PORTRÆT AF EN KUNSTNER // LONGREAD – Museet The Whitney i New York huser i øjeblikket udstillingen Fragments of a Faith Forgotten: The Art of Harry Smith. Udstillingen, som har været undervejs i ti år, efterlader tilskueren i forundring og ærefrygt: Smith var en polymat – maler, antropolog, folklorist, poet, musikolog, filmskaber, gnostiker og samler. Hvordan formåede én person at tilegne sig så mange færdigheder og så megen viden?
NEW YORK – Udstillingen Fragments of a Faith Forgotten om multitalentet og kunstneren Harry Smith løber frem til 28. januar 2024. Og hvis POV’s læsere drager til New York i denne periode, skal man absolut ikke snyde sig selv for den fantastiske oplevelse.
For som James Wasserman, forfatter og okkultist, siger om Harry Smith, så var han på mange måder genial inden for et væld af områder: “The man was an expert in more things than most people ever even have the slightest idea about. He was in my opinion a saint, a modern American shamanistic New York saint.”
Harry Smith – musikologen
Allerede som teenager var Harry Smith interesseret i folkemusik, indledningsvist den musik, han hørte i de nærliggende reservater. Han tog bærbart udstyr til Lummi og Salish-reservaterne og optog og deltog i danse og ceremonier, undertiden i dage ad gangen.
Senere begyndte han at samle på 78’ere, det eneste daværende eksisterende medie for musikindspilninger. Pladerne, han brugte til sammensætningen af Anthology of American Music, var fra 1927, hvor elektronisk indspilning blev mulig, til 1932, hvor den store depression stort set stoppede salg af plader.
I’m glad to say that my dreams came true. I saw America changed through music
Antologien, som bestod af 84 numre, var opdelt i tre sæt med to LP’er i hver under kategorierne ‘Ballads’, ‘Social Music’ og ‘Songs’. Smith skrev udførlige liner notes, som er lige så berømte som selve musikken, og designede collager, der er blevet beskrevet som præ-postmodernistiske. Omslagene i farverne rød, blå og grøn var skabt ud fra et alkymistisk koncept.
Det er den generelle opfattelse, at antologien var udslagsgivende for det, der blev kaldt The Folk Music Boom i 50’erne og 60’erne. For musikere som Bob Dylan – Dylan indspillede tre af antologiens sange på sin første plade – Peter, Paul and Mary og Pete Seeger var Smiths samling en markant indflydelse, og Allen Ginsberg udtalte, at antologien indirekte var medvirkende til 60’ernes politiske og kulturelle revolution.
I 1991 blev Harry Smith tildelt en Grammy for sit bidrag til amerikansk folkemusik. “I’m glad to say that my dreams came true. I saw America changed through music,” sagde han.
I 2003 rangerede albummet som nummer 276 på Rolling Stones liste over The 500 Greatest Albums of All Time.
Harry Smith – maleren
Harry Smith betragtede sig selv primært som antropolog og maler, snarere end filmskaber. Han tegnede og malede som barn, og gennem hele sit liv blev kollager et tilbagevendende medium.
I 1947 boede han i Berkeley i Californien, hvor han lærte filmmageren Jordan Belson at kende. De var begge inspirerede af the non-objective movement repræsenteret af malere som Kandinsky, Bauer og Marc. De studerede forbindelsen mellem billede og farve, koncentrede sig om sammenhængen mellem rum, rytme og bevægelse på et givet plan i forhold til det et-, to- og tredimensionelle rum.
Smith lavede billeder af geometriske figurer, som fremstår som tredimensionelle, når man ser dem igennem et stereoskop. I en periode lavede han “brain drawings”, hvor han lod sin underbevidsthed styre.
