Kapitalismens religiøse karakter i Østens Las Vegas

af i Asien/Rejse

REJSEBREV // ASIEN – Den tidligere portugisiske koloni Macau har siden overdragelsen til Kina i 1999 forvandlet sig til en enklave for nyrige kinesiske storgamblere og vestlige turister. I løbet af 2019 har Magnus Andersen gentagne gange besøgt byen, hvor pengenes mytiske kraft dyrkes omkring grønne kasinoborde.

Teknologien blotter vores kulturelle objekter for aura.

Sådan lød diagnosen på den moderne teknologis påvirkning af vores kultur fra den tyske filosof Walter Benjamin i slutningen af 1930’erne. Det er, om ikke andet, den følelse, som jeg nu mange år senere står tilbage med, efter jeg i foråret befandt mig i byen Macau, som er placereret i den sydlige del af riget i midten, Kina.

Imens man vader fra det ene gigantiske shoppingcenter til det andet, føler man sig som europæer ikke just imponeret: et er en tro kopi af Venedig, et andet en tro kopi af noget fransk. Men tager man byens historie i ed, er det imponerende, hvordan den semi-autonome by over de sidste par årtier har omstillet sig til udelukkende at bestå af et mekka af shoppingcentre og kasinoer, der alle har det tilfælles, at de indeholder et eller andet, som er kopieret fra andre steder i verden.

Man kan betragte gondoler, der sejler rundt i turkisfarvet vand samt selfølgelig en kopi af Eiffeltårnet for blot at nævne et par stykker.

Østens Las Vegas

Jeg har besøgt byen adskillige gange i forbindelse med et forskningsophold ved University of Hong Kong. Første gang skete det af ren nysgerrighed. De resterende gange var det for vise byen frem for familie og venner, som besøgte mig under mit ophold. Dog skal det siges, for mit eget vedkommende også for at frekventere et af de mange kasinoer, som byen huser.

Når man endelig har taget rejsen hele vejen til Asiens pulserende finanscentrum og tidligere britiske koloni, Hongkong, hvorfor så ikke også bruge 200 danske kroner og en times sejlads på at besøge Asiens ubestridte gamblingcentrum, hvor den fremstormende kinesiske middelklasse ynder at tage til

Macau bliver ofte refereret til som ’Østens Las Vegas’, men størrelsesmæssigt burde man nok i stedet referere til Las Vegas som ’Vestens Macau’.

I denne by synes penge nærmest at være en mytisk størrelse, som man i vestligt regi kun kender det fra byen midt ude i ørkenen. Men hvor Las Vegas er et oplagt rejsemål, når man som vestlig turist skal planlægge ferie, er Macau det næppe.

Og det kan man godt reflektere over, for når man endelig har taget rejsen hele vejen til Asiens pulserende finanscentrum og tidligere britiske koloni, Hongkong, hvorfor så ikke også bruge 200 danske kroner og en times sejlads på at besøge Asiens ubestridte gamblingcentrum, hvor den fremstormende kinesiske middelklasse ynder at tage til.

Religions ubestridelige betydning

Når man befinder sig med benene solidt planet i dette gambling-og-kopi-mekka, hvor al aura synes forsvundet, er man samtidig også i en af Portugals tidligere kolonier.

På grund af byens status som tidligere koloni er Macau, ligesom Hongkong, en såkaldt special administrative region (SAR) i Kina og har været det siden 1999. Det betyder en større grad af autonomi udmøntet i særregler for regionen, herunder at det er lovligt at drive kasinoer, hvilket ikke er tilfældet i resten af Kina.

Den tidligere status som portugisisk koloni betyder dog også, at man ofte føler det, som om man befinder sig i det sydlige Europa, når man går rundt i Macaus bydele. En lang række huse er et sært mix af arkitektur, hvor øst og vest møder hinanden.

Lader man ydermere øjnene vandre rundt i bybilledet, står det klart, at religion har spillet en central historisk rolle. Den største turistattraktion er ruinerne af en af de første katolske kirker i Asien, St. Pauls. Katolicismen spiller fortsat en central rolle hos Macaus indbyggere, en kristen tv-kanal popper sågar op som det første, da jeg tænder for fjernsynet på mit hotelværelse.

Samspillet mellem den rå kapitalisme og religionens indflydelse gjorde det særligt interessant for mig at besøge byen gentagne gange.

Ruinerne af St. Paul’s katedral i Macau. Foto: Pixabay.

Religiøse fortidslevn og nutidens spekulative kapitalisme

Selvom man ikke kan tænke på Benjamins tese om teknologiens udviskning af aura – som i ligeså høj grad kan bruges i en analyse af Las Vegas – synes også hans mere sporadiske idéer om kapitalismen som en religion i sig selv at være et passende blik at anlægge på Macau.

Som han skriver i et kort essay fra 1921, er kapitalismen ”at betragte som en religion, dvs. kapitalismen tjener essentielt til at dulme de samme sorger, kvaler, foruroligelser, som de såkaldte religioner engang gav svar på.” (Benjamin 2013, 1921: s. 35).

Kapitalismen er altså ikke kun, som den tyske sociolog Max Weber mente, betinget af religionen og dens ånd, men snarere et essentielt religiøst fænomen i sig selv.

Der er med andre ord ikke tale om en særlig ånd, der frembringer kapitalismen, som altså ikke afstedkommes af calvinismens ukuelige evne til at være entrepenant, som Weber ellers mente. Den er snarere parasitær, mener Benjamin, og trives som snylter på hele kristendommen i Vesten. Den bliver i sidste instans en religion med sin egen tilhørende kult.

