PORTRÆTINTERVIEW//POV BUSINESS ”En god klassisk koncert er, når jeg kommer hjem og er følelsesmæssigt udmattet, og hele spektret af menneskelige følelser er blevet bearbejdet,” sagde en ven engang til Erik Bach Christophersen. Han voksede op med Jehovas Vidner og tilbragte siden 35 år i bogbranchen, hvor han boede i London meget af tiden. Nu er verdensmanden draget ud på endnu et eventyr. Med virksomheden Parnassos vil han skabe unikke klassiske musikoplevelser for danskerne. Og han går ikke af vejen for at sige, at den klassiske musik er elitær. For det er der vel ikke noget galt i?
Efter mere end en menneskealder i bogbranchen, hvor han det meste af tiden har boet i London, er den 60-årige Erik Bach Christophersen netop vendt hjem til Danmark. Men selv om han nu har sagt farvel til litteraturen på det professionelle plan, forbliver han i den kulturelle branche og inden for den græske gud Apollons auspicier.
Jeg undrede mig over, hvordan han kunne få det til at løbe rundt, og det kunne han heller ikke. Boghandlen var desværre ikke rentabel, hvorefter Erik Bach Christophersen flyttede permanent til London
”Jeg åbner op for mit teenagehjerte,” siger han og henviser til det kulturchok, som ramte ham, da han som 16-årig tog med en kammerat på kulturrejse til Moskva og Leningrad og for første gang oplevede den klassiske musik i sin mest sublime udgave:
”Jeg vil være med til at give danskerne nogle klassiske koncert- og kulturoplevelser, som er unikke. Vi skal tage musikken alvorligt på dens egne præmisser, men jeg tror også, at vi samtidig skal tilføje flere lag” fortæller Erik Bach Christophersen, der har skabt virksomheden Parnassos sammen med sin ven – og klaverlærer – Dmitrij Klimov, uddannet fra Moskvas musikkonservatorium og koncertpianist.
Og han er ikke er bange for at kalde de koncerter, som vil blive arrangeret af Parnassos for både elitære og et udtryk for fine art.
Fra Skt. Pederstræde til London og Financial Times Book Club
Jeg har mødt Erik Bach Christophersen flere gange både i London og i København og skal nok spare læserne for det fulde katalog over vores fælles meritter, men det var aldrig kedeligt.
Første gang, jeg stødte ind i ham, var for over 30 år siden, hvor han havde boghandelen Dickens Book Shop i Skt. Pederstræde i København, hvor han udelukkende handlede med engelsksprogede bøger.
Det var faktisk min brors skyld
Jeg undrede mig over, hvordan han kunne få det til at løbe rundt, og det kunne han heller ikke. Boghandlen var desværre ikke rentabel, hvorefter Erik Bach Christophersen flyttede permanent til London og fortsatte den bogklub, han havde startet allerede i 1986.
Og den blev en succes, som femten år senere blev opkøbt af Gyldendal.
I samme periode var han også redaktør og chef for Financial Times Book Club. Her viste det sig hurtigt, at det var vigtigere at være tæt på varen end på kunderne
Samarbejde med store engelske forlag
”Det var faktisk min brors skyld,” fortæller Erik Bach Christophersen på sin karakteristiske facon, der er en blanding af humor og let sarkastisk selvironi. Det sker over en sildemad og en fiskefilet på Nyhavns solside.
”Min bror er noget ældre end mig og var boghandleruddannet i Foyles Bookshop i London, som på det tidspunkt var verdens største boghandel.”
“Det var i 1986 og før internettets tid. Der var kun få steder i Danmark, som solgte engelske bøger, og udvalget var ikke særlig stort. Så vi så en mulighed i at lave en bogklub, hvor danskerne fik et magasin hver anden måned med et tilbud om 30-40 nye engelsksprogede bøger, som vi valgte i samarbejde med en række store engelske forlag”.
Hele vores tilværelse centrerede sig om kristendommen og Jehovas Vidner.
For at være tæt på kunderne lavede vi også boghandlen i Skt. Pederstræde.
“På det tidspunkt hed både bogklubben og boghandlen Dickens, og selv om det ikke så helt tåbeligt ud, kunne vi ikke få det til at hænge sammen rent økonomisk.”
