
AFGHANISTAN // LONGREAD – Vietnam er ikke muslimsk, og Afghanistan er hverken buddhistisk eller kommunistisk – alligevel har begge befolkninger i to langtrukne modstandskampe skubbet verdens stærkeste militærmagt ud af landet. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at to mindre og fattige lande kan skubbe verdens stærkeste økonomiske og militære magt ud af deres lande? Claus Kold er Ph.d. og forsker bl.a. i konflikter, forebyggelse, statsdannelse og udvikling.
One does not make peace with one’s friends. One makes peace with the enemy.
Yitzhak Rabin, Memoirs, 1994
Ligesom under Vietnamkrigen ser vi de hjemlige medier fremstille konflikterne i Afghanistan gennem et forvirret virvar af begreber, der skaber usammenhængende og selvmodsigende informationer, men hvor ét budskab står tilbage: Taliban er onde, Taliban er fjenden – deres modstand er ond.
Under Vietnamkrigen blev den kommunistiske modstandskæmper næsten fremstillet som et monster, der spiste børn til morgenmad. Jeg var vel omkring 8 år, da jeg så de første levende billeder fra krigen. Bomberegnen fra B52’erne og napalmen fra F4 Phantom jagerbomberne var god og civiliseret, mens modstandens baghold var fej og ond.

Som voksen ser jeg et lige så forvirrende og modsætningsfyldt billede tegne sig i fremstillingen af Afghanistan: Befolkningen fremstilles på den ene side som adskilt fra Taliban, og på den anden side vises kort over Afghanistan, hvor Taliban er overalt, undtagen i de større byer. Vi ser på den ene side Taliban fremstillet som brutale og undertrykkende, og samtidig får vi informationer om, at Taliban længe har vundet terræn og stået styrket.
Hvad har holdt sammen på Taliban, hvis den ikke har haft støtte i befolkningen? Hvor har den været? Hvordan har den som en isoleret organisation været i stand til at operere?
Vi ser Taliban – som trækker på forståelser og identiteter, der har lokale rødder, og som går længere tilbage end Islam – fremstillet som ‘oprørere’, mens den af vesten indsatte regering fremstilles som ‘regeringen’ – hvorved ‘regeringen’ i vestens befolkninger opfattes som legitim. Men hvor legitim er en regering, der er indsat udefra, som efter al sandsynlighed er korrupt, som ikke kan holde hverken militæret eller politiet kørende uden hjælp udefra og som flygter med sine formuer, når den udenlandske støtte forlader landet? Hvem er det så, som er ‘oprører’ mod hvad og hvem?
Hvis vores indsats skiftede fra at bekæmpe Al-Qaeda til at bekæmpe Taliban, og Taliban er en del befolkningen, og har dens opbakning, har vi så dybest set bekæmpet den civilbefolkning, vi skulle hjælpe?
Hvis vores indsats skiftede fra at bekæmpe Al-Qaeda til at bekæmpe Taliban, og Taliban er en del befolkningen, og har dennes opbakning, har vi så dybest set bekæmpet den civilbefolkning, vi skulle hjælpe ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1386? Hvis afghanerne i en vis udstrækning støtter Taliban, hvad er det så de støtter? Og hvorfor hjalp vi så ikke afghanerne med at udvikle noget som tog udgangspunkt i egen kultur, og som ikke lignede Taliban? Kunne vi ikke det?
Når vesten nu forlader de ret begrænsede byområder, så fremstilles Taliban stadig som en ond og fra befolkningen isoleret og adskilt organisation, der pludselig og ud af intet, erobrer hele landet. Hvor kom de fra, og hvor var de før?
Hvorfor så vores efterretningstjenester, journalister, politikere og vi – befolkningen – det ikke komme? Var det for komplekst, eller er det fordi, vi ser på Afghanistan gennem vores egne begreber for, hvordan et godt samfund og en retfærdig stat ser ud? Måske har vi glemt at tage vores egne for-forståelser med i ligningen?
I vesten skelner vi i vores lovgivning om krig mellem regering, befolkning og militær. Den opdeling er ikke global og den ser heller ikke ud til at eksistere i det, der i dag kaldes ‘nye krige’, og Afghanistan var både en ny krig og en fredsoperation. Spørgsmålet er om man kan blande symmetrisk krig og ny krig mod Taliban med en fredsoperation for befolkningen/Taliban, eller om det i virkeligheden er opskriften på et forvirrende nederlag for både krigen og freden?