Jeg havde en fantastisk illumination første gang, jeg så Dizzy Gillespie. Jeg var meget skæv, og jeg så alle mulige farveeksplosioner
Smiths tidlige malerier er bemærkelsesværdige for deres præcision og detaljerigdom. Da han begyndte at lytte til bebop i begyndelsen af 50’erne, lavede han en serie “jazzmalerier”, hvor penselstrøgene tone for tone korresponderede med musikken, og fraserne bevægede sig i farvede mønstre.
“Jeg havde en fantastisk illumination første gang, jeg så Dizzy Gillespie. Jeg var meget skæv, og jeg så alle mulige farveeksplosioner,” forklarede han.
Et eksempel er maleriet, der repræsenterer Dizzy Gillespies Manteca. Et andet og meget komplekst maleri er en malet, synkroniseret konfiguration af en Charlie Parker-plade.
Det tog Smith fem år at male det, hvorefter han droppede disciplinen af ren udmattelse. Malerierne er gået tabt og eksisterer kun som fotografier.
Smiths The Tree of Life er et collotype-tryk. Det er Kabbalahens vigtigste grafiske tegn, det ultimative symbol på skabelse. Det er sammensat af ti cirkler og 22 linjer, der forbinder dem. Tilsammen udgør de de ‘32 Paths of Wisdom’, en tidlig tekst, Abraham siges at have skrevet.
Smith lavede også et sæt af uregelmæssigt formede tarotkort, og mens han boede hos rabbi Lionel Ziprin, lavede han 3D lykønskningskort. Formentlig er en del af hans produktion i privateje hos personer, han kendte, boede hos og arbejdede med, men meget er gået tabt.
Harry Smith – filmanimatoren
De første film, Smith lavede så tidligt som i 1939, kan måske ses som en forlængelse af hans malerier. En slags flod af kollager. Han malede direkte på filmen og lagde en slags emulsion på den, så den holdt på farven.
Så anbragte han tape i forskellige former, trekanter, firkanter og cirkler på de områder, der ikke skulle farves, hvorefter han påførte blæk i forskellige farver med en slags mundforstøver. Derefter lagde han vaseline på filmen, fjernede tapefigurerne og sprayede andre farver på de blotlagte områder. Han kaldte det sin batikteknik. Han brugte moire effekt.
Andre film blev lavet med kamera. Heaven and Earth Magic var sat sammen som en kollage af udklip fra bøger og stormagasin-kataloger med musique concrete og med lydeffekter analogt med de udskårne billeder. Ingen, der har set den, kan være i tvivl om, at filmen var en inspirationskilde for Terry Gilliam, manden bag Monty Pythons animationer.
Smith eksperimenterede kontinuerligt med forskellige teknikker. Han var som sagt associeret med Jordan Belson og inspireret af andre avantgardefilmanimatorer som Oskar og Elfriede Fishinger og Whitney-brødrene.
Han videreførte sin synkronisering af musik og visuelle medier til film, for eksempel til Thelonious Monks Misterioso og viste omvendt sine film til jazzmusikere som Dizzy Gillespie og Charlie Parker, som så improviserede til dem.
Smith sagde, at hans film var skabt af Gud, og at han var blot et medium
I 50’erne og 60’erne konstruerede Smith et udførligt multiplane-animationssystem for sin film Wizard of Oz, som aldrig blev fuldført. Andre gange anvendte han 3D kaleidoskopiske effekter og inkorporerede alkymistiske temaer, magisk symbolisme og referencer til psykedeliske stoffer.
I et katalog fra Filmmakers Cooperative i 1965, hvor fjorten film blev vist, skrev Smith: “For dem, der er interesserede i den slags: Film nr. 1-5 blev lavet under indflydelse af pot, nr. 6 på heroin og uppers, nr. 7 på kokain og uppers, nr. 8-12 på hvadsomhelst, men mest afsavn, 13 på grønne piller fra Max Jacobsen og lyserøde piller fra Tim Leary og vodka og nr. 14 på vodka og hvid portvin.”
Mahagonny, der i manges øjne er hans mesterværk, er en 141 minutters film lavet til den politisk-satiriske opera af Brecht og Weill, The Rise and Fall of the City of Mahagonny. Den krævede et speciallavet synkroniseret multi-screen projektionssystem. Den er lavet i fire paneler, ofte i kaleidoskopform med footage af objekter og natur, gadescener og klip af personer han kendte, som Patti Smith, Ginsberg og Rose Feliu.
Smith sagde, at hans film var skabt af Gud, og at han var blot et medium.
Harry Smith – samleren
Smith var en kompulsiv samler. Hans samling af 78’ere bestod på et tidspunkt af op mod 20.000 plader. Hans musikinteresse inkluderede ud over amerikansk folkemusik også genrer som mongolsk strubesang, koramusik fra Vestafrika, schweizisk jodlen, rumænsk sækkepibemusik, boliviansk fløjtemusik og japanske indspilninger, der daterede helt tilbage til 1895.
Han samlede ikke blot ud fra et æstetisk perspektiv; musikken behøvede ikke at være vellydende. Den indgik i hans kontinuerlige forskning og søgen efter mønstre og sammenhæng.
Han havde en stor samling af ukrainske påskeæg. Han samlede papirfly, han fandt på gaden, og donerede samlingen til The Smitsonian Institutions Air and Space Museum. I alt hvad han interesserede sig for, underkastede han objektet, fænomenet eller konceptet indgående epistemologiske studier. Han kaldte sig selv verdens ledende autoritet inden for snorefigurer fra hele verden.
Han havde en kolossal bogsamling og kunne huske forlag og udgivelsesdato på dem alle. Han samlede på kunst, tarotkort, plakater og kunsthåndværk fra mange forskellige kulturer.
Han akkumulerede Seminole-tekstiler, hvis mønstre han analyserede. Hans ven John Cohen beskrev Smiths lejlighed som “et magasin for krydsdisciplinær efterforskning af visuelle, antropologiske og musikalske fænomener”.
Harry Smith – antropologen
Smith voksede op i nærheden af Lummi- og Salish-reservaterne og tilbragte megen tid sammen med befolkningen som teenager. Han udviklede en metode, hvorpå han kunne transskribere de traditionelle danses design i relation til musikken, en slags diagrammatisering og begyndte senere i bredere forstand at interessere sig for musik i forhold til eksistens som sådan.
Han boede i længere perioder sammen med Kiowa-stammen. Han var rejst til Oklahoma for at lave en film, men i stedet for at følge med filmholdet forsvandt han ind i en bar, hvor han foretog sig et eller andet, der resulterede i, at han blev arresteret.
Smith sagde for eksempel, at det var katte, der oprindeligt lærte ham at gå
Han tilbragte natten i en celle sammen med nogle kiowaer, som han tog tilbage til reservatet med. Efterfølgende observerede, kortlagde og deltog han i deres peyote-ritualer.
“The peyote drum is of the greatest beauty, and the variety of tones that a good drummer can make, truly astounding,” skrev han.
Lægen og Smiths mangeårige ven, Joe Gross, sagde om Smith, at “han havde denne fuldkomne respekt for enhver kultur og ethvert samfund i verden og følte, at ingen kultur var hævet over en anden, enhver kultur havde sin egen geniale karakter og var en slags manifestation af Gud, som kunne komme til udtryk i form af snorefigurer eller musik”.
Han følte, det samme gjorde sig gældende for dyr, at alle væsener havde samme værdi.
Smith sagde for eksempel, at det var katte, der oprindeligt lærte ham at gå. Han sagde til en ven, der gjorde sig klar til at slå en kakkerlak ihjel, at han skulle gøre det hurtigt, fordi en kakkerlaks liv er så kort, at dens tidsfornemmelse er forskellig fra menneskets, så hvis han slog den, og den ikke døde omgående, ville dens død være lang og pinefuld.