“Omkring 1990 opgav min bror projektet. Men vi havde en pæn stor kundegruppe, så jeg valgte at flytte til England og fortsætte projektet som Piccadilly Book Club. Og her viste det sig hurtigt, at det var vigtigere at være tæt på varen end på kunderne,” fortæller han.
Typisk for skibsværftsarbejderens søn fra Helsingør skete det med bravur i form af en afskedsreception iscenesat som en klassisk klaverkoncert
Og så begyndte det ellers at gå godt.
Gennem annoncer i de danske dagblade fik Piccadilly Book Club fat i et endnu større kundegrundlag. Samtidig fik Erik Bach Christophersen et liv i London, hvor han kom tæt på forlagene. Ja, han blev hooked på den britiske hovedstad med dens bredtfavnende kulturelle tilbud og mangfoldige etnicitet.
I 2008 fik han et tilbud, han ikke kunne sige nej til, da Gyldendal tilbød at købe Piccadilly Book Club.
Med i købet fik de manden, der nu i over 20 år havde arbejdet med engelske bøger og havde et kæmpe netværk og personlige kontakter i den engelsksprogede bogverden. Et netværk, der bl.a. gik ud på at gå ud og spise med kontakterne i bogverden op til flere gange om ugen (eller med en dansk journalist som undertegnede).
Syv år hos Saxo.com og direktør i Luxemburg
Da Gyldendal godt tre år senere lukkede sin internetboghandel, sagde Erik Bach Christophersen også farvel til det gamle hæderkronede forlag.
Og typisk for skibsværftsarbejderens søn fra Helsingør skete det med bravur i form af en afskedsreception iscenesat som en klassisk klaverkoncert, hvor både den tidligere boghandler fra Skt. Pederstræde og hans klaverlærer, koncertpianisten Dmitrij Klimov, sad ved flygelet i forlagets receptionslokaler i Klareboderne og fremførte værker af Chopin og Bach (ikke Bach Christophersen, men Johan Sebastian Bach).
Allerede på det tidspunkt var den kim, der var blevet sået på en rejse til Sovjetunionen 37 år tidligere, begyndt at vokse sig stor og smuk, og idéen til det, der skulle blive til Parnassos, var så småt ved at tegne sig, takket være boghandlerens kontakter til det klassiske russiske musikmiljø, som han havde opsøgt.
Navnet er ikke taget ud af den blå luft, men direkte fra den græske mytologi
Men der skulle stadig gå endnu godt syv år, hvor Erik Bach Christophersen fortsatte sit arbejde med bøgerne hos den netbaserede boghandel Saxo.com. Her var han i to år bl.a. direktør for internetboghandlens afdeling i Luxemburg.
Udover at bo i Luxemburg – og London – boede han i en periode også i Paris, men da Saxo sidste år blev solgt til JP/Politiken, besluttede Christophersen, at hvis han skulle ud på endnu et eventyr, var tiden inde.
Samtidig besluttede verdensmanden sig for at vende hjem til Danmark og starte Parnassos. Nu skulle det være.
Navnet er ikke taget ud af den blå luft, men direkte fra den græske mytologi. Her er Parnassos – eller på dansk Parnasset – det bjerg, hvor Apollo, guden for musik, kunst og poesi, holdt til sammen med de ni muser, der beskyttede hver deres kunstområde.
Siden er ordet Parnasset blevet et udtryk for et sted, hvor digtere og kunstnere samles for at dyrke den rene og ophøjede kunst.
Et kristent hjem med Jehovas Vidner
”Selv om jeg var glad for at være hos både Gyldendal og Saxo, så savnede jeg at være selvstændig og udvikle min egen virksomhed. Og idéen bag Parnassos er noget, jeg har haft lyst til i mange år.”
“Det er som at vende tilbage til mine teenagerår, hvor jeg opdagede glæden og begejstringen ved den klassiske musik,” siger Erik Bach Christophersen, hvis vej tilbage til disse teenagesårs eufori har været både kringlet og til tider brydsom.
At jeg overhovedet fik øjnene op for den klassiske musik, skyldes en god klassekammerat, som jeg fik, efter vi var flyttet til Hellebæk
”Jeg er vokset op i et kristent hjem, hvor vi var Jehovas Vidner,” fortæller Parnassos-direktøren.