Krig og kamp eller mægling og dialog?
Der er ingen enkle svar, for både krigs- og fredsoperationer er meget komplekse størrelser, især når de finder sted over 20 år og mellem flere kulturer beliggende langt fra hinanden. Men blandt mange tilgange til en forståelse af konflikter, vold og krig er der nogle teorier og perspektiver, som har gjort sig gældende, andre ikke – måske er der noget, vi skal gøre op med og ikke gøre igen?
Måske skal vi ikke bruge krigens begreber og teorier, når vi står overfor en kultur, der ikke har samme begreber for krig som vi? Der skal så at sige oversættelse til. Måske skal vi ikke bruge vores egne teorier om politisk og økonomisk udvikling i forhold til lande og kulturer, der ikke har de samme begreber om de områder og mål, som vi har. Her skal også oversættelse til. Måske vil de noget helt andet, som vi ikke har begreber for og redskaber til at forstå?
Den virtuelle krig er en variant af den eksplosive krig, og er det begreb Clausewitz brugte til at forklare, hvorfor der opstår pauser i kamp. Det gør der fordi defensiven altid er stærkere end offensiven
Måske skulle vi så sætte ind på at udvikle begreber, organisationer og redskaber, der kan tydeliggøre konflikter og facilitere konflikter med fremmede kulturer i stedet for at fremstille dem som ‘uciviliserede’, ‘middelalderlige’, ’failed states’, som kan facilitere uden at gøre dem til ‘fjender’ eller ‘modstandere’, der skal nedkæmpes og dræbes?
Måske kunne vi bruge dialog og konfliktløsning, der kunne skabe konstruktive og fredelige løsninger for alle parter i stedet for at bruge dæmonisering, vold og våben? Hvis vi ser ud i vores globaliserede verden, er der er mange flere fremmede kulturer med andre syn på deres omverden. Skal de alle nedkæmpes og dræbes? Kunne vi i stedet udvikle rammer for global sameksistens?
Hvilket afsæt kunne vi bruge i en sådan bestræbelse? Krig og kamp er henholdsvis begrebet og handlingen for den kollektive vold, der er blevet udøvet, og som har præget verdens historie dybt og især den moderne verden. Overbegrebet for alle tre er begrebet ‘konflikt’, som også har forandret sig i en forståelsesproces, der viser tilbage til en række fundamentale forandringer i menneskets forståelse af omverdenen.
Krigens begreber og historie i Europa
Mens Vietnam var en krig gennem hele forløbet, så startede Afghanistan også som en krig, men skiftede forholdsvis hurtigt til at være en fredsoperation, ISAF, der blandt andre formål sigtede på ‘nation-building’.
Hvis håndteringen af konflikten i Afghanistan i sit udgangspunkt defineres og udfoldes som krig og kamp, kan vi med fordel bruge Carl von Clausewitz’ teori for krig, da han var manden, der sagde, at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Det sagde han på baggrund af Napoleonskrigene, som lagde grunden til den moderne teori om de krige, som de dengang nye nationalstater ville skulle føre. Det der videre gør Clausewitz’ krigsteoretiske begreber relevante i dag, er at det er hans teorier, som meget krigstænkning, strategi og taktik siden i Europa er blevet bygget op omkring.

Clausewitz sagde imidlertid andre ting om krig, som er afgørende vigtige. Han sagde, at der i krigen altid er et ‘Zweck’ (et kulturelt/politisk formål), at der altid er et ‘Ziel’ (et militært mål), og at der eksisterer et ‘Schwerpunkt’ i en krig og i en kamp – dvs. både et mentalt (den kulturelle og politiske vilje til kamp) og et fysisk tyngdepunkt (den militære kapacitet).
Den brede opfattelse er ofte, at krigen udkæmpes om militære mål, Ziel i forhold til politisk opstillede formål, Zweck, men i kampen er det hverken Ziel eller Zweck, der kæmpes om. Det, der kæmpes om, er at forskyde krigens tyngdepunkt, Schwerpunkt til egen fordel. Kampen drejer sig således om bevidst og intelligent at forsøge at flytte egne og fjendens schwerpunkter, for at skabe egen fordel, tænk f.eks. på to brydere, der flytter rundt på hinanden, indtil en af dem mister balancen og bliver kastet omkuld.
