Ulrik Frost: Overrask dig selv

Ulrik Frost Organist 17.05.2024

ESSAY – Ensomhedens og fortabelsens modsætning er at opdage sin egen kapacitet, skriver Ulrik Frost i dette essay. Vi er nemlig klogere, stærkere og dybere, end vi selv aner.

Er det ikke rigtigt, at man gerne vil være noget særligt? Svøm mod strømmen, gå dine egne veje, skil dig ud fra mængden. Den, der formår at gøre sig synlig i menneskehavet, høster anerkendelse. Men er der ikke noget, der nager ved vores higen efter at gøre det unikke?

Ak ja, det er gammel visdom, og alligevel føles det så absolut nyt, når man opdager det

Slagsiden er jo at tilhøre den store, grå masse af jævne mennesker, der henlever livet i ligegyldighed – og værst af alt ensomhed. Det er skrækken for at tilhøre denne gruppe, der holder idealet om at være noget særligt i live. Det at blive glemt for verdens øjne puster til en angst for, at ens eksistens er usynlig og uberettiget.

Hvad der fordres for at blive denne nedadgående mekanisme kvit, er, at vi gør os selv klart, hvad vi higer efter, når vi lader idealet om at være noget særligt bevare sin tiltrækning. Hvad betinges den meningsfulde fornemmelse af, som idealet lader ane? Den betinges af evnen til at overraske sig selv. Dvæl et øjeblik ved dette:

At overraske sig selv

Det er der, hvor man overgår forventningerne til, hvad man selv troede, man kunne. Der, hvor man finder ud af, at man har mere kapacitet end først antaget. Man er klogere, stærkere og dybere, end man anede.

Det er dette spring, vi skal tage. Et spring, som kendes ved, at det overrasker, fordi vi ikke ved det, vi ikke ved om os selv. Vi skal først til at finde ud af det nu. Det er et spring, som udelukkende betinger os selv.

”Jeg tager springet til at overraske mig selv. Det er kun mig selv, der er i stand til at opleve det som en overraskelse, fordi det kun er mig, der kender mine forudsætninger. Det er kun mig, der ved, hvad jeg overraskes på baggrund af. Jeg er mit eget springbræt ud i det ukendte, og jeg er selv den uendeligt overraskede, der opdager det uendelige. Jeg overrasker mig selv.”

Bevægelsen kan synes uhyre svær at overkomme, hvis man er vant til at stræbe efter udmærkelsen, der måles i andres øjne. Men det er netop det, vi skal overkomme. Det kan være en hjælp at have in mente, at den beundring, vi søger hos andre, er et spejl af noget, vi har i os selv.

Hver gang man bevæger sig tættere på det, der kan udmærke og skabe beundring, bevæger man sig nemlig tættere på sig selv, og ingen er hurtigere til at opfatte dette end andre mennesker. Sådan opstår beundring. Men da andre menneskers beundring ikke er andet end et spejl af noget, man har i sig selv, kan vi kun nyde den – både i os selv og hos andre – hvis vi finder den i os selv.

Ak ja, det er gammel visdom, og alligevel føles det så absolut nyt, når man opdager det.

Andre menneskers syn på os siger intet ultimativt om, hvem vi er, men ved hele tiden at søge overraskelsen kan vi sprede ringe i vandet, der kan sige noget om, hvem vi selv er, og dette er et meningsfyldt mål i sig selv.

At søge at blive så klog, så vis, så god som muligt, at opdage så meget af ens kapacitet, som dette liv tillader, det er ensomhedens og fortabelsens modsætning. Det eneste, det fordrer, er ens egen vilje til at overraske sig selv.