Rejsebrev fra London #8: Hampstead – den kulturhistoriske perle på toppen af bakken

af i Kultur/Rejse

LONDON // REJSEBREV – Der er steder, som aflejrer så dybe indtryk i ens sind, at det følger en hele livet. Poul Arnedal var så heldig at komme til at bo i Hampstead, da han som tyveårig for første gang kom til London. Lige siden har han ikke følt, at han har været ’rigtigt’ i London, hvis han ikke har besøgt “landsbyen” på toppen af Northern Heights of London, blot et kvarters togrejse fra Leicester Square.

I år er det nøjagtig 200 år siden, at digteren John Keats sad en forårsnat under et blommetræ i Hampstead og lyttede til nattergalens sang, mens han skrev sit digt Ode to a Nightingale. Digtet handler om poesiens universelle kraft og menneskets dødelighed og er et af de berømteste fra den romantiske periode i starten af 1800-tallet.

John Keats tegnet i 1819 af vennen Charles Brown. Wikimedia Commons.
John Keats tegnet i 1819 af vennen Charles Brown. Wikimedia Commons.

Op gennem tiden har det inspireret adskillige forfattere og poeter som f.eks. amerikanske Scott Fitzgerald, der har lånt en strofe fra Ode to a Nightingale som titel til sin roman Tender is the Night (Blid er natten) fra 1934.

Huset, hvor John Keats boede og sad i haven og skrev sit digt, ligger der stadig ligesom mange af de andre steder i Hampstead, hvor malere, digtere, forfattere, skuespillere, politikere og andre indflydelsesrige personligheder har slået sig ned for en kortere eller længere periode, siden de første villaer i 1600-tallet blev bygget heroppe på bakketoppen med fri udsigt ind over London

Og på trods af menneskenes fysiske dødelighed så har deres åndelige, ja man kunne måske kalde det poetiske, efterladenskaber slået så dybe rødder, at aftrykket fra deres tilstedeværelse stadig føles lyslevende. Derfor er der al mulig grund til at lægge vejen forbi Hampstead, når man alligevel er i London.

Den dybest beliggende undergrundsstation

En anden grund er, at det blot tager 15 minutter med undergrundsbanen at komme fra Leicester Square til Hampstead. Her lander man på den dybest beliggende undergrundsstation i London, 63 meter nede under gadeplan, hvorfra der går en elevator op til overfladen. Der er således ingen undskyldning for ikke at tage til Hampstead.

Når man kommer ud fra stationen på hjørnet af Hampstead High Street og Heath Street, slår trafikken fra de to travle færdselsårer én brat i møde. Men du træder også nærmest ud i en italiensk bjerglandsby med stejle gader, smalle gyder og snævre, labyrintiske trappeforløb. Vi befinder os på toppen af den bakkekam, som går under navnet Northern Heights of London, der løber hele vejen fra Hampstead og over til nabobyen Highgate, og hvorfra der udspringer adskillige kilder og vandløb. Et af den er floden Fleet, som har givet navnet til den navnkundige avisgade Fleet Street, der hvor den løber ud i Themsen inde midt i London.

Aktivt bymiljø i harmoni med historien

Hampstead er en særdeles nutidig og levende ’landsby’. Med et mylder af butikker, restauranter, cafeer, historiske pubber og en myriade af typiske engelske beboelseshuse fra mange perioder er den rammen om et særdeles aktivt bymiljø, der forsøger at leve i harmoni med aftrykket fra tidligere generationers kulturelle meritter og den historie, som har skabt stedet.

Flask Walk. Foto: Poul Arnedal.

Går man blot 50 meter ned ad Hampstead High Street, dukker den smalle gyde Flask Walk op. Den er opkaldt efter pubben The Flask. Allerede i slutningen af 1600-tallet tiltrak kilderne i Hampstead mange mennesker. Det var dengang en almen antagelse, at det jernholdige vand fra kilderne var helbredende. Det var driftige forretningsfolk ikke sene til at udnytte, så der blev indrettet flere kurbadeanstalter. Og på The Flask blev den lokale kildevand tappet på flasker og solgt inde i London.

