Igen står det formæstetiske fundament stærkt i Symphony in C. Ballettens fundamentalier er omdrejningspunktet for dette værk, hvor vi som betragtere atter oplever et oprenset scenebillede med vægt på et grafisk orienteret udtryk med en sort-hvid akse som værkets centrale optiske akse.
Danserinderne er klædt i hvide, korte tylskørter og de mandlige dansere i tætsiddende, sorte kostumer. Markant er også de tilbagekast af lys, som til stadighed sendes ud mod publikum fra de ”Swarovskiske” krystaller, som dansernes kostumer i rigt mål er dekoreret med. Symphony in C er form, lige linjer, rektangulære optegninger af gulvet, lethed og tyngde, spring og udstrækninger og et værk, hvor det at nå ind til ballettens essens fremstår som det fortolkningsmæssige fokuspunkt. Helt i tråd med modernismens program om at vægte formen og en maleriets, skulpturens eller her aktuelt ballettens essens, alt sammen koblet med modernismens velkendte lysmetaforik.
Lyset er også oplysning, når vi taler modernisme, og på den led ligger det snublende nær også at anskue Symphony in C som en samlet fejring af ikke blot balletten i sig selv, men også af det skønne og det sande i en samlet og syntetiserende forening
Symphony in C oplyser netop sindet hos betragteren ved hendes eller hans oplevelse af den klare og skønne formmæssighed, som balletten udgør; en klarhed, som også er en fornuftens klarhed sat overfor det dunkle mørke af irrationalitet, der bringer menneskeheden i knæ.
Lyset er også oplysning, når vi taler modernisme, og på den led ligger det snublende nær også at anskue Symphony in C som en samlet fejring af ikke blot balletten i sig selv, men også af det skønne og det sande i en samlet og syntetiserende forening.
For så vidt er Symphony in C en fejring ikke blot af balletten som markør af skønhed og sandhed, men også ydermere en celebrering af kunsten som sådan, kunsten generelt som den entreprise, hvor mennesket på en gang kommer tættest på både det skønne og det sande i en stor integrerende enhed.
Havde man ikke troen på kunsten og balletten som en kunstart, der om noget kan tilbyde mennesker i vor samtid oplevelser af ganske enestående karakter, så fik man troen på alt dette oven på Serenade, The Four Temperaments og Symphony in C i Tivoli i onsdags.
Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: Størst af alt er kærlighed, men lige efter kommer kunsten. New York City Ballet viste i onsdags med gallaprogrammet All Balanchine, at balletten og kunsten i det hele taget er noget af det, der virkeligt gør tilværelsen værd at leve.
For denne vidunderlige og uforglemmelige balletaften får New York City Ballets All Balanchine seks velfortjente stjerner ud af seks mulige. Og så skal der naturligvis også lyde et stort tillykke herfra med fødselsdagen til Tivoli!
Hovedfoto: George Balanchine’s The Four Temperaments fotograferet af Paul Kolnik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her