Excentrikeren Harry Smith
Havde Harry Smith været i live i dag, var han muligvis blevet tildelt en hædersplads på autismespektret. Han var på alle måder nonkonformist og antiautoritær.
Når han ikke drak alkohol – en overgang drak han kun mælk, fordi han var paranoid over at blive forgiftet – var han ofte asocial og antisocial. Der florerer anekdoter om, hvordan han nogle gange hoppede ud ad vinduet, hvis nogen kom på besøg, fordi han ikke kunne holde ud at være sammen med andre mennesker.
Smith var aseksuel og levede, så vidt man ved, i livslangt cølibat. Måske man kan betragte hans overordentlig produktive tilværelse som en lang sublimering
Han kunne være ufølsom og komplet grænseoverskridende over for andre, men blev samtidig af personer, der kendte ham godt, beskrevet som sjældent blid, venlig og imødekommende.
Han excellerede også i bizarre gøremål – som at slikke på en snegl. Engang havde han malet en såkaldt magisk cirkel foran sin dør, og han ville ikke tillade, at nogen trådte på den, så besøgende måtte hoppe over cirklen og lande på hans seng.
Smith var aseksuel og levede, så vidt man ved, i livslangt cølibat. Måske man kan betragte hans overordentlig produktive tilværelse som en lang sublimering
Rabbi og Kabbalah-ekspert Lionel Ziprin har fortalt, hvordan Smith, som han aldrig havde mødt, bankede på døren dagen efter Ziprins bryllup og skræmte livet af ham med sin besynderlige fremtoning.
Han beskrev Smith som en “skægget gnom” med sorte rande under øjnene, som stod i døren med en stav i den ene hånd og en dusk fjer i den anden, og som gik ind i lejligheden, smed staven ind i et skab og gav sig til at læse i en af Ziprins bøger.
Smith havde en encyklopædisk hjerne og kastede sig ofte ud i langtrukne uopfordrede foredrag om filosofi, okkultisme, grammatik, antropologi, eller hvad han ellers lige var optaget af.
Allen Ginsberg beskrev sit første møde med Smith, hvor han sad under en Thelonious Monk-koncert og manuelt kortlagde Monks synkoperinger.
Han havde en ubændig trang til at aktivere brandalarmer og blev gentagne gange arresteret for det
Han havde en skarp humor og en evne til at opfange andres svagheder, hvilket han sagtens kunne finde på at bruge imod dem. Han provokerede folk til at tænke. Han fik ofte et raserianfald, som resulterede i, at han blev destruktiv og selvdestruktiv. Han rev sine billeder i stykker, smed sit filmudstyr ud ad vinduet og rullede en gang en spole med en af sine film, der havde taget ham år at lave, ned ad 42 Street på Manhattan.
For Smith var processen altid vigtigere end resultatet. Destruktion var nødvendig for konstruktion. Han omtalte ofte sine værker som excreta, som i ekskrement.
Han opfandt alternative biografier om sig selv og påstod, hans mor var prinsesse Anastasia, og hans far okkultisten Aleister Crowley. Han havde en ubændig trang til at aktivere brandalarmer og blev gentagne gange arresteret for det.
Efter at være blevet påkørt boede han i en periode hos Allen Ginsberg i, hvad der skulle have været i et par uger, men som blev til flere måneder. Ginsbergs læge insisterede på at få Smith ud af lejligheden, fordi hans uberegnelige opførsel gav Ginsberg forhøjet blodtryk.
Smith var aseksuel og levede, så vidt man ved, i livslangt cølibat. Måske man kan betragte hans overordentlig produktive tilværelse som en lang sublimering.
Forfatteren og fotografen Paola Igliori, som var til stede på Chelsea Hotel, da Smith døde, fortæller, at han nægtede at få lægehjælp, og at han lå og sang ‘I am dying, I am dying,’ mens han forblødte.
“His heart was gold but sometimes became aggressive in the name of good clean fun. But his entire life was an outwelling of this incredible compassion he has for everything that lived.”