I dag er det øl, der tappes fra hanerne i The Flask, og hvis man bænker sig med en pint ved et af de udendørs borde langs de smalle, korte strøg af en gågade med udsigt til den lokale slagter, blomsterhandleren eller antikvarboghandleren i de lavloftede lokaler på den anden side af gaden, skal man ikke blive forbavset over pludselig at få selskab af en kendt skuespilforfatter eller tv-personlighed ved et af nabobordene.

Poetiske gadenavne og et par kunstnerhjem

Fortsætter man videre ad Flask Walk, åbner gaden sig op med en række af træer og smukke, klassiske husrækker på begge sider vejen. Efter at være dykket ned i et lille dalstrøg, rejser gaden sig igen, ændrer navn til Well Walk og passerer et par af de tidligere badeanstalter for at ende ud i Hampstead Heath, som er en historie og oplevelse helt for sig selv.

Midt i Well Walks sammenbyggede husrække finder vi en af de mange ’blue plaques’, som fortæller, at her boede der en kendt person. I nummer 40 gælder det landskabsmaleren John Constable, som boede her de sidste ti år af sit liv, fra 1827-37, efter tidligere at have haft sommerresidens femhundrede meter længere oppe på toppen af bakkekammen. Fra sine vinduer havde han på det tidspunkt udsigt direkte ud over Hampstead Heath, som var et af hans yndede motiver, og skulle nogen være i tvivl, så var John Constable den ene af 1800-tallets to fremmeste, engelske landskabsmalere. Den anden var J.M.W. Turner, der bl.a. holdt til ude i Chelsea, og på Tate Britain kan man opleve et par omfattende samlinger af begge malers værker.

.. når de lokale vaskekoner havde skrubbet det indkomne vasketøj i vandet fra de mange kilder, blev det hængt til tørre på kristtornebuskene, så det inde fra byen så ud, som om der var sne på toppen af Northern Heights of London.

Bevæger vi os længere ned ad bakken, støder vi på poetiske gadenavne som Pilgrims Lane, Willow Road og Downshire Hill, og nede ad den sidstnævnte dukker Keats Grove op som en lille sidevej, der også fører direkte ud til heden. Det er blot 200 meter fra Well Walk, og det er her vi finder Keats House, hvor John Keats sad og skrev Ode to a Nightingale og flere andre af sine digte. Huset er i dag ejet af en fond og indrettet som museum for John Keats.

Keats House i Keats Grove. Foto: Wikimedia Commons.

Hemmelig trappe til historisk pub

Hvor end man bevæger sig hen, støder man ind i historiske steder, som fungerer her midt i det nutidige Hampstead. Lige nord for undergrundsstationen dukker der på venstre side af Heath Street pludselig en nærmest hemmelig, snæver og stejl trappe op. Den hedder selvfølgelig Holly Mount Steps, fordi den fører op til Holly Mount, som er en lille krum gade, hvor den historiske pub, Holly Bush ligger. Den var oprindelig en del af portrætmaleren George Rommenys hus, som man finder rundt om hjørnet i Holly Bush Hill. Huset fungerede som malerens atelier, indtil han i 1799 solgte stedet til en brygger, der indrettede atelieret til en pub, som stort set ikke har ændret sig i de forløbne over 200 år.

I øvrigt er Holly Bush det engelske navn for planten kristtorn, som voksede i stor mangfoldighed i området tilbage i 1600- og 1700-tallet. Og når de lokale, professionelle vaskekoner havde skrubbet det indkomne vasketøj i vandet fra de mange kilder, blev det hængt til tørre på kristtornebuskene, så det inde fra byen så ud, som om der var sne på toppen af Northern Heights of London.

Pubben Holly Bush i Holdt Mount. Foto: Søren Rud.

