90’ERNES LYRIK // ESSAY – På mindre end et år debuterede hele ni danske lyrikere i 1991-1992. Det var tider, skriver tidligere forlagschef Hans Henrik Schwab og fortæller om de to store debutantdage, D-dagen og P-dagen, hvor man pompøst og med stor mediebevågenhed lancerede “den nye generation” af poeter. Men litteraturhistorien drives og skrives ikke af forlag og redaktører, og 90’er-generationen blev allerede indvarslet i 1989, erkender Schwab.
For nylig modtog forfatteren Naja Marie Aidt fortjent Akademiets store litteraturpris, og få dage efter blev digteren Nicolaj Stochholm lige så velfortjent tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse: To klare tegn på, at 90’er-generationen, der længe har stået i skyggen af den sagnomspundne 80’er-generation, med lidt forsinkelse endeligt er blevet kanoniseret – og det meget passende i 30-året for både Aidts og Stochholms lyriske debut i 1991.
I den anledning har jeg set tilbage på en stor debutant-dag i 1991, der også gav debut til Janus Kodal, Christina Hesselholdt og mange andre fornemme litterære navne.
En efterårsdag i 1990 – jeg var startet på Borgens Forlag få måneder forinden – forelagde jeg et problem på det ugentlige redaktionsmøde: Jeg havde i den voksende bunke af uopfordret indsendte manuskripter – med hjælp fra forlagets suveræne lyrikkonsulent – fundet fire kvalificerede lyrikere, der alle aspirerede til en debutudgivelse.
Ni lyrikdebutanter på elleve måneder! Sådan var det (også) i halvfemserne.
Det hører med til historien, at stillingen som lyrik-redaktør i en længere periode havde været ubesat. Derfor dette hiatus. Det ændrede ikke ved problemstillingen: Fire debutanter er begribeligvis for mange, så hvad gør vi?
Hertil svarede forlagets direktør ordret citeret: ”Er der nogen, der har pålagt dig nogen begrænsninger?” Den lader vi lige stå et øjeblik. Forlagets økonomisk ansvarlige direktør spørger den nyansatte unge lyrikredaktør, om nogen har pålagt ham begrænsninger. Those were the days …
Udgangen på mødet blev, at alle fire lyrikere blev antaget til udgivelse: Lene Henningsen, Annemette Kure Andersen, Espen Andersen og Jesper Berg. De udkom i foråret 1991, og i efteråret fulgte yderligere tre debutanter: den just nævnte Nicolaj Stochholm, John Bang Jensen og Efie Beydin.
Tro det eller ej: I februar 1992 stødte yderligere to debutanter til i form af en dynamisk digterduo, vi skal vende tilbage til. Summa summarum, ni lyrikdebutanter på elleve måneder! Sådan var det (også) i halvfemserne.
Tilbage til de første fire lyrikdebutanter. Forlagets produktionschef og meddirektør foreslog på redaktionsmødet: Hvorfor udgiver vi ikke dem alle fire på samme dag? I et anfald af ungdommeligt overmod ikke blot overtog jeg ideen, men videreudviklede den ad absurdum.
Den 17. februar 2022 meddelte Det Svenske Akademi i Stockholm, at akademiets “nordiske pris 2022 tildeles den danske forfatter Naja Marie Aidt”.
Efter Nobel-prisen er den nordiske pris den største, som akademiet uddeler.
D-dagen i dansk lyrik
Det foregående årti, 80’erne, havde givet navn til en generation af lyrikere, der – i hvert fald i den offentlige selviscenesættelse – ryddede op i 70’ernes knækprosa, jf. den herostratisk berømte tv-udsendelse fra 1984, hvor Michael Strunge flankeret af Pia Tafdrup for åben skærm tager generationsoprøret med 70’er-lyrikken, der i udsendelsen blev repræsenteret af Kristen Bjørnkær og Lola Baidel.
Nu skrev vi pludselig 1990, og tiden var inde til en ny decennium-defineret digtergeneration – og den mente jeg i al beskedenhed at kunne levere. De fire digtere udkom således samme dag i marts 1991 og blev lanceret under sloganet: ”D-dag – D for digte og debutanter”.
I en kronik i Berlingske gav jeg selv et bud på en generations-karakteristik. Kronikken havde overskriften ”Årgangen der grublede i starten” – med intertekstuel reference til Jacob Paludans generation, der ”snublede i starten”.