”Min mor var hjemmegående, og min far arbejdede på Helsingør Skibsværft, og hele vores tilværelse centrerede sig om kristendommen og Jehovas Vidner.”
“At jeg overhovedet fik øjnene op for den klassiske musik, skyldes en god klassekammerat, som jeg fik, efter vi var flyttet til Hellebæk. Han hed Søren Uldum og arbejder vistnok i dag på Statens Serum Institut. Hans forældre var kommunister og medlemmer – tror jeg – af DKP. Og det var Søren Uldums forældre, som opfordrede os til at deltage i en uges kulturrejse til Moskva, da vi var 16 år.”
“Det var under Bresjnev, og det undrer mig den dag i dag, at mine forældre gav mig lov til at rejse, for det lå langt udenfor, hvad der var normalt for os. Vi omgikkes jo stort set kun personer fra menigheden, men jeg er naturligvis i dag taknemmelig for, at de gav mig lov.”
”Jeg oplevede ikke, at der var ret meget politisk slagside i rejsen. Og det var jo spændende i sig selv at være bag jerntæppet, som at befinde sig i Mordors land.”
“Samtidig var det til dato mit største kulturchok. Det var første gang, jeg blev præsenteret for the fine arts. Vi var på museer, i teatre, oplevede Bolshoi-teatret og ballet og var til koncert på Moskvas Musikkonservatorium.”
Jeg følte intuitivt, at jeg pludselig oplevede noget sublimt. Og uden at smøre alt for tykt på, så vidste jeg fra da af, hvem jeg var. Da jeg kom hjem 10 dage senere, var jeg blevet voksen
“Og det var især den klassiske musik, som overvældede mig. Jeg følte intuitivt, at jeg pludselig oplevede noget sublimt. Og uden at smøre alt for tykt på, så vidste jeg fra da af, hvem jeg var. Da jeg kom hjem 10 dage senere, var jeg blevet voksen.”
Det var også denne oplevelse, som ti år senere fik ham til at finde ind i bogverdenen sammen med sin storebror, men inden da havde han været langt omkring.
Tidligt ægteskab og sorgløse rejser rundt i verden
Som medlem af Jehovas Vidner var der ikke lagt op til, at han skulle videreuddanne sig efter folkeskolen. Det gjorde man simpelthen ikke i de kredse.
I stedet ernærede han sig ved allehånde job som f.eks. lærervikararbejde i en børnehaveklasse, ekspedient i Illum og vinduespudser for bl.a. dronning Ingrid på Fredensborg Slot.
Samtidig giftede han sig tidligt med en pige, der også var i Jehovas Vidner, og sammen rejste de rundt i verden til bl.a. Påskeøen i Stillehavet og en rejse gennem Sahara.
Det var en ret sorgløs tid, erindrer han, men hverken ægteskabet eller medlemskabet af den kristne sekt varede ved. Da han var i begyndelsen af tyverne, sagde han farvel til både sin kone og til Jehovas Vidner, inden han som 26-årig kastede sig ind i bogklubben med de engelske bøger.
Det meste er blevet gjort med hjertet. Og sådan bliver det også med Parnassos. Klassisk musik er i mine øjne – og ører – en af de mest humanistiske kunstarter
”I dag kan det godt ærgre mig, at jeg aldrig fik en ’rigtig’ uddannelse. Det havde nok gjort en masse ting noget nemmere. Udtrykket ”Livets skole” skurrer lidt i mine ører.”
“Men naturligvis har det, jeg har foretaget mig, givet mig en masse erfaring, og det meste er blevet gjort med hjertet. Og sådan bliver det også med Parnassos. ”
“Klassisk musik er i mine øjne – og ører – en af de mest humanistiske kunstarter. En af mine venner i Moskva, Grisha, sagde på et tidspunkt til mig: ’En god klassisk koncert for mig er, når jeg kommer hjem og er følelsesmæssigt udmattet, at hele spektret af menneskelige følelser er blevet bearbejdet.’ Det er sådanne oplevelser, jeg gerne vil give videre med vores koncerter”.