En kirkevej med italiensk klassicisme

Vælger vi at gå den modsatte vej nedad Heath Street, støder vi efter hundrede meter ind i Church Row. Det er en af de første gader, som blev anlagt, efter at Hampstead i starten af 1700-tallet begyndte at blive urbaniset i forbindelse med etableringen af kurbadene. Den er på sit første og ældste stykke blot 70 meter lang og leder ned til den lokale sognekirke, St. John-at-Hampstead, hvis kirkegård bl.a. rummer John Constables familiegravsted.

… når han ikke lige holdt fester for  rockkoryfæer som Keith Richards, Paul McCartney og John Lennon

Church Row består af to klassiske sammenbyggede, statelige husrækker – terraced houses, som man kalder den form for rækkehuse i England – og hvoraf den ene stadig står, som da den blev rejst for trehundrede år siden. Den er bygget i georgiansk stil inspireret af italiensk klassicisme med tre og en halv etager over jorden samt en dyb kælder, hvor man oprindelig havde køkkenregionerne. Hvert enkelt hus fylder kun tre vinduesfag eller ca. seks meter ud mod gaden og ser således ikke ud af så meget, men strækker sig til gengæld dybt ind bagved, hvor det ender i en lille gårdhave.

Science fiction forfatter og komiker-duo

I 1909 flyttede science fiction forfatteren H.G. Wells, der især er kendt for Klodernes kamp, ind i nummer 17 sammen med sin familie og boede der i en årrække, hvor der blev holdt selskaber med nogle af tidens kendte personligheder som George Bernard Shaw, Henry James og Winston Churchill.

I 1965  var det komikeren Peter Cook, som indtog nummer 17. Han er af skuespilleren og tv-værten Shephen Frey blevet betegnet som ”et af de sjoveste menneskeder, som nogensinde trak vejret.” Peter Cook ejede bl.a. en comedy club  i Soho, og hjemme i Church Row sad han – når han ikke lige holdt fester for  rockkoryfæer som Keith Richards, Paul McCartney og John Lennon – oppe i sit loftskammer sammen med komikerkollegaen, og senere Hollywood-stjerne, Dudley Moore, og fandt på de sketches, som gjorde dem til et uforligneligt komikerpar, der bl.a. blev en vigtig inspiration for Monty Pyton.

Hvis man vil have en snert af, hvordan Hampstead også tog sig ud i det tidlige 1800-tal, kan man gå hen i nabogaden Perrins Walk, som i virkeligheden blot er en smal passage og en af de sidste reminiscenser af den labyrint af smalle passager, som lå her, inden man i 1880’erne lavede et større gadegennembrud, da undergrundsbanen blev ført helt til Hampstead. Og det var i et hus her i Perrins Walk, Petter Cook boede de sidste seks år af sit liv, indtil sin alt for tidlige død som 57-årig i 1995.

Tilbage i Church Row har der i et af de allerførste huse i mange år været en fransk kælderrestaurant i de tidligere køkkenregioner, som fristede hver eneste gang, jeg kom forbi, uden at det dog nogensinde er blevet til andet end tanken – måske fordi prisniveauet var lidt pebret.

Nu er den imidlertid blevet afløst af en spansk vinbar og restaurant med navnet 28 Church Row, som ud over rosende omtale også har et menukort med særdeles rimelige priser, så nu er der ikke længere nogen undskyldning.

… det, som står allertydeligst i erindringen, er, at resterne af det æg, hun havde nydt til sin frokost, stadig hang som en stor plet midt på blusen

På besøg hos Fay Weldon

Blandt andet sendte jeg lange blikke mod kælderrestauranten, da jeg i juni 1998 for gud ved hvilken gang spadserede ned ad Church Row. Denne gang lå mit mål lige på den anden side af kirken og kirkegården, hvor man støder ind i en gruppe gader med besynderlige navne som Frognal, Frognal Lane, Frognal Way og Frognal Gardens.

