En kold og blæsende, grå januardag på Odense sygehus

Martin Poul Gangelhoff 17.04.2020

MINDEORD // DIGT – For at mindes min mor, vælger jeg at dele et digt, jeg skrev, da jeg kom hjem fra Odense Sygehus den blæsende og grå januardag sidste år. Fyldt med sorg og en gammel forløst vrede. Digtet forsøger både at sætte ord på den ambivalens, jeg følte overfor min mor i hendes sidste år, og dykke ned i den særlige, stærke kærlighed, der var imellem os.

I dag er en underlig dag

15. april sidste år gik min mor nemlig bort.

Det var slutningen på et liv fyldt med lidelser, der overgår de fleste danskeres fatteevne.

Sidste gang, jeg så min mor, var en kold januardag på Odense Sygehus. Efter hun igen havde forsøgt at gøre en desperat ende på sit liv.

Tre måneder senere var hun død. Danmarkshistoriens længste selvmordsforsøg var langt om længe forbi.

Få ved dette, da jeg gennem det meste af mit liv ikke ville dele disse kapitler med andre end mine allernærmeste. Og ofte har jeg sprunget forbi de mest mørke sider.

Jeg har hellere villet fokusere på det gode. For min mor var et godt menneske. For god til denne verden. Derfor flygtede hun. Men hun for mere og mere vild i sin egen fortælling for til sidst at blive dens fange med pisk og lænker.

Digtet forsøger både at sætte ord på den ambivalens, jeg følte overfor min mor i hendes sidste år, og dykke ned i den særlige, stærke kærlighed, der var imellem os.

Jeg voksede op med denne tragedie, men den smittede ikke af på mig. Årsagen er den ældste og mest noble af dem alle. Hendes dybe kærlighed til mig opvejede i tusindfold alle hendes fejl.

I løbet af det sidste år har sorg, lettelse og skyld strømmet igennem mig i forskellige blandingsforhold og på forskellige tidspunkter.

Følelser, der er forstærket på denne årsdag. Det er jeg sikker på, alle, som har mistet, kan snakke med om.

Derfor og for at mindes min mor, vælger jeg at dele et digt, jeg skrev, da jeg kom hjem fra Odense Sygehus den blæsende og grå januardag sidste år. Fyldt med sorg og en gammel forløst vrede.

Digtet forsøger både at sætte ord på den ambivalens, jeg følte overfor min mor i hendes sidste år, og dykke ned i den særlige, stærke kærlighed, der var imellem os.

Æret været hendes minde.

Et navnløst fragment af noget der var, noget der er og noget, der aldrig bliver

En hær af vrede væsner vandrer gennem verden.
Trampende som kæmper og listige som ulve.
Målbevidste drankere med destruktion i øjnene
Og detonatorknappen slæbende efter sig.
Vanvittige afsjælede bæster, der med deres hyl mod nattehimlen vil slukke stjernerne og jage månen bort.
Men ingen hører dem, ingen ser dem.
For der er kun mig og mit navn er

ængsteligheden
Ilden er min frygt, asken mit mareridt.
En baby var jeg engang og du tog mig til dit bryst.
Tilbage er et spejlvendt minde og blodets bitre brudstykker.
Og et gnæggende gespensts galleri af galvaniseret galskab og et gospel af grafiske gemenheder bag de gule gustne gardiner.
Men vi har stadig denne skal af tandhjul og arvemasse, der efter sig trækker et spor af fedtede fødder. De begynder der, hvor du faldt ned i

fortællingen.
Ord skrevet i salt og betonfarvet penselstrøg.
Bibelske karakterer i en verden af svovl og sod.
Misforståede martyrer mættet med majestætisk melankoli.
Og din tragedie syet ind i min rygrad, kvæd for kvæd.
Men over vore forladte skyttegrav svævede Kristus i sit rumskib og lokkede med frelse.
Der ventede vi og kaldte op, men hørte kun ekkoet af vore egen

