KULTURARV // KLUMME – Produktionen af danske bær, frugt og grønt er faldet. Den erstattes af importerede afgrøder fra udlandet. Det går ud over den danske arbejdskraft og økonomi, men i særdeleshed også vores kulinariske kulturarv. Hvad sker der, hvis de danske sorter helt forsvinder? Er det så kunsten, der skal være vores gastronomiske hukommelse?
Jeg elsker denne tid på året. Jeg har brugt sommeren på at spise mig mæt i søde jordbær og sprøde agurker. I foråret nød jeg spæde salater og grønne asparges. Men nu er det endelig sæson for den hårdføre frugt og grønt: æbler, beder, kål og knolde.
De afgrøder, vi hiver op af jorden og fylder vores maver med, har tidligere været en indikator for, hvor i sæsonen vi befinder os. Sådan er det ikke længere.
Vi skal sikre os, at produktionen af dansk frugt og grønt fortsat er en del af vores nationale madkultur
Vores behov for at spise brombær i maj og ærter i december laver kludder i sæsonerne. Det er en af grundene til, at vi importerer store mængder frugt og grønt i stedet for at dyrke og spise det, vi kan producere herhjemme.
Vi kan få det, vi vil have, når vi vil have det. Det har paradoksalt nok skabt et stort tab i vores fødevaresystem.
Produktionen af dansk frugt og grønt bliver mindre og mindre. De seneste ti år er produktionen aftaget med 18,5 procent. Det kan måles i hektar, arbejdskraft, kroner og ører. Vi mister mere end det målbare. Vi mister også smage, sæsoner og kultur.
Et æble er ikke alene en vare. Det er også dansk kulturarv.
Gråstenæblet blev i 2005 kåret til Danmarks nationalæble. Den saftige kernefrugt spores tilbage til 1700-tallet. I mere end 300 år har danskerne spist Gråstenæbler.
Denne tradition må for Guds skyld ikke stoppe her, men noget tyder på, at det godt kan ske.
Rod i almanakken
For 60 år siden kom hele 92 procent af grøntsagerne og halvdelen af den solgte mængde frugt og bær i de danske butikker fra Danmark.
Ifølge tal fra Madkulturen er det i dag kun omkring 25 procent af de grøntsager, vi spiser i Danmark, der er dyrket herhjemme. Kun cirka 10 procent af frugt og bær er høstet i Danmark. På bare ti år er den danske produktion af frugt og grønt faldet med mere end en sjettedel.
Når bær, frugter og grøntsager forsvinder fra de danske buske, træer og landbrugsjorde og erstattes af udenlandsk import, mister vi vores gastronomiske selvforståelse
Danmark er blevet et af de dårligste lande i Europa til at dyrke de grøntsager og frugter, vi selv spiser.
En af grundene til nedgangen er vores umættelige behov for at spise sæsonbestemte råvarer uden for sæson.
I dag kan vi købe jordbær i januar, direkte importeret fra Spanien. Nye kartofler fås allerede i det tidlige forår, da de har rejst knap 4.000 kilometer fra Egypten.
Det skaber rod i den gastronomiske almanak. Pludselig glemmer vi, at æblekage hører til efteråret, og at fristen for at proppe sig med hvide asparges er kort, da sæsonen kun strækker sig over to måneder i maj og juni.
Farvel til den gastronomiske selvforståelse
Grøntsager uden for sæson er én ting. Desværre afslører sortimentet i grøntafdelingen i de danske supermarkeder, at vi også importerer fra udlandet, når der ikke er behov.
Lige nu ligger løg fra Frankrig side om side med blommer fra Spanien og æbler fra Italien. Tre afgrøder, der netop er spiseklare her i september i Danmark.
Lad os sørge for, at kunstværker af frugt og grønt bliver ved med at være nationalsymboler
Når bær, frugter og grøntsager forsvinder fra de danske buske, træer og landbrugsjorde og erstattes af udenlandsk import, mister vi vores gastronomiske selvforståelse.
Vi skal sikre os, at produktionen af dansk frugt og grønt fortsat er en del af vores nationale madkultur. Den må ikke ende som kulturelle fortællinger om noget, vi engang havde.
Ser vi på L.A. Rings værk “En mand som graver kartofler”, afslører kartoflen datidens sociale virkelighed på landet. Mandens foroverbøjede krop understreger hans nærmest skæbnebestemte tilknytning til jorden. Kartoflen er en livsnødvendighed for den hårdtarbejdende mand.
En kartoffel er derfor ikke bare en kartoffel. Den findes i sorter som Ditta, Folva, Jutlandia og Solist.
Kartofler har mættet maver og sikret overlevelse for de allerfattigste på landet – måske har den ligefrem haft en betydning for, hvem vi er i dag?
En værdifuld gulerod
Ud over kartoflen er guleroden også en af de mest spiste grøntsager herhjemme. Den kom til Danmark i 1500-tallet via de hollandske gartnere, der af Christian 2. blev indkaldt til at forbedre det danske landbrug.
Guleroden gror godt i den danske jord. Derfor har vi dyrket og forædlet den lige siden.
Kunstneren Johanna Fosie malede i år 1751 et studie af to gulerødder og en majroe. Grøntsagerne er gengivet med en høj detaljegrad. Man kan nærmest fornemme gulerøddernes fasthed.
Fosie får med sin præcision os til at betragte noget så beskedent som en gulerod med stor begejstring.
Værket tilhører i dag vores nationalgalleri, Statens Museum for Kunst, og er dermed indlejret i den danske kulturarv. Hvis gulerødderne i supermarkedet blev tillagt værdien som kulturarv, ville den danske fødevareproduktion så se anderledes ud?
Lad os sørge for, at kunstværker af frugt og grønt bliver ved med at være nationalsymboler og ikke ender som vidnesbyrd om sorter, der er gået tabt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og