USA // ESSAY – “Det at være amerikaner – for mit vedkommende i en naturaliseret variant – er en skamfuld, deprimerende og tiltagende foruroligende oplevelse under Trumps anden periode”, skriver Bibs Carlsen i dette essay. Hun har boet og arbejdet som sygeplejerske og fotograf i New York siden 1992. “Det er blevet en daglig udfordring at leve uden at lade desillusionen dominere hverdagen”.
Jævnligt i årenes løb er jeg stødt på personer, der med overbevisning har fortalt mig, at USA er det bedste land i verden at leve i. Når jeg har spurgt, hvilke andre lande de har boet i til sammenligning, har de set på mig, som om jeg var mentalt udfordret. “Nowhere else. Everybody knows that,” sagde de.
Illusionen om USA som “the free world”, demokratiets højborg, hvor vertikal mobilitet er en reel mulighed for alle, er for mange dybt rodfæstet i den nationale identitet. Og ingen af de adspurgte kunne, så vidt jeg forstod, finde på at bosætte sig i et land som Danmark, der i manges overbevisning er socialistisk.
Nogle mennesker, som jeg har forklaret, at Danmark er et kapitalistisk land med offentligt skattefinansieret sygehusvæsen og uddannelsessystem, har set på mig med medlidende mistro, som om jeg er blevet hjernevasket af bolschevikkerne.
Nu har man for anden gang valgt en præsident, som allerede under sin første periode viste sig at være i besiddelse af exceptionelt mange egenskaber, der burde diskvalificere ham som leder af en stormagt.
Er Amerika virkelig det bedste sted i verden?
Kombineret med hans ikke-eksisterende forhold til sandheden og 34 kriminelle forhold, som han er dømt for, men ikke straffet for, undrer jeg mig, trods forklaringer og analyser, over hvorfor folk, der forekommer at have både intelligens og samvittighed, synes, det er okay med en leder, der er kriminel og derudover demonstrerer et komplet fravær af moral og empati.
Factcheckers på The Washington Post dokumenterede 30.573 usande eller vildledende udtalelser fra Trump under første periode.
Og han fortsætter selvfølgelig ufortrødent. Hans samvittighed er ren, for han har aldrig brugt den. Hvis han blev valgt ind som kriminel, hvorfor så begynde at respektere loven nu?
Overgreb på pressefriheden, ytringsfriheden, retssikkerheden, forfatningen, demokratiet som institution, politiske modstandere, civilbefolkningen og nu også andre nationer er den nye hverdag. Er Amerika virkelig det bedste sted i verden?
Trump
Min aversion mod Trump er ikke af nyere dato. Så længe jeg har boet i USA, har jeg næret en inderlig og, synes jeg, velbegrundet afsky for manden. Arrogancen, narcissismen, selvforherligelsen, de ansatte i hans og farens ejendomsforetagende, der ikke blev betalt, de sorte, han nægtede lejemål, seks konkurser.
Men han er rig og berømt, og medierne elsker ham, og den uforholdsmæssige dækning, han var genstand for i forhold til andre kandidater, var medvirkende til, at han blev valgt ind. Man har ikke kunnet slippe for at høre om ham, selv om man overhovedet ikke var interesseret.
Den første gang Trump blev valgt, var jeg sygemeldt med en depression. Den eneste grund til, at jeg stod ud af sengen dagen efter, var, fordi jeg havde en aftale med min terapeut. Da hun åbnede døren, sagde hun: “Do you want a glass of wine?” Man ved, det er en dårlig dag, når man begynder at drikke med sin psykolog kl. 2 om eftermiddagen. Det blev til mange dårlige dage. År.
Som indehaver af noget, jeg selv gerne vil tro, er empati og almindelig anstændighed, må jeg sige, at det er temmelig rædselsfuldt at være skatteyder i USA lige nu
Dagen efter valget denne gang var der en mærkbart forstemmende, trykket atmosfære, da jeg gik ud på gaden og bevægede mig rundt i Brooklyn. Folk gik rundt og gloede ned i jorden og så triste ud. Jeg var for længst kommet over depressionen, men jeg havde en følelse af undergang. Det virkede nærmest apokalyptisk. Og jeg har fået mine værste anelser bekræftet.
Som indehaver af noget, jeg selv gerne vil tro, er empati og almindelig anstændighed, må jeg sige, at det er temmelig rædselsfuldt at være skatteyder i USA lige nu. Alene på baggrund af hvad der er foregået i Gaza i mere end to år, som Biden i øvrigt var meddelagtig i, føler jeg mig som massemorder pr. association på grund af USA’s vedholdende støtte til Israel.
Uanset hvad der ellers foregår i mit personlige liv, mærker jeg en kontinuerlig understrøm af mismod på menneskehedens vegne. Jeg er ikke den eneste. Weltschmerz er epidemisk i min omgangskreds. Vi er frustrerede, vrede, forkvalmede og vantro. En af mine venner gav forleden udtryk for sit raseri over det politiske status quo i en park, hvor han gik tur med sin hund og råbte, at han “I f..ing hate Trump and Hegseth and Vance and their sycophants”, etc.
En kvinde, der var inden for hørevidde, gik hen til ham og sagde: “I love you for that.”
Overskrifter
Det er uudholdeligt at se nyheder. Man bør følge med i, hvad der foregår, men i en tid, hvor man uden fortilfælde, i hvert fald så længe jeg kan huske, bliver bombarderet med de samme ubeskriveligt dårlige nyheder hver dag: Gaza, Vestbredden, Sudan, Ukraine, Trump-administrationens lovovertrædelser, etc. går der sommetider en uge, hvor jeg nøjes med overskrifterne.
Man kan nærmest ‘cut and paste’ og blot korrigere tallene fra den forudgående dag: hvor mange palæstinensere, der er blevet dræbt eller døde af sult, selv nu, hvor der skal forestille at være våbenhvile. Hvor mange immigranter, der er blevet arresteret og forulempet uanset legal status.
Hvor mange personer der er blevet fyret fra offentlige stillinger. Hvor mange personer og instanser Trump har sagsøgt for at varetage deres arbejde eller kritisere måden, hvorpå han gør, eller ikke gør, sit arbejde. Og nu på det sidste: mord begået af ICE.
Tæt på
Jeg ville have forsvoret, at personer, jeg kender og har respekt for, kunne finde på at stemme på Trump. I det mindste anden gang. Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke. To af mine tidligere kolleger er MAGA-tilhængere. Sygeplejersker, jeg arbejdede side om side med, religiøse og professionelle og, så vidt jeg kunne se, empatiske. En af dem er selv immigrant.
Hun siger angiveligt (jeg har ikke talt med hende), at ‘He is going to make America great again,’ Jeg har været fristet til at henvende mig og udbede mig en forklaring. When was America great? What made it great? Is it great now and why? Hvor er din medmenneskelighed, når du, efter selv at have erhvervet dig det eftertragtelige statsborgerskab, synes, at andre skal smides ud eller nægtes adgang?
Hvor er din selvrespekt som kvinde, når du stemmer på en ‘pussygrabber’? Og hvad blev der af næstekærligheden, når millioner af amerikanere mister deres sundhedsforsikring, og madprogrammerne for børn bliver annulleret? Hey, sister, do no harm!!!
Historisk
Ret beset er det, der udspiller sig lige nu, blot en ekstrem udgave af det statsautoriserede amerikanske hykleri. “All men are created equal” skrev Thomas Jefferson, USA’s tredje præsident, i frihedserklæringen. Han havde i sit livsforløb 600 slaver og fik seks børn med en af dem, Sally Hemings, som var teenager, da han indledte deres forhold. “The equality” ekskluderede kvinder, slaver og USA’s oprindelige befolkning. “All white men are created equal” burde Jefferson have skrevet. Det var åbenbart det, han mente.
Hvorfra kommer den for mange amerikaneres så intense følelse af national geografisk berettigelse?
USA er grundlagt på immigration, eller snarere på kolonisering og en nærudryddelse af den oprindelige befolkning. Først flere hundrede år senere fik en person med den baggrund en ministerpost, da Deb Haaland, medlem af Laguna Pueblo-stammen, blev udnævnt til indenrigsminister under Biden.
Hvor meget hører man i hverdagen om livsbetingelserne i de omkring 325 reservater? Først i 1925 fik Native Americans født i USA automatisk statsborgerskab, men den dag i dag forsøger nogle stater at fratage dem deres stemmeret.
Hvorfra kommer den for mange amerikaneres så intense følelse af national geografisk berettigelse? Nedarvet arrogance, manglende historisk indsigt, uvidenhed?
Kollektivt had
Der er også, rent historisk, en tilbagevendende amerikansk tradition for at finde et demografisk fokus for had og diskriminering. Den oprindelige befolkning, som sagt, blev slagtet i hobetal og fremstillet som barbarer i utallige westerns.
De italienske immigranter blev behandlet og betragtet som inferiøre, hvilket de senere kompenserede for ved at sætte Columbus på en meget høj søjle i det sydvestlige hjørne af Central Park. De sorte selvfølgelig, uagtet at de var kommet til kontinentet mod deres vilje.
Så var der de 120.000 personer af japansk herkomst, hvoraf 2/3 var amerikanske statsborgere, som blev interneret i lejre efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. Og så muslimerne efter 9/11, hvor ordene muslim og terrorist blev synonymer.
Personer med grønt kort uden nogen som helst tilknytning til al-Qaeda blev klassificeret som “illegal combatants” og blev dermed frataget alle forfatningsmæssige rettigheder. De blev arresteret og gjort til genstand for “extraordinary rendition”, sendt til Guantánamo eller til lande med mangelfulde eller ikke-eksisterende menneskerettigheder, tortureret og tilbageholdt uden rettergang.
Og nu: immigranter. En bredspektret form for diskriminering, må man sige.
Magtesløs
Jeg bliver dagligt bombarderet med tekstbeskeder og emails fra The Democratic Party. Spørgeskemaer. De vil gerne have, at man svarer på, om man synes, Trump er inkompetent, om han er en trussel mod demokratiet, om jeg er bekymret for, at han kan finde på at privatisere Social Security og dermed undergrave det, der svarer til folkepension, og om jeg er forarget over The National Guard i byer med lokal demokratisk ledelse og ICE’s overgreb på befolkningen. Det er jo alt sammen relevant, men repetitivt.
Jeg synes, USA har mistet sin politiske troværdighed
Jeg svarer på de samme spørgsmål igen og igen, og retorikken er inflammatorisk: “We are heartbroken”, “I am begging on my knees”, “WE NEED YOU!” Alle henvendelser uden undtagelse ender med en appel om penge. Det koster at have en mening. Jeg synes, jeg bør støtte, selvom jeg finder det dybt uetisk, at penge har så stor betydning i amerikansk politik. Og jeg kan jo ikke egenhændigt lave om på systemet ved at boykotte. Så jeg bidrager.
Men demokraterne er ikke så forskellige fra republikanerne. De var villige til at lade Biden stille op igen, trods hans progredierende demens, og gjorde intet for at stoppe angrebet på Gaza. En overgang lignede det et gerontopsykiatrisk præsidentvalg med to gamle magtsyge vrøvlehoveder, der ikke ville leve længe nok til at opleve konsekvenserne af deres beslutninger.
Jeg synes, USA har mistet sin politiske troværdighed.
Citizens United
Med højesteretsafgørelsen Citizens United i 2010, hvor Højesteret afgjorde, at en begrænsning af selvstændige politiske bidrag fra korporationer var i strid med The First Amendment, er demokratiet i tiltagende grad blevet undermineret. Man kan købe sig en politiker. En præsident. En lovgivning.
Hvis jeg, miljøneurotikeren, giver 50 dollars i kampagnebidrag til en kandidat, og et oliefirma giver 50 millioner, hvis interesser bliver så tilgodeset i lovgivningssammenhæng?
Og hvor absurd er det lige, at Højesteret er en politisk instans?
Ifølge Center for American Progress har Trumps familie indkasseret over 1,8 milliarder dollars i kontanter og gaver, herunder 1,2 milliarder i kryptoprofit, i løbet af 2025. Trump er først og fremmest forretningsmand og siger, at det eneste, der begrænser hans magt, er hans egen “morality” (jeg vidste ikke, at han var indehaver af sådan en avanceret indretning), ikke international lov.
Han informerede olieindustrien om planerne om interventionen i Venezuela, men ikke Kongressen. En kleptokrat uden et moralsk kompas. Hele verden er hans golfbane. Det er lige til at falde i druk over.
Den nye hverdag
Et par uger efter Trumps genindsættelse passede jeg hund på Upper East Side på Manhattan og gik tur med den, da der kom en ældre herre med rollator gående imod mig. Ti meter fra mig begyndte han at råbe ad mig: “To the right, to the right, goddammit”, som om han ejede hele fortovet (til højre, hvor symbolsk).
Et par timer senere var der en anden gammel mand, som råbte ad mig. “Miss, miss, miss!” brølede han, fordi den lille hund var i hans bane, og ham her viftede truende med en paraply.
Det kan jo meget vel være, at det bare var et par gamle sure knarke, som bor i det velhavende kvarter og grundlæggende føler sig berettigede, og at det var et tilfælde, at jeg lige skulle rende ind i dem på samme dag. Men under omstændighederne kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det er “the new normal”.
