SNOOP DOGG // ANMELDELSE – En af hip hoppens sande legender lagde fredag d. 17. marts vejen forbi Royal Arena. Det var en stærkt underholdende, men også en lidt lad oplevelse, mener POV’s anmelder Jeppe Madsbad Lauritzen. “Opsummerende var det nok ikke den bedste Snoop koncert, jeg har været til … Men når alt kommer til alt, var der en “mutha-fuckin” superstjerne på scenen”, skriver han bl.a. i sin anmeldelse.
Snoop og jeg deler fødeår. Derudover har vi – udover hip hop passionen – ikke så meget tilfælles: Jeg har hverken 40 mio. albums, en privat fuldtids joint-ruller eller min egen rødvin til salg i mit eget Snoopermarket.
Alligevel føler jeg en tæt connection til ham: Dels fordi hans bedste bangers stadig kan forvandle min stationcar til en svedig klub selv på en regnfuld tirsdag morgen, men også fordi jeg – over årene – har nikket nakke og kastet håndtegn, når han ved en række lejligheder har frekventeret danske spillesteder:
Fra sen 90’er-debuten i VEGA, hvor et ”gæste-sug” på en lokal homeboy’s trompet-joint sendte ham af scenen efter 35 min, over KB Hallen, til Forum og sågar på Orange Scene og i Parken: Sidstnævnte til Zulu Rocks i ’05, hvor han introducerede tidens hotteste danske navn som ”My Nephews”, og Simon Kvamm kækt replicerede med et ”Tak, Onkel Snoop”.
Snoop ligger stadig tight på beatet, er stanghamrende charmerende, og ingen når ham til knæene (på den 193 cm ranglende krop), når det kommer til arbejdet med hip hoppen ellers så klichefyldte ”call-back routines”
Det er således med god empiri – på godt og ondt – at jeg har kalibreret forventningerne til aftenens koncert, og jeg har haft god tid til det.
På ægte hip hop manér har vi nemlig, ligesom i eventyrene, været grueligt meget (ondt) igennem for at nå frem til aftenens klimaks: +2 års corona udsættelse, aflysning af sub-headlines (Warren G., Obie Trice og Tha Dogg Pound) en uge tidligere, divergerende meldinger om showstart og obligatoriske aflysnings-rygter på selve dagen.
Stor var glæden derfor, da Snoop fredag eftermiddag, postede en instagram-video fra en limousine på HC. Andersens Boulevard, hvor han højlydt morede sige over, at Michael Jackson ikke fik lov at købe Tivoli. Snoop var i byen!
Sidste forhindring var så et par rodede opvarmningssæt fra de irske gangsterrappere Versatile (jeps… det fungerede slet ikke) og de to (af otte) tilbageværende medlemmer af Eminems homeboys crew D12, men så var han der også …
Snoop Doggs dundrende beats
Iført dundrende beats, masser af røg, solbriller og crips-bandana-blåt onepiece suit besteg Snoop endelig scenen i Verdens Smukkeste Arena: Flankeret af – udover en DJ og hele to hårdt arbejdede back-up rappere – en flok farligt vaklende (stængerne – ikke kvinderne) poledancers og såmænd en overgearet storrygende/dansende, leopardmønstret abe.
Sidstnævnte, kunne min teenage ledsager heldigvis forklare mig, var en legemliggørelse af hans nyeste (digitale) alterego – en såkaldt NFT. Der blev lagt hårdt ud med en tre-trins-banger-raket af Dr. Dre klassikerne ”The Next Episode” og ”Nuthin´but a G thang” samt Eazy E´s ”Boys-n-the-Hood”. Snoop var i dén grad ”In The Mutha-fuckin´ House” og fra første sekund 100% “on brand” med showets hip hop selvfede titel: ”I wanna Thank me tour”.
Snoop (med det borgerlige navn Calvin Cordozar Broadus Jr.) har lavet mange plader, spændende fra monumentale mester- til deciderede makværker. Det har (primært af rettighedmæssige årsager) krævet en del forskellige aliaser – hvorfor jeg for nemheds skyld konsekvent anvender ”Snoop” her.
Jeg er dog gammel nok til at huske, at han har heddet både ”Snoop The Dogg”, ”Snoop Doggy Dogg” og ”Snoop Dogg” undervejs. Heldigvis er jeg også gammel nok til allerede (næsten) at have fortrængt, at han i en kort periode skiftede hip hop’en ud med hhv. reggae og funk under aliaserne Snoop Lion og Snoopzilla.
Det er helt sikkert numrene fra hans bedste hip hop albums – kendetegnet ved solide producer samarbejder – der præger set-listen og virker bedst i Royal Arena: Fra den indledende Dr. Dre magtdemonstration til deres øvrige samarbejder fra ’94 solodebut-mesterværket Doggystyle (”Gin & Juice”, ”Lodi Dodi” og ”Who am I? (What´s my name?)”) til Neptunes (Pharrel Williams) produktionerne ”Drop it like it’s hot” og ”Beautiful”.
Desværre tit i svært afkortede versioner, der – endnu mere desværre – levner plads til Snoops nyere repertoire, hvor lavpunktet denne aften er soloversionen af Katty Perry-duetten ”California Gurls”, skamfuldt fulgt til dørs af nogle hans nærmest techno-agtige produktioner, der i dén grad demonstrerer, at det kun er (Kan)Ye, der har fået noget interessant, kunstnerisk ud af autotune.
Crowdpleaseren Snoop
Crowdpleaseren Snoop har altid kendt værdien af covernumre i live-sættet: Et par relativt billige, men super effektive stik tages derfor hjem med House of Pain´s ”Jump Around”, Notoroius B.I.G´s ”Hypnotize” og 2pac´s ”California Love”. De to sidstnævnte naturligvis fulgt på vej af de obligatoriske himmelvendte håndtegn i hobetal.
Snoop rundede sidste år 50 og har – helt fair – brug for en pause undervejs. Lanceret som et ”chronic break”, bliver der dog nok pustet (ud) mere end suget backstage, da DJ´en tager over med en række letkøbte klassikere: Heriblandt ”Regulate”, muligvis som en (lidt misforstået) undskyldning for Warren G’s sene afbud?
Snoops energi er ikke helt, hvad den har været, og det nasale, laid-back signatur flow er til tider … ja lidt for nasalt og for laid back. Og generelt får de to back-up rappere som nævnt lov til at arbejde hårdt for deres hyre.
Foto: Eddie Michel
Snoop ligger dog stadig tight på beatet, er stanghamrende charmerende, og ingen når ham til knæene (på den 193 cm ranglende krop), når det kommer til arbejdet med hip hoppens ellers så klichefyldte ”call-back routines”: When I say XX, you say XX! Med dem fanger Snoop stadig Arenaens bageste række og den nye generation, som han også behørigt takker os (forældre) for at have medbragt.
Opsummerende var det nok ikke den bedste Snoop koncert, jeg har været til: Humøret var højere end energiniveauet, og jeg havde hellere hørt 20 westcoast bangers i fuld længde end de små 35 ”mixtape-abrupte” numre af svingende (og ikke altid swingende) kvalitet.
Men når alt kommer til alt, var der en ”mutha-fuckin!” superstjerne og nulevende legende på scenen denne aften i Verdens Smukkeste Arena. Og med afsluttende fællessang/rap på ”Young, Wild and Free” fik han på flere niveauer mindet os om, at vi skal hylde og nyde disses tilstedeværelse, så længe vi kan.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