”Det er som om man snobber nedad”
”Selvom vi har de fineste orkestre og en fantastisk koncertsal i eksempelvis DR-Huset, så er det min oplevelse, at den klassiske musik i Danmark … ja, jeg har endnu ikke fundet det rette udtryk, men det er, som om man snobber nedad.”
“Jeg kan huske en anmeldelse i et af landets førende aviser af en Robert Schumann-koncert, hvor overskriften lød sådan noget som: ’Her bliver Robert Schumann taget bagfra’.
I et andet tilfælde var jeg til en koncert i Tivolis koncertsal, hvor den optrædende var den fremragende unge russiske pianist, Daniil Trifonov.”
For mig var det magisk – også fordi det sværeste ved klaveret er at spille pianissimo. Men anmelderen i et andet af landets førende aviser skrev: ’Her fik jeg lyst at rejse mig op og råbe pølse!’
“På et bestemt tidspunkt ramte han en tone så blødt, at den kun lige akkurat kunne anes. For mig var det magisk – også fordi det sværeste ved klaveret er at spille pianissimo. Men anmelderen i et andet af landets førende aviser skrev: ’Her fik jeg lyst at rejse mig op og råbe pølse!’ ”
”Det vil aldrig ske i lande som Storbritannien, Frankrig eller Rusland. Utænkeligt. At nedgøre det emne, man er sat til at beskæftige sig med på vegne af ens læsere, er for mig uforståeligt.”
Åbningskoncert med kvindelige komponister
”Parnassos.dk har sat sig for at gøre det modsatte.”
“Vi lægger ikke skjul på, at den klassiske musik er elitær. Og det er der ikke noget galt i. De fleste af os har lyst til at være elitære en gang imellem.”
“Ligesom meget af ungdommens populærmusik er saftig og kødelig, så stimulerer den klassiske musik os intellektuelt og åndeligt. Vi kan rumme dem begge, og vi har brug for dem begge” slutter Erik Bach Christophersen, inden han skal videre til et møde med en ekspert i kvindelige danske komponister.
Og det er utvivlsomt noget, vi vil høre mere om, når startskuddet lyder til den tidligere boghandlers nye projekt.
Første gang, vi kan opleve Parnassos i fri udfoldelse, bliver ved en åbningskoncert den 18. november 2020, hvor Lotte Heise introducerer aftenen efterfulgt af et kor, der vil synge et par salmer af Hildegard von Bingen, nonne fra 1100 tallet og den første kvindelige komponist nogensinde.
Den 16. december fejrer Parnassos Beethovens 250-års fødselsdag ved en koncert med den prisbelønnede pianist Sergey Kuznetsov, der har givet koncerter over det meste af verden, heriblandt Carnegie Hall i New York til stor begejstring for anmelderkorpset.
Herefter vil den prisbelønnede russiske pianist, Eleonora Teplukhina, sætte sig foran flyglets tangenter.
Hun er hovednavnet ved koncerten, som udelukkende fokuserer på kvindelige komponister, hvilket er noget, der så vidt Christophersen har kunnet finde frem til, aldrig tidligere er sket i Danmark. Og Eleonora Teplukhina har netop specialiseret sig i kvindelige komponister. Til aftenen vil publikum også være vidne til en uropførelse.
Beethovens 250-års fødselsdag med overraskelser
Og en måned senere går det løs igen, når Parnassos den 16. december fejrer Beethovens 250-års fødselsdag ved en koncert med den ligeledes prisbelønnede pianist Sergey Kuznetsov, der har givet koncerter over det meste af verden, heriblandt Carnegie Hall i New York til stor begejstring for anmelderkorpset.
De klassiske koncerter bliver afholdt i Pressen i JP/Politikens hus på Rådhuspladsen i København. Og udover selve musikfremførelserne vil der også komme en par ekstra overraskelser i forbindelse med koncerterne, som vil være med til at sætte begivenhederne i relief og ind i en større kulturel sammenhæng.
Hvad det bliver, vil kun tiden vise.
LÆS FLERE ERHVERVSPORTRÆTTER FRA POUL ARNEDALS MESTERLIGE PEN HER
Topfoto: Erik Bach Christoffersen på toppen af København. Foto: Søren Rud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