Clausewitz’ teori går ikke ind i indholdet af den kulturelle og politiske vilje, men fremhæver, at krigen kun er middel for politikken. Denne krig opdeler Clausewitz herefter i tre lag: den eksplosive krig, den virtuelle krig og den mådeholdne krig.
I den eksplosive krig fortrænges kulturens og politikkens formål, Zweck til fordel for krigens militære mål, Ziel: at vinde sejr/undgå nederlag. Dette fører til den eksplosive, grænseløse og eskalerende kamp – tøven vil sandsynligvis føre til nederlag. Den virtuelle krig er en variant af den eksplosive krig, og er det begreb Clausewitz brugte til at forklare, hvorfor der opstår pauser i kamp. Det gør der fordi defensiven altid er stærkere end offensiven.
Clausewitz begrunder defensivens overlegenhed i det forhold, at offensiven kun besidder de frit tilgængelige midler (militæret, USA/ISAF), mens defensiven råder over de frit tilgængelige styrker plus egne rene defensive kræfter. Disse defensive kræfter består af en række midler, der kan aktiveres som konsekvens af angrebets fremgang og som kun kan mobiliseres af denne såsom bjerge og floder, civilbefolkningens modstand og støtte fra lande, der frygter en sejrrig angribers fremtidige styrke. Selvforsvaret har derfor mulighed for en strategisk kombination af sine bundne og sine frit mobiliserbare styrker, mens den angribende part (USA/ISAF) kun kan bruge sine frit mobiliserbare styrker i sin strategi.
Når angrebet kører fast øges mulighederne for forhandling, og så overgår krigen til det Clausewitz kalder den mådeholdne krig, som er den krig, hvor de kulturelle og politiske motiver igen bringes ind i ‘kommunikationen’ i de genoptagne forhandlinger.
Når man altså fra vestens side starter en operation som krig, er det svært at se, hvordan den efterfølgende skal forvandle sig til en fredsoperation, som vi i vesten har kontrol over. Det, der sker, når vi først rammesætter operationen med begreber hentet fra krig, er at vi overgiver Ziel og Zweck til hhv. befolkning og Taliban. Derefter kan parterne ikke længere definere et fælles legitimt formål og et end-state med operationens fredsdel, hvilket vil medføre at operationen vil forskyde sig til kampe om operationens adskillige ‘Schwerpunkter’, der vil eskalere i et scenarie, hvor forsvaret er angrebet overlegent. Dette gælder ikke kun Afghanistan, men en række fredsoperationer, der stadig føres som krige.
Kulturbegrebet som Schwerpunkt er altså centralt og helt afgørende: det er det vi slås om, og det er det vi vender tilbage til, når den moderate krig indfinder sig. Det centrale er, at krige ikke kan føres mod kulturer. De konflikter, der opstår kan derimod kommunikeres. Det forholder sig nemlig således, at kulturbegrebet ingen mening har med mindre det tænkes i forhold til en anden kultur. Det er således eksistensen af to eller flere kulturer, der tildeler mening til en kulturs selvforståelse i en konflikt. Det kan sammenlignes med ‘din’ og ‘min’. Det er først i det øjeblik, at en udefrakommende kultur og statsmagt gør krav på, overser eller omfortolker min kultur, at den kommer tilsyne for mig og bliver vigtig. At definere en fredsoperation, ISAF, som en krig styrker med andre ord modstanden i befolkningen og i Taliban.
Samtidig er udgangspunktet i dag, at krigens love, Jus in Bello, begrænser den vold, der tilladeligt kan rettes mod et andet lands militær og befolkning. Når opgaven i Afghanistan tillige består i en samfundsopbyggende operation, så må man spørge, om man i FN/USA/NATO har forsøgt at forene noget, der er uforeneligt og dømt til at mislykkes? Og man fristes til at spørge, hvem der har ansvaret for den katastrofale tænkning og for de ufattelige menneskelige lidelser, det har medført.
