Alice Cooper, foto: Jenny Risher/Press

Alice Cooper: Et bankende rockhjerte slår solidt, hårdt og ubesværet

i Kultur/Musik af
MUSIK // ANMELDELSE – Så mange år efter sit gennembrud, at det kræver tålmodighed at tælle dem, er Alice Cooper tilbage med sit 21. soloalbum, Detroit Stories. Albummet er indspillet som en hyldest til den musik, der satte præstesønnen Vincent Furnier i gang dengang, han var dreng og boede i Detroit og endnu ikke var begyndt at lege med slanger. “Således har de skiftet den oprindelige hyggevibe i Lou Reeds Velvet Underground-sang “Rock’n’roll” ud med energi som i en rasende ottecylindret Mustang-motor. Som en erfaren racerkører slipper bæstet dog aldrig fra dem. Og med en klasseopvisning i kontrol, volumen, disciplin og musikalsk intelligens serverer Alice Cooper og kompagni den perfekte åbning på det noget nær perfekte album,” skriver journalist og anmelder Henning Høeg om den nye plade.

Hvis en nysgerrig alien i morgen skulle lande på græsplænen foran dit rækkehus og her stille det oplagte spørgsmål, ‘Hvad ér det dér rock’n’roll for noget?’, så gør du klogt i at have et eksemplar af Alice Coopers nye og 21. soloalbum Detroit Stories liggende. Detroit Stories har nemlig alt det, der skal til for at gøre rock’n’roll ægte og ekstremt vanedannende. Og uden at sige et ord vil du således kunne besvare rummandens spørgsmål.

Dengang ‘Alice Cooper’ stadig blot var en ung håbefuld og lettere rebelsk præstesøn ved navn Vincent Furnier og den natsorte øjenmakeup endnu ikke havde taget sin endelige stjerneform (dengang var det nærmest prikker omkring øjnene), havde bandet ‘Alice Cooper’ svært ved at finde et publikum, der forstod deres helt specielle vibe – en blanding af gamle gyserfilm a la Vincent Price, vaudeville og møgbeskidt guitarrock. 60’ernes New York var for avantgarde. Los Angeles var for flippet. San Francisco druknede nærmest i blomster. Og i Chicago hakkede de stadig rundt i de evindelige 12 bluestakter.

Lille Alice/Vincent blev født i den østlige del af bilbyen Detroit. Før han var gammel nok til at spørge hvorfor, flyttede Furnier-familien sydpå til Arizona. Men Cooper var stadig vild med de klassiske Detroit-rocknavne som Iggy & The Stooges, Bob Seger og MC5. Og det var angiveligt sangeren selv, der fik den brillante idé: Lad os flytte tilbage til Detroit. Jackpot !!

Gyserrockeren lavede en lukrativ og fair aftale med sine tidligere bandkammerater: Hvis han måtte bruge navnet ‘Alice Cooper’, så ville de gamle venner fremover få en lille bid af profitten.

Iblandt dem Alice Cooper i dag kalder ‘kampklare outsidere’ og ‘utilpassede fabriksarbejderbørn’ var bandet ‘Alice Cooper’ således et øjeblikkeligt hit. Her kunne publikum nemlig bedst lide deres rock serveret lige i ansigtet, uden omsvøb og med masser af attitude. Sammen med bandet ‘Alice Cooper’ nåede Alice selv at indspille syv album, hvor af de to første Pretties for You og Easy Action er umulige at holde af – tro mig, jeg har prøvet i 45 år.

De følgende fem album er intet mindre end rock’n’roll-milepæle. Bedst er den stilskabende gyserrocker Killer fra 1971 og megahittet “Billion Dollar Babies” fra 1973, hvor bandet bare ikke kan holde op med at levere hit, på hit, på hit. Det sidste album med bandet, Muscle of Love, (også 1973) er stadig solid. Men metaltrætheden er begyndt at melde sig. Og i 1975 gik forsanger Alice Cooper solo med albummet Welcome to My Nightmare, hvor han syv år før Michael Jackson på Thriller fik samme geniale idé og overtalte selveste gysermester Vincent Price til at levere den perfekte mareridts-monolog på den tilsvarende perfekte gysersang “The Black Widow”. Hermed var en ny dør åbnet i eks-Vincent Furniers univers.

Alle var glade

Gyserrockeren lavede en lukrativ og fair aftale med sine tidligere bandkammerater: Hvis han måtte bruge navnet ‘Alice Cooper’, så ville de gamle venner fremover få en lille bid af profitten. Alle var glade og med nye mesterværker som Alice Cooper Goes to Hell, From the Inside og Lace and Whiskey gik Alice Cooper fra at være ‘a billion dollar baby’ til at være ‘Fantasillion dollar baby’. Undervejs var Alice Cooper godt nok ved at sætte træskoene adskillige gange – på grund af et massivt narkomisbrug.

Alice Cooper, foto: Wikipedia
Alice Cooper, foto: Wikipedia

I et interview med undertegnede fortalte Cooper således i 2015, at han af samme årsag i dag ikke kan huske at have været i studiet for at indspille album som Zipper Catches Skin og Dada fra hhv. 1982 og 1983. Efter trusler om skilsmisse fra hustruen Sheryl Goddard lagde han stofferne på hylden og fik igen skuden på ret køl.

Det store comeback kom med mere polerede, men stadig brutale album som Trash (1989) og Hey Stoopid (1991). Som fugl Føniks genopstod Cooper fra asken. I stedet for gårsdagens lømmel, var han nu den alvidende rock’n’roll-fader, der ikke alene havde set, men også overlevet genrationer af både musikgenrer og rockstjerner.

