FORFATTERSKAB // ANMELDELSE – Set fra luften om natten synes byen Khartoum at svæve frit i det mørke tomrum, en glitrende bakke ædelsten strøet ud over en plade af obsidian. Sådan beskriver den britisk-sudanesiske forfatter Jamal Mahjoub sit møde med Khartoum, hvor han tilbragte barndommen og stort set ikke har været, siden han i 1990 forlod Sudan sammen med sine forældre. Han er taget tilbage for at genopleve byen, og dette forunderlige møde beskrev han i bogen A Line in the River, som udkom for tre år siden.
Det er et møde med en fremmed by, som trods opvæksten i England dog stadig er en del af ham selv og fuld af vage erindringer. Men skildringen bliver også til et inciterende portræt af en by, som for de fleste af os er fremmed og alligevel forbundet med mængder af vage associationer. Mahjoub sætter ord på sine følelser, trænger ind i mystikken og alle kontrasterne i byen, som den ligger der, midt i det vidtfavnende og golde landskab.
Han besluttede at skrive bogen i indignation over tragedierne i Darfur, i frustration over det islamiske regime, der ved hans ankomst til landet var på vej til at blive afviklet, og denne enorme vifte af sanseindtryk og betragtninger bliver i sidste ende til et stort spørgsmål om national og personlig identitet. Det er det store spørgsmål, som uvægerlig følger mennesker, der som han lever i Nordeuropas tilsyneladende tryghed, og samtidig har rødder i en verden, der er præget af konflikt og tunge omvæltninger.
Med FBI i hælene
Jamal Mahjoub har aldrig for alvor fundet vej til danske læsere, og det er en stor skam, for han udtrykker mange ting, som er både aktuelle og vigtige i disse tider. Nu har han skrevet en roman, der genremæssigt befinder sig et helt andet sted, men ikke desto mindre tumler videre med de samme store spørgsmål om identitet, hvilket gør det til en interessant bog.
The Fugitives kan læses som spas og letløbende underholdning, men den indeholder så meget mere. Fortællingen tager afsæt i Khartoum, hvor jeg-fortælleren Mustafa får et overraskende brev i hænde. Det er slet ikke stilet til ham, men til The Kamanga Kings, hvor hans for længst afdøde far var et af de fremtrædende medlemmer. Det var en gruppe på syv musikere, der spillede traditionel sudanesisk musik, tilsat elementer fra amerikanske jazz-klassikere som Charlie Parker. The Kamanga Kings var det store navn i Sudan, men med den islamiske magtovertagelse i 1989 døde alt musikliv i landet, og det populære band forsvandt ud i forglemmelsen.
Brevet kommer fra The John F. Kennedy Center for the Performing Arts i Washington, hvor man tilsyneladende ikke er helt på omgangshøjde med den politiske udvikling i Afrika. Man indbyder nemlig The Kamanga Kings til at komme for at spille på en betydningsfuld festival for verdensmusik.
Mahjoub rammer den forlorne vestlige indstilling på kornet. Hvordan er tilstanden i den sudanesiske musikindustri? spørger en gæst indforstået ved den efterfølgende reception. Sådan en har vi slet ikke, svarer Mustafa, vi har kun islam
Mustafa har sin fars gamle trompet, men han kan ikke spille på den. Men han og hans jævnaldrende kumpaner ser det som en gylden chance til at komme bort fra Sudan. Er John F. Kennedy stadig præsident? spørger en af dem, men en anden i flokken mener at vide, at det lige nu er en eller anden rødhåret idiot.
Hvordan man end vender og drejer det, kan det dog kun være bedre end Sudan, synes de at konkludere, så i hast får de, sammen med et par af de gamle musikere som stadig er i live, gendannet The Kamanga Kings i en temmelig alternativ udgave. De kommer afsted, og på en eller anden måde får de musikken til at fungere, da de spiller for en tæt pakket sal i Washington.
The Kamanga Kings er den store sensation i den amerikanske hovedstad. Ingen har nogensinde hørt om The Kamanga Kings, og som læser kan man kun formode, at det er så som så med den musikalske præstation, men det er jo fremmed og eksotisk, og derfor må det nødvendigvis være stor kunst. Mahjoub rammer den forlorne vestlige indstilling på kornet. Hvordan er tilstanden i den sudanesiske musikindustri? spørger en gæst indforstået ved den efterfølgende reception. Sådan en har vi slet ikke, svarer Mustafa, vi har kun islam.
Misforståelserne tager ingen ende. En journalist interviewer musikerne og skriver på det grundlag sin helt egen historie, nemlig at The Kamanga Kings er forfulgte i hjemlandet og faktisk er kommet til USA for at søge politisk asyl. Der skal ikke løftes mere for sløret, men handlingen udspiller sig i Trumps USA, hvor et antal muslimske lande var underlagt totalt forbud mod indrejse i det amerikanske paradis. Så selv om det var musikernes klare hensigt at rejse hjem igen, bliver de feterede sudanesere på en studs til uglesete fremmede på hæsblæsende flugt med FBI i hælene.
Vestlig dobbeltmoral
Dette kunne være endt i en plat falden-på-halen-komedie, hvis der ikke havde været en dybere hensigt med bogen. Og det er der. Jamal Mahjoub har begået en bidende kritik af regimet i Khartoum, men han stiller sig tilsvarende skeptisk overfor den vestlige verdens tilsyneladende lyksaligheder. Al maden i dette land smager af det samme, af plastik, siger en af musikerne, da de befinder sig på en amerikansk diner, og den bemærkning sidder.
De fremmede er interessante og inciterende, så længe de står på scenen og spiller underlig musik. Men falskheden og dobbeltmoralen venter lige ude i kulissen, og der skal ikke mere end en velmenende men forkert afspadseret journalist med et par fejlcitater til, for at ødelægge den gode stemning og udløse ragnarok.
Mustafas dagligdag som skolelærer i Khartoum ikke er nogen dans på roser, men vestens tillokkelser er heller ikke noget at skrive hjem om
Det er vilkårene, når man, som Jamal Mahjoub, lever med en slags indbygget identitetskrise. Khartoum rummer mange minder, men det er en dybt problematisk by, er en af konklusionerne i A Line in the River. I The Fugitives får man den klare fornemmelse, at Mustafas dagligdag som skolelærer i Khartoum ikke er nogen dans på roser, men vestens tillokkelser er heller ikke noget at skrive hjem om.
Man kunne sagtens tolke dette som den forkælede forfatters negativitet overfor verden i al almindelighed, men det er det ikke. Hans skrivning sprudler af lyst på livet og en ukuelig evne til at få det bedste ud af enhver situation. Men det er også en ædruelig indstilling til livet, hvor man bør se tingene i deres rette perspektiv. Man skal ikke lade sig foregøgle noget i den moderne og flerkulturelle verden.
Inspektør Makana
Fra en tidligere del af Jamal Mahjoubs forfatterskab har vi en serie yderst kompetente kriminalromaner. Her skriver han under pseudonymet Parker Bilal. Det er ikke til at sige, om dette er med inspiration fra Graham Greene, der sondrede mellem sin seriøse romanproduktion og de såkaldte ”entertainments”. Årsagen er heller ikke så vigtig, for på mange måder er tematikken den samme.
Den gennemgående person i en stribe af romanerne er Makana, en forhenværende politiinspektør, der har måttet flygte fra Sudan, og nu hutler sig gennem tilværelsen som privatdetektiv med hjem og kontor på en synkefærdig flodbåd i Cairo. Kriminalromanerne rummer nogle eminente stemningsbilleder fra den egyptiske hovedstad, og de giver et indblik i, hvordan en sudaneser i Egypten er flygtning med alle ordets negative konnotationer, fuldstændig som han eller hun er det i de velbjergede vestlige samfund.
Det er et forfatterskab, der går i flere forskellige retninger. Der er lidt for enhver smag, men der er et gennemgående tema, som det er værd at lægge mærke til, og Jamal Mahjoub forstår at servere det på en yderst vedkommende måde. The Fugitives er seneste skud på stammen, og med sin aktualitet og vedkommende fortælling er det en bog, der fortjener at få opmærksomhed – og at blive læst.
Canongate Books. 332 s. 14,99 pund.
Bogen udkom 1. april 2021
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ANMELDELSER HER
Topillustration: Khartoum ved nat. Foto: Aamirci via Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