Det globaliserede kulturmøde
Det historiske bagtæppe for disse overvejelser er, at verdenssamfundet over et relativt kort tidsforløb er blevet globaliseret, så mange og meget forskellige kulturer i dag møder hinanden. Spørgsmålet er, hvordan vi ændrer det globaliserede kulturmøde fra at være et møde domineret af krig og kamp til – igen – at være et kulturmøde, der er domineret af læring og udvikling? Lad os gå videre og se på krigens historie først.
De europæiske krige bliver af krigshistorikere inddelt i flere perioder, der kobles til styreform, krigens formål og etik, militærets organisation og våbenbrug, krigens udførelse i form af hastighed og udbredelse. Disse perioder er der i det store og hele enighed om. Perioderne er de græske bystaters hoplitkrige fra 700 og frem til ca. 300 f.Kr.; Roms krige fra ca. 300 f.Kr. og frem til ca. 500 e.Kr.; ridderkorstogene mellem 1000 – 1300; religionskrigene fra ca. 1300 og frem til Den Westphalske Fred i 1648; herefter de begrænsede dynastiske krige frem til nationalstaternes totale krige i 1789, som finder sted frem til 1945. Efter 1945 og frem til 1989 er det europæiske kontinent forskånet for direkte krig, men underlagt kold krig.
Efter etableringen af FN forbydes krig i FN-Pagten, men det nationale selvforsvar er dog tilladt ifølge Pagtens kapitel 7. Fred skal ifølge FN-Pagtens kapitel 6 opnås med fredelige midler, og i den forbindelse forpligter medlemslandene sig til at stille styrker til rådighed for FN.
Krigene efter 1945 fortsætter dog (ulovligt) frem til ca. 1980 i resten af verden som befrielseskrige fra tidligere tiders kolonimagt. Efter at de tidligere kolonimagter trak sig tilbage, kom det til indre opgør, og perioden fra ca. 1980 til 1990 er derfor præget af borgerkrige. Op gennem 90’erne dukker en ny type krige op, der får flere navne: ’krige af den tredje slags’; ’hybrid-krige’, ’nye krige’, ‘nær-krigsoperationer’, osv.
Fredsoperationen
FN’s fredsoperationer har siden 1945 over tre generationer udviklet sig fra i perioden 1945-1989 at være konfronteret med symmetriske konflikter mellem stater (peacekeeping, fredsbevarende) over en kort periode 1989-2000 at skulle håndtere borgerkrige til fra 2000 at være konfronteret med asymmetriske konflikter (peaceenforcement og peace-building, fredsgennemtvingelse og fredsskabende), hvori kulturer og religioner er centrale. Konfrontationerne foregår derfor ikke længere udelukkende mellem uniformerede statslige repræsentanter langs en grænse, men også mellem uniformerede soldater og civilt klædte lokalt bosiddende i deres landsbyer.
En begrebslogisk fejl
I de første operationer stod FN mellem to nogenlunde ens stater, og Forsvaret passede til opgaven, men i de seneste FN-operationer, hvor Forsvaret tolker magtanvendelse som krig, er det tvivlsomt, om Forsvaret i sin nuværende udformning passer til opgaven? For peaceenforcement-operationer er ikke krige, og Danmark er ikke i krig i med Afghanistan hverken ifølge teorien eller FN’s mandat, men er involveret i en fredsoperation, hvor der forekommer kamphandlinger! Krig og kamp er ikke det samme.
I krige bruger parterne selv direkte vold strategisk og taktisk til at ødelægge fjendens kapacitet og vilje til modstand med det sigte at ændre eller opløse modstanderens statslige strukturer og grænser.
I modsætning til krigens partsafgørelser bygger fredsoperationer på forhandlede og af FN’s Sikkerhedsråds lovfæstede tredjepartsinterventioner, der har mæglingsfaserne: partsforståelse, afdækning af egne og fælles behov, interesser og mål. Målet er opbygningen af kapaciteter og relationer. I en fredsoperation er formålet altså ikke at vinde, de militære bidrag er ikke en del af konflikten – de militære bidrag skal hindre voldsanvendelse mellem parterne, og de statslige grænser skal ikke ophæves.
Det fremgår af Sikkerhedsrådets mandater – i Afghanistans tilfælde resolution 1386. Alle Sikkerhedsrådets resolutioner står i forlængelse af FN-Pagten, hvor der står følgende i den første linje: “Vi, de forenede nationers folk, besluttede på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden.” Denne indledende hensigtserklæring kan ikke bruges til at fortolke FN-Pagten som en, der giver ret til at føre krig.