Mens jeg lyttede i hovedtelefoner, gestikulerede min kone: “Hvad griner du ad?,” spurgte hun med at let undrende smil. Og svaret var enkelt ‘Jeg smiler sammen med Alice Cooper’

I sit lange rockliv har AC hængt ud med Hollywoodlegender som Bob Hope, Graucho Marx og Mae West. Han har spillet golf med flere amerikanske præsidenter. Han har hængt ud backstage med Jim Morrison i Los Angeles. Han har set undrende til, mens Andy Warhol forsøgte at føle sig hjemme på New Yorks moderigtige diskotek Studio 54. Og han har overlevet uendelige druksessions som medlem af de originale Hollywood Vampires sammen med bl.a. John Belushi, John Lennon og Keith Moon. Alt dette leder frem til i dag, hvor Alice Cooper, ægtemand, golfspiller, kristen, far og bedstefar står på den anden side af dramaet.

Hvis der var nogen logik til, ville Alice Cooper i dag ikke alene være et vrag men også en træt og desillusioneret mand. Men det modsatte er tilfældet. 73-årige Alice Cooper har som en svamp tilsyneladende brugt de 50 år på at suge alle oplevelserne til sig. Og på Detroit Stories er han som et fuldt opladet batteri, der er ved at flække af opsparet energi.

Intet mindre end livsbekræftende

Albummet er optaget i én af Detroits mere kulturmættede forstæder Royal Oak. Og med sig har han ikke alene tre af de overlevende Alice Cooper bandmedlemmer. Wayne Kramer fra MC5, Detroitdreng Steve Hunter og den urimeligt muskuløse bassist Paul Randolph leverer en magisk mikstur af teknik, sjæl og glubende appetit. Produceren er endnu engang Bob Ezrin, der har arbejdet med Cooper siden 70’erne. Resultatet er intet mindre end livsbekræftende.

Mens jeg lyttede i hovedtelefoner, gestikulerede min kone: “Hvad griner du ad?,” spurgte hun med at let undrende smil. Og svaret var enkelt ‘Jeg smiler sammen med Alice Cooper’. Det er dét, musikken gør på Detroit Stories – den gør dig hamrende glad. Allerede på albummets første sang viser Alice Cooper, Bob Ezrin, Steve Hunter, Bee Badanjek og Joe Bonamassa os alle sammen, hvor skabet skal stå.

Under attituden, under vreden og under den afvæbnende humor ved Cooper nemlig, at der skal være et bankende rockhjerte

Således har de skiftet den oprindelige hyggevibe i Lou Reeds Velvet Underground-sang “Rock’n’roll” ud med energi som i en rasende otte-cylindret Mustang-motor. Som en erfaren racerkører slipper bæstet dog aldrig fra dem. Og med et klasseopvisning i kontrol, volumen, disciplin og musikalsk intelligens serverer Alice Cooper og kompagni den perfekte åbning på det noget nær perfekte album. Efterfølgende får vi den hjemmelavede og herligt punkede Chuck Berry-agtige rocker “Go Man Go”, hvor tekstforfatter Cooper med et sardonisk grin indrømmer “My girlfriend knows that I’m a moron”.

Allerede på de første Alice Cooper-album lå skæve sange som “Teenage Lament” og “Mary Ann” altid på lur som stilmæssige overraskelser. Og den tradition fortsætter med “Our Love Will Change the World”, en sang der oprindeligt blev indspillet af Outrageous Cherry i 2005, og “Hanging on By a Threat”, en sang, hvor Cooper bekymret synger om selvmordstendenser – med præcis adresse til Covid-epidimien synger: “We’re all staring at the razor’s edge. But we’re not going to step off the ledge”.

Hele vejen igennem minder Alice Cooper os om, at han udover at være en stilskabende rockstjerne også er en suveræn tekstforfatter med både indsigt, skarphed og humor.

Langt til den gennemsnitlige rocksang

Sammen med studiemester og producer Bob Ezrin fandt Alice Cooper allerede for tre årtier siden ud af, at han (Cooper) har tre forskellige sangstemmer, ‘rockeren’, ‘popsangeren’ og crooneren. Og ikke alene er alle tre versioner af Coopers stemme ved godt mod. De har aldrig været bedre.

‘Rock-stemmen’ har således ordet i sange som “Rock’n’roll”, “Detroit City 2021” og “Shut up and Rock”. Pop-sangeren Cooper understreger humoren i “$ 1000 High Heel Shoes”. Og endelig får vi en klassisk opvisning i Crooner-Cooper i den herlige “Wonderful World”, hvor Alice i god stil minder os om, hvorfor han (og ikke hverken Rob Zombie eller Marilyn Manson) er den originale chokrocker. Som han synger “This rotten place is just my style. The smell of death just drives me wild”.

Selv når albummet kører lidt i frihjul som på Wayne Kramers “Hail Mary” eller Coopers egen “Sister Anne” er der langt ned til den gennemsnitlige rocksang. Og selvom Detroit Stories med sine i alt 15 tracks er længere end gennemsnittet, så ville jeg ikke have undværet én eneste sang.

Under attituden, under vreden og under den afvæbnende humor ved Cooper nemlig, at der skal være et bankende rockhjerte. På ‘Detroit Stories’ slår hjertet solidt, hårdt og ubesværet.


Alice Cooper: Detroit Stories, album


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur