zagreb før jordskælv

Mogens Cuber: Jordskælv i Kroatien – en episk selvransagelse

i Europa/Reportage af
JORDSKÆLV // ESSAY – Kroatien rystedes af kraftige jordskælv i denne uge. Mogens Cuber er i landet og beskriver afmagtsfølelsen over for naturens kræfter. Om det nu er vira eller tektoniske plader. Specielt afmagten, når ens elskede er langt væk. Og i skælvets epicenter.

ZAGREB – Jeg har lært fra barnsben at passe på. Mine søskende især.

Far lavede et gevær til mig. Af træ og et metal rør som dengang blev brugt til at trække ledninger igennem. En læderstrap gjorde det muligt at bære våbenet på skulderen. Jeg er 10 år, og er villig til at kæmpe for Gud og fædrelandet.

Corona. Covid. Barbara, svigermor, der lagde sig som et gammelt træ i skoven. Døde alene på et plejehjem i begyndelsen af året med smitte

Mit slot er et skur. Kom bare an! Men coronaen har sat mig ud af spillet. Og igen er Zagreb ramt. Af jordskælv.

Hvem skal forsvare min elskede nu og igen og i morgen? Jeg savner alt. Især min barndom. Og nogen at slås i sne med.

5.2 på Richter-skalaen

5.2 på Richter skalaen. To gange i går (mandag) og i skrivende stund tirsdag 29. december endnu et, der fik porcelænet til at danse i min elskedes lejlighed i Zagreb.

Nu er strømmen gået. Vi venter på efterskælvene. Drengene er gået på gaden med hunden.

Og du? Hvad venter du på, spørger jeg på en skrattende forbindelse.

Ingenting, svarer hun. Jeg kan ikke bevæge mig, siger hun. Jeg er fortvivlet. Den her by. Det her land…

Pak eventuelt en kuffert. Lad være med at drikke noget stærkt eller tage en af dine sovepiller. Du er nødt til at være skarp i hovedet, hvis bydelen skal evakueres.

Jeg tager et glas vand, tror jeg.

Det er Ivonas by, hun er født her. Hun arbejder her. Hendes drenge cykler, går, løber, kysser, krammer og knuselsker byen. Det er deres by, og jeg er der ikke

God ide. Lad mig vide, hvad der sker.

Det lover jeg.

Din by, ikke min

I baggrunden hyler alarmer fra bilerne. I går var det fyrværkeri, som afbrød vores samtale. Den by larmer, og jeg vil ikke bo i den. Den by er ulykkesramt, og jeg vil have min elskede ud af den.

Den by er ikke min by. Men det er Ivonas by, hun er født her. Hun arbejder her. Hendes drenge cykler, går, løber, kysser, krammer og knuselsker byen. Det er deres by, og jeg er der ikke.

zagreb før jordskælv
Ivona og hunden foran frugthandleren nede om hjørnet i Zagreb, som aldrig synes at have lukket. I går havde den lukket

Jeg er der ikke til at holde om min kæreste. Jeg er handlingslammet, for ikke bare er der gået 8 måneder, siden jeg var i byen sidst. Der er intet, der taler for, at jeg kommer i den retning foreløbig heller. Corona. Covid. Barbara, svigermor, der lagde sig som et gammelt træ i skoven. Døde alene på et plejehjem i begyndelsen af året med smitte.

Kære læser. Husker De begyndelsen?

Det var i første kvartal. Bergamo. Milano. Venedig. Trieste. Madrid og Barcelona. Hylende ambulancer, grædende læger og sygeplejersker. Man kørte lig ud af byerne i militærbiler. Det husker De vel?

Det seneste jordskælv i Zagreb

Men hvem husker Zagreb? Som kort forinden blev ramt af jordskælv så voldsomt, at halvdelen af byens gamle, smukke centrum blev lagt ned. Domkirken med de to stræberiske tårne blev kroaternes symbol på ulykkerne, der fulgte i kølvandet på jordskælvet.

Det ene tårn faldt ned. Man er ikke kommet voldsomt langt videre med genopbygningen. Af hverken katedral eller kroaternes hjem i den gamle bymidte. Det er en skændsel. Jeg var ikke til Barbaras begravelse.

Det er en korrumperet by. Et Sodoma og Gomorra få kilometer fra den kyststrækning, der berømmes fra alle verdens hjørner. Det smukke Kroatien. Det indbydende og gæstfrie Kroatien. Et land på størrelse med Danmark. Med et ego på de gode dage på fuld højde med katedralen i Zagreb.

Et land med få år som selvstændig nation. Et land, om hvilket man siger: “Hold øje med din ryg. Du ved aldrig, hvem der fører kniven. Men det vil ske. Nogen og noget vil svigte dig.” Sådan er det bare.

I frakke og vinterstøvler

Men det er mig, der svigter, tænker jeg. Nu igen. Jeg er som sædvanlig ikke i nærheden af epicenteret for min elskedes angst for nye katastrofer. Jeg er isoleret. I frivilligt eksil i et snedækket, smukt landskab, der bare skriger på fest og farver.

Her for foden af Alperne kan man godt fordele rollerne efter modeller, som røg ud med badevandet i 60’erne hjemme i Danmark

Fallit. Jeg har ikke ord i min mund længere. Tør er den mund, de læber, den stemme er for længst forstummet; lige i det her øjeblik ryger jeg i en afgrundsdyb suppe bestående af peberet panik, saltede tårer. Om jeg så koger mig selv ind til ingenting; tilbage står, at jeg er her, og hun er der. Som altid. Som siden sommerferien. Som i en dræbende drøm. Som om.

Vi lægger på, og selv om jeg står med frakke og vinterstøvler på, og netop var på vej ud for at kaste en snebold i hovedet på den første, den bedste frække unge med slæde og røde kinder, går jeg i gang med at gøre rent.

Rengøring

Hvorfor gør jeg det, spørger læseren. Jeg kan ikke svare på det. Nu trækker jeg køkkentæppet væk. Det ryger ind i kosteskabet. En støvsuger vælter ned over min fod. Jeg sparker til den vredt, og det foranlediger, at tørrestativet folder sig ud som en vild sommerfugl på flugt fra klaustrofobien.

Da jeg med vold forsøger at banke flugtforsøget på plads, klemmer jeg to fingre. Gulvskrubben ser passivt til i sin grønne spand, der ikke er blevet rørt ved, siden Ivona var her sidst på besøg. Det var i oktober. Vi havde tre dage sammen.

Jeg gik efter hende som en logrende hund de første 24 timer og rettede på alt, hvad hun foretog sig.

Nej, glassene står ikke der, min elskede. Kaffebønnerne? De står her. Husker du da ingenting længere? Vi nåede at skændes. Vi nåede at forenes. Vi elskede, og vi græd, da hun kørte de 160 kilometer ad motorvej E5.

Som i 60’erne

Hun elsker at vaske gulve for mig, og det er bare blevet et ritual, som hverken kvindefrigørelsen, eller #Metoo nogensinde vil få bugt med. Hun gør det, fordi hun elsker mig, og fordi hun ønsker at bidrage med noget til mit stille liv, mit ungkarleliv her på Bispens Enge i det nordvestlige hjørne af Slovenien.

Ivona som lille pige i Zagreb

Her for foden af Alperne kan man godt fordele rollerne efter modeller, som røg ud med badevandet i 60’erne hjemme i Danmark. Derfor har jeg kun nødtørftigt vasket og fejet gulv i 10 uger.

Lyder det forbilledligt? Absolut ikke. Min egen mor, må hun hvile i fred, sidder sikkert sammen med Barbara og kigger opgivende ned på os midaldrende, født og vokset til i 60’erne. Nu med et portfolio gennemsyret af paradokser.

Skilt. Usikker på fremtiden. Stadig søgende efter meningen med livet. På vagt. På vej. På trods af kulturelle modsætninger har vi dog, Ivona og jeg, kunnet enes om, at det er hyggeligt, at hun vasker gulvene, når hun er på besøg. Og jeg laver maden, og når vi går lange ture, så går jeg forrest.

Her og der og gulvskrubben

Men der er ingen Ivona her længere. Og det har der ikke været i lang tid. Som med jordskælvene. Det er ni måneder siden. Man havde lige vænnet sig til, at alt bliver godt igen. Men nej. Epicenteret er syd for Zagreb, omkring Sisak, 50 kilometer fra hovedstaden.

Det kommer med andre ord uventet for mig også, og nu er jeg bare vred. Vred på gulvskrubben. Spanden. (Hvorfor skal den spand minde mig om hende nu?) Og det forbandede kosteskab, som er lige som alle andre kosteskabe i hele verden – for små.

Her hænger også hendes frakker. Sutskoene. Vandrestøvlerne. Og der! Hænger hendes yndlingstørklæde. Jeg griber det og lægger det op til næsen. Mon jeg kan dufte hende stadigvæk?

Angsten bor ingen steder, siger du. Den flytter med. Som nissen

Mon Brinkman har en løsning på det her? Jeg må skrive til ham en skønne dag. Han er så klog. Han bor i verdens fredeligste land. Han må vide besked – om hvordan folk ter sig under naturkatastrofer, der indfinder sig på årets sidste dage.

Genfundne tekster

Dage med afsavn og ensomhed. Dage, der føles uendelige lange. Dage, hvor man sætter sig for at skrive digte. Genfinde tekster og turde tænke højt. Det må da kunne bruges til et eller andet:

Den nat blæste det.
Fugle var for længst landet i træerne
Langs skellet mellem dem og os. 

Hvordan det gik til, at jeg så skygger lænket til jorden og så hoveder af sten dukke op af jorden ved bækken
Husker jeg knapt

Vi bløder, ikke sandt? Vi bløder og alligevel vælger
Vi
Vi vælger at stå stille.

Jeg mindes ikke at ha’ elsket nogen højere
End dig, når du sover tungt.
Når du vender dig i søvne
Når drømmene omslutter din hud
Og jeg vågner badet i sved og opdager, at jeg bare strammer til
Nu hvisker du?
Hvad hvisker du?

I nat dør en natsværmer.

Et jordskælv tager aldrig fejl.

Det sætter ting på plads, som hvor skabet skal stå. Og hvor angsten bor.

Angsten bor ingen steder, siger du.

Den flytter med. Som nissen.

Det skriger til himlen.

Vi tør ikke andet.

Ursula von der Leyen har talt med den kroatiske premierminister, og jeg har snakket med min elskede i Zagreb flere gange, siden det første jordskælv ramte hovedstaden mandag morgen, 28. december.

Verden og Kroatien

I modsætning til EU’s førstedame, føler jeg mig magtesløs og uden evne til at handle eller tænke klart. Fra mit vindue ser jeg det slovenske flag hænge slapt side og side med EU’s blå. Det er Gostilna STARMAN, den lukningstruede kro, som de seneste dage har flaget for dels Jesu fødsel, dels et joint venture præget af bureaukrati og banaliteter med hensyn til, hvordan markedsføringen af Covidvaccine skal komme Europas førende politikere til gode.

Mogens, dengang han kunne afværge alt ondt med sit gevær

STARMAN slider med regnskaberne. Der er røde tal overalt. De to Panda’er, som mor og datter fræser rundt i er dækket af sne. Ingen udkørsel med mad. Det satte 30 centimeter sne i går en stopper for.

Huset skal være hvidt, siger hun så. Og der skal bare være en lille bitte have

Men nyhedsmedierne kværner videre. I USA fortsætter Trump farcen. I England aflyste Manchester City en kamp mod Everton. På grund af Corona. I Danmark blæser det på Fanø. Vennerne poster fotos med smil og bleg vinterhud.

Lastbiler under politibeskyttelse fordeler sig rundt i Europa mellem jul og nytår med vaccine, mens det land, jeg elsker at hade, Kroatien, og i hvilket min elskede er født, er vågnet op til endnu en opgave, der kræver mere end sin Brinkmann. En opgave, som jeg ikke har tiltro til, bliver løst, uanset hvor mange penge EU sender herned.