En vigtig erkendelse her, er altså at en overførsel af nationalstatens selvreferentielle krigsførende lukkethed til fredsoperationer er en fundamental begrebslogisk fejl. Fredsoperationen er en radikalt anderledes tilgang til konflikter mellem stater og større grupper.
Fredsoperationer viser tilbage til fundamentalt forandrede forståelser af omverdenen, med nye former for erkendelse, relations- og statsopbygning. I denne nye omverdensforståelse er det svært at argumentere for at én (den vestlige) omverdensforståelse, kultur, sprog og symbolske orden står hævet over den øvrige mangfoldighed af tolkninger. Denne udvikling har brug for at få en praktisk dimension i Forsvaret.
Baggrund: omverdensforståelse og rationalitet
Med Den Westphalske Fredsslutning i 1648 skiftede krigen ræson fra Jus ad Bellum til Jus in Bello i Europa, hvilket samtidig markerer et skifte fra religiøst begrundede krige til politisk begrundede krige.
Jus ad Bellum er den religiøse begrundelse for den moralske ret til at gå i krig. Til denne ret formuleredes en række regler, der skulle opretholde at krigen var retfærdigt begrundet. Begrebet blev udviklet i forbindelse med ridderkorstogene, og skulle hindre at kristne kom i kamp med andre kristne. Det skulle hindres. Kampene måtte kun rettes mod muslimer og andre uciviliserede.
På trods af denne moralske afgrænsning og de dertil hørende regler var kristne dog i langvarig krig og kamp mod hinanden i Europa op til 1648, hvor en forfatningsteoretiker og jurist, Hugo Grotius formulerede en anden forståelse af krig og rammerne for krig. Denne overgang formuleres ofte som overgangen til ‘Jus in Bello’, som er hvordan og med hvilke spilleregler, krigen skal føres.
I en konfliktløsning er det netop kommunikationen mellem disse omverdensforståelser, sind, intentioner, behov og interesser, der skal styrkes gennem ‘oversættelser’ og tydelige processer
Det er altså vigtigt at gøre sig klart, at det netop er i krigens rammesætning, at muligheden for konfliktløsning og mægling findes. Der opstår nemlig med denne rammesætning mulighed for at italesætte den fundamentale forskel, der er mellem de vestlige demokratier og Mellemøstens syn for, hvordan verden kan forklares og måske forstås. Denne forskel resulterer i forskellige menneskesyn, familieopfattelse, samfunds-, stats- og retssystemer og i krigsførelsen, som lejrer sig i hverdagens tavse kropslige rutiner, i sproget og i en symbolsk orden.
I tiden omkring 1648 vinder samtidig den mekanistiske videnskab frem i Europa, som afviste gældende kristne doktriner, og som bortviste alle sjæle fra naturen. Den materielle verden blev over en kort årrække livløs, og en sjælløs maskine. Fysisk materie var formålsløs og bevidstløs; planeterne og stjernerne var døde. I hele det fysiske univers var de eneste ikke-mekaniske enheder det menneskelige sind, der var immaterielt og en del af et åndeligt område, der omfattede engle og Gud.
Efter en række konflikter, hvoraf især den romerske inkvisitions retssag mod Galileo i 1633 er mest kendt, blev videnskab og kristendom i stigende grad begrænset til adskilte områder efter gensidig accept. Videnskabens praksis var fri for religiøs indblanding, og religionen var fri for at have konflikter med videnskab. Videnskabens domæne var det materielle univers, herunder menneskelige kroppe, dyr, planter, stjerner og planeter. Religionens rige var åndeligt: Gud, engle, ånder og menneskelige sjæle. Denne mere eller mindre fredelige sameksistens tjente både videnskabens og religionens interesser, i Europa.
Fra tiden omkring den franske revolution afviste materialister denne opdeling som intellektuelt uærligt eller de så det som et tilflugtssted for de svage sind. De anerkendte kun én virkelighed: den materielle verden. Det åndelige område eksisterede ikke. Guder, engle og ånder var figurer af den menneskelige fantasi, og menneskelige sind var intet andet end aspekter eller biprodukter af mekanisk hjerneaktivitet. Der var ingen åndelige agenturer, der forstyrrede det mekaniske forløb af naturen. Gud var døende, for nogle helt død.