Med et kækt ordspil forsøgte jeg således at indfange moderniteten, der blev indvarslet af Paludan-generationens værdisammenbrud i starten af århundredet – for i tressernes attituderelativisme at blive mødt af en ny generation af modernister, der med Hans-Jørgen Nielsens udtryk ”jublede i starten” og altså oplevede værdirelativismen som en frisættelse og ikke som et tragisk meningstab (den nok så berømte ”tomme transcendens”).
Eller som jeg engang hørte samme Nielsen formulere det ironisk om den forudgående generation af modernister, der begræd dette meningstab: ”Det var ren ’E.T. phone home’”! Nu var det så blevet tid til at reinstallere en ny postironisk alvor. F.eks. ”Endlich wird es ernst”, som Jesper Berg satte som motto for sin debutsamling.
I dag skal man være lykkelig for en enkelt anmeldelse på dagen – hvis der da overhovedet kommer nogen
Kronikken dannede også grundlag for den præsentationstale, jeg holdt ved det storstilede arrangement i Huset i Magstræde, hvor den ny generation blev præsenteret fra scenen. En event, der tiltrak sig en – for et lyrikarrangement – uhørt medieopmærksomhed.
DR’s TV-avisen dækkede begivenheden med et fyldigt nyhedsindslag, Politiken afsatte en hel side, og det samme gjorde Sydsvenska. P1 sendte Pia Fris Laneth, der senere har markeret sig stærkt som både Information-journalist og kvindehistorisk forfatter i eget navn, og hun leverede en intens radiomontage, der fulgte de fire unge digtere time for time.
Informations udsendte, Karen Syberg, skrev dog ironisk, at min lidt vel retoriske tale var udtryk for ”keine Hexerei, nur Behändigkeit”. Poul Borum kaldte med tør humor og stentorrøst selvsamme kronik en ”reklametryksag”, og i Information mente anmelderen (som kort tid efter blev Gyldendal-direktør) Christian Bundegaard, at den firedobbelte udgivelse var et ”bunkebryllup til forlagets ære”.
De havde alle ret. Det samme havde Politikens Jens Kerte, da han i sin reportage beskrev, hvordan jeg ”utvivlsomt i den bedste mening nærmest måtte tvinge” en af de fire forfattere på scenen til et efterfølgende generations-interview. Man behøver ikke være performer for at være poet.
Mediestunt og bunkebryllup eller ej. I sidste ende afhænger det hele selvfølgelig af de enkelte digte, og her vil jeg den dag i dag stå på mål for kvaliteten.
Heldigvis kunne andre også få øje på kvaliteterne – ”Stilhedens kvaliteter” – hos de fire debutanter. En af dem var Hans-Jørgen Nielsen himself – en af de digtere, der som nævnt i tresserne ”jublede i starten”, og som i øvrigt også var til stede den aften i Huset.
Hans allersidste anmeldelse (optrykt som afsluttende artikel i den store antologi Nye sprog/Nye verdener, Gyldendal 2006) er en firedobbelt anmeldelse af debutanterne under netop overskriften ”Stilhedens kvaliteter”.
Om Annemette Kure Andersen – der helt forståeligt ikke var meget for at gå på scenen den aften – hed det positivt i anmeldelsen: ”Man får megen høj-artikuleret hvidhed og stilhed med i prisen.” (Det var ikke tilfældigt, at hans store bog fra 1968, attituderelativismens bibel, hed Nielsen og den hvide verden).
Og det var måske netop konklusionen på en pompøs poetisk lancering, da først stilheden og hvidheden havde sænket sig oven på den forlags- og medieskabte støj.
P-dagen i dansk poesi
Året efter støjede vi ikke desto mindre igen. Denne gang var overskriften ”P-dag – P for poesi og plade” – et slogan, der spillede på den famøse D-dag, men denne gang var udtænkt af en af de debuterende digtere selv, Niels Lyngsø.
På en og samme februardag i 1992 debuterede Niels Lyngsø og Morten Søndergaard således ikke blot med hver sin digtsamling, men også med et fælles pladeprojekt: lp’en Random Rooms. På pladens cover kan man bl.a. læse, at en af teksterne er skrevet af Søndergaards lærer på Forfatterskolen, Per Aage Brandt; at Janus Kodal (en af de nævnte debutanter fra året før) havde leveret anabolske stereoider – og Merete Pryds Helle medvirket som juhu-pige!
Både digtsamlinger og plade blev lanceret ved et i bogstaveligste forstand støjende arrangement, som helt unikt blev overværet af landets kulturminister, Grethe Rostbøll. Hvornår har en kulturminister før eller siden overværet et lyrikdebutant arrangement?