Et kig over på en ny religion

Som med flere andre togter i de tidlige kolonidage, var det også derfor, kristendommen kom til Macau i første omgang. Portugal var ude efter nye markeder, og med sig tog portugiserne deres levemåde og religion. Briterne fulgte efter. Resterne af den nedbrændte kirke St. Paul står tilbage her flere hundrede år senere som symbolet på dette togt.

Mens man står ved den største turistattraktion i byen er det næppe en tilfældighed, at man ud igennem kirkemurens indgang, ser over på en af de højeste bygninger i Macau: Et 47 etagers guldbelagt kasino, der er formet som en blomstrende blomst. Symbolikken er ikke til at tage fejl af

Som med så mange andre kristne bygningsværker, ligger ruinerne af St. Paul også på en af byens højeste punkter. Efter at have bevæget sig op ad en lang trappe omgivet af en flok selfie-fanatiske kinesere, står man og kigger på et af de ældste kristne monumenter i Asien. Går man igennem ydremuren, som er det eneste, der er tilbage, står man samtidig og spejder ud over byens bliktage.

Mens man står der, ved den største turistattraktion i byen, er det næppe en tilfældighed, at man ud igennem kirkemurens indgang, ser over på en af de højeste bygninger i Macau: Et 47 etagers guldbelagt kasino, der er formet som en blomstrende blomst.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af: Her er det mening, at noget skal vokse. Og det synes paradoksalt, at man står på et af de helligste steder i byen og kigger over på en bygning, der synes at være præcis det modsatte. Eller er det nu også det?

Pengenes spiritualitet

Overalt hvor man bevæger sig i den gamle bydel i den tidligere koloni skyder denne monstrøse bygning på 47 etager op. Bevæger man sig samtidig ind i bygningen, træder man direkte ind i et tre etagers kasino med intet mindre end 800 spilleborde og 1000 enarmede tyveknægte.

Her er ikke stille. Man kan mærke det. Suset! Det er her, kapitalismen for alvor har frie tøjler.

Her er kapitalismen altså til stede. Og den viser sig symbolsk i form af penge, der, for at bringe Marx på banen, er den sociale mediering af kapitalismen.

Her er der ikke Gud, der hersker, som kun et par 100 meter væk ved ruinerne på højen, men snarere de penge, man står med mellem hænderne

Det er tydeligt, mens man står på rulletrappen til anden etage, at hvis du vil være med her, skal du have penge. Minimum 300, og ved nogle borde 1000 Hong Kong dollar for en omgang Black Jack for at være helt præcis.

‘Her er der ikke Gud, der hersker, som kun et par 100 meter væk ved ruinerne på højen, men snarere de penge, man står med mellem hænderne. Og ja, du læste rigtig: Det er ikke en gang Macau’s egen møntfod, der anvendes i byens kasinoer.

Hver dag som en festdag i Macau

Når man når til anden etage står det klart, at kapitalismen nærmest er en religion her. En religion, der blotter kulturelle objekter for disses aura og danner en ny kult, der samles omkring de grønne borde og ikke oplever, som Benjamin skriver, ”nogen ‘hverdag’, ingen dag der ikke ville være en festdag i den frygtelige betydning af en udfoldelse af al sakral pomp, den tilbedendes yderste anspændelse.”

Hvor de tidligere pilgrimme søgte nye veje til at prædike kristendommen til resten af verden, udnytter Macaus sin status hos de nyrige kinesere, der ikke holder sig tilbage ved de grønne borde eller de enarmede tyveknægte

Går man derfor en tur i et af kasinoerne, ja så bliver det også klart, at det må opleves sådan for de nyrige kinesere, der ikke har muligheden for at gamble andre steder i landet. Penge har i dette enorme lokale, med utallige lysekroner hængende fra loftet, nærmest en spirituel karakter og med sig bringer den en festglad kult af mennesker, der er på jagt efter flere.

Det er ikke et spørgsmål om hvilke, men snarere hvor mange penge man besidder.

Benjamins ekko i Macau

Macau vil umiddelbart ikke være den by, som de fleste europæere vil besøge, når de skal finde et oplagt rejsemål til den kommende sommerferie, men det er det i sandhed hos de nyrige.

For det er netop her i Macau, at kapitalismen – som kinesere efterhånden kender godt – i sandhed er ved at overtage religionens plads. Man kan nærmest høre et ekko tilbage til Benjamins førnævnte tese fra 1921 om, at kapitalismen netop her må betragtes som en religion.

Hvor de tidligere pilgrimme søgte nye veje til at prædike kristendommen til resten af verden, udnytter Macaus sin status hos de nyrige kinesere, der ikke holder sig tilbage ved de grønne borde eller de enarmede tyveknægte.

Det er i hvert fald det paradoksale indtryk, som man sidder tilbage med, når Macau forsvinder i havgusen på vej tilbage med en af morgenafgangene til den finanskapitalistiske metropol, Hongkong.

Min pengepung ligger flad i lommen, mens jeg allerede ved afgangen fornemmer en spirende, besynderlig lyst til at vende tilbage for igen være en del af en fornem religiøs kult for kapitalismen.


Topfoto: Kasinoet Grand Lisboa, Macau, goodfreephotos.com

Magnus Andersen er Ph.d. studerende ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet.

Han forsker i, hvordan den nordiske velfærdsstat håndterer vidensøkonomien ud fra et casestudie om nordisk børnepasningsviden i Kina.

Seneste artikler om Asien