Væk fra det hele

De skarpeste og de bedste er for længst forsvundet, siger Ivona. Det er kun os, der er dumme, som er tilbage. Det er et forarmet land, mit land. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op.

Ivona taler med dæmpet stemme. Hun får det til at lyde som en indrømmelse under en confession. Skrifte.

Der er færre og færre folk, der ønsker at bo i Zagreb, siger hun.

Okay, svarer jeg.

Og jeg tror, jeg vil væk fra det hele.

Okay. Du må gerne komme og bo hos mig. I Skofja Loka, svarer jeg og understreger, at gulvene er rene nu.

Jeg har vasket dem. Det var det første, jeg gjorde.

Vi ler. Det er godt at le sammen i krisetider.

Jeg skal bygge dig et hus ude i bjergene. I skovene. Vi skal bo langt væk fra alt, siger jeg.

Men jeg vil bo ved havet, svarer hun.

Man kan ikke få alt. Havene stiger også. Naturkatastroferne er kommet for at blive. Det ved du vel.

Der bliver stille i den anden ende. Jeg kan stadig høre bilalarmer fra gaden.

Huset skal være hvidt, siger hun så. Og der skal bare være en lille bitte have.

Vi planter et træ, gør vi.

Vi overlever. Det er det. vi gør.

Venner på sms og messenger

Så lægger vi på. En SMS tikker ind øjeblikke senere. Det er vores venner, Roberto og Gracia i Italien, tæt på Udine og Trieste.

Tutto Ok? Abbiamo sentito bene anche qui terremoto! Ivona?

Jeg skriver tilbage:

She is okay but scared.

På messenger flyder der beskeder ind også. Fra venner, der følger med i verdens gang. Ole og Maria fra Norge er bekymrede også.

Vi i den moderne verden befinder os i historiefortællingernes tidsalder, men vi er angste for den store fortælling. Den, vi ikke er herrer over

Ivona skriver tilbage, at hun og drengene klarer sig. Hun slutter beskeden med at skrive: Tak mine venner. På dansk.

Jeg tager overtøjet på for anden gang i dag og beslutter mig for at gå ud og bygge mig en snemand. Jeg må overlade det til Ursula Von der Leyen og skæbnen, hvad dagene bringer.

Den store fortælling

Det er ikke nemt. Vi i den moderne verden befinder os i historiefortællingernes tidsalder, men vi er angste for den store fortælling. Den, vi ikke er herrer over. Det har 2020 afsløret.

Et par timer senere tikker der en ny besked ind fra Zagreb:

Jeg er taget til frisøren. Jeg kommer ikke til at stå i studiet i morgen på tv gråhåret og grim. Uanset jordskælv eller ej.

Jeg sender hende en smiley med ordene The show must go on.

Hun svarer, som fra dybet:

Yes, it has to.

I morgen må jeg huske mig selv på, at alle har brug for en, der kan gøre rent indimellem.

Og et gevær fuld af løst krudt og kugler. Og fællesskabet.


LÆS FLERE INDLÆG AF MOGENS CUBER HER


Fotos: privatfotos, Mogens Cuber

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

www.cuberscorner.com
Mogens Cuber er uddannet journalist (1990) og er en årgang 1962.
Selvstændig freelancer lige siden med passion for den gode historie i øjenhøjde, gerne indenfor natur, miljø og turisme.

Tidligere ekstern lektor på DJMX + Åben uddannelse 1998 - 2005
Redaktør på Europe in the World på DJMX
Deltager på Journalist en Europe, Paris, 1997/1998
I 2017 blev han hyret til at lave kommunikationsstrategi i et EU Wildlifeprojekt med base i Ljubljana. (www.lifelynx.eu)
Bosat i Skofja Loka samme år.
Er rejseagent indenfor grøn turisme blandt andet i samarbejde med den grønne rejse.

Seneste artikler om Europa