Harry Smith besad en nærmest tvangsmæssig trang til at finde mønstre og sammenhænge og bevise altings forbundethed, en egenskab, han selv mente, han delte med for eksempel Isaac Newton.
Nogle astrologiinteresserede mente, det hang sammen med, at han var dobbelt tvilling. Men denne egenskab står i paradoksal kontrast til måden, hvorpå han opdelte sit forhold til de forskellige subkulturer, han var en del af.
Efter hans død blev der holdt en mindehøjtidelighed, hvor okkultister, filmskabere, malere og musikere mødtes for første gang, der ingen anelse havde haft om Smiths virke inden for de forskellige andre discipliner.
Rose, den spirituelle hustru
Harry Smith døde året før, jeg flyttede til New York, og jeg mødte ham aldrig. Men min bedste – og indledningsvis eneste – veninde i New York, Rose Feliu-Pettet, var Smiths spirituelle hustru.
Rose vidste, Harry ville have foretrukket kremering, og havde hans urne stående i sit køkken under et stykke grønt velour indtil sin egen død i 2015
Rose havde boet i Danmark i en periode, og vi havde fælles omgangskreds i Aarhus. Efter hun flyttede tilbage til New York med sin søn Harley (stifter og frontmand i punk-hardcore bandet Cro-Mags), bibeholdt hun kontakten til sine danske venner, og jeg boede hos hende, da jeg var i New York for at søge job.
Rose boede i samme bygning som Allen Ginsberg, som hun havde kendt siden 60’erne. Hun kendte alle Beats-poeterne og var muse for mange af dem. Hun tog mig med til oplæsninger og fremvisninger af Smiths film.
Rose og Harry havde mødt hinanden i 1965, da Rose var 18. De følte sig øjeblikkeligt forbundne, og Rose flyttede ind hos ham. Hun forsøgte gentagne gange at forføre ham, men han skubbede hende ud af sengen og lod hende sove på gulvet. Han kunne ikke lide at blive rørt ved.
Rose beskrev sit ‘bryllup’ med Smith således:
“Filmskaberen Piero Heliczer ville lave en film, vistnok over Flash Gordon-tegneserien. Harry skulle være Ming the Merciless, og jeg skulle være Flash Gordons kæreste. Andre medvirkende var Edie Sedgwick, Barbara Rubin og Andy Warhol. Jeg havde en antik satinbrudekjole på, laset men meget smuk og med et langt slæb. Vi skulle filme i Orchard Street på Lower East Side.”
“Harry havde fået fat i en dunk billig vin, og vi drak hele tiden, mens vi gik ned ad gaden og kiggede ind ad vinduerne, og filmholdet fulgte efter.”
“Det hele var improviseret. Harry så forhutlet ud som sædvanlig, brillerne holdt sammen med tape, hans hår strittende i alle retninger og mig i brudekjole – an odd couple. Vi blev ved med at drikke af dunken, og på et tidspunkt var vi så stangfulde, at det var umuligt at fortsætte med at filme.”
“Så Harry og jeg dinglede rundt i gaderne og endte på et tidspunkt på The Bowery, skid row, det sidste tilflugtssted for terminale alkoholikere. Der var hundredvis af dem, hjemløse, pjaltede, med åbne sår og skrammer, et frygteligt syn. Da vi nærmede os den første, så Harry på ham og krammede mig, hvilket han sjældent gjorde. Han skubbede mig over mod manden og sagde til mig, udfordrende: Kys ham!”
Det må have været et bemærkelsesværdigt syn: En ung pige i brudekjole, der vækkede hjemløse mænd af deres døs, kyssede disse mænd, ingen rigtig havde lagt mærke til i årevis. Jeg kyssede dem alle og gav dem en slurk
“Det må have været et bemærkelsesværdigt syn: en ung pige i brudekjole, der vækkede hjemløse mænd af deres døs, kyssede disse mænd ingen rigtig havde lagt mærke til i årevis. Jeg kyssede dem alle og gav dem en slurk.”