Bagefter gik vi den obligatoriske tur til Rådhuspladsen og købte i den ikoniske aviskiosk de førende kulturaviser, der som altid ved midnatstid var klar med en døgnaktuel anmeldelse af debutdigte på selve udgivelsesdagen! Sådan var det i halvfemserne.
I dag skal man være lykkelig for en enkelt anmeldelse på dagen – hvis der da overhovedet kommer nogen. Anmeldelserne denne februarnat på Rådhuspladsen var fornemme, men bød på en lille ærgerlig overraskelse.
I begge debutsamlinger, Lyngsøs Menneske og maskine og Morten Søndergaards Sahara i mine hænder, var der i noteapparatet en henvisning til det samme ikke-eksisterende digt, ”Labyrint”.
Den tale gav mig anledning til at gøre op med min egen lettere megalomane fejltagelse fra 1991. Det er netop ikke forlagene eller redaktørerne, der driver og skriver litteraturhistorien
Noten lød: ”Den i digtet citerede latin lyder i Frederik Jungdahls danske oversættelse: ’Ordene går med hver sin tid’”. Men det var løgn og latin. Digtet fandtes hverken i den ene eller anden af de to digtsamlinger. Landets måske førende lyrikanmelder missede i farten, at der i begge samlinger bevidst var indsat et tegn uden referent, og brugte i stedet denne ’fejl’ som et indicium for, at det måtte være gået lige lovlig stærkt med den ene af de to udgivelser.
Denne lille faux pas ændrede dog ikke ved den fine dobbeltdebut, og både Lyngsø og Søndergaard har som bekendt siden markeret sig aldeles overbevisende som både lyrikere og oversættere. Halvfemserne holder!
Tilbage til fremtiden
Præcis 20 år efter D-dagen, i 2011, fik jeg lejlighed til at korrigere et par af fortidens misforståelser, da jeg blev inviteret til at tale om 90’er-generationen ved et arrangement i Poesiens Hus.
Samme lokaler havde ved et besynderligt tilfælde dannet ramme om den mindeværdige efterårsreception i 1978, hvor Borgens Forlag præsenterede de tre himmelstræbende David Bowie-lignende debutanter Michael Strunge, F.P. Jac og Henrik S. Holck, der i den grad var med til at indvarsle 80’er-lyrikken. De tre forfattere var ikke bange for at bruge Vi-formen på generationens vegne: Vi folder drømmens faner ud (Strunge), Vi må være som alt (Holck) og Vi vil overdøve skammen (Jac) for nu at citere tre af deres respektive værktitler.
Samtidig måtte jeg erkende, at 90’er-generationen måske i virkeligheden blev indvarslet ikke i 1991, men i 1989
Den tale gav mig anledning til at gøre op med min egen lettere megalomane fejltagelse fra 1991. Det er netop ikke forlagene eller redaktørerne, der driver og skriver litteraturhistorien. Det gør forfatterne og litteraturen selv. Det kan følgelig ikke være en forlagsredaktørs opgave af formulere en normativ poetik.
Husk på, at den aristoteliske poetik, der har fungeret som forlæg for ”berettermodellen”, som på sin side har været grundlag for mangen Hollywood-drejebog, reelt var en deskriptiv poetik baseret på de klassiske tragedier – ikke omvendt.
Redaktørens opgave er derimod ’blot’ – med den klassiske litteraturkritiker P.L. Møllers ord – at ”høre græsse gro”. Eller hvedekornene.
Samtidig måtte jeg erkende, at 90’er-generationen måske i virkeligheden blev indvarslet ikke i 1991, men i 1989 – og ikke af mit hold af Borgen-lyrikere, men af to Gyldendal-debutanter fra det år, 1989 – de purunge David Læby og Karen Marie Edelfeldt. To veritable vidunderbørn.
Sidst, men ikke mindst, forsøgte jeg mig i retrospekt med en mere sober generationskarakteristik, altså denne gang deskriptiv og ikke normativ, bl.a. defineret gennem fælles temaer som drøm, hukommelse, afstand og ’den anden’. Med en let omskrivning af Poul Borums poetik i fire ord lød min konklusion henvendt til de tilstedeværende digtere: ”I er her nu”.
I 2017 fik jeg atter mulighed for at udgive Annemette Kure Andersen. Her 25 år efter var det kritikeren Lars Bukdahl, der anmeldte hende og tre andre halvfemser-lyrikere i en ny firedobbelt anmeldelse. Overskriften på den generøse anmeldelse? ”De er her endnu”.
Ja, lyrikernes 90’er-generationen er her i den grad (end)nu – og indtager i disse år deres retmæssige placering i Poeternes Panteon.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her