egenmægtighed.
Brændt jord og et sublimt selvmord.
Verden er din hviskede du og pegede mod afgrunden.
Hede heroindråber ned i bæstets hals.
Og mørket er uden blændværk og bløde beretninger.
Men bag afsatsens vridende vinde og tæskende tinder findes lys og luftspejlinger og varme veje.
Der efterlod jeg almægtigheden til sin

afmagt.
Et forræderi og en verdenskrig.
Svigende artilleri klyngebomber sushisteder, storkereder og salige sarkofager.
Isende trykbølger tvinger trodsen til trone og tvivlen i knæ.
Og en kolossal ankerkæde splitter landskabet i to.
Men leddet i min ende får kødet til at bløde og river i den kyniske marv.
Det er dit skælvende legeme, der kalder mig

hjem.
Til armodets arnested og elskelighedens esse.
Hvor fedtgrotten fortærer dine fermenterede folder.
En tandløs sprække, et forkalket blik og en sø af sygdomme over det hulrum, som engang kaldtes liv.
Og iskrystallerne i mit hjertes porer eksploderer i en sky af passiv paranoia.
Men ingen gjald af genforenende gang, kun galgenhumor og den genkendelige gnavende lyd af glemsel.
Det er verdens gestalter, der holder ædegilde i beskytterens barrikaderede

beklemthed.
Mit hjerte kaster lange skygger.
Angsten har slået lejr her.
Min sjæl er dens kommandant.
Tusinde stier af salt og en mave fuld af nøgne kroppe.
Og på mine synapsers seismiske sletter spreder sig et spind af skamløse oaser.
Men følger man trådene finder man forfaldets faldlem til ødsleriets ødemark.
Der på en trone af ituslået ure og tomme flasker kaster døden sine

forbandelser.
Brændt og mærket forbrødres jeg og bæstet i fortidens forsyn.
Sammen kan vi brænde os gennem is, flænse os gennem vand, æde os igennem mure og kile os mellem grænser.
Lad rovdyrene flygte gennem gaderne i panik, lad dopaminen drukne i blod og lad violinerne skrige fra murene, mens vi sætter ild til det slot der er verden.
Og masserne skal dø, kærligheden skal dø, sproget skal dø.
Hele den jordiske organisme skal gå til i kramper og resterne visne bort for tidens åsyn.
Men ingenting.
Der sker

ingenting.
Vredens singularitet efterlader mig rystet i natten.
Mit bryst græder, mine muskler ætser, mit hjerte sveder.
”Mor, hvor er du, hvem er du, hvorfor er du?”
Og jeg brøler af fortidens forbandelser, mens jeg flygter ud i fremtidens fordrejninger.
Men i nuets spilledåse, blandt damp og deja vu’er, danser jeg med dødens ballerina underdanigt og drot.
For der, under hendes fodsåler, er bæstet buret inde af tidens evindelige

resonans.
To sjæles synkrone ensomhed.
En begravet bankerot, en blodbanes bedrift og en barsk balancegang mellem besindelse og barbari.
Intet overkommer overlevelsen andet end overlevelsen selv.
Og livets ånd er for altid udspændt af løfter udsagt af håbets forkynder, der nu står og sender kærlighedserklæringer til stjernerne.
Men dit bæst kan de ikke smelte væk.
Der er kun en dødende sols forsinkede

lysglimt.
En barndom i sorgens skygge.
Beriget med ophold ved moderlejdets bål.
Thi jeg er kærlighedens bastard.
Og tugtet og elsket, vansiret og værdsat, vader jeg mod strømmen i en flod af andres tårer.
Men bag brystet bærer jeg en brynje, der holder kuldens kolde greb borte.
Der blomstrer din rose som fra det dybeste dyb i min inderste have hvileløst hvisker:

”Jeg elsker dig.”

Topillustration: ‘Et navnløst fragment af noget, der var, noget der er og noget, der aldrig bliver. Foto: forfatteren.

Martin Poul Gangelhoff

Martin Poul Gangelhoff er uddannet journalist fra Roskilde Universitet. For tiden bor han i USA, hvor han kører rundt på motorcykel og laver historier til danske medier. Martin begyndte at skrive digte i 2019 og har - som mange - en drøm om at slå igennem som forfatter.