ANMELDELSE // KRIMI – Vi starter med et mord på side 1, og vi er stadig ved at tørre blod op på side 696. Med en genre-aficionado som guide spurter handlingen gennem Københavns indre by, de nordlige forstæder og Sydøstasiens jungle med referencer til alt fra Arthur Conan Doyle til Quentin Tarantino. Niels Søndergaard slipper i den grad Tre små kinesere løs på Højbro Plads.
Den største anke må nok være, at jeg nu har den forbandede børnesang på hjernen. Det er – som i enhver god whodunnit – en afledningsmanøvre. Spørgsmålet er nemlig, om du kan kende forskel på kinesere, japanere, vietnamesere og så videre. Så vi hopper glad og gerne på den.
Tre små kinesere og andre klicheer
Tre små kinesere er først og fremmest en underholdende leg. Vi får serveret et mundvandsfremkaldende smørrebrødsbord af populærkulturens klicheer:
Politifolk med krigstraumer. En lam, kørestolsbunden superhacker (ovenikøbet med eksotiske kæledyr i den parklignende have). Sværdsvingende, tatoverede kvinder. Hæveautomatkameraer, der kan hackes. Skumle agenter fra FBI, Mossad, FET, PET, og hvad ved jeg. Gamle lejesoldater. Amoralske advokater. Fotomodeller i miniskørt og stiletter. Intern konkurrence mellem politiets afdelinger. Rapkæftede cykelbude …
Nåh nej – cykeltaxichauffører. Det er 2013.
Mille vil gerne finde et mysterium, og da hun lige nu arbejder hos en krimiantikvar med nærmest encyklopædisk indsigt i genren, har hun masser af bud på ”mord begået i et lukket rum”
Hvis vi ser bort fra adskillige underholdende sidehistorier, der aldrig – aldrig – er med bare som fyld, men for at levere baggrundsinformation eller motivation for figurerne i hovedplottet, handler det om mordet på en blind, afroamerikansk jazzmusiker i en lejlighed i Bispestræde. På hjørnet af Højbro Plads.
Var det mord?
Det vil sige: vi ved, at det er mord, men det forekommer at være et selvmord, fordi den myrdede findes i en lejlighed, der er låst indefra. Hængt fra en krog i loftet. En væltet trappestige på gulvet ved siden af. Politiet ville næppe have gjort mere ud af det, hvis det ikke havde været for Mille Madsen.
Mille er tidligere fotomodel, tidligere forlagsredaktør (med en tendens til at rette folks sprog) og nu aspirerende krimiforfatter. Hun bliver føl for kriminalassistenten Charlotte N. Lund – kaldet Charlie – som skal holde lav profil, fordi boulevardpressen er ude efter hende efter en ret voldsom anholdelse af en person af anden etnisk herkomst.
Det er i-sengen-før-søvnen-venligt
Charlie vil vise normal politiprocedure. Mille vil gerne finde et mysterium, og da hun lige nu arbejder hos en krimiantikvar med nærmest encyklopædisk indsigt i genren, har hun masser af bud på ”mord begået i et lukket rum”.
Whodunnit, who did it, hvem gjorde det
Vi bliver selvfølgelig holdt på pinebænken med hensyn til, hvem morderen er. Selv om vi nok hurtigt får en mistanke. Men vi skal jo også lige finde ud af hvordan og hvorfor. Morderen holder dygtigt alle for nar med sine undvigemanøvrer og falske spor. Det er i øvrigt heller ikke det, der gør Tre små kinesere så underholdende.
Det sjove er, at vi føler os som medvidere til en intern joke. Det er altid morsomt at se noget forklaret, som vi allerede havde regnet ud for to sider siden. Eller nogle gange få forklaret, hvorfor det, vi anså for indlysende for fem sider siden, alligevel bare var en illusion.
Den lange historie (696 sider – og faktisk over 1.000 normalsider) er brudt op i korte og endnu kortere kapitler. Det er i-sengen-før-søvnen-venligt. Alle er forsynet med en filmtitel. Danske filmtitler, vel at mærke. Det er altid en reference til noget i kapitlet – nogle gange ligetil, andre gange temmelig kringlet.
