BAY CITY ROLLERS // ESSAY – Til juletraditionerne i mange hjem verden over hører et gen-gen-gensyn med julefilmen Love Actually. Og dermed scenen, hvor Liam Neeson (Daniel) ved sin kones begravelse ender med at spille (“inevitably, ever so coolly, through the immortal genius of”) Bay City Rollers version af The Four Seasons’ ‘Bye Bye Baby (Baby Goodbye)’. Med udgangspunkt i sine egne oplevelser i Aalborg i 1975 fortæller Hans Henrik Schwab om Rollermania og gruppen, der måske har haft større musikalsk indflydelse, end mange husker/har fortrængt.
1. april næste år spiller det skotske idolband Bay City Rollers deres første koncert på dansk grund i 30 år – et halvt århundrede efter gruppens dannelse – og det er ikke en aprilsnar!
“Bay City hvem?” vil nogle – ikke mindst yngre mennesker – sikkert spørge. Kender man ikke Bay City Rollers (eller vil man ikke vedgå, at man kender dem), kender man sikkert nummeret ‘Bye bye, baby’ – om ikke andet fra begravelsesscenen i julefilmklassikeren Love Actually, som i år igen-igen er blevet vist på alverdens tv-kanaler, og hvor en af hovedpersonerne meget apropos Bay City Rollers er en falleret britisk rockstjerne.
Tro det eller ej. I 1975 mødte jeg faktisk Bay City Rollers en sen efterårsaften i Aalborg. Min onkel, Jørgen Nørbalk – og hans fodboldklub B52 (ikke at forveksle med den amerikanske gruppe af samme navn!) – der fungerede som byens koncertarrangør, havde mirakuløst landet en aftale om en koncert med BCR i Aalborg Hallen. Et blitzsekund før det skotskternede boyband, ”the tartan teens” toppede hitlisterne verden over med netop ”Bye Bye, Baby” og derefter ikke ville have været til at betale for en dansk koncertarrangør.
McLaren havde således et godt øje til Rollers-fænomenet, da han ’skabte’ Sex Pistols i BCRs billede – et billede fremkaldt i negativ. Siden viste det sig så, at BCR bag det renskurede mælkedrikkende image var mindst lige så leveringsdygtige i skandaler
Verden og Flugten til Amerika ventede … (I parentes bemærket: BCRs samlede pladesalg er estimeret til 120 mio. albums og singler!). ”Men vi fik dem til en go’ pris”, som min onkel sagde på tørt nordjysk.
Selv var jeg allerede i en ung alder, som nyslået teenager, unægtelig mere til The Beatles og de andre seriøse tressergrupper, og lige om hjørnet ventede punken og Sex Pistols.
Musikalsk var Rollers ikke dybt originale. Uden at være epigoner var de – som mange af tidens poprock- og glamgrupper – stærkt influeret af retrobølgen af 50’errock, inkl. Doo-wop vokaler, og tidlig 60’erpop a la Phil Spector tilsat lidt beatlesque krydderi.
Bemærk også at mange af tidens poptekster handlede om at have været ung ”Way back in the fifties”, hvilket selvsagt afslørede, at de unge idoler havde ældre sangskrivere. Det kunne ‘Vi Unge’ bare ikke høre eller vide dengang.
Det kunne min onkel til gengæld, der efter koncerten syntes, at BCR havde lånt lige lovlig meget fra hans eget ungdomsidol, Elvis.
Bay City Rollers var ikke cool
BCR var ikke cool. De var corny, kitsch og – lidt ligesom Beatles i begyndelsen – kun til teenagepiger (mine drengekammerater dyrkede tidens grupper som Slade og Sweet og måske til nød de mere heavy Uriah Heep og Deep Purple).
Musikken var dog ikke det centrale element i denne appel til teenagepigerne. Som flere andre samtidige 70’er-idoler gav deres let androgyne look BCR en dobbelt unisex-appel i forhold til deres unge kvindelige fans, der begærede dem som – ufarlige og søde – mandlige objekter.
OG samtidig selv som kvindelige subjekter identificerede sig med idolerne og imiterede deres tøj- og hårstil (”a loo-brush haircut”) på et tidspunkt, hvor der stadig var relativt få kvindelige teenageidoler a la Suzi Quattro at identificere sig med.
