POLITIK // ANALYSE – Nu skal piben have en anden lyd, og de optimistiske toner skal slås an. Men kan den negative stemning mod regeringen vendes, eller vil regeringens luksusproblem med nye milliarder i kassen blot genoplive den gamle diskussion mellem Socialdemokratiet og Venstre om velfærd eller skattelettelser?
Regeringen flyder i penge. Efter sommerferien skal de have ben at gå på, når regeringen fremlægger sin nye 2030-plan, hvor blandt andet de 16 mia. kr., der pludselig faldt som manna fra himlen, skal udmøntes i både skattelettelser og velfærdsforbedringer.
Efter et halvt år, hvor SVM-regeringen med især Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) i spidsen har lignet forpinte straffefanger i deres kriseretorik, skal piben nu have en anden lyd.
De optimistiske toner skal slås an, men kan de vende den negative stemning mod regeringen, eller vil regeringens luksusproblem med nye milliarder i kassen blot genoplive den gamle diskussion mellem Socialdemokratiet og Venstre om velfærd eller skattelettelser?
Det forudsætter, at krise-fortællingen lægges væk, og at der er ro på bagsmækken i begge partier, hvilket er lettere sagt end gjort
Begge partier har brug for at vise deres folketingsgrupper og bagland, at de får hevet mere hjem, end de havde kunnet ved ikke at være i regering sammen.
Det er efter sommeren, at SVM-regeringen med 2030-planen skal bevise, at der er en dybere mening med regeringssamarbejdet. Det er der, Mette Frederiksen skal vise, at hun ikke sælger ud af det socialdemokratiske velfærdsgods, og det er der, Jakob Ellemann-Jensen (forudsat han kommer tilbage) kan levere de skattelettelser, der endeligt skal give det alibi, der kan overbevise de frafaldne Venstre-vælgere om fornuften ved at bryde sine valgløfter og i stedet gå i seng med fjenden.
Det er til efteråret, at både S og V skal påbegynde den lange march mod lysere tider, efter begge partier har tabt mellem 20 og 30 pct. af deres vælgere på rekordtid.
Det forudsætter, at krise-fortællingen lægges væk, og at der er ro på bagsmækken i begge partier, hvilket er lettere sagt end gjort.
Trolden er ude af æsken
For trolden er ude af æsken i både S og V, hvor der nu for alvor tales og hviskes over kaffekopperne om tiden efter henholdsvis Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.
Mette Frederiksen har gennem den seneste måned på mere eller mindre overbevisende måde konstant afvist rygterne om sit Nato-kandidatur, selv om udnævnelsen af den nye generalsekretær sandsynligvis først finder sted i Vilnius den 11.-12. juli.
Det plejer som bekendt ikke at være kedeligt, når de interne magtkampe rumsterer i partierne, og især Socialdemokratiet har jo tradition for at hænge sit vasketøj til offentligt skue
Med den amerikanske præsident Joe Bidens erklærede ønske om at forlænge med Jan Stoltenberg er der dog lagt en midlertidig dæmper på spekulationerne om Mette Frederiksens exit fra dansk politik.
Men rygterne dør ikke. De blusser op igen.
For uanset hvor meget hold der har været i spekulationerne, vil rygterne om en toppost til den danske statsminister løbende vende tilbage, i takt med at de internationale stillinger bliver ledige.
Næste år vil mindst to interessante EU-stillinger åbne sig, ligesom Nato-rygterne vil blusse op igen, da Stoltenberg nok kun ventes at forlænge med et år.
Der skænkes op i de socialdemokratiske kaffeklubber
Rygterne har allerede svækket Mette Frederiksen. Det er velbeskrevet i medierne, hvordan de berømte kaffeklubber i Socialdemokratiet allerede er i færd med at diskutere arvefølgen i partiet, og selv om ingen er i stand til at true Mette Frederiksen og heller ikke ønsker det, vil positioneringen af det næste ledelseslag tage til.
Finansminister Nicolai Wammen er selvskrevet til at træde ind på formandsposten, men hvem skal han have ved sin side? Justitsminister Peter Hummelgaard eller erhvervsminister Morten Bødskov?
Magter Ellemann både at have den opslidende formandspost og en ministerpost – og er han virkelig i en position, hvor han er i stand til at få Troels Lund Poulsen til at vige pladsen fra forsvarsministerposten, som han åbenlyst stortrives i?
Kimen er lagt til talrige spekulationer og anonyme lækager til pressen. Det plejer som bekendt ikke at være kedeligt, når de interne magtkampe rumsterer i partierne, og især Socialdemokratiet har jo tradition for at hænge sit vasketøj til offentligt skue.
Skal Venstre have ny formand?
Her er Venstre dog godt med. Magtkampen mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen er det seneste gode eksempel, men flere kan graves frem fra både 1980’erne og 90’erne. Jakob Ellemann-Jensen har bebudet sin genkomst til dansk politik den 1. august. Det må man tro på indtil videre, men hans bebudede tilbagevenden har allerede udløst heftige interne spekulationer.
Magter Ellemann både at have den opslidende formandspost og en ministerpost – og er han virkelig i en position, hvor han er i stand til at få Troels Lund Poulsen til at vige pladsen fra forsvarsministerposten, som han åbenlyst stortrives i?
Forventningerne hos mange er, at Ellemann er nødt til at trække sig som partiformand alene af den grund, at den overståede sygemelding bliver et handicap, når Venstre skal stille med en statsministerkandidat op til næste folketingsvalg.
Ellemann-Jensen skal nu bevise, at han har musklerne, viljen og psyken til at hive en klar Venstre-sejr hjem. Ellers kan det blive et hurtigt farvel til ham som formand
For vil vælgerne stemme på en kandidat, der beviseligt risikerer at gå ned med stress ”when the going gets tough”? Det er en risiko, som mange i partiet ikke mener, man skal løbe. Spekulationerne om en ny Venstre-formand vil derfor ulme.
En Gallup-måling viste for nylig, at Troels Lund Poulsen – trods sin minister-popularitet – ligger helt i bund som kandidat til at overtage formandsposten og dermed blive sit partis statsministerkandidat. Folkelighed har således aldrig tynget Troels Lund Poulsen.
Venstre-vælgerne foretrækker i stedet den evigt populære Søren Gade, men han vil ikke. Venstres bagland er også glade for Stephanie Lose, der har gjort det overraskende godt i sit korte minister-vikariat: Efter Søren Gade er Lose nok det bedste bud på en ny Venstre-formand, men foreløbig er posten ikke ledig.
Jakob Ellemann-Jensen har bebudet en flyvende udskiftning, hvor han genindtager alle de poster, han forlod, men for at det skal have nogen som helst troværdighed, er han nødt til at løfte og stabilisere sit parti meget hurtigt.
Måske 2030-planen og kommende skattelettelser kan bidrage til det. Men i givet fald skal de op i en størrelse, hvor de for alvor kan mærkes.
Det bliver et tovtrækkeri med Mette Frederiksen, der også har brug for en succes. Men Ellemann-Jensen skal nu bevise, at han har musklerne, viljen og psyken til at hive en klar Venstre-sejr hjem. Ellers kan det blive et hurtigt farvel til ham som formand.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