I sporet på forfatteren og Tre små kinesere
Det er ret sjovt. Samtidig er det en nøgle til at forstå, at Tre små kinesere er proppet med de nævnte popkulturelle referencer. Du får lyst til at lede.
Skulle nogen have lyst til at gå i fodsporene på Mille og Charlie – med eller uden stiletter – så lader det sig sagtens gøre. Har Niels Søndergaard gået gaderne igennem med stopur og målt, hvor lang tid en taxi er om at komme fra Nørrebros Runddel til Højbro Plads – med trafikpropper? Måske. Det er heller ikke vigtigt i detaljen.
Han har øre for sociolekter, altså det der afslører vores sociale baggrund og tilhørsforhold til forskellige generationer
Pointen er, at vi som læsere er overbeviste om, at det, vi læser, rent faktisk kan lade sig gøre. At nogle mordere simpelthen er så udspekulerede, at det ikke bliver en politirapport om afstumpet vold, men en dyst mellem skarpe hjerner og med brug af den nyeste kriminaltekniske knowhow. Og en kilde til en intellektuelt pirrende kriminalroman.
Krimigåder og sproglige finter
Niels Søndergaard har i en menneskealder været en af vores fornemste oversættere af alt fra tegneserier, film og tv til fantasy og science fiction-klassikere som Klit og Ringverden. Det kan godt læses her i hans romandebut.
Figurerne referer hele tiden til detektivromaner og populære film og demonstrerer, hvordan man kan gå galt i byen, når folk ikke har de samme referencer. Indimellem fornemmer man også tydeligt sprogmenneskets harceleren over vores generelle sprogsjusk. Og oversætterens over vores uopfindsomme brug af anglicismer.
De sproglige finter er forførende. Niels skifter mellem fortællere og dermed synspunkt. Han har øre for sociolekter, altså det der afslører vores sociale baggrund og tilhørsforhold til forskellige generationer. Der skal også noget til for at skabe allitterationen ”rindalister, terrorister og rotter” (sig det højt).
Spørgsmålet er ikke, om den smukke unge kvinde går alene ind i det mørke rum, hvor vi ved morderen venter med et helt arsenal af dødbringende våben, men at komme med en plausibel forklaring på, hvorfor hun gør noget så indlysende idiotisk og farligt
På skrift virker mændenes smarte scorereplikker til gengæld ualmindeligt fladpandede. Men ikke urealistiske.
Nul Nordic Noir
Nogle vil måske finde det som en svaghed, at persontegningen ikke er specielt dyb. Nok er hovedpersonerne enlige (ensomme?) og traumatiserede, men Niels Søndergaard lægger tydeligvis afstand til Nordic Noir, Femikrimien og al den svælgen i socialrealisme, delebørn og svære forældrerelationer.
I Tre små kinesere er der smæk for skillingerne, blodet sprøjter, kuglerne fløjter, og der er kun lige et par sætninger til overs til en hyrdetime eller to. Til gengæld er der ingen løse ender. Genrekonventionerne overholdes, og det er hele pointen.
Spørgsmålet er ikke, om den smukke unge kvinde går alene ind i det mørke rum, hvor vi ved morderen venter med et helt arsenal af dødbringende våben, men at komme med en plausibel forklaring på, hvorfor hun gør noget så indlysende idiotisk og farligt. I vore mobil-tider.
Fornøjelsen ligger i at se brikkerne falde på plads. I at vide, at intet kan løses ved, at en fjern onkel fra kolonierne kan dukke op og forklare det hele. Og alligevel bindes der sløjfe på alle tråde til sidst. Bortset fra et enkelt spor naturligvis. Vi skal jo gerne være sultne efter en fortsættelse.
Tre små kinesere er en fest for genrenørder og ordmennesker og er i øvrigt tempofyldt og underholdende. Det er mere klukkende morsomt end uhyggeligt. På sine egne præmisser fem POV stjerner værd … og en bog at sætte på din træskoliste (tænk lige over den).
LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.
Tre små kinesere, krimi af Niels Søndergaard, er udkommet som e-bog og udkommer på print (696 sider) og som lydbog (26 timer) den 12. oktober. Pris 300 kroner.
Udgivet på forlaget Totaltekst
Fotos: Totaltekst
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