Betegnelsen Frognal dukker først gang op i skrevne kilder i 1372, men stammer formentlig fra den tidlige middelalder, hvor der takket være de mange kilder var dannet et vådområde med en stor koloni af frøer, som tilhørte en mindre herregårdslignende bygning, der var ejet af munkene inde fra Westminster Abbey.

I dag er vådområdet for længst tørlagt og erstattet med prægtige huse, og det var her i Frognal den franske general de Gaulle og hans familie slog sig ned under anden verdenskrig for at lede ’de frie franskes’ kampen mod nazisterne.

Mit mål var et af de store huse i Frognal Garden, hvor jeg skulle besøge forfatteren Fay Weldon for at interviewe hende om hendes nye roman og tv-serie Big Women. Her var det hendes mand, der tog imod og viste mig op i husets store bibliotek, hvor jeg kunne vente, mens forfatteren lige blev færdig med sin frokost.

Her kunne jeg konstatere, at bogreolerne ud over en stor samling af både klassiske og mere nutidspopulære værker også  rummede eksemplarer af både Hitlers Mein Kampf og Karl Marx’ Das Kapital. Men det, som står allertydeligst i erindringen, er, at resterne af det æg, hun havde nydt til sin frokost, stadig hang som en stor plet midt på blusen, som dækkede hendes fyldige barm, da hun kom ind i biblioteket, og vi kunne starte på interviewet.

Trods dette distraherende element fik jeg dog bl.a. noteret på min blok, at grunden til at hun var flyttet til netop Hampstead, efter i mange år at have boet på landet, dels var, fordi det var tæt på hendes mors barndomshjem, og dels den umiddelbare fornemmelse af ’at høre til’, som tilsyneladende er et helt almindeligt fænomen, når man som forfatter eller intellektuel slår sig ned i Hampstead.

To prominente jødiske flygtninge

Det er sikkert samme fornemmelse, der fik psykoanalysens fader, Sigmund Freud, til at flytte ind i en stor Hampstead-villa i Maresfield Garden femhundrede meter længere nede ad bakken fra Frognal Gardens, da han sammen med sin familie i marts 1938 flygtede fra Wien efter Nazi-Tysklands annektering af Østrig.

I dag er villaen indrettet som et  særdeles aktivt museum for Freud og hans virke. Her kan man bl.a. andet opleve hans kontor og konsultationsværelset med den berømte sofa, hvor klienterne fik lov at ligge under psykoanalysen.

Freuds berømte sofa, som findes på The Freud Museum. Foto: Poul Arnedal.

Freud var langt fra den eneste jødiske flygtning, der slog sig ned i Hampstead. Et lille stykke nede ad Hampstead High Street og på hjørnet af en af de smalle passager, der forbinder High Street’en med Heath Street, ligger en af gadens ældste eksisterende caféer, The Coffee Cup, som jeg besøgte flere gange om ugen, da jeg selv boede i området i slutningen af 1960’erne.

Bl.a. foregår en del af Bram Stokers ’Dracula’ ude på heden, hvor det i tidligere tider ikke var sikkert  at færdes

Det var her, jeg mødte den østrigske forfatter Elias Canetti, der var stamgæst på cafeen og boede i nabolaget (og som man kan læse mere om i en af mine tidligere historie her på POV ). Han var også flygtet fra nazisterne og blev i Hampstead et samlingspunkt og en slags nestor for de lokale forfattere. I 1981 modtog han Nobelprisen i litteratur.

Stort naturområde lige uden for døren

En af de ting, der er med til at gøre Hampstead til noget helt særligt, er det store naturområde Hampstead Heath eller ’heden’ – ’The Heath’ – som den blot kaldes blandt de lokale beboere, der ligger lige uden for døren. Det strækker sig over mere end tre kvadratkilometer og består af åbne græssletter, skov-, krat- og vådområder, som slynger sig ned ad både Northern Heights of London’s vestlige og især østlige skråninger og byder på en imponerende udsigt ind over Londons skyline.