Trump har legitimeret og normaliseret ubehøvlet opførsel, i hvert fald når den bliver begået af en hvid mand. Det er ikke blot acceptabelt, det er respektabelt at være et dumt svin. “Quiet, piggy”, sagde han til en journalist, som spurgte ham om Epstein, og pressesekretær Karoline Leavitts udtalte i den forbindelse, at vi alle bør sætte pris på den vedvarende åbenhed og ærlighed, vi dagligt bliver udsat for fra præsidentens side.
Skjult våben
New York State Rifle & Pistol Association, Inc. mod Bruen var en skelsættende sag i Højesteret i 2022. Den ophævede New Yorks restriktive lov om skjult bæring af håndvåben. Domstolen fastslog, at det andet tillæg til den amerikanske forfatning (Second Amendment) beskytter en persons ret til at bære skydevåben til selvforsvar uden for hjemmet.
Afgørelsen ugyldiggjorde New Yorks langvarige krav om, at man skulle have en “gyldig grund”, hvorved ansøgere var påbudt at dokumentere et særligt behov for at bære en pistol, og etablerede en national standard for skjult bæring. Så nu kan delstaterne ikke kræve, at ansøgere om tilladelse til at bære et skjult våben demonstrerer et “berettiget behov” for det.
Efterfølgende modtager jeg nu jævnligt spam-mails, som opfordrer mig til at ansøge om tilladelse til at bære et skjult våben. Det er lige, hvad vi står og har brug for: Flere våben i en tid, hvor landet er dybt splittet, frustrationerne koger, og personer af alle mulige observanser føler sig foranlediget til at likvidere dem, de er uenige med.
Alex Prettis skjulte våben hjalp ham ikke. Det blev brugt som undskyldning for at myrde ham, selvom han aldrig tog det frem.
Rationalisering
Det tager beslutsomhed og strategi at undgå at henfalde til sortsyn og nihilisme.
Ligesom jeg føler mig moralsk forpligtet til at følge med i, hvad der foregår, og opføre mig i overensstemmelse hermed i form af underskrifter, demonstrationer, velgørenhedsbidrag, og hvem jeg stemmer på, hvor lidt effekt det end måtte have, føler jeg mig ligeledes personligt forpligtet til at sætte pris på det fantastiske liv, jeg er blevet udstyret med.
Jeg fortæller mig selv, at de lidende i Gaza, Ukraine, Congo og Sudan ingen umiddelbar fordel har af, at jeg synker ned i en afgrundsdyb depression på deres vegne. Jeg praktiserer mental nulstilling. Bevidst påskønnelse. Momentan tilstedeværelse.
Jeg elsker stadig New York, jeg har boet her halvdelen af mit liv. Men jeg er begyndt at overveje, om jeg skal blive boende i USA
Jeg går ned ad gaden og priser mig lykkelig for, at jeg ubesværet kan trække vejret, noget jeg som astmatiker, efter jeg havde Covid, ikke kunne tage for givet. Jeg bor i et land, hvor jeg trods alt kan få et biologisk præparat (formedelst $1200 om måneden, ganske vist), der tager alle symptomer. Jeg burde forresten få penge tilbage, eftersom Trump påstår, at priserne på medicin bliver reduceret med op til 1500%. Forklar mig lige, hvordan det fungerer…?
Jeg forsøger at balancere informeret, ansvarsbevidst opførsel med beslutningsdrevet eskapisme. Jeg doomscroller ikke, hedonisme er ikke fremmed for mig, men alting er en blandet fornøjelse nu. Midt i en optimistisk fejring af den nye borgmester med en mango margarita, Umami, Maghami, there is still life on this planet, og BAM, skyldfølelse. Det forekommer perverst at hengive sig til nydelsessyge med en menneskeskabt hungersnød undervejs.
Jeg elsker stadig New York, jeg har boet her halvdelen af mit liv. Men jeg er begyndt at overveje, om jeg skal blive boende i USA.
Ohios republikanske senator, Bernie Moreno, selv immigrant fra Colombia, har opgivet sit colombianske statsborgerskab og introduceret et lovforslag om afskaffelse af dobbelt statsborgerskab. Han mener, at det at være amerikaner er en ære, som man bør honorere ved at frasige sig al anden national loyalitet.
Hvis han får held med det, hvor usandsynligt det måtte lyde, bliver beslutningen måske taget for mig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og