“Og jeg knælede ned i min brudekjole og med vindunken og kyssede hans læber og gav ham en slurk af dunken. Harry tog min hånd og hjalp mig op og førte mig hen til den næste dranker.”
“Da vi kom til enden af gaden, var solen ved at gå ned. Dunken var næsten tom, og Harry løftede den, og vi delte den sidste slurk. Og – for første gang – omfavnede han mig helt og kyssede mig på munden og erklærede: ‘Now we are married, we will always be married … you must remember wherever you go, you’re my wife for ever and ever.’”
Rose var i England, da Harry Smith døde. Da hun kom tilbage til New York, spurgte Ginsberg hende, hvad de skulle gøre ved hans krop. Der havde været mange forslag, inklusive en morbid idé om at bevare hans hjerne.
Rose vidste, Harry ville have foretrukket kremering, og havde hans urne stående i sit køkken under et stykke grønt velour indtil sin egen død i 2015.
Gnostikeren og okkultisten Harry Smith
Harry Smith havde ifølge sig selv allerede som teenager deltaget i shamaniske indvielsesritualer i Lummi-reservatet.
Smith sagde, at ‘ideas swirl around in electric currents’. Og idéer havde han mange af. Han forsøgte for eksempel at finde en sammenhæng mellem det enokiale sprogsystem og skotske tartaner. Han lavede frekvenstabeller for brugen af visse ord og bogstaver i det enokiale system og sammenlignede dem med andre sprog.
Sammen med poeterne Ed Sanders og Allen Ginsberg udførte han et ritual for at drive djævlene ud af Pentagon som en protest mod Vietnamkrigen. En optagelse er at finde på The Fugs’ album Tenderness Junction. Han havde produceret The Fugs’ første plade.
I forhold til film ledte han efter en korrespondance mellem bestemte farvemønstre og bestemte lyde. Han indrømmede, at det var en fantasi. En overgang ledte han efter et rytmisk design for en film, han var i gang med, baseret på en gennemsnitlig menneskelig puls på 72 og en vejrtrækning på 13 pr. minut.
Han kunne tale om et hvilket som helst emne: antropologi, grammatik, middelalderlogik, moderne elektronik, akademisk forskning, tibetansk kultur. Det blev ved og ved
Han var engageret i en kontinuerlig søgen efter sammenhæng. Han transskriberede musik om til en visual thing, et slags diagram, men så fandt han ud af, at det var nemmere at springe musikken over og arbejde med diagrammer, der allerede eksisterede, som seminole tekstiler og mønstrene i de ukrainske påskeæg.
Lionel Ziprin sagde om ham: “Det var, som om han var tunet ind på en computer-hukommelsesbank på Pluto. Han kunne tale om et hvilket som helst emne: antropologi, grammatik, middelalderlogik, moderne elektronik, akademisk forskning, tibetansk kultur. Det blev ved og ved.”
“The most knowledgable occultist I’ve ever met in my life,” sagde Donald Weiser, Weiser Antiquarian Book Store.
“Despite himself, Harry Smith has emerged as the unheralded genius behind the scenes of the folk music movement in America,” mener John Cohen, musiker og medstifter af The New Lost City Ramblers
Smith blev indviet som biskop af Ecclesia Gnostica Catholica, en del af Ordo Templi Orientis, og han studerede indgående bøgerne skrevet af ordenens leder Aleister Crowley, den engelske okkultist og filosof og bjergbestiger, som grundlagde Thelema-religionen.
Harry påstod sommetider, at Crowley var hans far. Han var en hermetisk lærd og teosofist og var ihærdig student af Kabbalahen med rabbi Lionel Ziorin som lærer.
I de sidste år af sit liv var han ‘Shaman-in-residence’ på Naropa Instituttet i Colorado.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her