Området har været skueplads for scener i masser af film og litterære værker. Bl.a. foregår en del af Bram Stokers Dracula ude på heden, hvor det i tidligere tider ikke var sikkert at færdes, fordi den var tilflugtssted for lyssky elementer som f.eks. landevejsrøveren Dick Turpin.

En umotiveret viadukt midt i skoven

I dag er en tur på heden noget mere fredelig, og giver man sig selv lov til at fare vild, kan man være så heldig pludselig inde midt i et skovområde at støde på en smukt udført viadukt, som fører hen over et vådområde.

Umiddelbart tænker man, hvad den i alverden laver der, men der er selvfølgelig en forklaring. Efter munkene fra Westminster Abbey i 1500-tallet måtte afstå The Manor of Hampstead til kongen, blev området overdraget til en af kongens adelsmænd, hvorefter den kom i almindelig vandel og handel. Det var den til enhver tid siddende ’Lord of the Manor’, som i de efterfølgende århundrede solgte dele af sine besiddelser fra til den bebyggelse, som efterhånden blev til Hampstead Village.

I midten af 1800-tallet blev den daværende ejer så forhippet på at inddrage hele området til luksusvillaer, at han begyndte at bygge en vej tværs over heden. Det vakte imidlertid så stor modstand blandt de lokale beboere, at det lykkedes at få eksproprieret heden, så den kunne vedblive at være et fælles naturområde. Men inden man nåede så langt, var viadukten blevet bygget, og den har fået lov at ligge der lige siden.

Viadukten midt på Hampstead Heath (Foto: Wikimedia Commons/justinc)

Hvis man har set filmen Mit hjem i Hampstead med Diane Keaton og Brendan Gleeson, vil man kunne nikke genkendende til mange lokaliteter både i selve Hampstead Village og ude på Hampstead Heath.

Og filmen fortæller historien (baseret på virkelige begivenheder) om, hvordan de lokale beboere stadig kæmper mod, at byggespekulanter skal æde sig ind på dette unikke naturområde.

 

Den hemmelige landsby på heden

Fuldstændig skjult for omverden ligger der en nærmest hemmelig  lille bebyggelse ude midt på heden. Den opstod i årene efter 1777, hvor det sumpområde, som lå i forbindelse med floden Fleets kilde, blev inddæmmet og bebygget med en håndfuld romantiske sommervillaer. Det lille dalstrøg blev kaldt Vale of Health og ligger lige ud til en lille sø, som er resterne af det oprindelige vådområde.

Op igennem de næste 150 år kom der flere bygninger til, og i dag udgøres området af omkring 45 selvstændige boliger samt et noget skæmmende etagebyggeri. Vale of Health har dog på ingen måde mistet sin charme. Den består kun af en enkelt vej, der snor sig lidt omkring med små stikveje. Her er hverken butikker endsige en pub, og man skal vide, at stedet er her for at finde den nærmest usynlige vej, som fører herned.

En af Vale of Healths tidlige beboere var poeten og samfundskritikeren Leight Hunt, som flyttede ind i en af de oprindelige villaer i 1815, efter at han havde siddet to år i fængsel for at kritisere kronprins George, som regerede på vegne af sin sindssyge far.

Leight Hunt var en af de centrale skikkelser i den personkreds, der udgjorde de såkaldte ’cockney-poeter’, som John Keats også tilhørte, og både Keats og kollegaen Percy Bysshe Shelley var hyppige gæster hos Leight Hunt. I det tidlige 1900-tal boede poeten Rabindranath Tagore, der senere blev den første indiske modtager af nobelprisen i litteratur, i en kortere periode i et af de victorianske rækkehuse, som var blevet bygget i Vale of Health.