Carl von Clausewitz havde ligesom sin samtid et ønske om at gøre forståelsen af krig videnskabelig. Stater blev derfor lige som mennesker beskrevet som mekanisk-fysiske atomer, der stødte ind i hinanden. Krige blev opfattet som disse sammenstød, som uforanderlig natur.
Med den gradvise oprettelse fra 1648 af en ny type nationalstat blev europæiske krige med historikeren og krigsteoretikeren Van Creveld’s ord ‘trinitariske krige’, der adskiller stat/regering, militær og civilbefolkning i et bestemt forståelses- og magtforhold. Dette forhold er bestemmende for forståelsen af krig og handlingerne i kamp. Ifølge både Kant’s og Clausewitz’ tankegang kunne organiseret vold kun kaldes ‘krig’, hvis den blev ført af én stat mod en anden stat.
Med Clausewitz’ ord: “Krig er intet andet end en duel i omfattende skala. Hvis vi skal forstå de utallige antal dueller, der udgør en krig, gør vi det bedst ved at forestille os to brydere. Hver bryder bestræber sig med fysisk kraft på at tvinge den anden til at underkaste sig sin vilje: hver bestræber sig på at kaste sin modstander og dermed gøre ham ude af stand til yderligere modstand.“ Forholdet mellem disse to ‘brydere’ udfolder en bestemt individualiseret rationalitet:
“The subject of “international relations” is often regarded as an account of rational actors interacting with each other. In some views of the discipline, states are held to be the primary rational actors. and their interaction is all that is of significance, certainly when it comes to the issue of peace and war. Even if we extend the number of actors to include multinational corporations, religious organisations and other actors on the scene, the basic principle is still there – for the most part an account of international relations is an account of actors rationally pursuing goals.” (Jabri)
Ud af denne udvikling i Europa opstår altså en bestemt europæisk forståelse af krig, som sætter rammer for det formål, den etik, den rationalitet, den retslighed og den samfund-statskonstruktion, der kommer med et ganske bestemt syn på menneskets individualitet og handlingsrationalitet.
Konfliktmægling mellem kulturer
Vold og kamp er menneskelige handlinger, som finder deres mening i den kultur de udspringer af. Hvis vi vil forstå, hvad en menneskelig handling er, så finder vi en forklaring i den mest oprindelige, simple og umiddelbart forståelige form hos Aristoteles. Han stiller det nogenlunde således op:
bevægelse + mening = menneskelig handling
Kroppens naturlige bevægelser består i f.eks. regelmæssigt og refleksmæssigt at blinke for at fugte øjet; på samme måde trækker vi vejret uden at tænke over det eller tillægge det nogen større symbolsk betydning. Men kroppen kan også bevæge sig på en anden måde, hvor bevægelsen tilføjes en dybere mening f.eks. i form af at blinke til hinanden, eller man kan udstøde et dybt suk og ånde dybt og tungt for at tilføje blinket eller vejrtrækningen en betydning. Derved forbindes kroppens bevægelser med mening og bliver til en symbolsk og menneskelig handling.
Med blinket eller den menneskelige handling kommer et helt repertoire af bevægelser og symboler, der rummer uendelige variationer af tolkninger og meninger, som tilsammen producerer kulturer, sprog, samfund, sociale strata og fysiske symboler – alle med hver deres specielle mønster af behov og forbrug, som resulterer i et bestemt mønster af handlinger.
Mennesker, sociale systemer og stater forstår altid verden gennem egne begreber. Det gør det svært at forstå det, andre kulturers livsverdener tager for givet, og det kan lede til kulturelle konflikter. Centrale livsområder i disse betydningsmønstre er familien, slægten/klanen og det store samfund og den økonomisk-retslige orden. Med dem er vi inde i de betydninger, der er motoren i alle konflikter.
Det er samtidig disse begreber, der er aktive i relationen mellem samfund og stat, som gør at en stats legitimitet kan etableres. Der eksisterer altså et nært forhold i Europa mellem samfund og stat, som er helt afgørende for at statsapparatet kan opretholdes og fungere. Dette spænds begrebslige indhold er også aktivt i Vietnam og i Afghanistan. I både Vietnam og Afghanistan blev en regering indsat udefra, som afspejlede vestens omverdens-, menneske- og statsforståelse.