Apropos det 70’er-typisk androgyne (i dag ville man sige: kønsneutrale eller non-binære!) hos BCR: I Aalborg Hallen nåede den i forvejen echaufferede stemning et klimaks, da Rollers-medlemmerne på et tidspunkt under koncerten synkront vendte sig om og med ryggen til publikum vrikkede koket med bagdelen! Det er svært at forestille sig en heteroseksuel mandlig 60’er-gruppe gøre det samme … Sådan var stemningen stadig i ’75.
It is the sound of young women, not ”hysterical schoolgirls” as one reporter would have it – a scream of defiance, celebration, and excitement.”
Da jeg to år senere besøge Rollers’ skotske hjem- og højland, blev deres ny single, den Harry Maslin-producerede ‘It’s a Game’, rigtignok flittigt afspillet i den nationale radio, men jeg var – sikkert ligesom de fleste skotske unge – på det tidspunkt meget mere optaget af, at Sex Pistols just havde udsendt deres travesti af en jubilæumssang til Dronning Elizabeth, ‘God Save the Queen’, og at The Jam skulle spille live på Rollers’ hjemmebane i Edinburgh: ‘In the City’.
Som så mange andre præfabrikerede teenagefænomener og tidlige boybands, f.eks. The Monkees, var BCR imidlertid, set og hørt i bakspejlet, bedre end deres rygte: De kunne faktisk både komponere og selv spille, ikke mindst en eminent leadguitar og sågar mandolin og harmonika ligesom The Band.
På deres gennembrudshit ‘Shang-a-lang’ udgøres nummerets percussion af slag på jernbanesveller, hvilket skulle fremsuggerere lyden af arbejde på havnen i Glasgow (hvor deres første sangskriver havde arbejdet sammen med bl.a. den senere Manchester United-legende Sir Alex Fergusson!).
De delte på et tidspunkt producer – ovennævnte Maslin – med David Bowie og et af deres hits, ‘S-a-t-u-r-d-a-y Night’, dannede angiveligt forlæg for en Ramones-sang: ‘Blitzkrieg Pop’ – apropos punk.
Bay City Rollers var på mange måder de pæne pigers punk eller præ-punk: et uartikuleret oprør mod voksenautoriteterne. De unge piger udgjorde en ”Tartan Army” med en uniform bestående af stumpende bukser og andre skotskternede gevandter med talrige badges og pins – et streetlook, der foregreb punkens ”tatters and tartan”-stil, som den blev kreeret af modeskaberen Vivienne Westwood og Sex Pistol-manager Malcom McLaren.
BCR spiller da også en lille om end ikke helt ubetydelig rolle i den ny Disney-serie ”Pistols”. McLaren havde således et godt øje til Rollers-fænomenet, da han ’skabte’ Sex Pistols i BCRs billede – et billede fremkaldt i negativ.
Siden viste det sig så, at BCR bag det renskurede mælkedrikkende image var mindst lige så leveringsdygtige i skandaler – sex, stoffer og selvmordsforsøg – OG lige så manipuleret af deres manager som The Pistols, men det er en anden historie, som vi lader ligge her. Den er fyldigt beskrevet andetsteds, f.eks. i bøger som Bay City Babylon, When the Screaming Stops og Caroline Sullivans Bye, Bye, Baby, som dronningen af Grunge, Courtney Love, i sin tid sikrede sig filmrettighederne til.
Det uartikulerede præ-punk oprør
Sheryll Garrett, der ligesom Caroline Sullivan var BCR-fanatiker (men i modsætning til hende ikke gik i seng med et af bandmedlemmerne), har i essayet ”Teenage Dreams” (1984) i tilbageblik leveret en præcis socialpsykologisk analyse af Rollermania som det nævnte uartikulerede præ-punk oprør, der for pigerne handlede om, at det var OS (pigerne) mod DEM (de voksne autoriteter: forældre og smagsdommere):
”We were invincible, a tartan army defying critics, DJs, newspapers and everyone else who spoke against ’our boys’”, skriver hun og konkluderer: ”For us, in 1975, the real excitement had little to do with The Bay City Rollers; it was about ourselves.” Stjernekikkerten vendte reelt den anden vej.