Under første verdenskrig rykkede forfatteren D.H. Lawrence, hvis svigerforældre boede oppe i Well Walk, ind i et af nabohusene. Opholdet her på Hampstead Heath inspirerede ham både til et afsnit i sin følgende roman Women in Love og til en lang passage i romanen Kangaroo. Under en spadseretur en aften på heden oplevede D.H. Lawrence og hans kone en tysk Zeppelin inde over London, og i Kangaroo beskriver han, hvordan englændernes  søgelys flakkede hen over himlen, mens man kunne høre lyden af eksplosionerne og antiluftskytset helt herop på bakketoppen.

Vale of Health. Foto: Wikimedia Commons/Amadeusz Misiak.

I romanen er Lawrences hovedpersoner på vej hjem via Spaniards Road, som stadigvæk ligger oppe på toppen af bakkekammen og går mellem Hampstead og Highgate. Den har fået navn efter en af de mest legendarisk pubber i London, The Spaniard’s Inn, der befinder sig cirka midtvejs mellem de to små bysamfund, og her kan man også møde masser af historiske og litterære referencer – og god mad – hvilket man (også) kan læse om i en tidligere historie, jeg har skrevet her på POV.

.. selvfølgelig er jeg personligt ked af, at jeg i dag aldrig selv ville få råd til at bo der

Michael Palins lokale kamp mod byvandalisme

For mig er Hampstead noget helt særligt, bl.a. fordi jeg boede her i mine formative år. Men når jeg fortæller nogle af mine venner og bekendte i London, at jeg ikke føler, jeg har været ’rigtigt’ i London, med mindre jeg også har været oppe i Hampstead, så rynker mange af dem på næsen. Området er nemlig i dag kendt som en dyrt overklassereservat. Og indrømmet: Der er små afsidesliggende lukkede områder, hvor man finde nogle af de højeste huspriser i London for de superrige. Og generelt ligger hus- og lejlighedspriserne et ret pænt stykke over gennemsnittet selv for London: F.eks. blev John Constables smalle treetagers hus i Well Walk for blot et år siden sat til salg for net nette sum af knap 40 mill. kr.

Til gengæld er mange af de toneangivende beboere ikke blege for at stille op og kritisere både myndigheder, store kapitalfonde, grådige entreprenører og supermarkedskæder, hvis de forsøger at gøre vold mod Hampsteads historiske egenart og stærke ’community spirit’. Nøjagtig som da Lord of the Manor ville bebygge hele heden, eller som man oplever i filmen Mit hjem i Hampstead.

Det er bl.a. grunden til, at et stort område lige syd for Hampstead Heath, kaldet Gospel Oak, ikke er blevet jævnet med jorden og erstattet med betonblokke. Hernede i Pond Street rev man i 1970’erne et gammelt, utidssvarende hospital ned og erstattede det med et tolvetagers betonbyggeri, The Royal Free Hospital. Havde det stået til myndighederne, var den samme skæbne overgået hele kvarteret.

Kun takket være en effektiv borgerprotest blandt de lokale beboer lykkedes det at forhindre denne byvandalisme. En af frontpersonerne i denne protest boede og bor stadig i et af de huse, som var truet af nedrivning. Det er Monty Python-skuespilleren og globetrotteren Michael Palin, som fortalte mig historien, da jeg interviewede ham for tyve år siden i forbindelse med hans rejseserie Full Circle, og hvor han sveddryppende kom tilbage fra en lang løbetur ude på heden.

Så det kan godt være, at det er de rige og kendte, som (også) bor i Hampstead. Og selvfølgelig er jeg personligt ked af, at jeg i dag aldrig selv ville få råd til at bo der. Til gengæld vil jeg glæde mig over, at der fortsat er mennesker deroppe – velhavende eller ej – som slås for at bevare denne kulturelle perle af en landsby, så jeg stadig har lyst til at komme der igen og igen og igen.


Hvis du holder af Poul Arnedals arbejde på POV International, kan du donere et beløb til hans arbejde til hans Mobile Pay: +4561416505.


Topfoto: 28 Church Row.

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Kultur

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er