Der blev på baggrund af vestens ideer søgt etableret valghandlinger, regeringsformer, retsformer, økonomiske markeder og en individualisering, som ikke fandt sin styrke og legitimitet i det pågældende lands struktur og omverdensforståelse. Disse områder er dybt indlejret i tavse kropsrutiner, sprog og den symbolske orden, som for lokalbefolkningen giver mening og mulighed for orientering, præcis som vores kristendom er indlejret i vores menneskesyn og statskonstruktion.

At forstå, håndtere og løse sådanne konflikter består ikke i at slå fjenden ihjel – slet ikke når der er tale om konflikter mellem forskellige kulturer, samfund eller stater, hvor parter så at sige kæmper om befolkningen.
I fredsoperationen er det derimod netop konfliktparternes omverdensforståelse, sind, intention, behov og interesser, vi skal række ud til, komme i kontakt med og i fælles bestræbelser undersøge, hvis vi vil løse konflikterne. Vi forstår ikke dem, og de forstår ikke os, og alle parter reagerer på modparternes uforståelige adfærd med direkte vold. At komme ud over den direkte vold kræver, at vi oparbejder en faglighed, som kan det.
I en konfliktløsning er det netop kommunikationen mellem disse omverdensforståelser, sind, intentioner, behov og interesser, der skal styrkes gennem ‘oversættelser’ og tydelige processer, så parterne efterhånden lærer at forstå hinanden; lærer at tilpasse sig hinanden; lærer at finde nye muligheder – sammen.
I fredsoperationer er det derfor helt centralt at arbejde med legitimitetsforholdet mellem omverdensforståelse, samfund og stat. Det kommer ikke af sig selv og i form af en indsættelse af vesterlandske statskonstruktioner, der ikke er i overensstemmelse med den bærende omverdensforståelse, de tavse rutiner, sproget og den symbolske orden. Et effektivt og fagligt begrundet mæglingsarbejde sker som tidligere påpeget gennem mæglingsfaserne: partsforståelse, afdækning af egne og fælles behov, interesser og mål til opbygning af kapaciteter og relationer.
En sådan proces er der intet naivt, svagt eller fejt over. For en sådan proces må nødvendigvis være båret af en både tårnhøj og kompleks faglighed, der inddrager dyb historisk og kulturel viden, kommunikativ kompetence, forhandlings- og proceskompetence og af konfliktkompetence.
Der findes altså alternativer til den forældede, destruktive, virkningsløse og dyre krig, men ingen lette løsninger. Fredsoperationer er ikke lette, og af og til er de meget farlige. At mestre mæglingsforløbet betyder i yderste konsekvens at kunne kommunikere således, at konfliktparterne ikke mere ønsker eller behøver at kæmpe; at konfliktparten har mistet formålet med kampen – med andre ord: konflikten er mæglet og løst.
Til det, er det helt nødvendigt at udvikle nye begreber, at organisere og udruste til denne form for mæglingsfaglighed i Forsvaret, hvis Danmark – og resten af verden – ikke skal se ind i en fremtid bestående uafsluttelige fredsoperationer, der får form af endeløse krige.
Alternativet til krig er derfor netop at have en faglighed, der kan række fjenden hånden, og forvandle håndtrykket til en fælles bestræbelse for fred, som Yitzhak Rabin gjorde. Rabin viste det politiske mod, der åbnede vejen for Oslo-processen, som resulterede i, at PLO anerkendte staten Israel, og Israel samtidig anerkendte PLO som forhandlingspartner og repræsentant for det palæstinensiske folk. Håndtrykket kostede Rabin livet, men trods den fredelige sameksistens trange kår viste Oslo-processen, hvilket potentiale mæglingen har. Freden vindes ikke alene i politikkens høje luftlag, men har brug for praktisk støtte på jorden. Derfor er der brug for, at Forsvaret udvikler kapaciteter, der kan støtte politikere i deres fredsforhandlinger – krigen kan tydeligvis ikke.
Topillustration: Talibanere på vej ind i Kabul, den 17. august 2021. Foto; VOA via Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.