Koncerten i Aalborg, som jeg fik fribillet til, blev da også en opvisning i massepsykose og Rollermania anno 1975. Men skrigene var måske udtryk for noget andet og mere end simpelt hysteri – et begreb, der historisk set hurtigt bliver sat på kvindelige reaktioner – som ovennævnte Garrett har formuleret det i sit essay om den idoldyrkelse, der er: ”a safe focus for all that newly discoveres sexual energy, and a scream can often be its only release. It is the sound of young women, not ”hysterical schoolgirls” as one reporter would have it – a scream of defiance, celebration, and excitement.”
Der var piger, som bogstavelig talt besvimede og måtte bæres ud. 13 år gammel var det skræmmende, men samtidig lidt pirrende, at være stort set ene dreng blandt 2.000 unge kvinder, der var lige præcis dét ældre, og som skrigende løb storm mod scenen, hvor min onkel og de andre B52’ere ved scenekanten udgjorde den sidste forsvarsskanse mod den fremadstormende hær af skotskternede teenagepiger.
Feticheringen af idolerne og alt, de havde blot rørt ved, antog nærmest religiøs karakter.
Da Bobby Molino & Nutrockers varmede op for hovednavnet BCR, sagde min sidedame med foragt i stemmen: ”Jeg håber virkelig ikke, at Derek (BCRs trommeslager) skal røre ved de trommestikker, som den klamme fyr bruger.” Det skulle Derek næppe, men efter koncerten kastede han sine egne trommestikker ud blandt publikum, hvilket udløste en kamp om relikvierne, som havde de to træpinde været splinter af Kristi kors!
En skræmmende hær
Ja, BCRs kvindelige fanskare var også i Aalborg en skræmmende ”Tartan Army”. Jeg blev ikke mindre skræmt, da min onkel efter koncerten ville introducere mig for Bay City Rollers backstage: ”Kommer du ikke lige ind og siger daw til drengene?”
Det gjorde jeg så modstræbende og kiggede genert ind i et lille omklædningsrum, hvor der sad fem store idoler med lige så store hvide tænder: ”Vi bider ikke!”
Dagen efter ville jeg imponere pigerne i klassen – de fleste af dem BCR-fans, der ville have givet deres højre eller venstre arm for en billet – ved at fortælle om mit ’møde’ med verdens p.t. største idolgruppe. Nogle af pigerne sagde: ”Det er løwn!”, mens de andre sagde: ”Må vi se autograferne?” – som jeg selvfølgelig i min befippelse ikke have tænkt på at sikre mig som dokumentation.
Hvorimod min onkels medarrangør og formand for B52, Kjeld Ranum, havde været betænksom nok til at få BCR-drengene til at skrive et sæt autografer til den skoleklasse i Aalborg, han var klasselærer for.
Som bekendt kan en stjerne skinne på nattehimlen, lysår efter den reelt er brændt ud…
I dag ville jeg dog næppe have kunnet imponere nogen med de autografer. BCRs autografskrivende berømmelse blev således kort.
På deres sidste egentlige album fra 1978, det ligeledes Harry Maslin-producerede Strangers in the Wind, var deres ansigter indtegnet i sæbebobler, der som bekendt har det med at briste efter kort tid – eller i hvert fald blæse væk ”in the wind”.
BCR endte således ironisk nok præmaturt som de ‘gårsdagens helte’, de besværgende sang om i et af deres hits:” We don’t wanna be/A yesterday’s hero/Yesterday’s hero/That’s all we’ll be”.
Efter et mislykket forsøg på at ramme et ældre publikum med Middle of the Road-musik og et efterfølgende lige så håbløst forsøg på at hoppe på New Wave-bølgen sluttede det hele og endte i sporadiske nostalgiske reunions og de obligatoriske lukrative Japan tours – kun af interesse for de hardcore-fans, der havde været unge med dem dengang. Som det hedder i et af deres andre profetiske numre fra netop det store år 1975, ”Once upon a star”:
”Remember those were the days: You made them laugh, you made them cry … In their eyes you’ll always be a star”.
Første april vil det vise sig, om Rollers et halvt århundrede senere stadig er og fremkalder stjerner i deres modne danske fans øjne, eller om disse fans en gang for alle har sunget “Bye, bye, BAYby” – fordi de ikke længere har brug for de projektionsskiver for romantiske drømme, seksuelle længsler og social trods, der fylder så meget i de tidlige teenageår, og som er med til at fremkalde stjernerne på popmusikkens firmament.
Men som bekendt kan en stjerne skinne på nattehimlen, lysår efter den reelt er brændt ud…
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
